Arkiv

Monthly Archives: maj 2020

EvigForårsGlad

Helt ud af det blå, kommer vores lille heltinde. (M//k selvfølgelig! Politisk Korrekset! Men hunkøn er hun altså, og glad for det.) Evigglad! Ja det er hende, undsluppet melodi og udnyttelse i talrige versioner. Men i problemer. Hun må sådan svævehoppe nogle meter ad gangen, lidt kluntet og ikke særligt yndefuldt for en mariehøne. Evigglad er ved at løbe tør for brændstof. Hoster og hakker som en gammel tocylindret Trabant. Absolut ikke kønt, og langt under forårsniveau. En støjende og usikker mariehøne, næsten som den bille hun gør så meget for ikke at være. Og langt fra brumbassens triumferende, næsten imponerende knurren på langsomme omdrejninger, en 12-cylindret motors dybe sejtræk med damphammereffekt, nej det er ikke Evigglads kravlesnubleagtige jordskrabende “running on fumes”. Tværtimod, ynkelig og desperat søgen efter en benzinstander. Eller opladestation, hvis hun er opgraderet til el. Hvad Evigglad ikke forstår, er at hendes drivkraft er blanke flader. Men det virker. Et tilfældigt zag hen over kanten af en lille sø, og hovsa! Opsuget glimt af et spejlbillede, gode gamle evigt unge Evigglad fyldes med optimisme, vinger der kan bære, glædesspredning og symbolik. Hun ved ikke helt hvordan det virker, men et par længere sving ud over sig selv, og hun fungere som hun skal: Glad, gladere, Evigglad. Muntert design, et renommé som yndig, sød, sjov, ret nær en firkløvers domæne. Evigglad på en mark af firkløvere… Dér har vi en mulig evighedsmaskine. der som bonus er evigt glad. Og fremkalder af gyldne øjeblikkes glans, photoshoppet og tilskåret, 100+ % følelsen som den var. På den mark, hvor en 6-årig lå og tabte sig op i solen, sanser åbne uden de filtre der senere bliver standard, og tanker på standby, overflødige som kun muligt præcis dét øjeblik. Det var dengang, jo, men også og lige så kraftigt eller mere, nu! Igen og igen. Lærken er en lille prik mod den evigtblå himmel. Som en af prikkerne på Evigglad. Men for meget af det gode er som bekendt for meget. For meget godt er noget værre næserynkende ildelugtende skidt, alt for meget godt smides direkte til storskrald. Marie Marie Marolle, flyv op til, -men hov, det er en anden mariehøne eller en anden remse, ikke en rigtig melodi der skal undslippes, men tilsølet i børnestemmer, og navnet Marie? Hvad er nu det? Nå og men og tja og jaja: Efter en kort identitetskrise trækker Marie Evigglad på sine imaginære skuldre. Hvor langt kom… Jo: Flyv op til vorherre og be’ om godt vejr. Altså! Hvem pokker har afgjort at Evigglad kan dét? Ret meget forlangt af en mariehøne, selv en Evigglad! Og sagt mange gange nok, er det næsten mariehøne-misbrug, en sag for de sociale myndigheder. Med alvorlige konsekvenser for Berit som Evigglad hedder, ikke Marie! -hjemme i Marollelund. De mange bønner om godt vejr er altså mere end man kan forlange udført. Turen frem og tilbage til vorherre er ikke bare et smut i Føtex, bønner på dåse, det er en pilgrimsfærd pr stedfortræder, og så skal Berit Evigglad forhandle med vorherre, der faktisk er lidt træt af al den beden om godt vejr. Det er jo også i overført betydning, “at be’ om godt vejr” har ofte alt andet end godt vejr at gøre. Det er en sag mellem mennesker, og deres langt mere gordiske verden. Evigglad, Marie Marolle, Berit er med på at have en lille rolle i dét cirkus, men så heller ikke mere! For meget af det dårlige er lige så skidt som for meget af det gode… Det ender galt for Berit, hun ER lidt for glad for at være Evigglad og Marie, med vorherre et sted over sig, endda med uafklaret magtfordeling. Udmattet af personlighedsspaltning og vrøvleord som Marolle, ender det på ubehagelig grov asfalt. Og det lige efter at være blevet fyldt helt op med drivkraft, hvor sortrandet. Nu gik det lige så fornøjeligt, søen ligger der stadig med et utal af spejlbilleder, nok til 100’vis af ture på forlangende af børn, til ihvertfald nogenlunde stabilt vejr hvis vorherre lige gider igen, tak… Det kunne være den 6-årige på marken, men dét øjeblik er igen forbi. Igen og igen, men dén pointe er vist trængt ind. Istedet… Evigglad, ikke med megen glæde eller evighed tilbage, krabber omvendt på vingerne, med en stor sko på vej ned over. Skyggen gør allerede verden dyster og skæbnesvanger. Evigglad er ligeglad med symbolikken, og får besøg, helt jordnært og tolkningstørt. Brumbassen, nåja. Den hedder ikke andet end brumbassen, men kunne da hedde Bent. Måske Bjarne? Det gør den heller ikke, men det bør den ikke spekulere på! Brumbasser kan som bekendt ikke flyve, så den flyver direkte ned men fejlbedømmer landingen. Et sekund eller tre står den stille på ingenting, vaklende mellem tyngdekraft og tro. Ren tegneserie, kig ikke ned! Til vingerne indrømmer at de ikke kan bære. Plop! En tragedie! Den overvægtige basse smasker lige ned på Evigglad, et tilfælde så usandsynligt, at det netop er et tilfælde. Og, som advaret om, næsten omgående, hurtigt sceneskift… Når Evigglad og brumbassen uden navn at se op? Ikke at flyve til vorherre, slet ikke, men det er alligevel kun relateret til vejr, så det ville ikke hjælpe. Så! -ganske som ventet. Klapper en størrelse 44 ned på dem begge. Nok kun en lille plamage set fra himlen eller alle andre steder end jordnært. Splat og slut… Nej! Det SKAL ende lykkeligt. Fokus omstilles hastigt og hektisk, før næste ‘Mariehønen Evigglad’ eller ‘Marie Marie Marolle’, (Navnet Berit og brummes manglende ditto bliver en biting, dé er ellers helt forbifløjet her.) Altså, der er, helt objektivt og fakta-baseret, rigeligt med Evigglad’er og brumbasser. Ingen grund til tårer! Ellers vedtages det, at Evigglad er fløjet op til vorherre og bliver der, bare for at sikre godt vejr i al evighed. Og brumbassen kunne ikke flyve, så dén er blevet meget klogere. Og det er også altid godt. Hvis det ikke er nok til en glad slutning: Lærken over den 6-åriges mark hænger stadig under himlen. Det gør den nu. Og igen og igen. Sådan. 

KOP (2)

Et punkt i tid og rum vælges, benævnes så ‘start’. En start, starten, alternativt ‘begyndelsen’, men det har en klang af noget episk. Store armbevægelser og andre væsentlige punkter tilføjet. Det bliver noget rod, og sammen med en lidt for stor opvask, en truende krystalkugle, begyndende bippen fra alle halvvågne platforme, alt i alt et skridt eller fald tilbage til sammenknebne øjne. Derfor tages barbering billedligt, ikke kun i spejlet, men symbolsk. Selv om symbolik er usund morgenmad. Men udvalget af punkter er enormt, selv på 40m2 og med søvn i øjnene. Så har solen endda for længst smidt flere punkter ind i billedet, som prikker over horisonten, direkte ind gennem pupiller der slet ikke er klar til gymnastik, ikke engang Fabers patenterede version for optimistiske muskler. Vigtig hurtigt at lukke skærmen, før munde spærres op i smittende tonekæder. Et punkt snubles over, valgt på bedste måde, bunken af tøj fra igår og dagen før og hvem ved, så snoren klippes: Start! Vand i elkedlen, tænd, find kop, kaffe, ske, måske mælk eller sukker eller begge dele. Når vandet får 220 volt igennem sig, uden at skabe sig eller skubbe oprørte bølger over dét, så bland kaffe og eventuelt andre ingredienser i koppen. Ved tydelige og tætte bobler fra elkedlen, med et kendt klik som klimaks, hæld det omkring 95 grader korrekte vand i koppen og rør rundt med skeen. Efter det naturvidenskabelige eksperiment, bringes den mættede væske til det vanlige bord, stol og eventuelt avis, skærm, bog, nyheder, udsigt ved vindue hvis der er et vindue og en udsigt og hvis den benyttes, ellers, som det sikreste: Ubevægelig stirren ud i luften. Tanker der begynder at sive ind i rummet, klaskes ned mens de er børn, før de er store nok til at tænkes. Forsigtig og fraværende prikken på følsom skærm eller klapren på taster, en enkelt tastaturgenvej, og så heller ikke flere tidlige eksperimenter: Husk nippen til kaffen! Tilpas afkølet? Uden at være kold? Sikkert, rygradsfornemmelse for væskes fald i temperatur, rutinekendskab er en overset form for intelligens. Forskellige beholdere, kopper, er en variabel. Ligesom mængden af eventuel mælk, dén kan ændre sig efter alder og kaffens kvalitet, styrke, ristningsgrad, og muligt tilsat sukker. Og den faktor der i mangel af bedre kaldes humør. Den benyttes ikke, uheldige erfaringer… Vaner er tegn på ophøjet sindsro. Cirka halvvejs gennem den pr definition velsmagende drik, begynder dagens programpunkter at brede sig ud på bordet. En af de mere irriterende vaner. SÅ er det tid til at træde forsigtigt, rolige bevægelser for ikke at tirre bæstet, der aldrig ser ud som et bæst, hvilket gør det til det værste af dem alle. Punktet starten er trukket til bristepunktet, nødpunkter parat i bæltet som ekstra ammunition er heldigvis en del af beredskabet. STARTEN får små aflæggere, stiklinger hyller den skrøbelige krop og kop hurtigere end nogen bønnestage, grønt panser holder stillingen: Aerodynamisk; modvinde glider bandende rundt om og forbi, kan ikke nå at bremse, spild af energi, selv en skarp vending med hvinende udskridning giver kun spor på småskyer, stadige stædige skiftende angreb fra alle verdenshjørner, stød af styrke som den rødeste kurve. Alt preller af. Det glatte hylster næres blot af rasende blæst, ingen effekt trods væltede træer og flyvende hustage. Punktets underpunkter og startens genstarter, som rutinemæssig slurk af den perfekt blanding, nu med varsomt udtryk for tilfredshed. Så langt så godt, rettere så langt så lidt, hvilket i sagens natur er bedre. Men taktik må udskiftes med strategi, panserplanter visner og genopvarmet kaffe kan være bittert. Rummet rører på sig, luft åbner op for vinduer, vinden venter lige rundt om ude af syne, hævngerrig… Det er NU kampen skal vendes, fjendes lejr fejes af bordet, og dét er ikke blot viften fluerne bort fra opvasken. Pas på! Hold fast i koppen, sprængfarlige analoge kalendre kravler op ad bordben, uden at det mærkes som andet end en let kilden langs rygraden. Sværme af løse noter, om så på papir, skærm eller vedhæftede tanker, -klik IKKE på link’et!, vrimler frem. Godt skjult af et uheldigt distraherende ‘nb’:  Der er vist snart ikke mere kaffe, (mælk, sukker, etc ingredienser), koppen truer med at tørre ud, nyheder bliver pågående, -tag endelig IKKE stilling!, luften kan nu mærkes, både på ansigtets trækken sig sammen og som små hvirvler på væggen. Der også gør sig til, pynter sig til… Ja til hvad? Usikkerhed er en ellers god starts bævende læber og pumpen blod rundt hvor det ikke hører hjemme. Som i et hjem der kører på skinner. Afsporing, først enkelte sporskift, men valg efter valg… Deraf følgende mental eller fysisk skriven bag nogle ører, så uvægerligt ‘indkøb af…’, som næsten med sikkerhed afføder andre handlinger og tanker om, overlappende baglæns salto, flyverskjul i den sidste slat kaffe. Koppen er nu for tom til at være halvt fuld, svært at undgå vrøvlet om et halvt fyldt eller halvt tømt glas, en kop, hvadsomhelst der bringer “optimist” eller “pessimist” på bordet, hvor ingen af dem bør være! Ting på bordet vil jo tælles, stolen skal måske skubbes lidt ind under bordet, kop og ske skylles af, måske bruges opvaskebørste og middel, dét er endnu en variabel, hjernen larmer ulideligt: Punktet ‘start’ med kaffedrikning får sørgebind på. En smule vådt på bunden af koppen, er tørre tårer, trillende rundt i mindre og mindre cirkler. Til de og, alt inkl, samler sig til ubetinget overgivelse. Med nedslagne og slåede tømte øjne er overfladespændingen sunket til et niveau nær opgivende kedsomhed. Overfladisk småsnakker tilskuere som ‘Ekstra punkt for god opførsel’, ‘Benådning og amnesti’, endda ‘Fortsættelse’ om de skal blande sig. Eller lade naturen gå sin vej, de solforbrændte paralelle linjer der aldrig mødes, men ER det ikke for ondsindet, kan man byde en så nedgroet rutine dét? Men! Så! Jamen! Og Åh og Ak med vé og Krokodiller i egen væske og Lige Som Det Ikke Kunne Blive Værre… De uendelige vidder braser ind fra alle vægge og vinduer, ruller sig ud, oppustede egoer så langt øjne trækkes ud med vold, overlegent nedladende, tågehornstriumferende. Forestillingsevne, fantasi, koppeknusende vaneforbrydere, vilde løsslupne, punktforagt, kvasende fra de utallige horisonter med blodige kæber, stadig gnaskende… Den med værdighed accepterede overgivelse til ‘Slut’ med udsigt til en mild dom, i skyggen og diskret i ly af kaffesmag, rives brutalt væk under rummets fødder, bordet falder sammen til pindebrænde, selvantænder resignerende, hellere dét… Udråbstegn i strækmarch, løsner spændetrøjen, rutine og kop presses med sådan en kraft, at diamanter springer øjne op, og… Nok! Nakkeskuddet sættes ind som en forestilling fordi scenen er sat godt til rette, med smertefuld langsomhed. Så sæt jer dog! Smerte er vel også en vane eller rutine, eller kan blive det. Gentagelsens kunst, uddøende. Vinden får lov at markere punktet. 4 fremkaldelser efter tæppefald; smukt ført præcisionsslutning. En hjemløs afskallende hank men… Nej, intet at klinke. Starten er SLUT!  

%d bloggers like this: