Sommersjov.

SOMMER SKOV (2)

Han går en tur. Eller turen går ham, det er uden betydning. Det betyder alt, alt er ikke meget, alt for lidt. 

Himlen bliver hvidere, kommer tættere på. Presser hans skridt for skridt til krøllen asfalt op omkring hans fødder. Det er da bedre end brødkrummer, når tilbageturen skal findes. Han holder øje med et vendepunkt. Der burde være tydeligere skiltning! 

En metalgrøn hæk kvidrer som besat. Eller også er det ham, igen, besat af så mange cikaders overrumplende fælles kor. En decimal i celsius, og taktstokken slår an. Det kværner rundt i et punkt, cirkler altædende om et punkt, en knytnæve slår lyset ud af turen. 

Midt i en fortabt forgrening, rumlen fra sidegader og bag bjergkammen. 

Turen fører altid hjem, han er ikke sikker på at være med. 

Han håber at kunne stoppe på stedet, men stedet har aldrig garanteret at stoppe. Torvet blæser op, vinden flytter sig. En anden stol, men knytnæven kommer igen, ganske blidt krøller den huden af, tynde flager asfalt orker næsten ikke, turen rykker som i et plaster. 

Hvis han bare kunne fare vild. Men turen fanger. Det er også fint, hvis den ikke var så pokkers tam. 

Turen står stille, og glor med sine dumme koøjne. 

Han ser sig selv stirre tilbage, det er nok blot en refleks. Et spejl trækker øjne ud, ingen ser det i mørket. Det er mere lyst end nogensinde, himlen er for hvid. Maser ham dér et sted på turen, altid dét sted. Igen og igen, han slipper væk. Igen og igen, så skramlende en gentagelse, stilheden bag rummer alt det værste. Turen er blot smålyde. 

At komme hjem er det samme, igen og igen. Turen fortsætter med at begynde, eller han… 

Kigger sig skræmt omkring. Stilhed kan ligne en hvid himmel, en knytnæve, hudflager, koøjne, hjem igen.

Men hov! En gratis tur! Jamen altså… 

Han ER jo ikke uden håb. Håbløs, jo sikkert. Men lidt håb har han da gemt. Selv om turen rippede ham for det meste, den koøjede knytnæve! 

En ANDEN tur! Lidt som; ‘der er altid én der vinder’… 

Sådan en tur hvor stilheden jages bort af fuglekvidder. Selv stilhed har noget at frygte. De dovne hudflager lige netop gider blive på rette sted. Og ikke blot hopper på den næste vind. Bjergkammen flænser huller i den alt for lave hvide himmel. Så det sorte strømmer ud og krøller op, harmløse kruseduller. En anden tur. Dét er mere end håb, det er rendyrket held. 

To ture, hvor håbefuld kan man være? 

Han har travlt nu, eller travlt har ham. 

Hurlumhejhus, sikke en tur! 

    

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: