Arkiv

Monthly Archives: november 2017

Fejlbestilt Start

DETTE ER INDLEDNINGEN, DE ABSOLUT FØRSTE LINJER I ROMAN-(AGTIGE) MEGA-META-VÆRK “VERDENS BEDSTE BOG”. (SOM SELVSAGT IKKE NØDVENDIGVIS ER DENNE ENGANG-ENGANG FÆRDIGE. MEN FX OM EN SÅDAN BOG OG DENS KONSEKVENSER…)

DELVIST OPLÆST TRØJBORG BEBOERHUS 26/11-17 SMM M POUL JUHL.

Jamen! Det var jo som taget ud af en bog. Bare sådan? Halvtilfældig halvtanke? Det der engang hed en strøtanke… Et strejf. Vådeskud; ufarligt kødsår. Der baner en lidt blodig men ufarlig vej, og lidt blod gives gerne for… Nysgerrighed? Et hul der opstår; lige til at se igennem til… Tilbage, langt og meget. Uformuleret raslen i baghovedet. Nærmest en mislyd i en motor. Der så pludselig rykker i højeste gear. Leger stjerne, supernova, stædig selvsikkerhed, susende ikke sindssygt men sundt hen ad en vej der asfalteres mens den samtidig ædes op, med lysets hastighed op fra det absolutte nulpunkt. Til jævn puls og stabile 37,2 grader. Eller som en lystig hoppebold på kryds og tværs i hjernen. Uden den mindste krydsen eller noget på tværs. En leg! Et spil! Ja såmænd. Som fra en bog på et sprog der bliver oversat simultant, let og elegant, hver en vending giver mening… Hvis dét skal. Til. Kun hvis. Lige til. At grine af! Så lidt, så let. Så lidt der gjorde det så let. Jamen… Jamen! Nok engang. Det var ikke til rigtigt højlydt latter. Og slet ikke til grin. Men et almindeligt lille lurende lunende smil, så ordinært at det næsten var løgn. Hvilket blot gjorde smilet lidt lettere og næsten til sandhed. Jamen! OG imens blev den dobbelte espresso til mig hvæset frem. Den jeg altid drak. Men ikke havde bestilt: Jeg ville noget andet… VAR det virkelig bare det? En forventning om det samme som altid. Der blev spruttet ned i en lille kop. Ganske som… Regel. Men lige nu og her, da og der: En fejlbestilling! Lige i plet, og helt ved siden af. Var det ALT? Og så DÉT? Smilet selv blev boblende; som de små sidste dryp i det tynde lag skum. Meget små bobler tæt sammen… Sammen… Sammenhængende luft. OG min kaffe færdig. Som jeg slet ikke havde bestilt! Rutiner og regler… Der blev huller også i luften omkring mig. Lyset bøjede sig, snoede sig, lagde farve på. Mørket udenfor, gennem vinduet, kunne mærkes. Som blødt. Røres i med øjnene. Til at drikke med pupillerne… Og det var så sandt, så sandt så sandt så… O2? H2O? Overskuelige konstruktioner. Tælle, 1, 2, måske 3. Op imod vigende men desperat kæmpende for hvert åndedrag flimrende kludetæpper af sammenfiltret fortid, benægtende konspirationer med tårnhøj uopnåelighed og en spejling af et rodnet. Der var helvedes til forskel! Fra et hemmeligt kemisk forskningsinstitut med streng militært vogtet periferi, eller det nye: Hvad jeg kunne se lige for min næse. DÉT vandt. Simpel taktik, strategi som det kommer. Denne gang var grinet tæt på. Mørket og det generelt miserable udenfor, blinkede endda med et øje. Det var MEGET tæt på endnu et: ‘Jamen!’ Verden var ikke mere en ondskabsfuld indædt modstander. Den var heller ikke en ven. Den var. Men dét var også så fantastisk meget mere end ALT det den havde været! Åhjo; det var næsten et “Aha!”-øjeblik af de store. Men det var endnu større: Det var et “Nåja…”-øjeblik. Som taget ud af en bog, nej… Nærmere en tegneserie. Med sådan en el-pære over et hovede, mit, der siger *PLING!* og lyser op over land og by, mens mit ansigt så skulle se ud som om jeg pludselig var kommet til en tanke, så alting i det rette lys, havde set lyset. Dét var nu lidt meget at forlange i den nordiske efterårsnat, med dens stadige indskrænkning af dagslys. Eller dagsgrå, som det ikke hedder men er. Så jeg flyttede den iøvrigt også gammeldags energi-slugende el-pære en etage ned. Lod scenen foregå dobbelt beskyttet mod klimaet, der trods den mere og mere udvidende “Nåja…”-oplevelse ikke var sådan at lege med. En legekammerat med dårlig indflydelse. Ihvertfald til jeg fik rusket op i det ruskeri også. Der var meget på programmet. Det var ikke noget nyt, men at alt det meget næsten intet fyldte, knap en halv tanke, ja dét var nyt! Godt illustreret, illumineret, iscenesat ved den lille flytning af tegneserie-*PLING*et. Blot en 20-30 centimeter ned i min hovedskal. Dér blev jeg så også glædeligt overrasket, næsten i “Aha!”-afdelingen og ikke det mindre akutte men til gengæld mere blotlæggende omfavnende “Nåja…”. Hvor havde jeg dog tit rodet rundt inde i det stakkels overrendte kranie. Igen og igen, søgende og spekulerende og samlende stumper op til nærmere studie under mikro- eller teleskop. Og nu var det hele helt anderledes. Ikke overraskende, ikke som det ville have været for bare 5 minutter siden. Var det virkelig kun 5 minutter? Sådan et spænd af tid ville for, tja, 5 minutter siden have varet i timevis. Der blev ved med at komme pudsige detaljer. Der kun var detaljer! Det i sig selv var til endnu et smil. Og nok ét! Næste! Jaja! Njae, ingen grund til at forhaste mig. Slet ingen! Minutter var ikke mere vandringer gennem klodens samtlige ørkener, og der er godtnok mange! Og ørkener er et sandt overflødighedshorn af detaljer: Højlydt og overflødigt! Jeg var udmærket klar over, at jeg på vej ud ad en tangent. En spinkel, ukendt, uafprøvet, nyopdukket, nyopdaget og måske, måske ud over en kant. Men jeg havde jo for pokker afprøvet hele klaviaturet, eller det havde jeg troet, indbildt mig. Alle kombinationer af anslag og komplicerede # for kvint og halvtone-skalaer. Igennem flere år; år der havde været længere end tiår. Og fysisk trukket ud på en rute uden mål og med så mange sidespor, at det løb op i det samlede europæiske jernbanenet. Med knudepunkter jeg havde gnavet og bogstaveligt gravet i. Hængt fast som den klassiske stadig desperat kæmpende flue i det klæbrige spind. Hver gang kun undsluppet ved at give afkald på mulighed efter mulighed. Jo; hele pianoet var for længst hamret til pindebrænde. Undskyldning efter undskyldning; moderne avantgarde-behandling med strengene snildt og kvikt omdannet til selvgarrotter. Eller trættende holdbarhedstest konsekvent endt i etage efter etage brasende ned igennem sig selv. Og, og, og… Altid uklart hvor det var tænkte tanker blæst op til storslåede scenerier med næsten korrekt perspektiv og horisonten lige om hjørnet. Eller mig i en version der kunne gå for at være sat ned i såkaldt virkelighed. Én eller anden, igen og igen, med skærende mislyd af deja-vu, lige forskudt en nuance, nok til fordrejning, dobbeltsyn og fokussnublen; nok til indbildte men fuldt fungerende kraniehuller. Uden regulering; kaotisk trafik i en flaskehals og enerverende rundkørsler, sløv inerti… Sådan havde alle anslag, egne og andres, været i al den tid jeg havde hapset lokkemad i mig. Så dén mulighed, så dén… Nu, der og da, og stadig, var dette noget nyt. Og jeg var flintrende ligeglad med om det var latterligt, for nemt, oplagt til overbærenhed eller medlidenhed. Til grin, men isåfald formet som en perfekt boomerang: Klask tilbage i fjæset. Jeg, migselv, sad nok stadig på café’en med et lille smil. Udenfor, i mørket, cirklende og søgende: Ansigtsløse grin. Indenfor, min hovedskal med åbent låg. Dét var ikke nyt; roden rundt i fortænkte forvrængede mønstre havde været rollen alt for længe. Nu, der da og fremover, tid befriende uvedkommende, var forskellen markant: Før og forsvindende havde det været en træg klumpet tyk bundløs grød at røre rundt i, med besvær. Nu var skålen, skallen, serveringen som klart vand: Det var ikke nødvendigt at mase med at røre. En enkelt fingerspids lavede de fineste cirkler på overfladen, ekspanderende til vagt ekko i samme frekvens mod en medhjælpende kant. Og bunden ikke bundløs, men bare… En bund. Åhjo, jeg vidste det ville forekomme banalt og utroværdigt indlysende. Det rykkede bare ikke et sekund ved mit smil. Jeg var så ligeglad, at det nok var fornærmende. Men kunne også se mine egne hårdnakkede tykhovedede forsøg på at bruge pandebrasken mod armeret beton, som en fornærmelse mod mig selv. Og, med lidt løse adspredte eftertanker, også frastødende. Både i sig selv og konkret skubbende de nærmeste væk. De personer der havde været alt hvad det drejede sig om… Men det var ikke tiden for dem: De kunne nu, endelig, få den plads de fortjente. Om det så var som bibemærkning eller strålende frontfigur. Hele rollelisten var blevet omfordelt. Og deres interne stridigheder, kamp om pladserne under den papudklippede gulmalede skive med påskrevet “sol”, blev til tilbagelænet ekstra mundvigsoptrækning. Bare en smule… Indrømmet, jeg havde absolut ingen idé om hvor denne garrottetynde tangent ville klinge ud… Og ville ikke forestille mig det! DÉT var det nye: Manglen på forestillingen om et mål i en stor plan midt i et overordnet mønster… Niks! Banalitet på banalitet; ren leg og en simpel substans: DER VAR, ER, IKKE ANDET. Og vækviftende klippestykker fra både hjerte og skuldre, uden den mindste antydning af årsag/virkning og andet forbandet og forbistret opproppet opstyltet filosofisk litterært hvadsomhelst… Krakeleret glasur; kransekagefigurs vandren ud i krummelands ørken. Ligegyldigheden gav vinger. En gave. UDEN afventende betingelsesløs glæde og gengæld. ALTSÅ en ægte gave. Tak-tak. De vinger skulle nok blive anvendt. Senere, efter nu, da og der. Hvor det hele var vendt ikke bare 180 grader, men også skåret ind til benet. Strejfskud… Tankeknuder og klumper som pløre på gulvet. Fremsigt og farbare huller. Bare lige til og lige ud. Spadseren langs opkrøllende smuldrende fikse idé’er: Fra forpint forfulgt forfølger til… Tæt på ingen og intet men mere end nok. Hvorfor? Bare fordi… OG en fejlbestilling. Der ikke var en egentlig fejl. Blot, kun, men igen, nok, dén undtagelse der ikke blev men burde have været. Fra en regel der var god og kendt. Men ugyldig i øjeblikket; DÉT!. Andet var og er det ikke. Hvis det ikke er nok, måske vejet og fundet for let. ER det LIGE PRÆCIS dén bekræftelse der skal til. Med smilet som balancestang, er der dejligt langt ud ad den legende tangent. Den lettede ligegyldige. Jeg kan ikke huske om jeg drak min fejlbestilling. Sikkert. En dobbelt espresso KAN være det der skal til. Misforståelse eller ej. ‘Nåja’… Antydning af ‘Aha’. Mere er der ikke. Nu og her. Fortid følger… Med tiden.

KAFFEBRÆK

DETTE ER LIGE SÅ LIGEGYLDIGT SOM DE ORD DER PRØVER AT BESKRIVE EN TILSTAND DER ER SÅ LIGEGYLDIG, AT DET ER LIGE TIL AT FALDE I SØVN OVER…

Pokkers! Nu igen! Kaffe, klistret med sukker, ud over telefon, cigaretter, papirer, bordet, migselv, dryppende ned på gulvet. Hvordan pokker kan jeg falde i søvn, lige efter mere end otte timer i sengen, og efter den første kop stærke kaffe? Falde i søvn; måske ikke helt, men glide over i en begyndende drøm. Der får min arm og hånd til med et spjæt at vælte selvfølgelig lige netop den anden kop kaffe. Hvilket ikke engang får mig til at føle mig helt vågen. Blot tåget irriteret registrerende at det er tredje gang på en uge, at jeg laver dét stunt. Jeg får da reddet telefonen og cigaretter og de vigtigste papirer, eller hvad jeg lige synes er de vigtigste. Derefter sætter jeg mig igen, halvklistret og ligeglad. Det var i begyndelsen af en drøm, at jeg… Mine øjne ser igen mindre og mindre af det nu ryddede stykke bord. Søvn eller drøm eller hvad det er for en virkelighed, vinder i sidste ende. Igen. Jeg prøver skam at huske. Ugedag, og at der var noget jeg skulle…  Jeg glider ind i en virkelighed, der i dén grad burde være klaret efter en hel nats søvn. Flere ryk og spjæt, hvor jeg veksler mellem det der vist er rigtigt virkeligt, og dén virkelighed der søler mig ind i klistret kaffe. De små muskler omkring øjnene knirker modstræbende; hvorfor dé skal blandes ind i at holde øjenlågene åbne synes de er overflødigt. Jeg ser dog, halvskråt med hovedet igen for tungt til andet end at synke ned mod armene på bordet, hvor den ene hånd lige har kræfter til at skubbe koppen med sukkerogkaffeslatten væk, at det da er dag, jajo, en dag, vistnok formiddag, halvskyet dér uden for men for blændende til at kigge ordentligt efter. Det gør ondt hele vejen fra pupillerne til der hvor øjnene stikker ind i hjernen. Nu er der vist gået et kvarter mere, tiden bliver kortere og kortere. Og samtidig uendeligt lang. Det må være det med de forskellige ikke helt enige virkeligheder. De stumpede stykker tid, konkrete nok til at jeg kan mærke hovedet på mine arme, på det stædigt klistrede bord, synes at blive længere og længere. Tror jeg; hvis jeg skal tro vægten af mit hovede på armene. De begynder at prikke og blive følelsesløse. Så er de ved at falde i søvn, men ind imellem strammer jeg musklerne i nakken og løfter mit vanvittigt tunge dinglende hovede. Samtidig med at jeg lader mine tilklistrede øjenlåg skilles med en velcro-agtig lyd til sprækker der lige kan kravle en halv meter hen ad bordet. Dé stykker tid er sværere at måle. Det bliver mest noget med hvor meget lyset ændrer sig. Men det kan jo også være en del af en drøm i en virkelighed, så det bliver mere og mere udflydende. Eller bare ren drøm. Med en anstrengelse, der giver en let hovedpine, får jeg mit hovede op fra bordet. Hvor meget længere end en time er det siden jeg stod op? Lyset har da forandret sig, men jeg når ikke at se hvor meget. Jeg når ikke at se. Kun indad i søvnens mørke, blidt bølgende, og så begynder drømmen. Eller drømmene. Dér er det alligevel ikke til at skelne. Jeg kan ikke holde øjnene åbne. Men det gør ikke noget. Resultatet er kun behageligt: Fred. Det er da muligt at det ikke er meningen. At der er noget galt. Men så er det, der ikke er meningen, så langt at foretrække. Den tid der ikke klæber til morgenen, men kommer ude fra den blændende dag, får mig et par gange slæbt et par meter gennem rummet. Jeg snubler en enkelt gang, fordi en tøffel glider af eller også er det badekåben jeg træder i, og det lader mig ligge på gulvet. Men det er ikke klistrende nok, og svimlende får den snart opgivende virkelighed hevet mig hen til computeren. En rejse på 2-3 meter, der har taget flere timer. Siger en virkelighed mig, én af dem. Jeg får tastet nogle bogstaver, men det bliver meget sjældent til ord. Det burde det, så meget véd jeg. Og i en anden virkelighed burde det bekymre mig. Men så kommer trætheden, virkeligheden eller hvad der er, med sin behagelige ligegyldighed. Nu er det ikke kaffe jeg spilder ud over tastaturet; dét har jeg dog lært ikke at kombinere, uanset hvilken virkelighed. Men blot mit eget savl. Og jeg vågner igen, med aftryk af tasterne i ansigtet. Uden erindring om at være faldet i søvn. Jeg véd jo heller ikke om jeg er vågnet igen, Den savltilsølede side af mit ansigt kan jo være en drøm. I virkeligheden. Men jeg, noget, fik mig flyttet over til tastaturet. Gammel vane? Mine øjne er ved at falde i igen, eller jeg bilder mig det ind, mens jeg tørrer tastaturet og ansigtet af for det savl jeg nåede at lade løbe frit ud. Hvordan kan jeg falde i søvn, med hovedet først, direkte ned i noget så hårdt? Uden at vågne, tværtimod omgående i dyb søvn? Jeg forstår det ikke; ikke helt. Men er også ligeglad. Et glimt med sammenknebne øjne, viser at det er blevet aften eller nat. Hvor befriende! Der var noget jeg skulle, og noget jeg ville, men det må vente. Nu, dette øjeblik, den tid der bestemmer over dage og døgn, bliver til noget der minder om tåge, men langt mere solidt. Som et bord at hvile på. Nu er det mørkt nok til at jeg kan lægge mig igen. Har jeg været oppe? Jo, kaffe, bord, lys, tastatur… Men det kan jo have været noget jeg har drømt. Ja, det hele kan være et hæsligt mareridt. Eller egentlig ikke spor hæsligt. Ligegyldigt. Ikke engang et mareridt. Drøm eller vågen, bare jeg kan lægge mig og vende hovedet ind mod væggen. Ét eller andet sted, ikke at jeg ved hvor, i én eller anden virkelighed, er jeg godt klar over at der er gået en dag mere. I en virkelighed. Og snart et døgn. Der var noget jeg skulle… Endda ville… Men blot ansatsen til tanken gør mig endnu mere døsig. Jeg når knap nok at lægge mig, før jeg sover. Eller drømmer at jeg sover. Det er så inderligt ligegyldigt. De sidste ord i mit hovede, er blot lyde. Lettelse og tilfredse suk. Jeg kan allerede høre mig selv trække vejret tungt. Som godt på vej ind i søvnen. Eller drømmen om. Bare jeg ikke vågner foreløbig. Bare den forkerte virkelighed holder sig væk!

%d bloggers like this: