Arkiv

Monthly Archives: oktober 2013

Som hovedløse høns der flintrer rundt og tror de har næb at hakke med. Nej. Ikke engang så avanceret. Som hovederne fra de hovedløse høns. Der tror de stadig er levende; stadig kan finde et korn hvis de roder nok i al verdens afskyelige affald. Blinde og uden den i forvejen lille hjerne, laller hovederne rundt i deres eget univers. På må og få; med en ubegribelig tro på en lykkelig slutning. Eller bare en nogenlunde værdig exit. I den verden de selv skaber. En vaklende ustabil verden, og alligevel hakker de ivrigt i de meget få bærende elementer. Så små hoveder, tumlende rundt i alle retninger uden den mindste idé om op eller ned. Og alligevel lykkes det dem at støde sammen og blive slået ud af kurs. De mere eller mindre afpillede hoveder, altid i en automatisk tro på at være målrettede. Enhver GPS eller en tracking-dims ville begå selvmord i deprimeret frustration. Eller grine røven i laser over den absolutte mangel på logik. Hvis den slags kan ‘grine røven i laser’, men hvorfor ikke?, -når høns kan løbe hovedløse rundt. Og deres afhuggede hoveder lave deres eget univers. Godtnok et et mangelfuldt, ufuldendt, laset og flosset univers. Med udefinerbare grænser. Men det er jo lissom alle universer. Bare tjek dem der indeholder mennesker… Jaja; “Nobody’s perfect” som en gammel film hed. Den med Marilyn, som næsten altid i rollen som dum sexet blondine. Ikke underligt hun begik selvmord. Hvorimod hovederne fra de hovedløse høns er for dumme til at tage deres eget liv. Den smule liv der er i dem; trods masser af bevægelse, larmende kaos, og opblæst massehysteri, er et stykke under hvad der kan godtages som liv. Ihvertfald intelligent. Det er ikke helt nemt at slå sig selv ihjel, hvis der ikke rigtig er noget at slå ihjel. Måske er det også derfor. At mord, som regel i form af simpel og dum vold, både er hverdag og næsten accepteret. Måske fordi det er så forsvindende ubetydeligt, det der dræbes. Der er mange opdelinger i det univers. Udflydende, og uden den store betydning. Og de fleste flakser, -hvis hønsehoveder kan flakse, -mellem de forskellige områder. Nogle er mest til hoveder der søger væske, som mange af dem så drukner i på de mest klodsede måder. Andre færdes hvor der indtages uren mudret dumhed. Af den slags de hurtigt bliver afhængige af, og som før eller siden ætser deres få hjerneceller væk. Så der tilbage kun er en hul skal af et hønsekranium, fikseret totalt på at opfylde et rent egoistiske behov. Lidt det samme som den store samling hoveder, der lever (hvis det kan kaldes det) med deres plirrende øjne klistret til en skærm. I dyb koncentration, så meget som de nu overhovedet evner at koncentrere sig… Men lad dem endelig i fred. Fredelig sameksistens. Som med så mange andre hoveder. Ellers kan de blive aggressive. Hakke øjnene ud. På den nærmeste. Det er så ofte dem selv. Det kunne være dig.

Hvor ER ligegyldighed dog en velsignelse! Der findes ingen følelse der kan sammenlignes med den. At være ligeglad! Hamrende inderligt flintrende ligeglad! Befriende skønt! Måske ikke kønt, og måske slet ikke udadtil. For andre. Men det er jo ligegyldigt! DE er ligegyldige… Ligegyldig fred; ligegyldig fryd! Næsten for godt til at være sandt. Så plejer det at VÆRE for godt til at være sandt… Men dette ER fred og fryd. Sgu næsten som en retoucheret barndomserindring om juleaften. Og det er ikke bare en lille fornemmelse, så’n et strejf af noget der smutter igen. Det er STORT! Fylder sind, tanker, sjæl, hjerne; hvad man nu foretrækker at kalde det og dem. På den mest overbevisende måde. Var det en del af noget zen-halløj, ville det være ren satori. Var det en kravlen op ad de faldefærdige forældede tolv trin, med varemærket ‘Minnesota-modellen’, ville man stå og grine på det 13. trin. Var det ét eller andet af de groft misbrugte profitjagende Mindfulness-kurser, kunne man med rette bede om pengene tilbage med renter. Ligegyldighed er den ultimative løsning. Så simpelt er dét. Julegaven man aldrig troede man fik. For stort et ønske… Men hallelujah! Og amen… Sagt med den dybeste ligegyldighed.

Der er fordele ved at eje et stort gammelt hus. Og når det så endda ligger halvskjult på en stor grund, der har fået lov til at udvikle sig til en uigennemsigtig jungle, ja så er det perfekt. Ove havde købt huset billigt, faldefærdigt som det var. Hvilket kun gjorde det endnu mere egnet. Ingen løftede et øje over det konstante byggerod; og at Ove ville stå for det hele selv, ja det var jo blot typisk ham. Han kaldte selv sin gamle kolos af en villa for sit ‘private evighedsprojekt; reelt håndværk og knofedt, fri for forbandet kunst’. Han havde ofte gæster. Udover Jonas, der var der flere gange om ugen. Deres samarbejde blev mere og mere givende; de kunne simpelthen noget sammen. Trods deres mildt sagt forskellige personligheder. Eller netop derfor, der var ikke rigtig andre end Ove og Jonas selv der vidste hvad det gik ud på. Men deres fælles værker var både unikke og salgbare. Det var da også tydeligt, at der var en helt speciel forståelse imellem dem. Hvad den nærmere bestod af, det var til gengæld umuligt at afgøre. Sådan var det også bedst. Men Ove knoklede med den gamle villa. Og kunne efterhånden med stolthed fremvise en renoveret stue, nylagte gulve, et gammelt loft forvandlet til gæsteværelser, et stort atelier med ovenlys, et fugtigt klamt kælderrum ombygget til en smuk vinkælder, -“Og la’ os da for helvede smage på sprøjtet; det er sgu ikke lavet for at imponere naboerne! Jaja, bare ryd den hylde, jeg ka’ altid gå til et par receptioner med den store frakke på. Hvor tror I det kommer fra? Som om jeg har råd til den slags vin. Kom, la’ os få omsat det til behagelige promiller.” Der blev holdt en del improviserede fester hos Ove. De unge skulle da ha’ lov til at være unge. Og naboerne boede tilpas langt væk. Selv ikke musikken, der overdøvede Oves latter når en af de unge gik under bordet, kunne høres. Ove selv kunne tømme glas efter glas, men alligevel holde et øje med sine gæster. Det store hus var frit land; et par kunne til Oves fornøjede brummen forsvinde ind på et værelse, andre i deres fuldskab tro at de var inspirerede og svine i hans atelier. Han vidste hvordan huset var bygget, og selv kælderen var tilladt område. Vinkælderen blev som regel besøgt i flere muntre omgange. Ove var rolig. Kælderen under kælderen var umulig at kende til. Og ingen kunne ved et tilfælde finde indgangen. Ove havde brugt al sin kreativitet til at skjule den. Og en del af den IT-forstand Jonas havde. Også på den måde var de et godt makkerpar. Lydisoleringen var perfekt; afprøvet så ikke en eneste nok så høj lyd kunne trænge derned. Eller, nok så vigtigt, omvendt. Og selv i sin halvbrandert, havde Ove altid tjek på hvor gæsterne var. Trods de bogstaveligt skudsikre foranstaltninger, kunne en helt usandsynlig og lang række af tilfælde skabe en nok så lille revne. Der så kunne få det hele til krakelere. Ove ville med garanti aldrig kunne samles igen. Der fandtes ikke lim, der kunne reparere den slags. Og Jonas ville samtidig blive knust. Trods den evigt lille minimale nervøsitet for opdagelse, var det nu engang en nødvendighed. Den næsten ikke eksisterende risiko, var endda en del af det. Men det var gennem multilåste døre, snedigt konstruerede sluser, forskellige diskrete alarm-systemer, og masser af CCTV, at de begav sig derned. Belønningen for timers hårdt arbejde. De havde te og kager med, endda sammen med det fineste porcelæn. Der skulle ikke mangle noget… Pigerne vidste ikke noget før Ove og Jonas stod der. Overraskelsen var en fryd i sig selv. “Jamen lille Eva dog, er du slet ikke glad for at se din egen Jonas? Hvis du vidste hvor meget jeg har savnet… Hov din kjole er da plettet. Den må du hellere tage af, så skal jeg nok vaske den… Nu skal jeg hjælpe dig…” Hans stemme var fyldt med ømhed og ægte omsorg. Ove var som Ove, ikke så meget snak, men direkte til sagen. Han løftede den helt stive pige op. “Haha, snuskebasse. Så er Onkel Ove her igen. Og se, vi har sgu alle mulige godter med til jer. Sig ikke at vi ikke passer godt på jer! Jojo, giv mig nu et rigtig knus… Jaaa, sgu. Dejligt, ikk’?” Oves skæg kradsede, og den lille pige forsvandt helt i hans favn. Janus og Ove udvekslede et hurtigt blik. Dette var at leve. Alt andet var ligegyldigt mellemspil. Deres øjne var lysende projektører. De andre piger sad eller lå uden at røre sig. Som kunne det gøre dem usynlige. Men de var ikke glemt. Snart ville de alle være med i legen. Ove og Jonas var nok voksne, men det betød intet. Ikke der, blandt deres piger. Det hele var så uskyldigt som… Ja, en leg.

Det var et brøl af og i mange dimensioner. Alle frekvenser samtidigt, og en kraft der i decibel ville sprænge ethvert måleinstrument… En udskrigning grænsende til lungesammenklapning. Og klappe, -måske en anelse ironisk?, -gjorde Baldrian også. Alexders minutlange brøl udover det det mindre brølende hav, var da også noget af en bedrift. De altid store bølger i det nordiske hav, var næsten blevet blæst baglæns af overraskelse. Eller måske blot bøjet sig i benovelse. Måske var de blevet lige så lamslåede som de fleste af Alexanders venner ville være blevet. Til trods for hans velkendte selviscenesættelse. En udvalgt positur på toppen af en klit, hvor hans skikkelse stod tegnet ganske imponerende mod himlen med de jagende eller flygtende skyer. Det var svært at fange Alexander i et øjeblik, hvor han ikke ville gøre sig godt på billede. Eller som central figur i et maleri. Eller, -måske lidt mindre flatterende, -som en tegning. Alexander og Baldrian var kørt til havet, kun nogle timers kørsel. I deres land er havet aldrig længere væk end nogle timer. Fastlandsklima hører til andre dele af verden. I dette nordiske land gøres en dyd ud af korte somre og lange vintre. At mørke næsten ikke er til at finde midt på året, men koncentrerer sig om at begrave mennesker og land i den kolde tid. Der er også fordele ved at landet ikke er stort nok til at have fastlandsklima. Altså hvad angår befolkning. Ikke at de er små, ikke fysisk, de er bare få. Trods ret høj befolkningstæthed, er der kun plads til nogle få millioner. Der til gengæld ofte gør hvad de kan for at fylde mest muligt. Hvilket egentlig ikke er særlig smart, men sådan er det bare. Og en anden historie. Måske. Der er også fordele. Ved at være et lille land med ikke så mange indbyggere. Som at få noget eller nogen, der i en større befolkning måske ville blive totalt overset. Alexander, -for nu at tage et ganske tilfældigt eksempel, -er jo en berømthed! En af dem der lyttes til. Selvfølgelig ikke af det store flertal. Masserne, folket, gennemsnittet; den slags ligegyldige individer. Men af de få ud af få der bedømmer og dømmer. Og anmelder og bruger adjektiver der kræver fremmedordbog, og skriver kronikker, og afskyr det ærgelige flertals mangel på interesse. Når nu det talmæssigt lille mindretal ved bedre end det talmæssigt også lille flertal. Men det var Alexander og Baldrian… At Baldrian var med på turen og idéen, er ikke så underligt. Baldrian holder meget af gode brøl. Mange brøl, vidt forskellige. Lige fra det lidt brummende og lavmælt knurrende farlige, over weekenders gågade-fuldemands-blanding af macho-vaklende territorie-afpisnings-skingren blandet med dyb bøvsen og bræklyde, til skærende skrig der får marv og ben til at ligne et røngtenbillede. Egentlig havde Baldrian ellers ikke så meget at gøre med Alexander. De var nok det der kaldes ‘bekendte’ og ikke det lidt finere og ret sjældne ‘venner’. Den slags bånd, -nærmere tynde tråde, -er jo til for at kunne ændres efter behov. Derfor kan én dags bekendt være imorgens ven. Og ikke mindst omvendt. Tilbagedatering og nye dato-mærker bliver flttigt brugt. Uden spørgsmålstegn; sådan er det nu engang. De to, Alexander og Baldrian, havde en personkreds til fælles. De mere eller mindre tilfældigt fælles bekendte tilhørte det vigtige mindretal. Dem der er kloge eller dumme nok til give udtryk for andet end almindelig tilfredshed. Det benyttede de sig af den dag. De ellers tynde og nemt forsvindende tråde der binder de to figurer sammen, blev i bilen omtalt som tovværk. Selvom de begge vidste, at den mindste neglesaks kunne klippe enhver forbindelse over. Men på vej mod brølestedet, var det andres frigørelse fra spindelvævet der blev snakket om. Baldrian og Alexander havde noget holdbart en hel dag; de skulle jo også tilbage igen. Ihvertfald er sådan en heldagstur sammen i bil, kun til at holde ud hvis venskab vedtages. Midlertidigt eller ej. De sidste kilometer var ad små markveje, indtil havet lå foran dem. Vildt og frådende; blæsten rivende så de vaklede; skyer der flintrede hen over himlen. Den himmel der altid bliver ufattelig stor, når der er et hav under. Alexander dirigerede dem en del rundt, før han fandt et passende sted. Han måtte jo tænke på det publikum der måske ikke var der fysisk, men altid og uden undtagelse i hans forestilling… Det tog Alexander en del tid at gøre sig klar. Baldrian fornemmede hvordan noget samlede sig i Alexander. Noget selvforstærkende; noget der måtte ende med en udladning. Som en gigantisk tordensky i sekunderne før lydmursbrag og blændende zigzaglyn. Og Alexander slap det ud… Eller løs. Eller fri. Eller slap sig selv; ikke til at afgøre. Baldrian smilede da også. Det var umuligt med Alexander. At afgøre hvad der var til ære for ham selv. Ligesom Alexanders billede af hvordan andres billede af Alexander… Hvad Alexander er… Er umuligt at afgøre. Måske, bare måske, også for Alexander selv. Derfor gjorde han ikke noget uden både livrem og seler; helgarderet uanset omkostningerne. Måske var det bølgebrydende brøl dét øjeblik, hvor selv Alexander slap sine egne tøjler. Måske ikke. Baldrian rystede, stadig smilende, let på hovedet. Det var ikke sådan lige at dissekere Alexander. Der var nok en del mere i ham, end den socialt i overkanten selvbevidste selvsikre selvglade selv-altmuligt figur. Der altid havde et imponerende farverigt neonskilt over sig; med ‘Alexander’ i skiftende gennemtrængende nuancer. Måske havde personen Alexander en del flere nuancer end han brød sig om at vise. Måske havde selv Alexander lag der lå dybere end hans bevidsthed. Hvem ved? Nok ikke Alexander selv. Baldrian stoppede den formålsløse tankerække. Rejste sig fra den sten, hvor han havde siddet og betragtet Alexanders one-man show. Gad vide om Baldrian også havde fungeret som publikum? Som et slags vidne? Og var idéen så, at Baldrian skulle sprede hele historien til andre? Han trak på skuldrene. Det ville vise sig. Eller ej. “Nå, hva’ så Alex-dreng? Skal vi sætte kurs mod nærmeste rasteplads? Jeg er sgu blevet sulten af alt den frygteligt friske havluft…” Alexander lavede en hurtig grimasse. Han brød sig bestemt ikke om at blive kaldt ‘Alex-dreng’. Kun Baldrian kunne slippe afsted med det. Lige netop. Og nok kun idag. Lidt hæs efter brølet overtog han styringen igen. “Jeps. Den er jeg med på. Lad os smutte. Jeg ved hvor der er en ok rasteplads.” Det vidste Baldrian også. Men han vidste også en del om hvordan Alexander var. Så han lod Alexander lege den der bestemmer… At lege er sjovt. Næsten lige så sjovt som at brøle. Også kun næsten.

Janus var lidt for dygtig til at tænke. Hvis alle ordene i hans evindelige tankestrømme blev stablet oven på hinanden, ja så ville han have sit eget private babelstårn. Komplet ubeboeligt, som så mange andre højhuse. Bunken ville forsvinde højt oppe i himlen. Hvor eventuelle guder ville sparke til de intetsigende ligegyldigheder. Man kunne også sætte ordene sammen i en kæde. Som ville nå rundt om jorden. Endda med rigeligt tilovers, til at binde en ordknude. Endda komplicerede knob. Som ville snære og genere, og måske ligefrem kvæle alt levende. Eller bare skære midt over, som en tynd udspændt stålwire. Man kunne såmænd også lade alle ordene fra Janus’ energiske hjerne bore nedad. Hvor fanden selv ville gå amok over at få den slags utøj i hovedbunden. Tænkte Janus, mens han tænkte på alt muligt andet. Han kunne godt blive lidt træt af alt det tænkeri. Så tænkte han at det måtte være rart ikke at tænke, ligesom et lille dyr der bare lever efter instinkter og nedarvet DNA. Det kunne han tænke over, indtil det stakkels uskyldige dyr var udstyret med en tænkende hjerne. Og så kunne Janus tænke over hvad de ville snakke om. Jo, Janus var noget af en tænker. Nogle gange tænkte han, at han ikke var andet. At han blot var en tankekonstruktion. Som så meget andet. Det var virkelig udmattende. Så tænkte Janus sig frem til, hvordan han kunne undgå at tænke så meget. Det krævede en del tanker at undgå at tænke.

%d bloggers like this: