Arkiv

Monthly Archives: januar 2019

vand med kant...

VAND MED KANT… AFRUNDET, TÆMMET OG LYDIGT.

Solen står ikke op, derfor går den ikke ned. Om så illusionen er nok så overbevisende, ligefrem overvældende smuk. Men solen er virkelig! En kæmpe kugle af flammer. Hverken en yo-yo, en hoppebold, eller et rullegardin. Den plopper ikke op og ned, bare så vi har noget pænt at glo på. Det er kloden, den så solide grund vi står på og kan forstå, der snurrer rundt og rundt med vores ih og åh og næh. Når solen gør sig smuk. Når den gider gøre noget ud af sig selv… Når den ser vores knæfald og bedende øjne. Mens vi holdes fast på denne lille snurrende prik. Vi bliver helt svimle…

Det er lidt bekymrende at ih, åh, næh, sol op ned ikke er mere bekymrende. Det er ret kraftige magneter eller god sekundlim der holder os til jorden. Men TÆNK nu hvis… Vandet falder af i farten! Dén her kugle snurrer jo med vanvittig fart; 12.742 kilometer på kun 24 timer! Over 530 kilometer i timen… Kæmpebøde og multiklippet kørekort… Men altså: Vand falder jo! NED! Drypper styrter skyller strømmer eller regner bare, småbyger eller grå deprimerende heldagsregn. Fra oven og ned; husk det! Det kunne ramme solen! Store oceaner og smeltevand fra høje bjerge og både ant- og arktis plus, uha, indlandsis og gletschere, For slet ikke at tænke på Cornetto, Københavnerstænger og Carte d’Or; hele sortimentet. Af vand. Sydende og hvæsende, spruttende og hvislende. Ned over vores sol… Opgange og nedgange og nødveje slukket og udbrændt. Forkullet til aske. Grå og sort og kold.

Heldigt nok er vand klodens mest trofaste tæmmede dyr. Klamrer sig logrende til den runde bold. Selv en drøm der skaber bølger i baghovedet og får dyret til at pive i søvne… Handler aldrig om vand der falder op. HVIS en sådan drøm… Nej, for heldigvis og allerdybest nede er vanddyret lænket, og for vores sikkerheds skyld støbt fast til det mest solide grundvand. Så vi med sindsro kan se og sige ih og åh og næh til solen, uden at skæve eller skælve nervøst når vandet brummer bobler og hopper bølger.

Jamen! Det vil bare klappes. Og måske finde lidt skygge. Sol er nemlig ikke sundt for vand. Det tænker vi ikke på, hvor er vores klimatiske samvittighed? Når vi nyder en solnedgang… Lige ved en strandbred, en idyllisk skovsø, eller hotellets svømmepøl, fuld pension og familierabat, dansk rejseleder, kun 17 kilometer til den autentisk gamle bydel og de lokale taler tysk. Uanset hvor: Vi hører ikke vandets hvæsende forpinte vejrtrækning; vi ser ikke hvordan det vender og drejer sig i smerte, hvordan det sygner hen og drypper af febersved… Næh, vi HAR gjort vores! Det ER vaccineret. Også mod rabies. Ingen fråden og flodbølger. Frivillige hælder endda faktor 12 i alt flydende. Med en smule olie, for regnbue-effektens skyld. Det meste vand, der ER muligvis dråber i flok der flakker om, men de større overflader har fået pensionsordning. Så kan ethvert ocean roligt trække sig tilbage. Når det bliver gammelt og mudret, når understrømme synker til bunds og bliver forvirrede minder. Så er det heldigt at vi har en lempelig lovgivning. Vand der ikke mere kan klare solens spejling, uden at blive konfust, fare vild i ørkener, skal ikke lide unødigt. Autoriserede VVS-mestre leder det blidt og hensynsfuldt til smertefri fordampning…

Således har vi vores på det tørre! Vi kan trygt fortsætte vores snurren rundt og rundt. Frydes over den smukke illusion om en sol der står op og går ned. Vi må gerne blive en smule svimle. Det ER da kønt! Ingen fare for at vand falder fra. Dresseret til at ligge brak. Eller være solens lydkulisse. Ingen irrationelle malstrømme eller løben mod sig selv. Det er så tamt, at det omgående lægger sig. Hvis bølger bare minder det mindste om tænder.

TXT TIL OPLÆSNING… LØVES 23/01…??? HVEM VED… VAND MED KANT? 

lÆnestolen

Gud har brug for sin sky. Der er en Algade i hver en by. Selv regn søger ly. Vinduesviskere med monterede vinduesviskere med monterede vinduesviskere med… fortsæt selv, helt tilbage til lænestolen på skyen. Min lænestol!!! (Nuppede den mens Gud og Algade gik en tur på stranden. Ha!) Hver en tråd i denne kender mig; giver mig tanker til tale. Hvis det ikke var for stolens vævede mønster, ville jeg være stum. Og komplet retningsløs, hjernedød, TANKELØS! Eller fri for tanker, men det tænkes ikke… Stolen husker for mig. Alt. Også det der helst ikke skal huskes. Alt det der er bedst tjent gemt glemt klemt ned i stolen sammen med… Alt vraggodset. Både mit, og nåja jeg hedder forresten Hans. Det er jeg ikke alene om! Og vraggodset fra et helt ocean af liv… Det er til at blive helt træt bare at tænke på. Så det gør jeg ikke. Altså min stol. Og jeg hedder Hans og ikke Johannes! Det er vigtigt. Tænker min stol for mig. Hvorfor ved jeg ikke, men der er ALTID en grund. STOLE TÆNKER IKKE UDEN GRUND! Bortset fra alt det grundløse. Formålsløse, meningsløse, og det er der meget af. De prøver ikke at tænke… På vraggods uden værdi. Måske er jeg uden formål og indhold. Men jeg holder mig flydende på min stol. Og min TRO, der godtnok kun er krusninger på overfladen. En lænestol træder vande. Det kan godt se lidt kluntet ud. Klunkestil… Men den er god til det! Troede jeg, til vi gik under for den fatale tredje gang. Men det er bare sand i et timeglas, der nok burde hedde et LIVSglas. Men det lyder så pokkers højtravende. Og jeg, Hans, ikke Johannes, holder mig flydende nær jorden. Ikke noget med at banke hovedet mod undersiden af en sky. Der kunne jo sidde en Gud på. Hvis han og familien ikke er på vejshopping i Algade. DET RAGER IKKE MIG! Jeg holder mig for mig selv. Har mit på det tørre. Med vand horisonten rundt. Ingen stol er en ø, som ordsproget siger! Og jeg er bare den ene palme, ved navn Hans! Intet andet. Jeg kan ikke engang sætte mig i skyggen af mig selv… Og hva så?!? A’hva???!!! DER ER GRÆNSER FOR HVAD MAN KAN FORLANGE AF EN MAND I EN LÆNESTOL! Det er sgu ikke en kørestol… Til gengæld er der ingen grænser for hvad jeg forlanger af alle og alt og intet. Specielt intet fordyber jeg mig dybt i… Det er også gemt, glemt, klemt, her under mig. I DE ENESTE TANKER JEG TRÆKKER UD AF DET MØNSTER DER ER VÆVET FOR MIG! Og kun for mig, der er Hans, nu i 3. person. Ham Hans i stolen på bølgerne. Mere er jeg ikke. Mere VIL jeg ikke være. Men det er MIN VILJE SKE! På havet, blandt vraggodset, på stranden, i min stol i min stue, hele vejen gennem Algade, i ethvert mønster fra enhver stol, på en hvilkensomhelst sky, hen over himlen… ALLE MINE HIMLE! Hov, min lænestol sparker mig bagi. Med god samvittighed. Hvad laver ham hér Hans blandt himle og andet stads, oppe blandt lyn og torden! Midt i TID! Lænestolen sætter mig på plads. Helt ind i den lidt lugtende polstring, minsandten og endda. Og fritager ham Hans for tidens skvulpen i strandbredden: Der ER kun lige nu, ikke andet, intet var, intet vil! Stolen ER! Og er magelig lige nu. Der bliver ved med at være lige nu, og aldrig flyttes en grad af blød hynde… Her er Hans og ALT INTET, og intet alt… Stolen dikterer: Glem andre mønstre end mine. Der ER ingen retninger, bevægelser, bølger, skyer henover år. TID ER FUP! Stolen fortsætter mig: Jeg fjerner mig ikke fra mig! Algade, Gud og lænestolen. Ingen over og ingen under… Kig Selv! Intet er skjult. Algade snor sig hyggeligt rundt om benene… Alle Algader fører til en lænestol! Der gladeligt træder mere vande under fode… SÅDAN!!! På bunden er Algade julepyntet. Året rundt. Dét rager mig! Siger lænestolen… Og sætter mig lidt bedre til rette i sit mønster. 

REDIGERET TEKST; OPLÆST VED PERFORMANCE / ‘AFLADNINGER’ KULTURMØDET MORS, PÅ LØVES V ÅBEN POETISK SCENE, INDVÆVET I POETKLUB AARHUS’ M GASIN NR XXXIX, -OG VIL SÅMÆND NOK FLYDE I LAND IGEN ET STED, NÆR EN ALGADE… 

algade aflad

%d bloggers like this: