KOP (2)

Et punkt i tid og rum vælges, benævnes så ‘start’. En start, starten, alternativt ‘begyndelsen’, men det har en klang af noget episk. Store armbevægelser og andre væsentlige punkter tilføjet. Det bliver noget rod, og sammen med en lidt for stor opvask, en truende krystalkugle, begyndende bippen fra alle halvvågne platforme, alt i alt et skridt eller fald tilbage til sammenknebne øjne. Derfor tages barbering billedligt, ikke kun i spejlet, men symbolsk. Selv om symbolik er usund morgenmad. Men udvalget af punkter er enormt, selv på 40m2 og med søvn i øjnene. Så har solen endda for længst smidt flere punkter ind i billedet, som prikker over horisonten, direkte ind gennem pupiller der slet ikke er klar til gymnastik, ikke engang Fabers patenterede version for optimistiske muskler. Vigtig hurtigt at lukke skærmen, før munde spærres op i smittende tonekæder. Et punkt snubles over, valgt på bedste måde, bunken af tøj fra igår og dagen før og hvem ved, så snoren klippes: Start! Vand i elkedlen, tænd, find kop, kaffe, ske, måske mælk eller sukker eller begge dele. Når vandet får 220 volt igennem sig, uden at skabe sig eller skubbe oprørte bølger over dét, så bland kaffe og eventuelt andre ingredienser i koppen. Ved tydelige og tætte bobler fra elkedlen, med et kendt klik som klimaks, hæld det omkring 95 grader korrekte vand i koppen og rør rundt med skeen. Efter det naturvidenskabelige eksperiment, bringes den mættede væske til det vanlige bord, stol og eventuelt avis, skærm, bog, nyheder, udsigt ved vindue hvis der er et vindue og en udsigt og hvis den benyttes, ellers, som det sikreste: Ubevægelig stirren ud i luften. Tanker der begynder at sive ind i rummet, klaskes ned mens de er børn, før de er store nok til at tænkes. Forsigtig og fraværende prikken på følsom skærm eller klapren på taster, en enkelt tastaturgenvej, og så heller ikke flere tidlige eksperimenter: Husk nippen til kaffen! Tilpas afkølet? Uden at være kold? Sikkert, rygradsfornemmelse for væskes fald i temperatur, rutinekendskab er en overset form for intelligens. Forskellige beholdere, kopper, er en variabel. Ligesom mængden af eventuel mælk, dén kan ændre sig efter alder og kaffens kvalitet, styrke, ristningsgrad, og muligt tilsat sukker. Og den faktor der i mangel af bedre kaldes humør. Den benyttes ikke, uheldige erfaringer… Vaner er tegn på ophøjet sindsro. Cirka halvvejs gennem den pr definition velsmagende drik, begynder dagens programpunkter at brede sig ud på bordet. En af de mere irriterende vaner. SÅ er det tid til at træde forsigtigt, rolige bevægelser for ikke at tirre bæstet, der aldrig ser ud som et bæst, hvilket gør det til det værste af dem alle. Punktet starten er trukket til bristepunktet, nødpunkter parat i bæltet som ekstra ammunition er heldigvis en del af beredskabet. STARTEN får små aflæggere, stiklinger hyller den skrøbelige krop og kop hurtigere end nogen bønnestage, grønt panser holder stillingen: Aerodynamisk; modvinde glider bandende rundt om og forbi, kan ikke nå at bremse, spild af energi, selv en skarp vending med hvinende udskridning giver kun spor på småskyer, stadige stædige skiftende angreb fra alle verdenshjørner, stød af styrke som den rødeste kurve. Alt preller af. Det glatte hylster næres blot af rasende blæst, ingen effekt trods væltede træer og flyvende hustage. Punktets underpunkter og startens genstarter, som rutinemæssig slurk af den perfekt blanding, nu med varsomt udtryk for tilfredshed. Så langt så godt, rettere så langt så lidt, hvilket i sagens natur er bedre. Men taktik må udskiftes med strategi, panserplanter visner og genopvarmet kaffe kan være bittert. Rummet rører på sig, luft åbner op for vinduer, vinden venter lige rundt om ude af syne, hævngerrig… Det er NU kampen skal vendes, fjendes lejr fejes af bordet, og dét er ikke blot viften fluerne bort fra opvasken. Pas på! Hold fast i koppen, sprængfarlige analoge kalendre kravler op ad bordben, uden at det mærkes som andet end en let kilden langs rygraden. Sværme af løse noter, om så på papir, skærm eller vedhæftede tanker, -klik IKKE på link’et!, vrimler frem. Godt skjult af et uheldigt distraherende ‘nb’:  Der er vist snart ikke mere kaffe, (mælk, sukker, etc ingredienser), koppen truer med at tørre ud, nyheder bliver pågående, -tag endelig IKKE stilling!, luften kan nu mærkes, både på ansigtets trækken sig sammen og som små hvirvler på væggen. Der også gør sig til, pynter sig til… Ja til hvad? Usikkerhed er en ellers god starts bævende læber og pumpen blod rundt hvor det ikke hører hjemme. Som i et hjem der kører på skinner. Afsporing, først enkelte sporskift, men valg efter valg… Deraf følgende mental eller fysisk skriven bag nogle ører, så uvægerligt ‘indkøb af…’, som næsten med sikkerhed afføder andre handlinger og tanker om, overlappende baglæns salto, flyverskjul i den sidste slat kaffe. Koppen er nu for tom til at være halvt fuld, svært at undgå vrøvlet om et halvt fyldt eller halvt tømt glas, en kop, hvadsomhelst der bringer “optimist” eller “pessimist” på bordet, hvor ingen af dem bør være! Ting på bordet vil jo tælles, stolen skal måske skubbes lidt ind under bordet, kop og ske skylles af, måske bruges opvaskebørste og middel, dét er endnu en variabel, hjernen larmer ulideligt: Punktet ‘start’ med kaffedrikning får sørgebind på. En smule vådt på bunden af koppen, er tørre tårer, trillende rundt i mindre og mindre cirkler. Til de og, alt inkl, samler sig til ubetinget overgivelse. Med nedslagne og slåede tømte øjne er overfladespændingen sunket til et niveau nær opgivende kedsomhed. Overfladisk småsnakker tilskuere som ‘Ekstra punkt for god opførsel’, ‘Benådning og amnesti’, endda ‘Fortsættelse’ om de skal blande sig. Eller lade naturen gå sin vej, de solforbrændte paralelle linjer der aldrig mødes, men ER det ikke for ondsindet, kan man byde en så nedgroet rutine dét? Men! Så! Jamen! Og Åh og Ak med vé og Krokodiller i egen væske og Lige Som Det Ikke Kunne Blive Værre… De uendelige vidder braser ind fra alle vægge og vinduer, ruller sig ud, oppustede egoer så langt øjne trækkes ud med vold, overlegent nedladende, tågehornstriumferende. Forestillingsevne, fantasi, koppeknusende vaneforbrydere, vilde løsslupne, punktforagt, kvasende fra de utallige horisonter med blodige kæber, stadig gnaskende… Den med værdighed accepterede overgivelse til ‘Slut’ med udsigt til en mild dom, i skyggen og diskret i ly af kaffesmag, rives brutalt væk under rummets fødder, bordet falder sammen til pindebrænde, selvantænder resignerende, hellere dét… Udråbstegn i strækmarch, løsner spændetrøjen, rutine og kop presses med sådan en kraft, at diamanter springer øjne op, og… Nok! Nakkeskuddet sættes ind som en forestilling fordi scenen er sat godt til rette, med smertefuld langsomhed. Så sæt jer dog! Smerte er vel også en vane eller rutine, eller kan blive det. Gentagelsens kunst, uddøende. Vinden får lov at markere punktet. 4 fremkaldelser efter tæppefald; smukt ført præcisionsslutning. En hjemløs afskallende hank men… Nej, intet at klinke. Starten er SLUT!  

MENTAL STYRKE

Prolog:

Slapsindet sygelig selvbevidst. Skam og fortrydelse grovædes af de store sorte fugle der lurer i de alt for mange cirklers brudstykker, der til forveksling ligner styrtdykkende datidssjæle, sorte også flokke, ikke til at skille fra de store sorte fugles knivskarpe mønstre.

Svigefulde syge silhuetter.

 

Mening. 

Beslutsom og viljefast. Hov nej, kuling med vindrester af storhed. Småfugle tumler rundt, panisk pippende. Smukt! Strid sammenkneben tid, fremadbøjet vinkelret nej, justeres til først 45 grader så måneder og år i én tilbagelænet let viften med en anden hånd. Besluttet vilje vertikal, fasthed er et kriterie for meget og ikke mere, ryggen lyner smerter fra glemte stillinger, åh nej ikke på alle fire, som en fugleflugt, baglæns kravlen frem på de skyer der skjuler himlens splinter, glimter skarpt ind i knæ og håndflader. Blodspor og vinterhi er ikke et rynket ansigt værd, forbandelsen rækker tunge, ganske korrekt og passende, optjent hån, latter og gråd på gamle analoge båndoptagelser.

Beslutsom bevidstløs og viljefast væk. 

 

Epilog:

Klovne og kujoner samler sig, former en hvirvel der ville være en vind hvis vingerne kunne bære. Bjørne, skyformede sorte, springer sultne ned fra den superlimede himmel. Deres tænder finder de i de mange spor der bliver et mønster et spind en sort lukket dør, kighullerne er obligatorisk notorisk sortseende. Øjne er et overflødigt onde. Lænker pipper rastløse. Tøvende vilje med vilje på afveje, glatis, nylakeret skinnende sort som en fjer. Vejet og fundet. 

Bjørnene har klikkende næb. Hvad ellers? 


Efterskrift:
Hvis du synes alt dette er noget vrøvl, skal du ikke være ked af det. Forståelsen kan svigte hos selv den bedste. Desuden er det en lidt undervurderet evne.

Så græd ikke over det du ikke forstår.

FIKTION

(“Mod Kernen” note 2…)

Nu siver vi gennem glasset. Forbavsende let, begge lag hjælper lidt til. Skubber blødt på. Ikke noget med at splintres eller hvad vinduer plejer. Et øjeblik hænger vi, lige udenfor, med ryggen mod det bløde glas, intet at holde fast i. Vi kigger ned fra sjette sal på fliser og beton, mærker næsten faldet begynde. Før billedet af vores kvaste kroppe når at blive til, mærker vi at luften er til at gå på. Det synes langt mere naturligt end at falde, selvom vi kan se flokkene af fugle i luften som den plejer at være. De dykker og glider på vinden, ned gennem den luft der bærer os. Verden er altså sjov idag. Men de ord og sætninger fuglene skriver med deres synkronsvævning, er stadig ikke til at tyde. Det er vigtigt, det ved vi. Men lige idag kan de væsentlige beskeder i luften vente til imorgen. Selv mågernes ellers stive skræmmende øjne er erstattet af et venligt glimt. Idags anledning. Fuglenæb kan smile, opdager vi også. Vi tager hinanden i hånden, eller har gjort det før vinduet blev blødt eller lang tid før. Så går vi i udsigten. Der er nok ret så langt, mange kilometer, men selvfølgelig ikke denne dag. Vi går præcis et passende stykke tid. Så et par skridt over én horisont, så hen over forstæder, små søde legehuse, så er vi på landet, mark og skov står smukt gyldent og grønt, bølgende i vinden under os. Her hvor vi går, er der kun en lun brise. Det er også helt naturligt, idag er ikke for ingenting idag. Vi kan godt mærke, at igår og imorgen raser over at være blevet så fuldstændig sat ud af spillet. Som ikke er et spil, det er bare noget man siger. Helt i tavshed, vi opdager også at ord er overflødige, faktisk lidt til grin. Ihvertfald kun et smil værd, men smil er meget værd idag, man kunne købe alt med smil, hvis der var noget at købe. Det er der nok dernede, men her hvor alt kan ses og intet synes nødvendigt, giver vi smilene til hinanden. Det er en god byttehandel. Nogle landskaber borte, kan vi nu se havet. Et par skridt, og stranden er lige under vores fødder. Vi kan høre at bølgerne med stor forsigtighed ruller i vandkanten. Kærtegner hvert sandkorn. Sludrer om vejr og vind med det sand der vaskes skinnende rent. Det er så idyllisk, at det næsten er løgn. Men idag er der meget langt fra næsten løgn til usandt. Længere end vi har gået. Når vi kigger bagud, kan vi se ikke bare vores egne spor, men tusindvis andre fra tusindvis af blinkende uknuste vinduer. Det ser lidt sjovt ud, perspektiv og vinkler vender og drejer sig efter behov. Så vi er nok ikke alene her ved havet, men der er ikke andre at se. Måske er der, lige idag, horisonter med strand og vand til alle der vil. Det er nok forklaringen, og det er nok alle der vil. Alle må ihvertfald, uanset hvem de er. Det er storsindet. Men ikke underligt. Vores sind føles også rummelige. Faktisk kan de rumme alt, også det der ikke kunne være der igår. Og det, der ikke får adgang imorgen. Hvis der kommer et imorgen og hvis igår var. Det synes helt forkert idag, men kun intet varer evigt. Måske er idag intet, det håber vi på. Det er alt, nemlig! Sandet under vores bare fødder er fint, rent, rart at gå i. Solen genspejles i havet, der er mere blåt end muligt. Men hva’, det er heller ikke muligt at svæve oppe på luften og gå i sandet samtidig, så havet er bare umuligt blåt. Det har det sikkert glæde ved, og hvem vil spolere glæde en dag ved stranden? Nej vel? Indbydende er det også, vandet. Selvfølgelig går vi ud i det. Det former sig om vores fødder, blidt, ømt og varmt, og vi tager nogle skridt videre ud. Stadig hånd i hånd. Allesammen. Vi véd godt at idag forsvinder hvis vi slipper. Sådan er det med den slags dage, der hverken er igår eller imorgen. Så jeg holder alle hænder, også dem der ikke er der. De kan alligevel holdes. Vandet bliver til noget andet, og mine fødder bliver mindre. Det havde jeg vist regnet med. Ja, det er meningen med idag, min mening, alle har deres, sådan er idag. Aldeles naturligt er det nu saftigt grønt græs jeg går på. Nej, mine små barnefødder løber igennem det, om et hjørne, til den anden side. Det gjorde de engang, det ved idag. Før der var igår og imorgen. Nu er der kun idag igen. Igen er det kun idag. Jeg tripper rundt hjørnet, ind i endnu en fantastisk kun idag. Ligesom igår var en idag, og imorgen vil være det. Intet kan ændre på det. Kun alt, men ikke endnu. Ikke endnu. Græsset er grønnere end grønt, men det må det godt være.

For hænder er til at holde, ikke fastholde. Derfor. Det er da logisk.

Idag bliver vinduerne bløde igen om mange år.

Det er godt. Ikke at vide.  

KRAGENATØJE

 

MED KURS MOD KERNEN. 

Natnoter om alt andet end dét. Måske. 

 

Stearinlyset er næsten brændt ned. Sådan! En sand sætning. Som Hemingway sagde var en god start. Og en pokkers masse har gentaget og formentlig forsøgt. Det er ellers et såkaldt bloklys, der skulle kunne brænde i dagevis. Det må være korte vinterdage. Så hyggelyset er rationeret, det får lov at sprede sin lille bløde cirkel nogle minutter ad gangen, og så et hurtigt pust. Det er lidt synd, men jo for dets overlevelses skyld. Den lille glød i vægen har intet at være fornærmet over. Desuden er det ikke lyset der så må sidde midt om natten, med det brutale sorte pressende mod vinduet fra den ene side, og det altædende kunstlys fra den anden. Med et resultat som en ussel kopi af Peter Lundin, endda uden hans sindssyge hvor de to sider mødes. Eller viser den revne, som stearinlys ellers så kønt glatter ud med små søde ord til. Som til et lille barn med mareridt, men vi er jo kun børn når vi er børn, så voksne har slet ikke brug for den slags. Eller finder bare nogle mere passende ord. Som hyggelys. Begrebet hygge indeholder en del stearin. Der er så noget der hedder ægte stearin, og altså noget der må være uægte. Falsk, vel. Men det er den slags spekulationer der kun er relevante for en søvnløs overtændt småknitrende hjerne. Der virkelig ved hvad der er godt for den selv, en kop ekstra stærk kaffe og, som ren luksus, nikotinhovedpine. Dér er ellers også skrap rationering. Ikke nok med det banale, at der bare ikke er råd til cigaretter, men stavekontrollen nægter at foreslå ord med antydning af røg. Dén er også med på en af verdens store overspringshandlinger. Den påstand hostes der diskret over, og en diskret hosten er absolut sidste advarsel. Og hvem behøver flere minuspoint på den sociale skala? Der er lidt ligesom den åbne Richter når det gælder jordskælv: Oppe over et vist tal, begynder decimaler at gøre forskellen på liv og død. Med den sociale skala er det bare ikke den store hjælp at kravle ind under et bord eller styrte ud i det fri. Og iøvrigt er der intet varsel, “livet leves forlæns, men karakterer gives baglæns”. Vi går i skole til vi dør, og der er uvarslet eksamen hvert sekund. Nej, det er nok overdrevet: Hvert minut. Et andet minut er der pludselig et øje der kræver at blive stirret på. Forudseende de senere krager. Månen, den uberegnelige humørsyge legekammerat, der som lille rev benene af sig selv i mangel af bedre, har betalt sig til et hul i mørklægningen. Den synes sikkert det er fryd at flimre faretruende, og et øjeblik er den lige ved at fremmane et andet øjeblik. For tidligt! Det bliver for kryptisk. Det ER stadig kun ord, månen bliver til “månen” bliver til et billede af sig selv. Det gør ikke hovedpinen mindre, men føles alligevel som en måske ufortjent og beskeden sejr. Fanget på fersk gerning! Det ferske bliver nu hurtigt harskt, og betragtet som gerning, ikke ligefrem af de større. Men hva’… Lidt har også ret. Når det ikke er forkert. Nu får den triste lille bund af hvad der engang var et bloklys derfor lige sin glorie, bare et øjeblik. 

Og så igen den elendige efterligning af en aldeles ufarlig Peter Lundin igen. (Denne gang fik hyggen en brat slutning: To våde fingre kvalte omgående den indignerede glød.) Slutning ja… Denne nat og dens skyggeverden får vel også en ende. Som så er begyndelsen til en ny dag. Som så igen, ikke mindst på disse breddegrader, meget hurtigt slutter, og så endnu en nat. Dem er der mange af. En del flere end der er dage. Dét er også en påstand, men mere acceptabel. Lidt absurd. Det er enten ‘kunstnerisk frihed’ eller noget meta-halløj i den lommefilosofiske afdeling. Så hermed fastslået: Der er flere nætter end der er dage! Lyset, ikke det af måske ægte stearin, men det grumsede grå der kradser på vinduet, lokker med en smule søvn. Det er snedigt. Så kan en let snorken overdøve de få timer med det dagslys, der trods en kvalitet som gaslys i tåge, lige fra en anonym tvillingedag i 1800-tallet, er mere eftertragtet og nødvendigt end nogensinde. Omvendt døgnrytme om vinteren så tæt på polarcirklen er… Nok ligegyldigt. Hvis ellers bare lageret med bloklys eksisterede, og pakken med cigaretter ikke, nånej, forbudt område. Så hellere krydsermissiler, armerede droner, folkedrab, hungersnød, tortur og dystopia, jordens undergang igen igen. (Dér var lige en halv påstand mere, her før lukketid.) Aldeles ærligt, er den store bekymring lige nu mere koncentreret om morgendagens påtrængende behov end det globale klima. Dét er egoistisk og kortsigtet som bare pokker. På den anden side: Om nogle timer gælder både den sociale skala og basale ting som mad og drikke. Det første er en smule latterligt, men umåde vigtigt for det næste. Rationeringsmærker uddeles kun til dem der kan fremvise en sund krop i et sundt legeme. Ikke en tydeligt træt rødøjet røgstinkende udmarvet knapnok person, nænej, vi har som individer et ansvar for os selv! Og er den næsten obligatoriske joggetur logget ind og kan fremvises? Intet smartwatch? Fra knapnok person til ikke-person, og så en diskret hosten. Lidt højere, tak. Mågernes skrig bliver hængende på himlen usædvanlig længe for tiden. Og kragerne har sylespidse øjne, næsten helt umenneskelige. 

Dette vrøvl har én eller anden sammenhæng, også med den noget oppustede overskrift om en kerne. Det eller den skal nok blive tydeligere en anden nat: Dem er der rigeligt af. Også selvom dagene skulle forsvinde helt. Vi lever alligevel i mørket, og hvis ellers der bare er hygge, ja så… Og forresten er der da andet end uægte stearin. Det var lige ved at blive glemt, som tiden dog går, nej det er noget andet den gør, det er noget med kernen, hvor tiden vakler, lige nu, men ikke nu. Det der skal huskes: Still, det er navnet, gav den dejligste fuck-finger til netop tiden og en masse af det bras den slæber rundt på. Så her er link’et til noget videoklip og et par fotos. Med tak for et af de øjeblikke der HAR noget med dén der kerne at gøre. Og hvorfor det var et øjeblik og ikke en koncert, som det sådan i almindelig forstand var, det hænger også sammen. Med noget der nok bliver formuleret en anden søvnløs nat. Nåja, link’et. Før dagens plagsomme parodier. Det er svært at afgøre. Om det er betryggende, at mågernes ophobede skrig og kragernes nærgående stikken er mere ægte. 

https://www.facebook.com/sdaniel.mantel/media_set?set=a.2652219758148731&type=3

Port eller Vindue...

Der skal så lidt til. Mindre og mindre. En stemme, nogle få toner, en svag duft, nogle gange så lidt at det næsten ikke er. Hvis det er. Når det er. Synet af et vindue med solens stråler brudt op, er mere end rigeligt. Mere end nok, måske, det vil vise sig. Det får det så lov til. Verden, den almindeligt vedtagede, fjerner sig. Giver plads, trækker sig tilbage. Den vil nok også helst være tilskuer. Er et gæt. Hvem ved hvad verden tænker? Den bliver i al stilhed til kulisser, neutrale og lettere farveløse. Om det er af respekt eller frygt, tja. Hvem ved? Det der kommer og fylder op langs rygraden, kan være næsten hvad som helst. Og så forudsigeligt, at kun mængden gør det uvist. Men altså, et vindue. Det er et fingerpeg, så heller ikke mere. En finger kan også pege i en helt forkert retning. Eller kaste sig ud i blindpegning, med risiko for at prikke et øje ud. Eller brække mod et hårdt blik. Fra en af de mindre behagelige ting der nu erstatter verden. Selv det egentlig smukke vindue med lysets mange farver, gør sig til noget uden betydning. Som del af verden, har det udført den smule der skulle til. I hurtige men glidende bevægelser, rokeres rundt på universet. Ja, såmænd. Endda lidt til; forestillingen om et univers gøres til en overflødighed. De små beslutsomme nu påtrængende evigheder, eksisterer ikke i nogen verden eller et univers, men det siger sig selv. Uden et ord. Hurtigere end, måske. De åbner sig, scenen er klar, tomrummet tager imod. Vinduet vender sig væk; bare for en sikkerheds skyld. 

Det er ikke åbenbaringer, tværtimod. Det er brugt liv. Og der er mange af dem; mere end rigeligt. Nogle snyder i køen, og smutter ind ad den port de selv er, hver enkelt. Om de så er et vindue, eller fremkaldt af. Alt er enten latterligt symbolsk, eller blottet for symbolik, eller begge dele. Som den første der folder sig ud. Bliver til, er mere korrekt. Igen og igen, så velkendte tilblivelser. Godt nok skal der mindre og mindre til, men at det var et vindue… Et andet vindue, et lille tagvindue engang, et bestemt sted. På en gammel seng, et gæsteværelse, og så udsigten. Lige netop høj nok, på tæer, til at se. Ud over byens tage, til fjorden. Og en lige linje, endnu længere væk, horisonten. Et banalt billede. Det banale spiller en meget stor rolle. Noget der spiller en større rolle end os selv, er vi sjældent glade for. Det kalder vi så, med nedladende tone, banalt. Men vi véd godt at det bare er noget vi siger. Synet gennem tagvinduet blev til et par første følelser, fornemmelser, bevidsthed trænger sig på. Dengang, og gør det nu igen og igen. De samme følelser er kun forstærket af gentagelse og tid. Hvad øjnene opfangede, dér ude over fjorden, mod horisonten, er blevet evigt. Hver gang… Dengang var der ikke ord at pakke det væk med, kun derfor så meget stærkere. Direkte. Ingen omskrivninger, de kom senere. En rar fornemmelse af ro. Af en stilhed for synet. En lydløs udsigt. Noget at finde hvile i, før det overhovedet var nødvendigt. Det var mere nuanceret end det. Og nuanceret er også en mange år senere tilføjelse. Oppe under taget, med tryghed kun en trappe ned, kom også ensomheden. Uden at den var farlig, for etagen under… Men den første undren, ikke blot gråd og savn, over det at være alene. Ikke nødvendigvis som trist ensomhed. Alligevel, gråvejr og som udsigt underligt… Bart. Uden noget. Næsten kun den der ser. Alene med en hel bys tage og en fjord og en horisont. Eller netop derfor, mere efterrationalisering. De minutter blev til nogle af de mest bestemmende for liv, adskillige liv. Men dengang gemt væk til senere brug. Af hvem eller hvad, kan man spørge. Eller hvorfor? Men ikke få svar. Aldrig. Heller ikke nu. Ned ad trappen, tagvindue og udsigt efterladt. Hvis der var et svar, ville alle de små evigheder nok droppe deres gentagen sig selv. Så gad de nok ikke. Men sålænge brugte stumper liv betyder mere end… Liv, ruller de sig gladeligt ud. 

Næste øjeblik bruger dramatiske effekter, tryller sig frem af det rene ingenting. Chokerende, den passive verden trækker sig lidt mere væk. Hvorfor nu dét? Ud fra et vindue? Og fra et et andet tidligere… Genkendelsen er omgående, men altid lige fyldt med rædsel. Dette er ikke noget der er sket i et liv! Det MÅ det ikke være! Det er løgn, det er… Mareridt. Absolut, siger en døende rest fornuft, mareridt, løgn og fantasi er liv, lad være at benægte. Så går det måske nemmere. Eller i det mindste ikke værre for hver gang… Navnet på en gade er det eneste der er. Øjeblikket, og dette er virkelig evigt, fortæller at det er der du bor. Gadenavnet, med husnummer og postkode, er kun et gadenavn. Det kan læses, siges højt indvendigt, hviskes, gentages igen og igen, råbes, skriges… Det bliver aldrig andet end et gadenavn. Rædslen er, at det burde fremkalde billeder. Af ‘Hjem’, og ‘hvor jeg bor’ og ‘min gade’, mit kvarter, min by, min seng, og hvorfor ikke, min udsigt… Dén slags. Der er intet. Ikke engang vage skygger i hovedet, kun sort. Du læser gadenavnet igen og igen. Og gør det så nu igen og igen. Og stadig kryber frygten sitrende rundt i blod og nerver: Du VÉD hvad begreb som ‘hjem’ og ‘min bolig’ burde fremkalde: Billeder! Der passer til… Intet er der, intet kommer, og det intet bliver ved. Det værste er at du ved det. At du har tabt. Ikke bare hukommelsen, men bare tabt. Alt. Du er mere hjemløs end en hjemløs, en person der ikke har en bolig: Du HAR et hjem, men vil aldrig kunne komme hjem. Og det ‘aldrig’ varer ved, måske er det derfor det hedder aldrig… Du KOM jo hjem, men først efter alt for meget aldrig. Og det er ‘aldrig’ hver eneste gang: Du VÉD ikke om du finder andet end sort intet. Hver gang. Du ender, så sikkert som eller som amen i kirken, med at forsvinde ind i dig selv: Det er dit nye hjem… 

Det er måske kun sekunder, højst minutter. Små evigheder behøver ikke megen plads. Du når knap at falde til ro, at huske dit hjem, dengang og nu, og begge hjem, før et svagt men distinkt skift i belysning markerer næste… Hvad det er, mere end brugt liv. Eller også gik en sky for solen, og det trængte ind fra det verdensfjerne vindue der startede det hele, det hele denne gang. Så mange gange det hele… der skal så lidt til. Mindre og mindre. 

Lyset ER et andet. Du ved selvfølgelig omgående hvor i et liv du er. Og hvad der nu skal ske. Igen. Det er en af de lidt blidere omgange. Det ved du er en kæmpe løgn, en af et livs største, men det hører med: Sådan oplevede du det. Så sådan må det være. At det blev til en lang række meget evige evigheder og øjeblikke af ugers længde… Det kommer også igen. Men nu er dengang. Du nyder ligefrem den første bid, eftermiddagen på torvet, en udendørs café i solen. De venlige mennesker omkring dig, og den kølige øl, en ny bragt med smil, et blik op mod uret på kirketårnet. Jo, der er da tid til at dvæle lidt, døse i varmen og ikke tænke. Solparasollerne blafrer, en hed vind fejer hen over brostenene, skyggerne trykker sig mod murene og smutter rundt om nærmeste hjørne. Du tømmer dit glas, og ser hvordan tiden bremser op. Alle bevægelser, også dine egne, fortsætter som før, men kapsles inde i en umulighed. Blæsten tager til, og de første små flager af din hud løsnes. Du er mere forbavset og nysgerrig end bange: Det er jo lunt og hyggeligt. Og det gør ikke ondt, heller ikke da dine bare arme og dele af ansigtet skrælles. Du ser din hud flagrer hen over pladsen som gamle aviser, men bliver blot vemodig. Nu ved du godt at det ikke kan ende godt. Det var ellers lige så rart… Du rejser dig, lægger nogle penge, hilser på folk, og går. Ud fra torvet, tænker lidt på aftensmad. Oppe mod himlen kan du se blæsten ret tydeligt. Under den himmel, der er den øverste hvælving i den umulige boble. Det hele får et skær af tristhed. Alt bevæger sig som før, men inde i en komplet stilstand. Det er en umulighed, men sådan var det. Og er for altid, ligesom du går, med huden i laser, ud fra torvet i al tid der findes, og en del mere. Igen og igen. Ja, vemod er den mest korrekte beskrivelse. Senere, tættere på, og bagefter, gik jeg i stykker. Men ikke dengang. Heldigvis; jeg kan stadig nyde vinden på min manglende hud. Og huske det som vemodigt, ganske som jeg føler det nu. Stemmer mod aftenen, bordene tages ind, følger mig ud til den slutning jeg ikke ved kommer. Som bliver en begyndelse endnu fjernere tilbage. Der skal så lidt til… Intet, faktisk. Vindue, var det. Stemmer nu. Men ikke fra torvet. Hej, er du med? Vi er altså på vej… 

Jojo, han bekræfter. Verden er kvik til at samle sig. Universet på plads og kører. Og resten er simpel øvelse. Måske garneret med en undskyldning om lige at skulle se… Vinduet. Mere end rigeligt. 

Støvet Stilhed så Sort Skræk så Sløv Sorg: Samme Sjæl?

 

(—EN KORT / ANDEN VERSION FINDES PÅ INSTAGRAM… )

%d bloggers like this: