Vi, Danmark, er i STOR STOR fare! Mener vi, det demokratisk valgte flertal, og flere og flere, og så må det være korrekt. Et domokrati er retfærdigt.
Vi, Danmark, smider bomber et sted langt langt væk. Der er nemlig krig, og der er nogle MEGET MEGET onde. Der er vist også nogle halvonde og bare lidt onde. Det kan være svært at afgøre, eller beslutte, ved sådan en krig langt langt væk. Selv for os, Danmark, et oplyst demokrati.
Der, langt langt væk, bor også en masse ganske almindelige mennesker. De er bange for de meget meget onde. Og de bryder sig slet ikke om at få bomber i hovedet. Bomber kan desværre have lidt svært ved at se hvem der de meget meget onde, og hvem der blot er almindelige mennesker. Det må man tage med når der er nogen der hjælper mod de meget meget onde, det ER jo krig, så det er med at huske at være taknemmelig. Også når de bomber rammer lidt forkert; at familien måske dør ER nu engang hvad der kan ske.
Der er INGEN der synes om at være midt i en krig. Kun måske de meget meget onde. De synes vist endda det er helligt at dræbe. Hvorimod vi, Danmark, smider bomber på et næstekærligt kristent demokratisk grundlag. Derfor gør vi det; fordi de godt kan lide krig. Det kan vi, Danmark, ikke. Men det er jo langt langt væk, og vi gør det kun fordi de er så meget meget onde.
Ak og vé, for DÉT er begyndelsen på den STORE STORE fare!
De almindelige mennesker gør nemlig som vi, Danmarks folk, også ville gøre. At flygte. De flygter fra de meget meget onde. OG alle bomberne fra de gode. Der er rigtig mange almindelige mennesker. Ligesom i Danmark. De skynder sig, meget meget bange, at forlade deres hjem og hjemland. En strøm af skræmte mennesker, der meget fornuftigt bare vil væk.
Og SÅ bliver det rigtigt FORUROLIGENDE!
Vi, Danmark, og alle de mange andre der smider retfærdige bomber mod de meget meget onde, langt langt væk, men for at være retfærdige og hjælpsomme, KUNNE nok have forudset det.
Vi, Danmark, med SÅ mange eksperter og vores demokratiske valg om at bombe nogle meget meget onde langt langt væk, for at være hjælpsomme og retfærdige, vi er jo ret så kloge.
MÅSKE kunne vi regne ud, hvad enhver krig plejer at gøre:
At få en masse almindelige mennesker til at flygte.
Mon ikke vi, alle almindelige danskere, ville gøre det samme?
Prøve at flygte fra de meget meget onde? OG fra den krig der ødelægger landet? Måske ville vi så tænke, at dem der hjælper os ved at smide bomber langt langt væk fra deres gode land, også vil hjælpe os på andre måder? Det må jo være rare retfærdige mennesker, når de vil hjælpe SÅ langt langt væk, og heller ikke kan lide de meget meget onde. De bomber jo for vores skyld, for at gøre verden bedre, for at befri os fra de meget meget onde! Det siger alle deres eksperter og demokratisk valgte bestemmere, og de er endda stolte af deres velfærd, menneskerettigheder, retfærdige demokrati. Ja de skulle ligefrem være nogle af de mest tilfredse og lykkelige mennesker i hele verden. Og har råd til at sende fly med bomber så langt langt væk. Man må endda sige helt hvad man vil, i deres land, og det står i deres lov at de ikke dømmer på race og religion og den slags. Hvis vi, danskere, måtte flygte fra en krig, ville vi da meget gerne bo i sådan et frit land.
MEN! Der er dog en grænse. Det diskuterer det demokratiske hjælpsomme land ivrigt.
Og så er VI den store store fare! Vi bliver samlet i nogle lejre, lige ved siden af vores ødelagte land, og de tæpper og det mad vi får, er slet ikke nok til de flere og flere der kommer flygtende. Men det er jo også dyrt at flyve rundt og smide bomber; så der er knap nok råd til at vi kan overleve. Vi vil meget gerne ud af indhegningen, have lov til at bestemme hvor vi kan flygte hen. Men selv om vi er ganske almindelige mennesker, er vi jo ikke HELT som dem der hjælper med bomber. De heldigste af os får lov at komme ud. Små flokke i togtransporter.
De fleste af os er blevet et MEGET stort problem. Faktisk en større fare end de meget meget onde, der efterhånden er de eneste i vores land. Mens vi helst skal blive i vores telte. Vi forstår det nok ikke helt, men vi er måske heller ikke så kloge som dem i det lille land langt langt væk. Vi kan ikke rigtig forstå, at det ikke mere er de meget meget onde der er de farligste.
Nej nu er det os, de flygtede, der er den STORE STORE fare!
Vi, altså Danmark, er heldigvis dem der smider bomber. Og ind i mellem hjælper vi da også de almindelige mennesker i lejrene. Nok mest for at de skal blive langt langt væk.
Vi, Danmark, er generelt godt tilfredse med vores indsats. Det siger eksperterne også. Vi kan, med visse fuldt demokratiske forholdsregler, fortsætte med at være lykkelige.
Vi har defineret og inddæmmet den STORE STORE fare.
Smuthuller klares ved den nødvendige grænse.
Vi kan roligt bombe videre.
NB!:
OVENSTÅENDE TEKST ER IKKE UDTRYK FOR ET POLITISK STANDPUNKT.
OG SÅ HAR JEG LIGE LÆST, AT BUSSER MED FLYGTNINGE FÅR LOV…
TIL AT KØRE IGENNEM DANMARK PÅ VEJ TIL MODTAGERLANDET SVERIGE.
Daniel Mantel. Fortællinger, fiktion, fup og fiduser... 