Arkiv

Monthly Archives: marts 2018

LØVE's sidste piben...

MED LIDT EFTERTANKE: NU MÅ ROTTER VÆRE ROTTER, KUN ÉN TING GÆLDER:

“VERDENS BEDSTE BOG”… ALT ANDET ER ROTTEGIFT OG -FÆLDER!

 

Her er den fakta-baserede og kilde-korrekte beretning om Klamme Kloakrotte. En af de oprindelige nordamerikanske beboere. Han blev født i midten af 1800-tallet, et sted på grænsen mellem det nuværende North og South Dakota. Han var en bastard fra de kendte Sioux- og Comanche-stammer, resultatet af et lille sidespring. Hvilket var knap så nemt dengang, da der dels var et par dages ridt mellem lejrene, dels var storfamilie-tipi’erne ikke just diskrete til den slags. Og ja, det var naturens ædle børn. Men det er ikke det samme som tilfældig bunkepul. Så for den unge men gifte kvinde blev det til en dårlig undskyldning om en slentretur ved aftentide; for mandslingen timevis af rundridning: Mødestedet “bag den lave bakke mellem de to lidt højere” blev bandet og svovlet langt væk. Man skal huske på, at lige det område dengang var ca så fladt som et fladtrampet Vestjylland, og om muligt endnu mere ensformigt. Græs, græs, græs, og græs. Men godt for den buldrende kæmpeflok bisoner, der aldeles hensynsløst jagede de elskende på vild flugt midt i akten. Faktisk nåede Klamme Kloakrotte kun lige netop at blive undfanget, før en vibrerende jord og støvsky i det fjerne fik de to forældre skilt for aldrig at mødes igen. Ni måneder senere, under en del skepsis, konens rigtige mand kunne ikke helt få fødslen til at passe med aktivitet fra hans side, kom Klamme Kloakrotte til verden. Herefter og blandt venner blot kaldt ‘KK’. Dog er der det interessante ved navnet, udover den åbenlyse lighed der omgående fik det navn op som oplagt førstevalg, at det også viser et par ikke særlig kendte muligheder. Enten har ihvertfald store dele af prærien været kloakeret lang tid før den hvide mand fandt på dét, eller også har de såkaldte medicinmænd, med alle deres applikationer og sandsynlige opfindere af begrebet ‘Bling’, været ret tjekkede med deres teknik. Og rent faktisk rejst i tid eller i det mindste kunnet se langt frem i den. Husk på, at KK ikke blot blev set som en kloakrotte, men endda en klam en af slagsen. Det kræver noget kendskab til emnet. At kunne vurdere en kloakrotte til at være klam. Det viser også tydeligt de oprindelige amerikaneres nære føling med naturen: En Kloakrotte er ikke i sig selv og pr definition klam; der skal noget ekstra til. Men det er slet ikke KK’s oprindelse der er det interessante. Det er hans senere erfaring med camouflage. Der gør hans bidrag til historien lige så vigtig som de mere kendte, Sitting Bull, Red Cloud, Crazy Horse, og hvad de hed. Som voksen kriger, landede KK lige midt i de største opgør mellem den hvide mand, dengang ikke m/k, og de nu forenede stammer. KK blev en legende. Ikke så meget på grund af hans mod. Eller hans egenskaber som kriger. Mangel på samme var grundlaget for hans evne: Forløberen for både camouflage og misinformation. Han kunne gemme sig på de mest fantasifulde måder! Hans to mest kendte metoder er værd at nævne. Den første var mens de hvide stadig kun var på vej til at erobre dele af prærien. KK fandt hurtigt ud af, at alle hvide havde det klassiske billede af en amerikansk indfødt, en indianer. Det var ihvertfald noget med fjer! KK bandt så enkelte fjer på hundredvis af spredte græsstrå. Og fik de hvide soldater til at lege skydetelt uden gevinst indtil ikke én fjer stod tilbage. Og geværerne var tømt for patroner. Det skabte også yderst værdifulde rygter om både udødelighed; lig blev jo aldrig fundet, kun en sønderskudt fjer, og antallet af fjender stærkt overvurderet. Omtrent svarende til en større fugls fjerdragt. Eller en høvdings pludseligt manglende hovedprydelse. Det eneste der efterhånden ødelagde KK’s geniale frygt for kamp, var når en bisonflok fræsede gennem et omhyggeligt fjeropsat område. Så kunne selv hvide mænd ikke lade være med at klø sig i deres røde nakker og tænke “det var lige godt mystisk de bare blev der; de der kæmpekvæg ku’ da ses på lang afstand…” Bisoner havde nær forhindret KK’s tilblivelse, mest til den unge kones frustration, og blev nu også en faktor i hans gemmen sig væk. Det var nemlig hans næste træk. Dén med fjerene blev efterhånden kendt, og den hvide mand følte sig klog. “Hå! Dén falder vi ikke for mere! Nu skyder vi bare alle de steder der ikke er fjer!” KK begyndte så at gemme sig under et bisonskind. Det kunne lyde som en fejl, for den hvide mand var i fuld gang med at udrydde dén race. Men gik jo kun efter de store flokke med tusinder af dyr; dét var et skydetelt med gevinst for hver patron. Så en enlig endda lille bison i det fjerne… Narh, det gad de brave skydeteltsmestre ikke spilde en kugle eller måske to på. Så skulle de osse sigte, i stedet for bare at plaffe løs ind i en flok. Det var så iøvrigt også noget der dannede præcedens: Dét med bare at plaffe løs ind i en flok. Nå, men KK klarede sig en lang årrække, rystende af frygt under sit bisonskind, bevægende sig i udkanten af de store flokke og pænt langt ude mod horisonten. Kun nysgerrige eventuelt brunstige andre bisoner kunne få KK til at løbe som vinden. Med både skind og sjæl blafrende efter sig. Hvilket skabte myter og historier blandt de hvide om spøgelsesbison’er og monstre der lignede krydsninger af små okser og store rotter… Men vi ved jo hvordan det gik de ellers enorme flokke af bisoner. På få tiår blev de stort set udryddet. Og SÅ var KK’s forklædning pludselig som en enlig skydeskive midt i det store ingenting. Så var der kun et at gøre for den efterhånden halvgamle Klamme Kloakrotte. Han måtte gå under jorden… Som det ædle væsen han var, søgte han mod sit naturlige habitat. De største byer østpå havde netop påbegyndt noget primitiv kloakering, og hvad var mere oplagt… Der, i sølet i dybet, mister vi sporet. Det sidste vidnesbyrd der findes, var fra en flok andre rotter han mødte i udkanten af en losseplads nær Østkysten: “For klam til at blive optaget i flokken”. Men han har nok fundet på noget smart… Det siges at han stadig dukker frem, her i moderne tider. “Ad hvor klamt, så du dén?!?” Og vore tanker går til KK og hans måske ikke heroiske men vigtige bidrag til den sande historie; Den hvide mands grusomme behandling af de oprindelige amerikanere. Men KK lever videre! Ikke blot i vores bevidsthed. Enhver kloakrotte har en lille stump DNA i sig. En smule ædelt og oprindeligt, fra sine stolte forfædre. Så husk respekten! Skulle en rotte krydse din vej. Måske smutte hen over din fod. Klam eller ej. Rotten altså.

 

AV!

DEN SÆDVANLIGE VRØVLEN OM NOGET SIMPELT.

Det er et ægte mysterium. Detektiven hives frem. Støves af og opdateres; moderne metoder og arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Optimale betingelser. Rapporten vil ligge på redaktørens bord til julesalget. Men det er ikke for amatører, det kræver sin mand. Som er en kvinde, gerne inter-skandinavisk. Det har vist sig effektivt. Hun spidser mund og pen, hvilket er noget symbolsk vrøvl, apps og labs klarer gerningsstedets ord. De få der overhovedet er at finde mellem vinduets revner og blandt splinterne, der med garanti danner et mønster. Indskrevet i kontrakten, allerede ved første syn-ops. Detektiven i obligatorisk overtræksdragt, med et skarpt øje for potentielle mistænkte til fængslende forhør, også med tanke på mulige opfølgere, man skal aldrig afvise sidehistorier og -personers spin-off til senere selvstændighed, og… Tilbage med næsen i sporet, kommer for nær en af de som ædle stene funklende glasskår. Et udbrud i anførselstegn “Av!”. Eller noget tilsvarende på norsk eller svensk. Og den første farve drypper, et tydeligt tegn på fare. Rød kalder på detektivens mandlige modsætning, dialog med småirritation, blot lidt vejbump i et moderne kompliceret forhold der kun lægges op til, helt i tidens ånd. Men rød! Breder sig. Glasstumperne forstørrer overfladen; rød i ryk breder sig som smeltevand fra Arktis, der intet har at gøre her. Alligevel blandes det, stik mod forlagsaftalen, og fortyndes i det enorme ocean. Rødt truer hele historien. Men det er også en anden historie. De to detektiver skriveblokeres til inter-skandinavisk tavshed. Mønsteret i det knuste vindue opgiver at være entydigt. Det knaser under skoene på forbipasserende, der ligegyldigt passerer historien. Mysteriet har skiftet mening. Det kan ikke reddes med genforhandling af kontrakt eller et tilføjet rejselegat. Rød burde ikke være kommet bag på hverken detektiver eller apps og labs. Alt vendes på hovedet. Det drysser med glas som rødfarvet sne. Lyden af krystal der knuses i farver, forsvinder mellem gader og huse, hele byer og landskaber vendes og vippes ud fra oven. Alt lander på rødt, men på grund af det sorte nul vinder rouletten. Før eller siden, om så på sidste side. Der stadig er et hvidt ubeskrevet blad. Dog med begyndende svag indsivning af rødlige fugtpletter. Og så går det galt. Detektiven, den kvindelige, ses fra siden og afsløres som pap. Skandale! Og rødmende skam hos den indskrevne mandlige detektiv, der havde sniglæst et par intime sider antydet efterspil. Nej! Alle ser rødt. Apps og labs afkoder hinanden; ord og sætninger efterlades blandt murbrokker i den omvendte verden. NEJ! Mysteriet svinder ind til en sag om plagiering, afgøres i en helt anden historie. Igen en anden. Tilbage er et knust vindue. Og dér er min indgang til hele sceneriet. Det vidste jeg. Næsten fra begyndelsen. Men jeg holdt min viden tilbage som et lille høfligt smil. Havde nemlig set hvordan rammen var monteret. En hurtig bevægelse: Vippede ganske enkelt det hele, rammen af den slags der drejer om sin egen vertikale akse. Et sidste triumferende ryk. Sådan! Simpelt. Et landskab fra horisont til horisont. Med glasbjerge og dybe kløfter, med skarpe kanter og stadig spredte rester af rødt. Men nu er det er min slagmark. Og jeg er klar, vi er klar, spillet kan begynde. For alvor, på alle måder. Her er pap-detektivers rolle til grin. Som så meget andet. Mysterier er mere end kun underholdning. Dødelig alvor! Selvom det ene ikke udelukker det andet. Nok indledende snak. Vi smider os ud fra flyet i stor højde, faldskærmene folder sig ud en for en, og vi svæver ned på det ventende underlag. Alle lander sikkert, kun et par stykker får småsår, de største nu lodrette splinter undgås. Deres tid kommer, men først samling, optælling af mandskab og tjek af udstyr. Vi er midt i fjendeland. Samler afslørende bloddryp op, fjerner vores spor. Iklæder os hurtigt de nanoteknisk fremstillede camouflage-kampdragter. Der næsten gør os lige så gennemsigtige som den verden vi er kommet til. Det landskab jeg har valgt til de afgørende slag. En knust glasverden. Lydene er krystalklare, vi advares af en svag raslen bag glimtet i en spejlforvrænget skyskraber. Jeg kommanderer, med kastede håndtegn, en knibtangsmanøvre sat igang. Et par rød-granater sættes op for at beskytte os mod angreb bagfra. Ikke noget med gammeldags snubletråde. Bevægelsessensorer og infrarøde øjne sikrer den halvcirkel vi rykker frem fra. Landskabets konstante reflekser og glimten vil forvirre fjenden lige så meget som os. Men da vi ikke kender modstanderens teknologiske niveau, kan det ikke udelukkes at de også er nano-camoufleret. Så kan vi risikere at stå som i et spejlkabinet og skyde i blinde… Jeg giver tegn til total stilstand. Men selv ikke jeg kan se, om de næsten gennemsigtige tungtbevæbnede silhuetter er under min kommando. Og om der i deres manglende skygger er glimt af fjendskab skjult. Jeg får en uhyggelig fornemmelse. Det hele er ved at vende tilbage til de inter-skandinaviske detektiver. Min slagplan begynder langsomt at vippe tilbage, landskabets horisonter snævrer ind, begynder at ligne vinduesrammer. Laviner af glassplinter river alting med sig, det er kun et spørgsmål om tid før vi ender i en bunke under et simpelt smadret vindue. Som røde pletter, trådt under fode af en kontrakt-opfyldende opfølger. Og ligeglade forbipasserende.

NEJ! Så er det nok! Han giver alt ovenstående udenomssnak fingeren. Markant, tydeligt, eftertrykkeligt: FUCK DET! Der er ingen symbolik ved et smadret vindue, ikke denne gang. INTET! Han samler en af de større glasstumper op. Med nogle klude og gaffatape har han hurtigt et effektivt våben. Nu skal der skæres igennem. Hugges dybt. Stikkes i bund. Det er på tide, han har udskudt det alt for længe. Åh for pokker, hvor skulle han have været i gang tidligere, langt tidligere. Det forekommer næsten uoverskueligt, men han skal nok indhente det. Hvor meget blod der så end skal flyde. Det er ikke hævn, ikke had, men simpel overlevelse. Lige nu! Han svinger vildt med den simple men effektive kniv. Det går ud over en hel masse og mange, også ham selv. Selvfølgelig, han er ikke dum. Siger han selv, med snitsår i hele fjæset. Det er egentlig simpelt. Der skal skæres ind til benet. Alt overflødigt snittes fra. Og er noget genstridigt, får han hjælp fra års ophobning af trang. Og tvang af den slags, der bare forekommer som venlighed. Imødekommende, hjælpsom, deltagende… Slut med det! Det er, sandsynligvis, sidste chance. Den vil han gribe. For enhver pris. Han hvæser det: “FOR ENHVER PRIS!” Så går udrensningen igang… Stop nu. Igen! Det er ved at være trættende. De overdrivelser. Blod og hjemmelavet våben er komplet overflødigt. Det er den gode gamle fiktion der blander sig. Igen og igen. Skraber sammen til små historier i historien. Eller en stor historie rundt om en masse små. Den altædende fiktion! Suger til sig, som var den en erindringssvamp. Det skal den også, bare ikke nu. Tværtimod, der skal spares op på dén konto! Til… Efter dette. Til han har viklet sig ud af indviklinger der aldrig skulle være blevet så indviklede. Senere! Men ikke nu. Altså: Først og fremmest skal han bare sige NEJ! Uanset hvad der bliver smidt i retning af ham som lokkemad. Og det ER uanset hvad. Om det så præsenteres nok så velduftende mørt, lige til at sætte tænderne i og rive lunser af. Som han så endda må kalde sine egne. Nej! Han banker sig selv i hovedet med glaskniven som var det en hammer. Hvilket ikke er særlig smart, det giver nogle ret dybe stiksår. Men der er nu heller ikke nogen der påstår, at han er blandt de mest kløgtige. Det ville han selv skrive under på. Altså ikke at være. Rettelse; Ikke at have været. Det er netop hvad der skal laves om på, lige nu. Ikke at han kan trylle sin IQ op, men han kan anvende hvad han nu har, anderledes målrettet. Ømme gamle led og muskler stabler en rygrad på benene. Med sådan en række gode råd i ryggen samler han sammen. Alle de små stumper og splinter. Og nej, selvom han har lidt lyst, gammel dårlig vane, til at se et mønster i den knuste rude, får han ikke lov. Der ER intet mønster! Det er op til ham selv at skabe, mønster efter mønster, lag på lag. Han bøjer ydmygt hovedet, hvilket nok også var på tide, ville mange synes. Dé mange plus lidt til får en ekstra tydelig finger: Skrid med jer, I spærrer vejen. Min vej! Det er lige før Sinatra høres synge med i baggrunden, ‘My Way’, men også dén fiktion gemmes til senere brug. Eller ej. Han samler sammen til det helt store. Koncentreret, endelig fri for alt det han i årevis har bundet sig til. Han har selv fremskaffet reb, selv strammet hver en knude, selv gjort det hele til ét stort Gordisk mareridt. Den knivskarpe glassplint lokker med sin hurtige løsning. Men nu er det altså virkelighed, så et ellers lystigt blodbad gemmes også. Til mulig senere brug. Sammen med alt det andet, også rester fra alt det han vælger fra. De mange gange hvor et tøvende ‘Jooh’ skulle have været et krystalklart klingende ‘Nej!’. Med et rødligt ekko af glasstøv. Han er næsten færdig, der er ikke meget tilbage at samle op. Hans munkecelle har for længst lagt dørmåtten med ‘velkommen’ frem. Det fjols! Han skeler stadig til resterne i vinduesrammen. Mønster-scanning… Han har lommerne fyldt med alt der skal til! Har skrabet bunden for gennemsigtige brikker, så smæk da døren efter dig! Og stop den skrattende harddisk; den er så fyldt at den kun kan gentage sig selv. Al den drejen rundt om sig selv, drejede sig aldrig om ham selv. Det er nu eller aldrig. “Nu eller aldrig”; sådan et udtryk: Stadig lidt sidste fiktive krampetrækninger. Er det virkelig nødvendigt at true med inter-skandinaviske detektiver eller nano-teknisk camouflerede faldskærmstropper? Er det?!? Nej vel? Så ER det slut. Det er ordene også. Her. Nu drejer det sig kun om ham selv. Det er fandme også på tide! Nu gælder det hans egne ting, helt og fuldt. Vinduet blev dråben, blodrød, der fik trykkogeren til at eksplodere. Blandet metafor, dårlig stil. Han er befriende ligeglad. Han er befriet. Der ER ikke mere. Kun hvad han selv vil. Egoistisk? Ja. Afgjort. På høje tid. Nok nærmest arrogant. Så selvbevidst at altid overvågende skepsis står klar. Til at skære ham ned til det vanlige niveau. Et plateau der altid har et overhæng af et højere. Hvis han stadig havde glaskniven, ville han flænse og fægte sig gennem skoven af bedrevidende tågehorn. Igennem! Og stå øverst på den påstand, at han selv ved bedst. Røre i andedammen! Skræppen hist op og kom her ned, Andebys vinduer trues af Professor Tournesols “Hemmelige Våben”. Men HAN napper både Syldaviens scepter og de 7 krystalkugler. Ha! Afsted afsted, med en kridhvid Terry i en tankeboble der punkteres, “Piv!”, og falske hundetårer der fryser til glas. En masse fjolser og Tintin-eksperter aner ikke deres levende råd, og udsteder en fælles udstødelse af fællesskabet. Ha igen! Hans opsigelse er tilbagedateret til enhver tid. Hønen og ægget i ét hug. Kyllingeomelet! Afsted afsted, mens løse ender løbende samles op. Oooooog så rolig, han har lagt tegningerne bag sig. Hvadenten de ved det eller ej. Ned fra podiet og på med arbejdshandsker og vandrestøvler. Med hvilepuls drager han af mod sin munkecelle i Syldavien. Farvel! Vi ses engang… Måske. Han går ind i munkecellen. Uden den sædvanlige ballast. Næsten gennemsigtig, kun med et svagt rødt skær. Han lukker forsigtigt døren efter sig. Bare for det usandsynlige tilfælde, at døren skulle have et vindue. Det har den selvfølgelig ikke. Der er ingen mulighed for tilbageblik. Den lille celle rummer præcis hvad han behøver. I enhver retning, til enhver tid. Dybt egoistisk. Farvel…

%d bloggers like this: