Arkiv

Monthly Archives: februar 2018

DENNE VIDEO VAR EN DEL AF “AFLADNINGER VOL 2”;

INSTALLATION & PERFORMANCE ÅBY BIBLIOTEK FEBRUAR ’18. “AFLADNINGER” IDÉ / TEMA V MAX MADSEN OG DANIEL MANTEL.

VIDEO (c) & (r) & TM Odd Bjertnes / Stuck Prod / Heino Ploeckeng / Glimmerfilm.

NO SOUND / SILENT MOVIE!

SY

Jeg kniber øjnene hårdt i. Ellers lukker de sig bare langsomt. Lidt i takt med nikkende hovede. Hvis jeg var indianer, ville mit navn være ‘Nikkende Hovede’. Hov? Hvor kom dén indianer fra? Rysten med hele hovedet, kraftigt, så kinder og ører flaprer og min cykel slår med halen for at holde balancen, gør ingen forskel. Nå? Nu er der en indianer og en cykel der måske er en hund. Det må være nok for idag. Der er grænser for hvad. Hvad? Bare hvad. Som altså er begrænset. Det er det irriterende ved at tanker skrives uden videre. Uden noget videre. Noget særligt? Næh… Ærligt, ja. Og lidt ærgerligt. SÅ hakker de øjenlåg igen billedet i stykker. Men min cykel, måske med førerhund, kender vejen. Så godt at den kan følges i drømme. Næsten så lige til som lige ud ad landevejen. Der er endda ingen biler. Kun lyden af dem. Kryber over lydmuren som en søvndyssende summen. Cyklen eller hunden eller cykelhunden begynder igen at slingre. Da indianeren hopper op på bagagebæreren, er grænsen igen trukket op. Jeg kan se den stiplede linje når vi triller under en gadelygte. Ellers er der ingen tegn på liv, kun det spejlbillede af vejen videre med en cykel, hund, indianer, der får mig til at rynke panden med lukkede øjne. Når jeg åbner dem og ser så langt som vejen vil, er jeg enten helt alene. Eller drømmer at jeg er på en vej. Forvirrende. Endda irriterende. Får søvnens rester i krogene til at spire og ane nyt liv. Gror frem til kronisk falden i søvn. Jeg vil gerne vækkes… Hvis jeg skulle sove; det ER svært at afgøre. Alt dét der banale: Sover jeg og drømmer at jeg er vågen? Er jeg vågen men tror jeg sover? Jeg tror på alt… Så bare kom med det: Alt, det hele! Nej forfra. Jeg er bag spejlet, og det har Alice patent på. Sikkert opkøbt af Disney eller en anden koncern. En indianer, en cykel måske som hund, Alice og Disney. Rewind! Erase. Rewind again. Press ‘start’. Dårlig stil med engelsk blandet ind i tankerne. FORFRA FOR POKKER! Eller noget andet med CAPS. Forbavsende nok virker det. Jeg bliver så overrasket, at min kæbe leger fejeblad. Raspende hen ad asfalt og fortov. Ret hurtigt resulterer det i at jeg tager munden for fuld. Det ved jeg egentlig ikke hvad betyder. Men jeg kan ikke spørge, for min mund er jo helt fyldt. Så, nu kvikt, lidt tempo tak, tilbage til forfra igen. Sådan! Altså:

Jeg kniber øjnene hårdt…

HOLD OP MED DET PJAT! Senhor Passos stemme runger og buldrer i mine ører. Han har ikke sådan en dyb bas, men hvis han hæver tonelejet bare lidt… Er det som når mange andre brøler alt deres lunger kan klare. Og nogle klapper sammen. Nogle andre klapper og nogle helt andre helt i. Passos stemme fylder mit hovede. Bruser gennem mine tanker og skubber dem til side. Ikke med brutalitet, mere med eftertænksomhed og neuron-spring udført til perfektion. Et sjældent enigt dommerpanel giver topkarakterer, NEJ! Det er jo netop den slags tænken Passo spuler væk med tiltrængt højtryk og hjernevridning der føles som massage. Selvom det der vrides ud, lyder som grimme grå brokker og halvrådden fiktion, langt over sidste brugsdato. Men det virker. De par kilometer foran mig finder en form der ligger meget tæt op ad vejen foran mig. Det er godt! Før var vejen lukket af med et skramlende forsvindingspunkt, og gadelygterne fik også mine øjenlåg til at skramle. Med glimt af en indianer og alt det der. Bag på den slingrende måske bjæffende cykel. Sådan generelt alt til at ramle… En bunke affald! Var de næste par kilometer før. Og nu! Var også en del af vejen; ikke engang et godt gedigent nærværende NU kunne mine tanker administrere. Det kan de nu. Min taknemmelighed til Senhor Primeiro Proximo Passo er enorm. Tænk hvis jeg ikke havde tænkt ham! Hvor ville livet være håbløst uden hans store verden, med perspektiver jeg ikke anede jeg kunne finde frem; SÅ mange gange han har hevet mig ud fra mellem linjer, væk fra kapitler kun han kunne se ville være en knusende blindgyde, sammenkrøllet cykelstel. Jeg er stolt på hans vegne; at være en af mine absolut bedste figurer. Og have overskud til at fravige hans egen bliven fortalt, blot for at hjælpe mig videre. Det må være en symbiose af de bedre. Det er også Passo der stikker mig det ord. Jeg kender det ikke godt nok til at vide om det holder, men vover en linje og bruger det igen: En ægte symbiose. Min tiltro til Senhor Passo er stor. Ligesom jeg vistnok ender med at det er gengældt. Så langt er jeg ikke nået i hans forløb. Og der skal krydstjekkes med andre væsentlige figurer i historien. Men en tilfældig indianer, en cykel, en hund… Alt dét der. Det fik Passo vækket mig langt væk fra. Tilbage på vejen, og nåja: Han husker mig også lige på en ret væsentlig ting: Jeg er for længst holdt op med at cykle. Mig på en cykel? Ha! Jeg spadserer roligt videre. Værdigt fiktiv. Skridt for skridt, med Senhor Passo ved min side. Indianeren skifter til grønt, som et skær i horisonten. Og så nok et skridt. 

SLUTNING

DELVIST OPLÆST LØVES 14/2 – POETKLUB AARHUS

HER DEN FULDE TEKST; SKREVET TIL OPLÆSNING:

Den perfekt drejede slutning. Håndværk som i de gode gamle Blixen-dage, ikke antydningen af skruer eller søm til at holde sidste side på plads… SLUTNINGEN er hvad det drejer sig om! Én af de mange mulige… Og, da det er løgn og latin, mest løgn, stadigvæk, også de komplet latterlige tåbelige himmelråbende umulige slutninger. Er hvad det drejer sig… Om at nå. Før det er for sent. Og en anden slags slutning siger *PLOP* og fiktionen er en saga blot. En saga er forresten også… Nå, men lige nu vist mest forbundet med én eller anden TV-serie hvor en hedder Saga. Jeg kunne aldrig finde på at kalde en af mine figurer for Saga, men det er måske en fejl. TV-serier kan iøvrigt også blive ved uden slutning… Bare se på Saga! Og én eller anden bro. Nummer 2 eller 3. Og samlet i en DVD-boks. Som den bro hvor der bor en trold under. Nja, det er nok en anden bro. Lillebælt? Nye eller gamle? Storstrømsbroen? Det Store Bælts Bro? De har heller ingen slutninger: Kun indkørsler i begge ender… Slutløs brobygning. Uha, det lyder helt politisk. Og dét er fiktion og absolut definitivt slut med slutninger, virkeligheden overgår altid… Sit eget værste mareridt. Med politisk flertal, og så kommer dét med i en bisætning… Måske blot en parentes. Mere er det ikke værd. Slet ikke som mulig slutning. Intet besluttes der ikke ombesluttes. [Afsnit stop: Politisk dødvande.]

Slutninger kan være så meget. Det kan være en begyndelse. Måske selveste begyndelsen, “the one and only”. (Dårlig stil at blande dansk og engelsk. Men hvadsomhelst for en slutning…) Det kan være en vrimmel af begyndelser der aldrig vokser sig store nok til fortsættelser, de stakkels små nuttede indledninger. Slutningen kan være slutningen i ubestemt flertal: Slutninger ad libitum, flere end der er begyndelser eller fortællinger til. Det kan selvfølgelig også bare være… Slutningen. Med stort S. Men så heldig er det sjældent en fortælling er. Simple slutninger hænger ikke bare sådan på historiens grene og kviste. Og en hardcore industri-motorsav bliver med sindsro ædt af træet: Blandes med årringe og tidslinjer til en del af fortællingen: Kæden hakker og benzin-hoster i fortællingens panser… Historietræet gnasker manden med motorsav. Så let som… At flytte og udsætte slutningen til et andet træ i skoven. Der sgu ikke er til at se for bare træer! Hvilken skov? En masse træer, men… Hvor slutter den pokkers skov? Med dusinvis af slugte og fordøjede fordærvede motorsave… HA!

Det er som en flok vilde bøfler på prærien. Før den hvide mand kom og lukkede ned for dén fortælling. En buldrende flok individer i et antal der gør individet til en del af flokken. Sådan er det med mine figurer i min, og deres! -Fortælling. Flokken synes uendelig. Uden ende. Uden slutning… Bedst som man tror at nu har støvet lagt sig… Buldrer det frem over horisonten. Figurer eller bøfler, det kan være det samme: De kan være de samme. Der kommer alligevel en jagende indianer til sidst. Præcis hvor slutningen kunne ha’ været.

Så er der underarten, den lillebitte version af en mulig slutning, ofte usikkert vævende og svævende: “Farvel, farvel”… Dén går ikke! Om det så er et sidste hulkende farvel til den eneste ene, der er på vej til Arktis på en stensikker dødsmission og iøvrigt sammen med en ny eneste ene der denne gang er den eneste ene… Eller et endnu mere hulkende farvel inklusive jord der rammer kisten med en lyd der indefra er en trommehvirvel mod et goddag til perleport og helgen-Peter. Eller et andet vagt og vegt udslynget ‘Farvel’. Et farvel, selv et nok så dræbende definitivt, er ikke en slutning. Hvem ved? Måske er det ham med redningshelikopteren, der hiver den eneste ene op og ud af kløerne på både Arktis og den anden eneste ene? Der så i stedet hører trommehvirvel inde fra den dybfryser der ikke falder jord på men tusinder års lag af låg af is…

“Farvel, farvel, farvel”… Det bliver jo tænkt og nedskrevet så mange gange i fortællingens forløb… ‘Farvel’ er knap den plads værd det fylder på historiens harddisk. Og samlet er det nogle få kilobyte, ikke noget terra, giga, mega eller meta her! Farvel er et biord. Eller blot et grynt. Engang betød det ‘Far Vel’! Nu er det TraLaLa-Ses. Måske, fiktivt da ihvertfald… Eller som et opslag på et socialt medie. Når nu det drejer sig om fiktion. Med slutninger der ventes på. Kom så, én eller anden super-statsstøttet hacker: Læg Facebook og alle dens møgunger ned med en god gedigen “end & erase”-kode. Tak! Hvorpå Facebook opkøber koden og omdanner den til en app, der tvinger enhver slutning af vejen: Totalskadet brugerstatistik uden ende.

Jeg vil have det hele med. Også det der sker i morgen. Men samtidig skal der jo være en slutning. Der skal jo være en sidste side, så fortællingen kan lukkes og slukkes. Om så anmeldelserne bliver kombineret med en nekrolog. Det er ok. Alt skal med. Det og “det” dét og der og da… Men hvordan pokker så få bundet skidtet, hvad det ikke er, sammen og ind i et omslag med ISBN-nummer, hard-cover, ryggradsknæk, Føjtex- og Kvackly-udsalg, bag-flap og -tekst? Få sat halen på æslet? Hvad det heller ikke er, et æsel, selv om der optræder nogle stykker. Det er til at tude over. Hvad så også skal med i fortællingen: At det er til at tude over! Kom nu kære slutning! Gør en ende på det! Men nej. I stedet kommer lige et sidste afsnit i form af et kendt evighedshjul: Hunden der jager sin egen hale. Rundt og rundt og rundt, til den svimler væk i sit eget punkt. Eller en barmhjertig sjæl stiller et spejl foran den. Barmhjertig sjæl??? Hm! Så er der jo en hund plus en… “Hund”. Altså to der kan genoptage halejagten. Såre simpelt sårende: Et spejl mere og nok et… Og lige så mange hunde som matematikken, og historien, kan rumme.

Skal én eller anden virkelig smadre hele spejlkabinettet for at få en slutning frem? Skal det virkelig ende som et… Rædselskabinet!?!

Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg mange. Det er ren gen-modificeret knopskydning. Accelererende. Med podninger sat på hjernebark og kroget knoklet snart udtørret marv. Der er mig. Og jeg. Og “Jeg” og ‘Han’ og ‘Hun’ og ‘Den’ og ‘Det’ og Senhor Passo og Laurie og den gamle professor og nu og før og snart og ‘Aha!’ og ungdom og barndom og andres syn på alt og alle og forfra… Det er sgu forvirrende! Jeg, eller “Jeg” eller… Og så videre: Véd ikke engang hvem der skriver dette! Ret frustrerende… Men der er da altid nogle at snakke med. I bussen og sådan kigger folk godt nok, men så ryger de bare med ind i historien. Hvadenten de vil eller ej. Ha! Lissom læseren gør, forresten. Dig, du! Jojo, hver og en og en for alle og alle klasket ind i et afsnit eller ti.

Slutningen kunne komme lige nu. For mig, bare rolig, I har mange gode sætninger tilbage. At sprælle rundt i. Men jeg, uden anførselstegn, kunne få mig et tilfælde i dette sekund. Læger og hospital siger at jeg skal holde øje med mine nøgletal. Men hvilke? Mine, eller “mine”? Nøgletal er da antal sider pr dag, Lauries utal af sidespring, færdige kapitler, Passos mange gange fuppen sine venner, ca-bedømmelse antal navnløse i hvor mange afsnit og kapitler? hvor mange kan bruges igen? Dét er nøgletal og skal jeg, -eller “jeg”, nummerere ark der printes ud? Og hvad er selve nøglen til hele historien? Vrøvl: Der er jo meta-mega-mange nøgler. Intet skrives entydigt. Nøgletal? Jamen så putter én eller anden også dem ind. Finder en sammenhæng…

Historien går sin gang… Hold kæft noget vrøvl! Historien vakler, kravler, løber, tumler, finder genveje, går død i rundkørsler uden afkørsler, rammer andre forkerte afkørsler, tager omveje dybt ind i andre historier og andres historier, skvatter og brækker syn-ops’en, får kosmetisk løftet et par hængende afsnit, banker sig flad mod en skriveblokering, brækker sig over sin tvivl på sig selv, slubrer ivrigt opkastet op igen med overraskende overbevisende vidunderlige nye vendinger, og nogle gange glider det hele bare som en stenografs uforståelige meningsfyldte kruseduller. Der tastes så fingerspidserne gnistrer, alle figurer samarbejder og lader deres tidslinjer rulle fornøjet afsted. Fortællingen ruller om på ryggen og lader sig klø på maven; katte ligger fredfyldt i solstråler og er sig selv men spinder sig ind i historien. Kapitler hænger til tørre i en blid lun vind… For godt til at være sand fiktion: Karma eller hybris eller andet møg: Så går e’et eller a’et på tastaturet fandme i stykker!!!

Det er ikke til at vide… Heller ikke det. Måske bliver slutningen den version jeg nok foretrækker: At fiktionen bare stopper. Fordi fortællingen er slut. Og nej, fortællingen fortsætter i al evighed. Det er slået fast med store typer og udråbstegn. Men alligevel… Dén udgave hvor jeg, helt uden anførselstegn, bare holder op. Stopper og glider væk. Eller fingre, øjne, hjerne, hjerte stille siger stop. Med håb om at fortællingen kan klare sig selv: At nok er blevet til historie. Nok til noget at anmelde. Sammen med nekrologen. Dét ville være perfekt. En slutning. Den bliver lige testet: Sådan.

ENGEL

ÅBNINGSPERFORMANCE FREDAG D.9/2 KL.15 ÅBY BIBLIOTEK

ORD & AGEREN: MAX MADSEN & DANIEL MANTEL

LYD & MUSIK: POUL JUHL & THØGER JOHANSEN

 

brovtende brændende flammende bølger

hvirvler vakkelvorne vanvidsvestpå

hvinende hylende vind

trækker horisonten maske over ansigtet

som urværk trækkes op

små skrøbelige tror sig særlige

sorteres og sies fra i takt

tik tak takt og tiders vand skylle drypper op på bredder og store vidder

siver bare ét ned i det kvikkeste

suges rasende rester tilbage

fornærmet nederst på bunden

sammen med en sydende sol eller syv

hvislende som vind under skyer

over de så spredte prikker

at de kaldes øde

at det siges at intet menneske er

kun som knogler og kranier

bunket op i pyramider

syd for kairo

ned med det evigt glimtende lokkende guld

i kassen i midten imellem bjergene

hel og halvrådne jægere af lykke

jagten går ind

lykken om hjørnet

er væk bag

et andet

et tredje

tal

ord

VÆK

Et skævt smil

er en afladning på afveje

Alle veje fører væk fra Rom

fremtiden bølger afventende bag horisonten

er bølger af ventende afladning

ladninger i flertal

som mængden af bølge efter brølen

i medvind mod stærk

STRØM

 

%d bloggers like this: