Arkiv

Monthly Archives: april 2018

KATTETUR-RETUR VS 2

VERSION AF TIDLIGERE TEKST, LETTERE OMSKREVET TIL OPLÆSNING-

For en hel del år siden, nok endda helt tilbage til fra før vi begyndte på det med at blive ældre… -Gik vi en tur. Gennem rigtig ukontrolleret skov, den vilde slags; den smule der var lidt mere af dengang. Med tæt krat at udforske, og en underskov der næsten var symbolsk. Eller ihvertfald vil blive det. Dette var dengang der stadig var store hvide pletter på kortet. Og i hovedet. Dejligt og ikke mindst spændende! Områder der endnu ikke var fyldt med definitioner og begreber. Men bare var. Til fri afbenyttelse; udforskning og tankefrie stier der endnu ikke var, men vi kunne lave, på kryds og tværs uden logik. Før det hele blev sat op til afkrydsning, skematiseret, kategoriseret, klassificeret som værende… Et begreb. Med noter, referencer, etiketter og mærkater. Påklistres som en slags plaster på de sår, der kommer med den tid der tømmer landskaber for indhold. Og sætter ord på. Forbinding om de horisonter der bløder og falder. Som ordinære linjer.

Nå, men min ven og jeg gik i sådan en skov, lige på kanten og lidt over, men hvad vidste vi om kanters kant? Og hvert skridt var nyt, var en landvinding. Vi lavede vores egne stier! Der var jo ingen før os! Skoven var vores. Det er ikke sikkert andre kunne mærke den. Og slet ikke mærkes af den. Det fungerede for vores nysgerrighed, vi gik i retninger dirigeret mesterligt af vores sanser. Kort og kompas var stadig kun lyde, ikke engang ord, og blev viftet væk som ligegyldige sværme af bogstaver. Blot ufarlige insekter i de mangefarvede stråler, som solen lod sno sig omkring og med os. At de små uskyldigt flimrende prikker i de boblende bløde aldrig stillestående stråler, kunne formulere sig til benhård bagklogskab  og afskallende tilbageblik, dét skrives der bøger om. Stik imod øjeblikkene i skoven. Der så også kan metaforeres og opskrives i dødfødte forsøg på motorsave i bakgear og erindringstvang. Vi gik som vi gik! Og dét er ingen selvfølge. Ofte går man kun efter et mål. Men dengang vidste vi bedre før vi senere vidste for meget. Vi gik uden tanke, kun os selv i skoven. Ad veje og gennem bevoksning uden den mindste kultur. Det kunne man også se: Vores ansigter blev ridsede og kradsede af det tætte krat. Det var ren fryd! Aldrig ville vi være så meget, så kraftigt, så stærkt! Men dét er ligegyldig eftertænksomhed. Vores drivkraft var vidt åbne sanser, uden filtre af visdom, viden og værdier. Skoven var uendelig: Grænser var en umulighed. Gav ingen mening. Der var ingen mening, og det var den eneste.

På et tidspunkt, nej før tiden blev til punkter, sagde min ven: “Se! Der sidder en kat”. Og minsandten ja. Lige ved siden af stien der var os, sad en sort kat og betragtede vores færd. Den sad ganske stille og kiggede, lige for vores fødder: “Jamen det gør der da osse, gad vide hvad den laver?” Den sorte kat fulgte os med rolige dovne grønne øjne, mens vi passerede den, videre med vores verden. “Det ved jeg ikke, den bor nok i skoven.” Snart var vi ude af syne, men ikke for katten. Den fulgte os i flere tider. De grønne øjne beholdt deres hvilen på os, også da solstrålerne gav os mere skygge at lege med. “Jeg er glad for den kat… Det bliver mindre rart når vi ikke har den mere. Hvor den så er, bortset fra her. Måske er skoven kattens og ikke vores… Men vi kan vel deles, tror du ikke?” Min ven var ved at skære gennem nogle tornebuske, men hans svar var klart som den bæk der gennemrislede vores stemmer: “Der er da ikke noget med at dele, den slags er ligegyldigt, der er en kat, skoven, og så der er os. Alt hvad der skal til. Og sådan er det bare.” Det kunne jeg kun give min ven ret i. Vi fortsatte i fuld forståelse med katten, der bare blev der og her. Alt var godt, sålænge der var mere af alt. Der var heldigvis meget.

Mange år senere, til at sætte tid på, i den samme skov, gik min ven og jeg en tur. Ad den sti vi selv havde lavet, men nu var den så velbeskrevet, at det var lidt trist. Der var endda skilte og afmærkninger og al den slags. Vi kom forbi et sted hvor der engang havde siddet en kat. Sort, med grønne øjne, ganske rolig med halen rundt om kroppen. Gad vide om vores haler også havde været pænt hvilende omkring vores kroppe? Det var sandsynligt dengang. Min ven så tænksom ud; det har vi lært at gøre. At se ud. “Der var da vist ingen kat, var der?” Pudsigt nok havde jeg lige tænkt næsten det samme, så ordrettet som vi var blevet. “Næh, det var der nok ikke. Den var ellers rigtig fin.” Vi gik et par skridt i tavshed. Spekulerende. Det har vi også lært. “Ja. Fin og pæn, sort skinnende pels. Med grønne øjne. En skam den ikke var der. Ærgerligt.” Vi kunne se udkanten af skoven, der gik over i en mark med køer, eller bare gik over. Vi gik lidt langsommere. “Men før den ikke var der… Var det godt at den var der. Ikke?”… “Joh, dengang da! Ja og solen… Men skoven er godtnok blevet… God for dem der har lyst til at se et træ. “Hov, der er en pil mod udgangen. Den må hellere følge.”

Vi har lært meget. Vi er blevet meget kloge.

 

MØNSTER NR 2

20.000
Dage og nætter og det imellem
Plus overtid under huden
Til synet af verden og fra alle vinkler
Blankpoleret fejlfrit finpudset
Aldrig nok og trykken for brystet
Tilbage

Én
Lille bid af tid fra en anden
Efterladt overset så let for glemt
Kradser sig ind i alle syn
Øjne holder vejret anspændt
Øjeblikket bedøves og bæres
Tilbage

20.000
Døgn og mere til kun syneladende
Et billede der hverken er her eller der
Hvor alt er et ekko af påklistret duft
Slår luften ud af det sidste ord er
Tilbage

17 eller 47
Passer til en overset tid med natur
Lov nær det nøgne nulpunkt hvor
Spejlblanke ansigter glider af som vand
Rives med i stadig stærkere strøm
Tilbage

Tilbage til
Snart 21.000 snart
Ophævet til guddommelig virkelig løgn
Proppes ned i halsen som sand
Kvæler enhver kvækkende påståelig protest
Til misundelse
Tilbage gennem dryppende frygt
Til den tid hvor sten på sten
Sammen med blodet fandt
En tankeløs rytme uden ekko
Og et mønster givet
Tilbage

Til.

%d bloggers like this: