Sommersjov II.

SOMMERSJOV II

Sommeren raser afsted. Som en flok rabies-befængte klaprende rævesakse. Nej, det er ikke retfærdigt. Det er ikke alle rævesakse der har rabies. Og nogle er nysmurte, så de slet ikke klaprer, men er helt lydløse. Ret skal være ret. Denne tur er en løbetur. Med joggingtøj fra ’80erne og gammeldags gummisko. De mest lydløse sakse fungerer som en fortrop, har regnet hans rute ud, før han selv aner hvilke stok og sten vil regne ned over ham. Saksene hapser akillessener, hvor mange har man af dem? Han løber videre i svuppende gummi og efterlader prægtigt røde fodspor. Hvis han brugte øjnene i nakken, ville han være helt stolt over sådan at sætte mærker fra sit liv. Men øjne i nakken har han afskrevet som noget sludder. Han er ikke altid for kløgtig, sludder er nu engang det mest troværdige. Og ikke et spørgsmål om tro, men netop værdighed. Dét er der ikke så meget tilbage af, men hans løben i alle retninger på en gang plus i cirkler, er faktisk et forsøg på at finde den rest stolthed han gemte. Engang hvor fjolset ikke vidste at den slags kun er luft. Ret varm endda. 

Hans ridt på en hellig ko der forlængst er skrumpet ind i lommeformat, en ligegyldig ulykkemønt, bliver bemærket. Ikke så meget ham, synet bærer med vinden i alle retninger, 7 milliarder mennesker kan blive blinde af ét. Ret imponerende koordinationen. Næh, det er de ræve der ikke gider være sakse, der ser hans slingrende evighedsmaskine. Med en krøllet knuget laset fjerdryssende dyne i favnen. Hvorfor ikke? Alle har brug for en sutteklud til savl og snot. Men de ræveblå ræve, får deres øgleøjne op for den kravlende hurtigløber. Forklædt som hjælpsomme aliens fra befriende langt bag himlen, (der iøvrigt stadig er rædselshvid), giver de hånd. Rettere, tager først hans ene hånd, *knæk*, så den anden, *svup* (knap så knoglefast), så den tredje, *krsst* (uheldigt revet af ved albuen), så den fjerde, *knas-knas*, (dårligt udført, kun halvdelen af hånden, rævene bliver røde af skam!). Det holder dem lidt i skak, selv om han er så tæt på mat at remis ville være billigt sluppet. Men han fortsætter sin flintren gennem en verden der er gået i stå. Det er jo ikke til at se i farten! Og vifter derfor stadig med sine tre resterende hænder, ikke så meget efter hjælp, dén kan intet give ham. Det vidste han før han blev sendt ud, en budbringer uden noget at bringe, komplet nyttesløs. 

Det er absolut rimeligt, (hvis noget er, dén er stadig til debat), at spørge hvorfor han overhovedet løber?!? Svaret er pandedaskende indlysende. Ellers ville han jo stå stille! Og stilhed er som bekendt selveste helvede. Alle tænkelige og utænkelige Guder og Fanden selv bliver til støv under stilheds tryk. Og blæser væk, bag bjergkam og horisonter der aldrig har været. Men nærmer sig som en sandstorm, fra selv den mindste ansats til horisont fra en lav kantsten eller sprækken mellem to fliser. Horisonter er skam yderst kreative.

Aarrgh! (Et grammatisk noget bøvlet udtryk) -udbryder det fra et af hans ud- og nedglidende kropshuller, nasalt så nok en forhenværende næse. Aarrgh! En stribe, bredere end benstumpelængdehop kan klare, lægger sig mageligt udstrakt foran hans løben på stederne. Et gulliggrønt monster slasker sin tunge ud som afskudt slangeskind. Selv de mindste sakse, små fine ciselerede broderisakse, kender en tøven på smagen. Og fandme (Undskyld bandeord, det er kun på skrift…) om ikke den slimede løber, ikke ham og hans blodige sneglefartsspor, men monstrets 7-dobbeltklæbende tunge med sekundlim som faldlemme på hver millimeter, synger så smuk en morgensang, at han sprængt af befriet lykke kaster sig ud på alt for dybt vand. Han kan ikke svømme, så det er heldigt at vandet er løgn. Men hvis det er løgn, hvor finder vi så sandheden? Det må være næste once-in-a-lifetime oplevelse, lige rundt om et hjørne på torvet. Hov, der dukkede det torv frem igen, himmelnedfald, flettede faldne engle. Nej, engle hører ikke rigtig hjemme mellem alt dette. Jo, de faldne selvfølgelig. Hvor ER der dog mange modsatsninger og mellemklemte værender! Sådan er naturens orden, en skam at naturligt er en gang selvdestruktivt surdej. Hvad laver en bid af en ubagt bageopskrift nu her? Det er nu ikke helt dumt, kun tåbeligt set fra et synspunkt med O’høj-klap for punktet: Den lille hellige plasticko graves op fra troens kirkegård, dén har nemlig samlet lommefnuller nok til et ildfast fad, der kan bringe ham over monstermønstret. Jojo, han støder da frontalt ind i heldigheder på hans løbebånd. De småskrammer griner vi af, når vi engang gror nye munde frem. Gør vi ikke det? Engang? Bare én gang? Ord og lyde er jo praktiske mod dén dér stilhed, der er dømt til at være værre end noget der er værre end det værste…

Nå, men det var den fiksede, uden x, skæve og høje idé om at komme tørhovedet over den galdegule flod af myldrende monsterunger, uden at være et dovent drys der bare ender som foder forbudt for fisk, børn, og frelsende glorier engros. Indskudt uden sigte: Har hans løb mon den mindste risiko for at slippe fri for alle disse ord? Hvordan kan det nogen sinde ende sørgeligt nok? (Det var egentlig to skud, nok et jagtgevær?) Koen og bageren, med en lille svovlstik til at nedtone det eventyrlystne, kommer op fra ormehullerne med et samlesæt til en ark. Ikke ét ark, kun som del af manualen. Men en ark, ikke ulig den Noah gik ned med, godt den var bedre udstyret end Scandinavian Star. Gå væk, referencer til bølgen blå! (Skud nr 3, bare ignorér.) Over den stygge flod, der ikke hedder Styx, det ville være for latterligt, kom altså mand og mus. Gryden var så smart syet sammen, at hans blødende fødder og gummirester smeltede til to faste klumpestumper, og musene muterede til ydmygt tjenende rotter. Det er ikke alle rotter der orker at slæbe rundt på et dårligt ry.

Vel i bund på den anden side, med et skuffet uhyre kun med ikke særlig mættende reality-seere, kunne det være en slutning. Specielt med så få tilbage foran skærmen, produceren burde nok lukke og slukke. Men når alle kontakter og knapper er sat på netop dét, er dét så sat fast, at 1000’ende Houdinier kun kan ruske tremmer. Det er da også ganske sjovt, specielt med ble på i en rumstation. Det kunne være en kravlegård, men trods masser af storskrald i omløb, kan babytilbehør ikke rigtig klare kapløbet. De bliver så til meteorer og stjerneskud. Babyerne hviner af fryd, men ak, vi bliver voksne og hviner i stedet som svin, med en kraftig snert af grynten. Altså, hvor pokker bringer hans stakkels åndede løb ham hen? Der synes at herske en vis forstand, den er bare bundet fast til skoven uden bare træer, og dermed sur og stædig. En følsom sjæl… Muggen og gnaven til det sidste ord er sagt. Dét bliver en ekstra dyb depression, intet ord kan løsrive sig til lydform. Stilheden igen… 

Løbeturen stopper aldrig. Alting stopper altid, tiden er ikke glad for det, men alle ting stopper al tid. Hvilket rent logisk, ellers ikke noget vi er glade for, logik er en luskepels og ikke engang ægte hverken pels eller lusk. Men med modstræbende logik smurt ud over det hele, er hans løbetur så det eneste der er. Det bliver nok en smule ensomt, men han er ret træt af mennesker og andet halvlevende. 

Altså kommer han til at løbe i et tomrum større end universet før dét blev til. Uden et Big Bang at se frem til; kosmos orker ikke én gang til. Så han har sit løb og evigheden. 

Nåjo, måske har han også lidt sommersjov. 

Jeg tænkte en del over det, før jeg holdt op med det pjat. Og jeg tror han skraldgriner lårklaskende højt. Ekkoet må få al stilhed til at flygte i rædsel. 

Det er jo sådan set en lykkelig slutning. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: