EvigForårsGlad.

EvigForårsGlad

Helt ud af det blå, kommer vores lille heltinde. (M//k selvfølgelig! Politisk Korrekset! Men hunkøn er hun altså, og glad for det.) Evigglad! Ja det er hende, undsluppet melodi og udnyttelse i talrige versioner. Men i problemer. Hun må sådan svævehoppe nogle meter ad gangen, lidt kluntet og ikke særligt yndefuldt for en mariehøne. Evigglad er ved at løbe tør for brændstof. Hoster og hakker som en gammel tocylindret Trabant. Absolut ikke kønt, og langt under forårsniveau. En støjende og usikker mariehøne, næsten som den bille hun gør så meget for ikke at være. Og langt fra brumbassens triumferende, næsten imponerende knurren på langsomme omdrejninger, en 12-cylindret motors dybe sejtræk med damphammereffekt, nej det er ikke Evigglads kravlesnubleagtige jordskrabende “running on fumes”. Tværtimod, ynkelig og desperat søgen efter en benzinstander. Eller opladestation, hvis hun er opgraderet til el. Hvad Evigglad ikke forstår, er at hendes drivkraft er blanke flader. Men det virker. Et tilfældigt zag hen over kanten af en lille sø, og hovsa! Opsuget glimt af et spejlbillede, gode gamle evigt unge Evigglad fyldes med optimisme, vinger der kan bære, glædesspredning og symbolik. Hun ved ikke helt hvordan det virker, men et par længere sving ud over sig selv, og hun fungere som hun skal: Glad, gladere, Evigglad. Muntert design, et renommé som yndig, sød, sjov, ret nær en firkløvers domæne. Evigglad på en mark af firkløvere… Dér har vi en mulig evighedsmaskine. der som bonus er evigt glad. Og fremkalder af gyldne øjeblikkes glans, photoshoppet og tilskåret, 100+ % følelsen som den var. På den mark, hvor en 6-årig lå og tabte sig op i solen, sanser åbne uden de filtre der senere bliver standard, og tanker på standby, overflødige som kun muligt præcis dét øjeblik. Det var dengang, jo, men også og lige så kraftigt eller mere, nu! Igen og igen. Lærken er en lille prik mod den evigtblå himmel. Som en af prikkerne på Evigglad. Men for meget af det gode er som bekendt for meget. For meget godt er noget værre næserynkende ildelugtende skidt, alt for meget godt smides direkte til storskrald. Marie Marie Marolle, flyv op til, -men hov, det er en anden mariehøne eller en anden remse, ikke en rigtig melodi der skal undslippes, men tilsølet i børnestemmer, og navnet Marie? Hvad er nu det? Nå og men og tja og jaja: Efter en kort identitetskrise trækker Marie Evigglad på sine imaginære skuldre. Hvor langt kom… Jo: Flyv op til vorherre og be’ om godt vejr. Altså! Hvem pokker har afgjort at Evigglad kan dét? Ret meget forlangt af en mariehøne, selv en Evigglad! Og sagt mange gange nok, er det næsten mariehøne-misbrug, en sag for de sociale myndigheder. Med alvorlige konsekvenser for Berit som Evigglad hedder, ikke Marie! -hjemme i Marollelund. De mange bønner om godt vejr er altså mere end man kan forlange udført. Turen frem og tilbage til vorherre er ikke bare et smut i Føtex, bønner på dåse, det er en pilgrimsfærd pr stedfortræder, og så skal Berit Evigglad forhandle med vorherre, der faktisk er lidt træt af al den beden om godt vejr. Det er jo også i overført betydning, “at be’ om godt vejr” har ofte alt andet end godt vejr at gøre. Det er en sag mellem mennesker, og deres langt mere gordiske verden. Evigglad, Marie Marolle, Berit er med på at have en lille rolle i dét cirkus, men så heller ikke mere! For meget af det dårlige er lige så skidt som for meget af det gode… Det ender galt for Berit, hun ER lidt for glad for at være Evigglad og Marie, med vorherre et sted over sig, endda med uafklaret magtfordeling. Udmattet af personlighedsspaltning og vrøvleord som Marolle, ender det på ubehagelig grov asfalt. Og det lige efter at være blevet fyldt helt op med drivkraft, hvor sortrandet. Nu gik det lige så fornøjeligt, søen ligger der stadig med et utal af spejlbilleder, nok til 100’vis af ture på forlangende af børn, til ihvertfald nogenlunde stabilt vejr hvis vorherre lige gider igen, tak… Det kunne være den 6-årige på marken, men dét øjeblik er igen forbi. Igen og igen, men dén pointe er vist trængt ind. Istedet… Evigglad, ikke med megen glæde eller evighed tilbage, krabber omvendt på vingerne, med en stor sko på vej ned over. Skyggen gør allerede verden dyster og skæbnesvanger. Evigglad er ligeglad med symbolikken, og får besøg, helt jordnært og tolkningstørt. Brumbassen, nåja. Den hedder ikke andet end brumbassen, men kunne da hedde Bent. Måske Bjarne? Det gør den heller ikke, men det bør den ikke spekulere på! Brumbasser kan som bekendt ikke flyve, så den flyver direkte ned men fejlbedømmer landingen. Et sekund eller tre står den stille på ingenting, vaklende mellem tyngdekraft og tro. Ren tegneserie, kig ikke ned! Til vingerne indrømmer at de ikke kan bære. Plop! En tragedie! Den overvægtige basse smasker lige ned på Evigglad, et tilfælde så usandsynligt, at det netop er et tilfælde. Og, som advaret om, næsten omgående, hurtigt sceneskift… Når Evigglad og brumbassen uden navn at se op? Ikke at flyve til vorherre, slet ikke, men det er alligevel kun relateret til vejr, så det ville ikke hjælpe. Så! -ganske som ventet. Klapper en størrelse 44 ned på dem begge. Nok kun en lille plamage set fra himlen eller alle andre steder end jordnært. Splat og slut… Nej! Det SKAL ende lykkeligt. Fokus omstilles hastigt og hektisk, før næste ‘Mariehønen Evigglad’ eller ‘Marie Marie Marolle’, (Navnet Berit og brummes manglende ditto bliver en biting, dé er ellers helt forbifløjet her.) Altså, der er, helt objektivt og fakta-baseret, rigeligt med Evigglad’er og brumbasser. Ingen grund til tårer! Ellers vedtages det, at Evigglad er fløjet op til vorherre og bliver der, bare for at sikre godt vejr i al evighed. Og brumbassen kunne ikke flyve, så dén er blevet meget klogere. Og det er også altid godt. Hvis det ikke er nok til en glad slutning: Lærken over den 6-åriges mark hænger stadig under himlen. Det gør den nu. Og igen og igen. Sådan. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: