Mental Styrke.

Prolog:

Slapsindet sygelig selvbevidst. Skam og fortrydelse grovædes af de store sorte fugle der lurer i de alt for mange cirklers brudstykker, der til forveksling ligner styrtdykkende datidssjæle, sorte også flokke, ikke til at skille fra de store sorte fugles knivskarpe mønstre.

Svigefulde syge silhuetter.

 

Mening. 

Beslutsom og viljefast. Hov nej, kuling med vindrester af storhed. Småfugle tumler rundt, panisk pippende. Smukt! Strid sammenkneben tid, fremadbøjet vinkelret nej, justeres til først 45 grader så måneder og år i én tilbagelænet let viften med en anden hånd. Besluttet vilje vertikal, fasthed er et kriterie for meget og ikke mere, ryggen lyner smerter fra glemte stillinger, åh nej ikke på alle fire, som en fugleflugt, baglæns kravlen frem på de skyer der skjuler himlens splinter, glimter skarpt ind i knæ og håndflader. Blodspor og vinterhi er ikke et rynket ansigt værd, forbandelsen rækker tunge, ganske korrekt og passende, optjent hån, latter og gråd på gamle analoge båndoptagelser.

Beslutsom bevidstløs og viljefast væk. 

 

Epilog:

Klovne og kujoner samler sig, former en hvirvel der ville være en vind hvis vingerne kunne bære. Bjørne, skyformede sorte, springer sultne ned fra den superlimede himmel. Deres tænder finder de i de mange spor der bliver et mønster et spind en sort lukket dør, kighullerne er obligatorisk notorisk sortseende. Øjne er et overflødigt onde. Lænker pipper rastløse. Tøvende vilje med vilje på afveje, glatis, nylakeret skinnende sort som en fjer. Vejet og fundet. 

Bjørnene har klikkende næb. Hvad ellers? 

---

Efterskrift:
Hvis du synes alt dette er noget vrøvl, skal du ikke være ked af det. Forståelsen kan svigte hos selv den bedste. Desuden er det en lidt undervurderet evne.

Så græd ikke over det du ikke forstår.