Så lidt…

Der skal så lidt til. Mindre og mindre. En stemme, nogle få toner, en svag duft, nogle gange så lidt at det næsten ikke er. Hvis det er. Når det er. Synet af et vindue med solens stråler brudt op, er mere end rigeligt. Mere end nok, måske, det vil vise sig. Det får det så lov til. Verden, den almindeligt vedtagede, fjerner sig. Giver plads, trækker sig tilbage. Den vil nok også helst være tilskuer. Er et gæt. Hvem ved hvad verden tænker? Den bliver i al stilhed til kulisser, neutrale og lettere farveløse. Om det er af respekt eller frygt, tja. Hvem ved? Det der kommer og fylder op langs rygraden, kan være næsten hvad som helst. Og så forudsigeligt, at kun mængden gør det uvist. Men altså, et vindue. Det er et fingerpeg, så heller ikke mere. En finger kan også pege i en helt forkert retning. Eller kaste sig ud i blindpegning, med risiko for at prikke et øje ud. Eller brække mod et hårdt blik. Fra en af de mindre behagelige ting der nu erstatter verden. Selv det egentlig smukke vindue med lysets mange farver, gør sig til noget uden betydning. Som del af verden, har det udført den smule der skulle til. I hurtige men glidende bevægelser, rokeres rundt på universet. Ja, såmænd. Endda lidt til; forestillingen om et univers gøres til en overflødighed. De små beslutsomme nu påtrængende evigheder, eksisterer ikke i nogen verden eller et univers, men det siger sig selv. Uden et ord. Hurtigere end, måske. De åbner sig, scenen er klar, tomrummet tager imod. Vinduet vender sig væk; bare for en sikkerheds skyld. 

Det er ikke åbenbaringer, tværtimod. Det er brugt liv. Og der er mange af dem; mere end rigeligt. Nogle snyder i køen, og smutter ind ad den port de selv er, hver enkelt. Om de så er et vindue, eller fremkaldt af. Alt er enten latterligt symbolsk, eller blottet for symbolik, eller begge dele. Som den første der folder sig ud. Bliver til, er mere korrekt. Igen og igen, så velkendte tilblivelser. Godt nok skal der mindre og mindre til, men at det var et vindue… Et andet vindue, et lille tagvindue engang, et bestemt sted. På en gammel seng, et gæsteværelse, og så udsigten. Lige netop høj nok, på tæer, til at se. Ud over byens tage, til fjorden. Og en lige linje, endnu længere væk, horisonten. Et banalt billede. Det banale spiller en meget stor rolle. Noget der spiller en større rolle end os selv, er vi sjældent glade for. Det kalder vi så, med nedladende tone, banalt. Men vi véd godt at det bare er noget vi siger. Synet gennem tagvinduet blev til et par første følelser, fornemmelser, bevidsthed trænger sig på. Dengang, og gør det nu igen og igen. De samme følelser er kun forstærket af gentagelse og tid. Hvad øjnene opfangede, dér ude over fjorden, mod horisonten, er blevet evigt. Hver gang… Dengang var der ikke ord at pakke det væk med, kun derfor så meget stærkere. Direkte. Ingen omskrivninger, de kom senere. En rar fornemmelse af ro. Af en stilhed for synet. En lydløs udsigt. Noget at finde hvile i, før det overhovedet var nødvendigt. Det var mere nuanceret end det. Og nuanceret er også en mange år senere tilføjelse. Oppe under taget, med tryghed kun en trappe ned, kom også ensomheden. Uden at den var farlig, for etagen under… Men den første undren, ikke blot gråd og savn, over det at være alene. Ikke nødvendigvis som trist ensomhed. Alligevel, gråvejr og som udsigt underligt… Bart. Uden noget. Næsten kun den der ser. Alene med en hel bys tage og en fjord og en horisont. Eller netop derfor, mere efterrationalisering. De minutter blev til nogle af de mest bestemmende for liv, adskillige liv. Men dengang gemt væk til senere brug. Af hvem eller hvad, kan man spørge. Eller hvorfor? Men ikke få svar. Aldrig. Heller ikke nu. Ned ad trappen, tagvindue og udsigt efterladt. Hvis der var et svar, ville alle de små evigheder nok droppe deres gentagen sig selv. Så gad de nok ikke. Men sålænge brugte stumper liv betyder mere end… Liv, ruller de sig gladeligt ud. 

Næste øjeblik bruger dramatiske effekter, tryller sig frem af det rene ingenting. Chokerende, den passive verden trækker sig lidt mere væk. Hvorfor nu dét? Ud fra et vindue? Og fra et et andet tidligere… Genkendelsen er omgående, men altid lige fyldt med rædsel. Dette er ikke noget der er sket i et liv! Det MÅ det ikke være! Det er løgn, det er… Mareridt. Absolut, siger en døende rest fornuft, mareridt, løgn og fantasi er liv, lad være at benægte. Så går det måske nemmere. Eller i det mindste ikke værre for hver gang… Navnet på en gade er det eneste der er. Øjeblikket, og dette er virkelig evigt, fortæller at det er der du bor. Gadenavnet, med husnummer og postkode, er kun et gadenavn. Det kan læses, siges højt indvendigt, hviskes, gentages igen og igen, råbes, skriges… Det bliver aldrig andet end et gadenavn. Rædslen er, at det burde fremkalde billeder. Af ‘Hjem’, og ‘hvor jeg bor’ og ‘min gade’, mit kvarter, min by, min seng, og hvorfor ikke, min udsigt… Dén slags. Der er intet. Ikke engang vage skygger i hovedet, kun sort. Du læser gadenavnet igen og igen. Og gør det så nu igen og igen. Og stadig kryber frygten sitrende rundt i blod og nerver: Du VÉD hvad begreb som ‘hjem’ og ‘min bolig’ burde fremkalde: Billeder! Der passer til… Intet er der, intet kommer, og det intet bliver ved. Det værste er at du ved det. At du har tabt. Ikke bare hukommelsen, men bare tabt. Alt. Du er mere hjemløs end en hjemløs, en person der ikke har en bolig: Du HAR et hjem, men vil aldrig kunne komme hjem. Og det ‘aldrig’ varer ved, måske er det derfor det hedder aldrig… Du KOM jo hjem, men først efter alt for meget aldrig. Og det er ‘aldrig’ hver eneste gang: Du VÉD ikke om du finder andet end sort intet. Hver gang. Du ender, så sikkert som eller som amen i kirken, med at forsvinde ind i dig selv: Det er dit nye hjem… 

Det er måske kun sekunder, højst minutter. Små evigheder behøver ikke megen plads. Du når knap at falde til ro, at huske dit hjem, dengang og nu, og begge hjem, før et svagt men distinkt skift i belysning markerer næste… Hvad det er, mere end brugt liv. Eller også gik en sky for solen, og det trængte ind fra det verdensfjerne vindue der startede det hele, det hele denne gang. Så mange gange det hele… der skal så lidt til. Mindre og mindre. 

Lyset ER et andet. Du ved selvfølgelig omgående hvor i et liv du er. Og hvad der nu skal ske. Igen. Det er en af de lidt blidere omgange. Det ved du er en kæmpe løgn, en af et livs største, men det hører med: Sådan oplevede du det. Så sådan må det være. At det blev til en lang række meget evige evigheder og øjeblikke af ugers længde… Det kommer også igen. Men nu er dengang. Du nyder ligefrem den første bid, eftermiddagen på torvet, en udendørs café i solen. De venlige mennesker omkring dig, og den kølige øl, en ny bragt med smil, et blik op mod uret på kirketårnet. Jo, der er da tid til at dvæle lidt, døse i varmen og ikke tænke. Solparasollerne blafrer, en hed vind fejer hen over brostenene, skyggerne trykker sig mod murene og smutter rundt om nærmeste hjørne. Du tømmer dit glas, og ser hvordan tiden bremser op. Alle bevægelser, også dine egne, fortsætter som før, men kapsles inde i en umulighed. Blæsten tager til, og de første små flager af din hud løsnes. Du er mere forbavset og nysgerrig end bange: Det er jo lunt og hyggeligt. Og det gør ikke ondt, heller ikke da dine bare arme og dele af ansigtet skrælles. Du ser din hud flagrer hen over pladsen som gamle aviser, men bliver blot vemodig. Nu ved du godt at det ikke kan ende godt. Det var ellers lige så rart… Du rejser dig, lægger nogle penge, hilser på folk, og går. Ud fra torvet, tænker lidt på aftensmad. Oppe mod himlen kan du se blæsten ret tydeligt. Under den himmel, der er den øverste hvælving i den umulige boble. Det hele får et skær af tristhed. Alt bevæger sig som før, men inde i en komplet stilstand. Det er en umulighed, men sådan var det. Og er for altid, ligesom du går, med huden i laser, ud fra torvet i al tid der findes, og en del mere. Igen og igen. Ja, vemod er den mest korrekte beskrivelse. Senere, tættere på, og bagefter, gik jeg i stykker. Men ikke dengang. Heldigvis; jeg kan stadig nyde vinden på min manglende hud. Og huske det som vemodigt, ganske som jeg føler det nu. Stemmer mod aftenen, bordene tages ind, følger mig ud til den slutning jeg ikke ved kommer. Som bliver en begyndelse endnu fjernere tilbage. Der skal så lidt til… Intet, faktisk. Vindue, var det. Stemmer nu. Men ikke fra torvet. Hej, er du med? Vi er altså på vej… 

Jojo, han bekræfter. Verden er kvik til at samle sig. Universet på plads og kører. Og resten er simpel øvelse. Måske garneret med en undskyldning om lige at skulle se… Vinduet. Mere end rigeligt. 

Støvet Stilhed så Sort Skræk så Sløv Sorg: Samme Sjæl?

 

(—EN KORT / ANDEN VERSION FINDES PÅ INSTAGRAM… )