Arkiv

Monthly Archives: december 2018

SEKUNDER

Her er 54 sekunder. Det er næsten et minut. Tæt på intet. Og kun timer før det mest nedtalte taburatudspringende midnatsslag nogen sinde! Det absolut vigtigste; hvert eneste år. Jajo og farverige fortsætter forsvinder i fortsat, mens tanken tæller sig selv til teknisk knockout og tak for dét! Mens disse sekunder, 54 plus/minus måske 56, næsten kunne være et enkelt billede. Trukket ud i tid, som øjne der ser rundt i en stilhed. Før den næste og måske. I de 54 sekunder er bevægelse, handling, noget der sker, flytter eller ændrer sig, udelukkende det: At se frem og tilbage inde i et øjeblik. Hvis øjeblikket ikke standser efter 53 sekunder. Eller 37. Og bliver til et andet. Det mulige næste, hvis ellers øjeblikke overholder en rækkefølge. Har øjeblikket et kronologisk nummer? Det er ikke til at afgøre, eller det er uden betydning. Om det er et øjeblik eller flere. Ligesom det er ligegyldigt om det er øjnene der glider hen over det hele, afsøger alt det der ikke er ret meget, ikke værd at tale om, ikke nævneværdigt. Eller om det er sekunderne der flytter sig foran synet. Så er tiden ikke trukket ud, men går bare. Næsten i stilhed. Ikke med gammeldags tik-tak-trampen. Kun digitale listesko. Men fylder øjnene. Helt til den blinde plet. Måske er stilheden jævnbyrdig. Med bevægelse eller noget andet; ellers er det ikke en jævn byrde. At kunne se 54 sekunder som kedsomhed er også en byrde. Mangel på evnen til at lade verden være; det lille minut med tid der burde buldre afsted. Eller i det mindste kunne høres. Noget nær stilhed helt ned bag horisontenen er urovækkende. For nogle, hvis tid skabes af brølen i øjeblikket, mumlen mellem jord og himmel. Og fra, for nogle. Men nej. Ikke et ord bryder ind. Tomt er der også. Det høres på lydene der ikke er. Næsten ikke. Et par gange eller tre er der vind. Måger kan høres skrige. Fjernt. Tættere på, og endda til at se, hvisler en bil hen ad våd asfalt. Måske en mere. Næsten tre. Men ikke et ord. Rækker helt til horisonten. Og langsomt hen langs, og tilbage igen. Frem og tilbage, med lighedstegn der lyver om lige. De 54 sekunder slutter et sted oppe, ude af fokus. De grå skyer har ikke meget at sige. At føje til. Om noget. Pletter af himmel forholder sig også til intet. Det er ikke engang symbolsk. Blot 54 sekunder. Der måske, måske ikke, er et øjeblik. Der er ligegyldigt, hvis det overhovedet er noget. Men det var. Det. Og det bliver ved med at være det. Noget næsten intet. På 54 sekunder. 56? Et lille minut eller et øjeblik. Det er ikke blot rigeligt, det er mere end verden kan rumme. Tomhed og stilhed sprænger. Selv 54 sekunder kan fylde, og tid er et ustabilt grundstof. Ekspanderende ud af mange syn og gemt i glimt af gamle øjeblikke: Ikke for begyndere; tid lever af erfaring. Op! Og væk i himlen, uden et ord, mågeskrig fjerner sig, ufokuserede så klart som kun intet kan. Være åndsfraværende stedløs koncentration, dybere end alt samlet i ét. Alt fylder intet. Ikke meget, måske. Men i hele 54 sekunder, langt mere end nok. Længere end noget dét. Eller ét. Det ikke bare ligner. Det er. Det er! Også når 23:59:59 bliver til nødhatte og narreraketter.

Måske 57 sekunder. Det er et måske mere. Et øjebliks forvirring. En hvislende bil mere? En måge kan være? Forbi. Og så stilhed igen: Er!

Er det af betydning? Om sekunder slæbes lydløst og ordfrit over grænsen? Dét ved kun øjeblikket der kommer. Efter midnats matematisk præcision. Når en morgen, og måske. Igen er. Stilhed, intet, afgørende alt. 

SUNSET

“Every cloud…” Vrøvl. Der er intet ædelt ved misfarvet stål, om så forsøgt forskønnet med gammeldags dinglende disko-kugler og kulørte kæder. Raslende som rustent jern, trods plastik i højeste potens. Hvis der var ører der kunne høre, ville de krølle tæer, men musik skal der til. Er konsensus. Fint ord der prøver at finde sin mening. “Intet er så skidt, at det ikke…” Mere indtørret savl. Det ‘godt for noget’ i denne solnedgang fordampede. Forsvandt forbrændt i febervildelse. Små stumper der kunne gløde men ikke flamme op, blev blandet i cementen mellem de mursten cellen er bygget med, splinter som spidser i en jernjomfru hvor åbne øjne er låst til indvolde. Ikke de nærmest liggende lige for fødderne udprikkede, men selveste solnedgangens. De er allerede i forrådnelse eller deforme af misbrug. At sådan en tilforladelig nydelig sky, godtnok underbelyst og botoxfyldt, indeholder så megen tristhed, tørre tårer og tabte timer, kunne føre til medlidenhed. Nårhja… Smart! Hele konceptet spiller på alle strenge. Men kammertonen der isner op gennem rygraden som et afpillet skelet af en opfedet kropsdue med otte behårede ben, laller den samme skudsikre skala til bevidstløshed, bastant bogstaveligt: Solnedgange er smukke! Solnedgange er smukke! Solnedgange er smukke! Helt til kvækken i kor. Oversat til dansk af hensyn til selvforskyldte tabere, hvilket er en pleonasme da tabere pr def er skyldige: Solens laden horisonter falde er en overlegen og dermed profitabel mekanisme. Fuldt ud rettighedsbeskyttet. Konflikten kribler i kløerne, spilleregler blandes med den ene hånd vasker en anden og andres og solens stråler får også lige en gang duftspray.

Jeg havde engang forbindelse til min hjerne. Før solnedgange og lignende idyller forgiftede hver en flygtende nervetråd. Neuroner og andre nervøse civile ofre søger asyl i fotos med et mindre invaderende, eller er det invaliderende?, syn på jordens glidende, eller er det skridende?, horisonter. Horisonten står stille, elektroderne på min hud tillader ikke ét øjebliks uopmærksomhed. Men lossepladsen mumler, brummer og blævrer: Mågerne skrabes af med flossede negle, lastbiler opgiver ånden, nye bavnehøje selvantænder. Svæver over ingen vande, men undgår at blive blippet og låst på radaren. Forsvinder i de statiske skyers urokkelige fakta. Mod hvilke selv tåber kæmper forgæves. Selv tåber! Skal jeg vinde over en så solid solnedgang, må nødvendige ofre lægges frem til udvælgelse. Skal et jeg blive mig, koster det bid i sure æbler, skrællen flager af hud bort, prikken trommehinder fri. Selvskamfering og hårfin balance på en kniv sløv af støv. Solnedgangen flimrer en smule, eller er det min krop?

Nej fuck den snakken rundt og rundt!!! Det er så helvedes simpelt. Sjovt (“sjovt!”) som noget dybt kompliceret kan årelades til banale valg i øjeblikket. Eller øjebliks simple ja eller nej. Ikke noget enten-eller. Dette foto af én enkelt solnedgang, har været mit mareridt i latterlig lang tid. Unødvendig handlingsforstoppelse. Ikke lammelse; en tungere og tungere sæk at slæbe med overalt, ved at revne af frygt for fordøjelse: For pokker bare et foto! To døde dimensioner. SÅ meget pis på det! SÅ ligegyldig en æstetik. Form! Min bare… Usikkerhed uden anden grund end tvangstanker om andres tvangstanker. Tøven og tilbageholdenhed som forventning om forventninger. Fremtoning overladt til affældig faststøbt form: Solnedgang! Kan det blive mere banalt, patetisk, ynkelig kitsch? Nej! Lige til en fra 70’erne fløjlsplakat, gudkanikkebedredet, hvis tilføjet en motorcykel eller en pop-gruppe. Pop ja. Popsol. Fløjlsnedgang. Faldet ned bag en sofa. Dårlig tape i et fugtigt kælderværelse. Fortidslevn. Ligesom solnedgangen i morgen og i morgen og ned bag en sofas horisont. Mug og skimmel.

Hvorfor det foto har været en spændetrøje i en tid hvor sekundlim har været min foretrukne livsforsikring, ved jeg ikke. Det er løgn. Jeg ved måske, tror at vide, har et par måske’er der kan samles til løgn, som så er viden. Ord og grammatik… Men jeg tør endnu ikke stirre direkte på billedet. Jeg flår det til visne småstumper, holdt ud i armslængde: Afstand og hurtige øjenkroge. Ord og grammatik er lidt tilfældig: Måske er jeg holdt ud, kun i armslængde og som små stumper. På afstand, i en krog langt fra øjne. Ligegyldigt! Hænger stadig stædige solnedgange op som de sidste blade der falder fra nøgne træer. Er det vindstille lægger vanviddet sig i bunker, lige til en løvsuger eller blæser, og jeg begynder IKKE at spekulere på forskellen; det vil være mentalt selvmord, og  jeg begynder IKKE at spekulere på om mentalt… Solnedgang igen-igen! Hakker skyerne til grå dis, før de kan samle sig. Ha! Jeg kom først… Er det blæsende, så meget bedre. Billedfragmenter skraber hen ad fortovet, opsluges af kloakrister, eller forsvinder videre væk. Og skulle det hele ende som prikker i en solnedgang er jeg næsten ikke urolig. Der går kun et øjeblik. Så har jorden skiftet horisont og mørket overmaler alle farver. Ned bag sofaen. Der tilfældigvis, eller for at holde stilen, har en kant af sølv.

%d bloggers like this: