ForårsMorgenKaffe.

KOP (2)

Et punkt i tid og rum vælges, benævnes så ‘start’. En start, starten, alternativt ‘begyndelsen’, men det har en klang af noget episk. Store armbevægelser og andre væsentlige punkter tilføjet. Det bliver noget rod, og sammen med en lidt for stor opvask, en truende krystalkugle, begyndende bippen fra alle halvvågne platforme, alt i alt et skridt eller fald tilbage til sammenknebne øjne. Derfor tages barbering billedligt, ikke kun i spejlet, men symbolsk. Selv om symbolik er usund morgenmad. Men udvalget af punkter er enormt, selv på 40m2 og med søvn i øjnene. Så har solen endda for længst smidt flere punkter ind i billedet, som prikker over horisonten, direkte ind gennem pupiller der slet ikke er klar til gymnastik, ikke engang Fabers patenterede version for optimistiske muskler. Vigtig hurtigt at lukke skærmen, før munde spærres op i smittende tonekæder. Et punkt snubles over, valgt på bedste måde, bunken af tøj fra igår og dagen før og hvem ved, så snoren klippes: Start! Vand i elkedlen, tænd, find kop, kaffe, ske, måske mælk eller sukker eller begge dele. Når vandet får 220 volt igennem sig, uden at skabe sig eller skubbe oprørte bølger over dét, så bland kaffe og eventuelt andre ingredienser i koppen. Ved tydelige og tætte bobler fra elkedlen, med et kendt klik som klimaks, hæld det omkring 95 grader korrekte vand i koppen og rør rundt med skeen. Efter det naturvidenskabelige eksperiment, bringes den mættede væske til det vanlige bord, stol og eventuelt avis, skærm, bog, nyheder, udsigt ved vindue hvis der er et vindue og en udsigt og hvis den benyttes, ellers, som det sikreste: Ubevægelig stirren ud i luften. Tanker der begynder at sive ind i rummet, klaskes ned mens de er børn, før de er store nok til at tænkes. Forsigtig og fraværende prikken på følsom skærm eller klapren på taster, en enkelt tastaturgenvej, og så heller ikke flere tidlige eksperimenter: Husk nippen til kaffen! Tilpas afkølet? Uden at være kold? Sikkert, rygradsfornemmelse for væskes fald i temperatur, rutinekendskab er en overset form for intelligens. Forskellige beholdere, kopper, er en variabel. Ligesom mængden af eventuel mælk, dén kan ændre sig efter alder og kaffens kvalitet, styrke, ristningsgrad, og muligt tilsat sukker. Og den faktor der i mangel af bedre kaldes humør. Den benyttes ikke, uheldige erfaringer… Vaner er tegn på ophøjet sindsro. Cirka halvvejs gennem den pr definition velsmagende drik, begynder dagens programpunkter at brede sig ud på bordet. En af de mere irriterende vaner. SÅ er det tid til at træde forsigtigt, rolige bevægelser for ikke at tirre bæstet, der aldrig ser ud som et bæst, hvilket gør det til det værste af dem alle. Punktet starten er trukket til bristepunktet, nødpunkter parat i bæltet som ekstra ammunition er heldigvis en del af beredskabet. STARTEN får små aflæggere, stiklinger hyller den skrøbelige krop og kop hurtigere end nogen bønnestage, grønt panser holder stillingen: Aerodynamisk; modvinde glider bandende rundt om og forbi, kan ikke nå at bremse, spild af energi, selv en skarp vending med hvinende udskridning giver kun spor på småskyer, stadige stædige skiftende angreb fra alle verdenshjørner, stød af styrke som den rødeste kurve. Alt preller af. Det glatte hylster næres blot af rasende blæst, ingen effekt trods væltede træer og flyvende hustage. Punktets underpunkter og startens genstarter, som rutinemæssig slurk af den perfekt blanding, nu med varsomt udtryk for tilfredshed. Så langt så godt, rettere så langt så lidt, hvilket i sagens natur er bedre. Men taktik må udskiftes med strategi, panserplanter visner og genopvarmet kaffe kan være bittert. Rummet rører på sig, luft åbner op for vinduer, vinden venter lige rundt om ude af syne, hævngerrig… Det er NU kampen skal vendes, fjendes lejr fejes af bordet, og dét er ikke blot viften fluerne bort fra opvasken. Pas på! Hold fast i koppen, sprængfarlige analoge kalendre kravler op ad bordben, uden at det mærkes som andet end en let kilden langs rygraden. Sværme af løse noter, om så på papir, skærm eller vedhæftede tanker, -klik IKKE på link’et!, vrimler frem. Godt skjult af et uheldigt distraherende ‘nb’:  Der er vist snart ikke mere kaffe, (mælk, sukker, etc ingredienser), koppen truer med at tørre ud, nyheder bliver pågående, -tag endelig IKKE stilling!, luften kan nu mærkes, både på ansigtets trækken sig sammen og som små hvirvler på væggen. Der også gør sig til, pynter sig til… Ja til hvad? Usikkerhed er en ellers god starts bævende læber og pumpen blod rundt hvor det ikke hører hjemme. Som i et hjem der kører på skinner. Afsporing, først enkelte sporskift, men valg efter valg… Deraf følgende mental eller fysisk skriven bag nogle ører, så uvægerligt ‘indkøb af…’, som næsten med sikkerhed afføder andre handlinger og tanker om, overlappende baglæns salto, flyverskjul i den sidste slat kaffe. Koppen er nu for tom til at være halvt fuld, svært at undgå vrøvlet om et halvt fyldt eller halvt tømt glas, en kop, hvadsomhelst der bringer “optimist” eller “pessimist” på bordet, hvor ingen af dem bør være! Ting på bordet vil jo tælles, stolen skal måske skubbes lidt ind under bordet, kop og ske skylles af, måske bruges opvaskebørste og middel, dét er endnu en variabel, hjernen larmer ulideligt: Punktet ‘start’ med kaffedrikning får sørgebind på. En smule vådt på bunden af koppen, er tørre tårer, trillende rundt i mindre og mindre cirkler. Til de og, alt inkl, samler sig til ubetinget overgivelse. Med nedslagne og slåede tømte øjne er overfladespændingen sunket til et niveau nær opgivende kedsomhed. Overfladisk småsnakker tilskuere som ‘Ekstra punkt for god opførsel’, ‘Benådning og amnesti’, endda ‘Fortsættelse’ om de skal blande sig. Eller lade naturen gå sin vej, de solforbrændte paralelle linjer der aldrig mødes, men ER det ikke for ondsindet, kan man byde en så nedgroet rutine dét? Men! Så! Jamen! Og Åh og Ak med vé og Krokodiller i egen væske og Lige Som Det Ikke Kunne Blive Værre… De uendelige vidder braser ind fra alle vægge og vinduer, ruller sig ud, oppustede egoer så langt øjne trækkes ud med vold, overlegent nedladende, tågehornstriumferende. Forestillingsevne, fantasi, koppeknusende vaneforbrydere, vilde løsslupne, punktforagt, kvasende fra de utallige horisonter med blodige kæber, stadig gnaskende… Den med værdighed accepterede overgivelse til ‘Slut’ med udsigt til en mild dom, i skyggen og diskret i ly af kaffesmag, rives brutalt væk under rummets fødder, bordet falder sammen til pindebrænde, selvantænder resignerende, hellere dét… Udråbstegn i strækmarch, løsner spændetrøjen, rutine og kop presses med sådan en kraft, at diamanter springer øjne op, og… Nok! Nakkeskuddet sættes ind som en forestilling fordi scenen er sat godt til rette, med smertefuld langsomhed. Så sæt jer dog! Smerte er vel også en vane eller rutine, eller kan blive det. Gentagelsens kunst, uddøende. Vinden får lov at markere punktet. 4 fremkaldelser efter tæppefald; smukt ført præcisionsslutning. En hjemløs afskallende hank men… Nej, intet at klinke. Starten er SLUT!  

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: