Arkiv

Monthly Archives: oktober 2017

 

DSC_0185

(Følgende prolog og epilog blev tilføjet uden at jeg var blot i nærheden af tastatur eller skærm. De var der bare en tilfældig gang jeg åbnede det oprindelige dokument. At jeg kender personerne i pro- & epilog, har nok en betydning. Det giver mig en lille fordel. Jeg kender dem. Eller netop ikke: De kan næppe vade ind i en hvilkensomhelst tekst og sætte deres aftryk; smide nogle linjer og kalde det… Nok kun muligt fordi… Etc:)

PROLOG:

Senhor Passo, Laurie og de andre mere eller mindre synlige går rundt på den enorme byggeplads. De utallige byggepladser, som perler på en snor. Er et forkert billede. Sammenhængende uden sammenhæng. Er præcist. Og i forskellige grader af forfald. Forfald hedder det vel ikke. Selvom de mange byggepladser synes at bryde mere ned end de bygger op. Det må være en slags synsbedrag. Eller blot bedrag. Men så da afvikling: Jo mindre byggeplads, jo mere… Noget andet. Bygget, måske. Skal det se ud som. For enhver pris. Det går hurtigt op for dem, at dette sted ikke er for dem. Der er simpelthen ikke basis for deres eksistens. Det er ikke en verden Passo med følge kan befinde sig i.  Eller kan finde sig i, hvilket kunne medføre ændringer, men gør det ikke. Det er lidt en skam. Hvis overhovedet muligt, hvis ikke for sent, kunne de gøre området så meget godt. Uden at gøre noget. Bare ved at være der. Men de kan omgående se og ikke mindst mærke at det er for sent: De KAN ikke være der. Der er alt for meget ingenting, fortyndet og trukket ud i alle verdenshjørner. Der er SÅ meget udlagt og ødelagt til forvandling, at det til forveksling og forvirring ligner tomhed. Fyldt til bristepunktet. Denne verden med tonstunge skriggule maskiner kravlende og krybende i mudderet, og skykradsende høje kraner svingende og slingrende lystigt rundt, er ikke uden risiko for Passo og Laurie og de andre. Derfor lidt nødvendig leg med virkeligheder. Overlapninger der viser sort stjernehimmel midt på en klar solskinsdag, tæt gammel skov lige hvor dampende ny asfalt er lagt.  Dén slags små tanketricks. Og diskret anbragte ord med hængsler. Der åbner op til udgange der også er indgange. Så de høfligt kan trække sig fra teksten, før de sidder fast. Fra hvert eneste nok så ubetydeligt eller utydelige ord… Velvidende at de alligevel får det og de sidste. Exit Senhor Passo & co. Høflig tilbagetrækken til deres vante verden et sted i mit hovede. Det luner faktisk behageligt. Lidt som en god blød pelshue en kold vinterdag. Blot på indersiden, mellem hjerne og skal. Jeg er ellers moderat modstander af brug af pels som beklædning. Eller forklædning. Men dette er noget helt andet. Indersiden af mit hovede er min egen sag. Nej, selvfølgelig ikke; undskyld! Det er VORES egen sag! Beklager, jeg har det med at rode verdener sammen. Ikke mindst når jeg ikke selv skriver dem. Det lyder måske lidt underligt; skepsis plejer at komme vrængende her. Men hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke beskrive noget der ikke kan eller vil beskrives. Det er som at blive skrevet selv. Er det eneste der bliver skrevet. Alt hvad jeg ved, ved jeg ikke før det står skrevet. Og bliver læst. Ingen læser det samme. Skepsis kradser irriteret i overfladen. Hvad kan jeg gøre? Jeg står i mudder til halsen, med en krave af dampende varm asfalt. Og kan kun håbe at noget skrives. At et par sætninger kommer til hjælp.

(Her oprindelig laaaang tekst. Dels halv-politisk, dels lokalt orienteret. Skrevet af mig selv. Tror jeg da, er jeg ret sikker på. Ihvertfald overvældende kedelig for Senhor Passo og de andre i dén verden. Og nok også for en del andre, der ikke befinder sig midt i begivenhedernes centrum. Det gør jeg vist… Måske. Jeg véd det ikke. Hvem gør det?)

EPILOG:

Senhor Passo og de andre kigger forsigtigt frem igen. De er vist stadig usynlige, men tager ingen chancer et sted som dette. Halvt betonby, ikke særlig behagelig, mærkeligt fremmed og ubestemmeligt frastødende, næsten fysisk konkret. Og mudrede byggepladser hvor store maskiner hersker. Alle fire, Senhor Passo, Laurie, den der er ‘jeg’, og det der er ‘han’ eller ‘hun’ eller noget tredje i tredje person, har da været langt mere besynderlige steder. Steder der kun findes i min verden. Eller steder de har været, og dermed gør til mine. Men dette… Nyt beton på gammelt beton, næsten som et automatisk ritual. Og en stemning af formålsløshed. Ikke kun håbløshed, men en håbløshed der stivner og krakelerer af mangel på formål. Der skal kun ganske få ord til, så popper had og aggressioner op som en trold af en æske. Lige dén gamle kliché passer faktisk meget godt. Hele det store byområde, forstaden, er én stor trold i en æske der er ved at briste. Eller tusinde små trolde i hver deres lille æske; med fjederen vibrerende spændt. Og er der ikke andre, ja så vendes det ædende onde raseri mod nærmeste nabo: Stormen af aggressioner får den mudrede grund og de grå betonflader til at krympe, til at krybe sammen og håbe ikke at blive set. Ikke at blive en del af handlingen, forblive nemt oversete bisætninger. Sådanne ekstreme aggressive situationer er selvfølgelig heller ikke nyt for Passo & co. Der ER nok ikke meget de ikke har været ude for. Eller er forberedt på. Det der skræmmer dem lige i denne situation, i disse linjer, er den totale mangel på vredens retning. Den skifter som vinden blæser rundt om de ru blok-hjørner, og fræser hen ad de snorlige gangbroer. Kravler ind over altanerne om natten, og siver gennem termovinduerne. De fleste vågner med en umiddelbar og noget overrumplende trang til at dræbe. De ved bare ikke hvad. Nogle gange bliver det så, i mangel af et nærværende offer, dem selv. Hvorfor? Senhor Passo og de andre ser med sorg på den så tydeligt manglende mening. Og de utallige meninger der slynges ud som kasteskyts; misbruges som våben. Selvfølgelig har de prøvet det før. Men dét er noget de simpelthen finder for trist. Ikke at de kan stille meget op, det hele har for længst passeret stadiet hvor ord har vægt. “Pennen er mægtigere end sværdet”, for at bruge en af Lauries fordanskede sætninger, er nu kun en tømt frase. En træt på forhånd opgivet påstand. Den bliver gemt væk til bedre tider. Til andre opskruede men ikke fastboltede og urokkelige episoder, afsnit, kapitler… Lige her og nu er kun en voldelig udgang mulig. Uanset hvem mod hvem; det betyder mindre end at blodet vil flyde. Mudderet og vandpytterne på byggepladserne bliver slagmarken. Det er de allerede. Og har været i mange år. Senhor Passo henvender sig personligt til mig. Jeg skal stilles til ansvar for forsøget på at indgive falsk håb. En domstol er ikke nødvendig. Jeg erklærer mig skyldig. Men påpeger, til mit forsvar, at håbet blot var tomme ord. Og at jeg vidste det. Jeg ved det! Og føler en trang til at destruere, ødelægge, slå, dræbe… Med risiko for at gøre Senhor Passo og de andre hjemløse: Smadre hovedet ind mod væggen, til naboen klager over al den hamren døgnet rundt. Så selvødelæggende, at jeg kaster med sten og alt jeg lige kan samle op. En skam at ord har mistet deres  vægt. Dér ville være masser af hele sætninger der kunne bruges  som kæder, flænsende hud og rivende muskler og sener til blodige trevler. Blindt ordfrit raseri  i mangel af bedre. I mangel af  noget. HVAD SKAL JEG ELLERS GØRE? Senhor Passo og de tre andre har nok et svar. Men ikke i disse linjer! Samme sprog, ja. Men ord der nægter at kende hinanden. Frastødende, med væmmelse. Både Passo, Laurie, ‘jeg’ og ‘han’ prøver at holde mig tilbage. Det er ikke frit fald. Omkring mig er luften tæt af forstenede ord og betonstumper af bogstaver. Der ramler ind i hinanden, kolliderer og splintres til råb og skrig i faldet fra 7. etage. Heroppe fra ligner slagmarken nærmest legetøj. Et samlesæt til et stykke historie. Et kapitel om menneskets dårskab og dødelighed. HVAD ER DER AT GØRE? Senhor Passo og de andre, mine trofaste venner, trækker blot på skuldrene. De kan altid skrive  sig  selv  frem igen. Og jeg bildte mig ind at de var mine… Et flashbillede fra en udspringskonkurrence i tv passerer idet jeg sætter af. Med et grin; dette er absolut ikke elegant men med flaksende lemmer. Lemminge-tanken når jeg også, da jeg ser glimt af andre i forskellige afstande fra deres møde med forløsningen. Hvor mange tanker har man? Er det spild at tænke, at mit tøj bliver gennemblødt af vand og mudder før blod? Jeg når at dreje rundt fire gange i luften. Ser omhyggeligt helt til horisonten. Havde jeg håbet at højden ville gøre en forskel, ville jeg blive skuffet. Men så naiv var jeg dog ikke: Alle verdenshjørner vender ryggen til. Selvfølgelig.

%d bloggers like this: