Det er ikke altid jeg gider tænke. Og slet ikke tænke over hvad jeg tænker, for at få de tanker til at blive ord. Det kan virke stik modsat. Ordene synes tanketomme og bare bedøvende kedelige. I bedste fald noget forvirret volapyk, i værste fald lige ud ligegyldigt. Ikke værd at spilde tid på. Når jeg ikke orker at slæbe mig igennem noget der slæber sig afsted, hvorfor pokker skulle andre så? Jeg véd hvad det hele drejer sig om, og jeg véd hvordan det skal drejes. Men det har intet med dette at gøre, måske lidt med ‘Start/Slut’, men ikke meget. Så er jeg tilbage ved de røvsyge rablende tankerækker, og… Jeg bliver træt bare ved tanken. 

Så kan jeg finde en raptus frem, og få dén til at bestemme. Sådan en raptus er en sær størrelse. Den kan finde på alt muligt der ikke har med ord at gøre, så jeg er nødt til at at holde den i kort snor, ellers stikker den af. Ud ad en tangent der ikke behøver at være tanker eller ord, eller en tangent. En raptus er ligeglad med geometri og den slags, den er faktisk ligeglad med alt andet end hvad der har lokket den frem. Så når jeg skriver at jeg skal få den til at bestemme, er det lidt en løgn. Jeg skal bestemme hvad den må bestemme. Det er måske selvmodsigende og ihvertfald manipulerende. Men det er helt fint, det er som det skal være. Sådan er en raptus nemlig selv. Og iøvrigt også frejdigt fyldt med løgn, så alt i alt passer vi meget godt sammen. Altså, raptus, begynd! (Linjeskift, og så… Værsgo’!) 

Start/Slut no 2 kan kortes af til S/S no 2. Det kan lyde som et skib. Betegnelsen s/s står egentlig, hvad enhver ved, for ‘steam ship’. Altså er no 2 et dampdrevet fartøj. Bestemt ikke et n/s, som selvfølgelig er nukleart drevet, men måske beslægtet med en d/b. Egentlig er der vist ikke skråstreg mellem lige dén, en ‘derrick barge’, en flydekran. Man kan også sagtens sejle med en SS altså uden skråstregen, men det kan give association til en organisation der ikke er så egnet til at lade en raptus være alene med. En raptus er nemlig ikke nødvendigvis politisk korrekt, så det kunne blive en smule pinligt. Der trækker jeg en streg i vandet, som raptus og S/S no 2 ser på sonaren som undersøiske klippeskær. Farligt farvand! Har s/s no 2 overhovedet sådan nogle undervandsører, en sonar? Kan man høre klippeskær? Nå, hvis en trawler kan høre om det kun er én fisk der snakker med sig selv, og dermed ikke værd at skrabe bunden for, eller om det er en stor flok der råber i munden på hinanden, så kan s/s no 2 også høre undersøiske trusler mod den gode tone. Nu bliver det for teknisk, også selv om min søstærke raptus kender alle de maritime udtryk. Og s/s no 2 har jo ikke engang forladt flydedokken endnu! Jamen raptus altså… Få så fyret op under kedlerne og kappet navlestrengen: Vældige oceaner af vådt vand venter! (Et ocean er sådan set vældigt, det er derfor det hedder et ocean. Og oceaner er næsten uden undtagelse vand, og det er næsten uden undtagelse vådt, så det er lidt noget vrøvl. Men det lyder da meget godt.)  

Så! Det bliver søsat. Nu vil det vise sig om s/s no 2 er vandskræk! Eller byder de største bølger og dybeste dale op til en jævnbyrdig dans. S/s no 2 er måske ikke som en Mærsk-tøs eller i Ever Given-størrelse, men dog et til vand beregnet fartøj. Bliver døbt med champagne-smadr og det hele. Men glasset i sådan en champagneflaske er faktisk ret kraftigt, det skal jo modstå et indre tryk. Der skal flere forsøg til, før den svinger sig op til at splintres. S/S no 2. er et slags skib eller en båd, ihvertfald noget flydende damp, men ER nok også lidt en tanke. Ligesom en raptus, gået helt skarpt på klingen, ikke kan sige sig fri for en smule tænkeri. Og en tanke, selv af raptus-klassen, er mere blød, eftergivende og opslugende end supertanker eller et containerskib. Men til sidst klirrer det da, og skårene fanges mellem klappende hænder. Stabelafløbning. Hedder det. Også tanken får sine berusende bobler, raptussen slingrer en smule. Tankeafløbning er ikke et ord. Og hvis det var, ville det være for nemt. For tænkt, og denne gliden langsomt fra land til vand er yderst konkret. 

Tænker jeg. Og bliver irriteret på mine tanker. Meget. Sur endda. S/S no 2 skal være mere end en tanke! En ægte raptus! Sådan en der kan sejle på de store oceaner uden at blive mistænkt for at være på afveje. Hedder det afveje på vand? Det tænker jeg på, koncentreret, indædt. Det kan jeg mærke på min pande, den er rynket så dybt, at det næsten er hylder der kunne sættes potteplanter på. Den tanke afleder mig fra skibet, og sådan kunne jeg og tankerne blive ved. Igen, som så ofte, så trættende. (Linjeskift med

*suk!*) Men så er det at den raptus kommer til undsætning, og S/S no 2 igen får vind i sejlene. Heldigvis! Ud mod fjerne kontinenter, raptussen står ved roret og alt er gævt og nordstjernen stråler og sømandsviser skråler og raske gutters sunde kammeratskab med en pige i hver en havn og så er det ved at være planken ud! Min raptus vender det sorte ud af det ene øje, et sidste forsøg på at holde kursen. Ret så cool, dét der pirat-look. S/s no 2 hælder så faretruende, at det er øjeblikket før kvinder og børn først. Og min raptus basker med finnerne, flyvefisk-flugtforsøg, men s/s no 2 går ned med mus og mand. (Det er bare noget man siger, der var hverken mus eller mænd.) 

På den kedelige måde: Jeg mærker at jeg ikke rigtig er med kurs mod horisonten og med sydhavsøerne lige om hjørnet, jeg bruger godtnok en raptus, og trods fint styrmands-certifikat kan den ikke holde s/s no 2 flydende. Tankerne gør mytteri. De forbandede landkrabber! Blinde passagerer, der pludselig vælter op fra skibets dyb, der hvor dampen bedrøvet har mistet pusten. Blinde ja, ikke smarte klap-for-øjet pirater, men helt uden syn for det prægtige ved det barske men ærlige og bundsolide sømandsliv. Tanker der har prikket synet af naturens storladne gaver væk. Tanker der kunne, hvis de var bare en smule i harmoni med universet, bruge synet til at pakke ud. 

Jeg er ikke i harmoni med ret meget, og min raptus har trods alt også sine regler at overholde. Arbejdstid, overenskomst, overtid og betaling. Har jeg tænkt på det? Typisk, så selvoptaget, selv når jeg lader som om jeg lader en raptus optage mig selv. Pokkers! (Og en hel del andre bandeord, der ikke er spor maritime eller bare Kaptajn Haddock-agtigt underholdende.) 

Tænk hvis jeg så bare tænkte noget vigtigt. Tænk hvis jeg kunne fortsætte med at søsætte, om så bare i tankerne, måske med hjælp fra en ny raptus, det ville da være… Noget? Min raptus vender mig ryggen, den pakker sin vadsæk. Med beskøjter, kompas, og kølvand. Den har fortjent sin orlov, og er iøvrigt træt af at skulle lege slæbebåd for min plimsoller af en dødssejler, min s/s no 2. 

Men.

(Nej squ, med versaler og udråbstegn! For at understrege at der sker et væsentligt skift, så også med både kursiv og i ‘bold’:)

MEN! 

Jeg har da stadig en krop, selv om det mest er en beholder til tanker, jeg har da ben, arme, øjne og vistnok en hud til at holde det hele inde. Og et skelet så det ikke bliver til grød, alt det der hele. 

! (Hele dynen og direkte understreget:)

Jeg styrter ned til havnen, med tøj og tanker flagrende i vild uorden efter mig. Jeg er igang! Aktivt! Jeg bevæger mig. Af mig selv, med næsten ingen tanker. (Tænker jeg næsten ikke!) Jeg sætter alle mine sanser på spil, hvo intet vover og alt det der. Man skal starte et sted, og mit sted er altså at få det pokkers skib ud at sejle. Mit blod er ren flammende adrenalin. Min krop vrider sig i alle retninger, hvordan!?! Kan jeg aktivt være med, jeg brøler min handlingsvilje mod alle verdenshjørner, og glemmer ikke de subtile ekstra dimensioner. Jeg er til stede i verden, ét sted i en fysisk virkelighed. Det er stort! Det er livet! Jeg er i mine omgivelser, mine omgivelser er omkring mig! Der sker en udveksling af atomer og endnu mindre størrelser, jeg er en del af alt! SÅ bliver det altså ikke større! 

Tummelumsk fornøjet! S/S no 2 fortøjet. Sikke dog en success! Jeg overgik mine egne forventninger, tænkte mig ud af de åndssvage tanker, og GJORDE NOGET! Det er jeg fuldt og fast overbevist om. Jeg er stolt og træt. 

Jeg vil nu nok betænke mig på at sætte flere skibe i verden. Selv om jeg nu er blevet en handlingens mand! 

Mere end det. Med mine bare næver, (det er løgn, men lyder godt), fik jeg afvist et angreb fra de dødsforagtende og dødsmærkede blinde pirater, de blev klynget op i stormasten. Hvor de så kunne vække mig til eftertanke. Dét var så lige lidt forkert formuleret. Det er sværere uden min raptus i ryggen, bogstaveligt min egen kære lille søulk med et blink i det ene øje. (Bogstaveligt skal ikke tages bogstaveligt.) Ingen skal kapre S/S no 2 så længe jeg står ved roret! 

Min raptus har pakket sammen. Vi er begge udmattede og tæt på at falde hen, og dét er en lumsk bidevind! Et haps, og det suser rundt i hovedet. Men vi tager afsked med hinanden med vemod og næsten en tåre. At en dygtig raptus for tiden er en sjældenhed, gør det ikke mindre svært at slippe den. Der er stor mangel på en veluddannet raptus, og dårligt trænede vikarer udgør op til 75% af dem der kommer ind i tankerne. Det er foruroligende for enhver, men så er der da, til nød og med redningsvest, andre beslægtede som fikse idéer og simple manier. Men der nu ikke noget som en ægte raptus. Bliver vi enige om. Vi sludrer lidt videre, mens den afmonterer sine ingredienser. Den er ikke uvillig til at efterlade en hel del af de ting der ellers bare ville flyde tankeløse rundt. Først som mærkværdige genstande i brændingen, brusende mod kysterne, hvert bølgeslag pinefuld sødme.

Pindebrænde-melankoli.

Vores snak får længere og længere pauser, ikke fordi der ikke er rigeligt at tale om. Men der gøres plads til de forviste tanker og deres snigen sig stille tilbage. Vi ved jo godt at sådan er det udenfor arbejdstid. Når skibet ligger stille for natten, med strimler af tåge i månelyset, og op ad ankerkæden kommer tankerne. Vi følger dem, lidt trist, men ved at sådan er det. Ingen kan være hverken raptus eller tankeløs døgnet rundt. Selv ikke med hjælp fra alle 7 have. Vi nyder efterdønningerne, de små bølgers holden kæft. De endnu tomme huller fra forsvundne tordenskyer, vi ser dem op mellem de forrevne slatne sejl. Og nå ja, tovværket der snart skal tages ned. Det har sin sæson og sin kasse ligesom julepynt. Nu er der ingen huller mere, de er skrumpet væk efterhånden som tankerne om dem har fyldt dem ud som opspilede maver. De sidste forsinkede horisont-splinter haster mod de ventende ord, og bagefter er det min tur. Jaja, jeg skal nok selv tage min fikse matroshat af, så der er direkte adgang. Snart kan jeg tænke hele universet, men jeg ville nu gerne nøjes med en sø og en fin lille model af s/s no 2.

Livet er ikke for begyndere. Vi er alle begyndere. Og ikke bare når det hele begynder, om det så er fra år 0 og fødselsdato eller dén minus anslået 9+ måneder. Livet er lidt ligeglad med vores udregninger og udredninger af begyndelser. Og dén med at lade en ny komme til verden, som regel en følge af ovenstående 9 måneder, ja det giver så en amatør der skal oplære en amatør. Som mange forældre vist kan genkende. Livet er klart til at kræve sit. Hver gang vi mener at vi lever eller skal til at tage fat på det, er vi håbløse amatører. Med hænderne skruet forkert på, hovedet ligeså og fungerende som mentale tommelfingre. Vi har ikke det rigtige værktøj. Det findes nemlig ikke. Livet overlader det, egentlig arrogant og overlegent, til hvem der virkelig vil leve at opfinde det. Forfra hver gang. Man skulle tro at de mest simple og grundlæggende greb og kneb til en begyndelse, kunne gives til nybegyndere. Sådan fungerer det ikke. Det skal livet nok forhindre. Ikke for at spille kostbart, hvad der ellers kunne være en gyldig grund, men faktisk for vores egen skyld. Fordi lige vores liv skal være unikt! Nej, ikke ‘skal’, det er noget med forfængelighed, men ‘er’! Hvadenten vi vil eller ej, men det vil vi! Det er kun et fåtal, der er tilfredse med et liv ‘som andres’. Genbrug og en vis grad af genkendelighed er godt… Nok for en mellemregnings tid eller for at signalere et liv der ikke er FOR unikt. Så kan det blive anderledes, og fordi der er en bunke ‘anderledes’ vi ikke kan eller vil sammenligne os med, må vi skille os ud. Måske så tydeligt og utvetydigt, at vi må skille os ad. Pille ved de helt små mekanismer, mikrobevægelser, krop og sprogs finjustering. Og, selvfølgelig, kan vi skrabe bunden, også af værktøjskassen, uden at finde det rigtige værktøj. Livet gør os til evige opfindere, om det så er i retning af Storm P eller Georg Gearløse uden Mini-hjælper og tænkehat. Det ville være for nemt og nærliggende. At sige at vi opfinder livet. Hen ad vejen og ad hoc og måske ad lib. Det forudsætter en vej, en opgave, og en ihvertfald på papiret frihed. Vi er allerede på tynd is, dybt vand, godt og grundigt ude at svømme. Bortset fra at der endnu ikke er noget vand, hverken til is eller drukning. Vi er intet midt i endnu mindre. Indtil livet nedlader sig til at lade os blive til, så vi kan være en smule mere end intet. Livet lægger asfalten, og læner sig så tilbage: Værsgo’ at finde hoved og hale, op ned frem tilbage, at være nysgerrig nok til at mærke om dét der gråsorte kan bære… Hvad det end er vi prøver at få til at bære. Os selv, i første omgang. Og se! Hvilken  sær fisk vi får til at gispe og sprælle og poppe lemmer eller vinger frem. Til den går sin gang her på jorden. (Hvilket forudsætter en jord, og som fisk vel noget vand at forlade. Etc…) Fisken på asfalten, der bliver til en vandrer på en vej, er en elendig omskrivning. Hverken fugl eller, nåjo, men kun som et symbol: Vi har forlængst vedtaget at vi er mennesker, og at livet er til for os. Resten er bare begyndervanskeligheder og, netop, det at møde livet med åbne arme. At slå ud med armene i en opgivende frustreret gestus, kan så ligne lidt. Som en gentaget og mere flaprende bevægelse, kan det også være et forsøg på at flyve. Dér er nogle ret kendte besværligheder, som kun kan overvindes med enten avanceret teknologi eller stærk tro. Det er sjældent at de to hænger sammen. Det er nok derfor, at himlen meget sjældent viser både en røgfane fra et rutefly i 10.000 meters højde, og et glorificeret strålende svæv fra en engel. Tro og teknologi, to manifestationer af liv der er skruet eller tænkt forskelligt sammen. Men liv er det, med et vist begynderheld. Godt at vi har det begreb som en slags modvægt. Held og ikke kun vanskeligheder. Ellers vil både flyvemaskine og engel hyppigt udsende et ‘mayday’ og en bøn, før de krænger over i et fatalt spin. Og andre mere erfarne luftbårne vil se på med et skuldertræk: Der er altid nogle der burde lære at kravle før de prøver at flyve. Men selv de garvede bevingede tjekker lige instrumenter eller vingetro en ekstra gang. Livet har det med at straffe de lidt for selvsikre eller vovemodige. Når vi begynder at føle os trygge på asfalten eller over, ja så kan livet med den mest uskyldige mine lade et vejbump blive en betonmur. Eller en yndig sommerfugl blive et løssluppent men målrettet missil. Hvoraf vi kan udlede, at væsner som sommerfugle og sandsynligvis andet såkaldt dyreliv, har opgivet at få livet til at blive deres. På den måde undgår de alle begyndervanskeligheder. Og er vel mere professionelle end os mennesker, der vil leve livet, koste hvad det vil! Det gør det så også. Koster dyrt, den ultimative pris. Den der ikke kan sættes tal på, men der er mange nuller… Af den ene og anden slags. Nogle kan ikke holde ud at være nybegyndere hele livet. Så bliver de livsfornægtere på forskellige måder. Livet griner, og giver måske bare slip. Utroligt så hårdt man kan slå sig, bare ved at falde fra nul til nul på den slags asfalt. Der er selvfølgelig dem der benægter så indædt, at de hæver sig op… For at falde. De er beskrevet, “going down in flames”. Det skulle vist lyde heroisk, men er i realiteten noget af en fuser. Sådan er det med så meget her i livet. “Her i livet”, er ikke nødvendigvis en heldig vending. Livet er ikke meget for at man vader rundt i det, og endda ytrer sig som om vi lever i lykkelig tosomhed med det. Hvis noget er ‘så meget’ og ‘her i livet’, kan det til enhver tid trække sig. Og trække asfalten væk under fødderne eller vingerne på os. Vi skal ikke komme for godt igang. Hvilket vi aldrig gør. Uanset hvad vi tror vi ser i spejlet. Jojo, vi kan være stolte og nyde livet eller dets goder, eller hvordan vi udtrykker det. Livet har hørt det hele før. Og er ved at brække sig over den måde vi tager det for givet. Som om livet er en gave! Hvem fra? Og hvem giver noget så kompliceret, ja umuligt! Til nogle der får fumlet det i stykker før det er pakket ud? Og nej, det kan ikke byttes… Ved alle mulige Guder i alle mulige himle! Hvor er livet træt af os nybegyndere. Livet overvejer helt at trække sig. Åhjo, bare at være sig selv, uden de evindelige ivrige amatører vimsende omkring. Hmm, hvordan ser pensionsordningen ud for trætte men ellers raske liv? Javel, jamen så… Lev vel! Livet klukker lidt ved sig selv. Det bliver rart at få fred, og hvad pokker skal alle nybegyndere nu gøre? Der kommer ikke så meget som én livline fra mig! Tænker livet mens det køber billet til sig selv. Én plads tak, og ingen retur. Selv gennem security, er der nogle nybegyndere der skal rystes af. De snyltere! Hvad har de nogensinde givet mig? Livet spænder bæltet før take-off. Det kan jo gå galt. Selv livet kan miste sig selv.

Måske er dette bare et røgslør. Eller kun røg der ikke dækker over noget. Tricks fra en andenrangs tryllekunstner i et omrejsende fallitbo af et cirkus på en gudsforladt mark udenfor kragernes vendekreds. Måske. Eller det kan være evigtgyldige sandheder, diskret pakket ind i krøllede brune papirord og lukket med stumper af slidte sætningssnore. Måske er det allerede en træt blanding, et dødfødt og derfor forladt eksperiment i et nedlagt laboratorium. Noget der viste sig overflødigt eller blev overhalet af en pandemi. Det sidste bare for at være med på noderne. For at vise lidt nutidighed og nærvær i samtiden. For at hele opsætningen, endda med et “vi”, er til at sluge. Så skal det være sådan lidt “oppe på beatet”, hvis ikke ligefrem på forkant, et anslag eller to før… Nu. For at blive købt. Selv om det er aldeles gratis. Det koster intet, hverken i gængs valuta, guld, obligationer og dén slags, eller bitcoins og andet krypto-kryptisk. Men det skal købes som i betydningen at være med i det ‘vi’ der kommer lige om lidt, der skal investeres en forudsætning: At det ikke kun er røg uden ild, at der er noget i indpakningen af ord og sætninger, og det er alligevel for sent.

At hoppe af nu: Vi er der! Som så må være her. Klar til at træde ind. Hver for sig, men sammen. Det lyder af noget der er oppe i tiden, men har ikke specielt med dét at gøre. Måske lidt, det finder vi ud af. Vi har alle sådan et lille privat rum vi kan gå ind i. Lille er egentlig forkert, det har ikke rigtig nogen størrelse. Ikke efter mål som lysår eller nanosekunder. Et egentligt rum er det nok heller ikke, det er mere i retning af forestillingen om idéen om et rumligt begreb uden grænser, næsten vistnok. Sådan et har vi alle. Det er så også på kanten af sandheden, både vi og alle. Vi er det kun hvis jeg tæller med. (Jeg tæller, 1 og…) Iøvrigt; hvad er ikke på kanten af sandheden? Sandheden selv er vel på ret sikker grund, men der er så mange sandheder, at der måske ikke er plads til alle. Sandheder altså, ikke alle vi. Så skubbes en sandhed eller tre alligevel ud mod en kant… Hvis dén er sand; og sådan kunne det blive.

En fortsat ørkesløs ørkenvandring, værdiløs vaden i vandpytter der forlængst er tørret ud. Men vi har dét der rum. Og lad os nu bare holde os til “rum” og “vi”, selv om det er begreber der tvivler på dem og os selv. Rummet er der hvor vi går hen når vi husker ikke at glemme. Hvilket egentlig er komplet overflødigt. Det der ikke må glemmes, skal nok huske på sig selv! Også så det giver genlyd i det rum der ikke har vægge, og derfor ikke rigtig kan give genlyd, men den detalje er også bare en detalje, og djævelen er for længst flyttet fra sådanne alt for minimale boliger. Selv om detaljer faktisk kan være enormt store. Nogle er større end hvad de er en del af. Så flyttes der ind og ud, ommøbleres, ordene holder skiftedag. Det er også uden betydning. Det her er lidt for lidt og for meget. 

Træden vande går kun til linjen ud. Så: 

Vores rum er lidt som sådan et avanceret VR-program. Udefra set står man med en overdimensioneret solbrille-agtig kasse for øjnene og en masse sensorer på hovede, hænder, arme, og hvad programmet ellers synes skal være muligt i rummet. Det kan se ret åndssvagt ud, griben ud i den tomme luft, bevægelser uden mening, ryk i kroppen som stødte den på noget i den tomme luft. Sådan er vores rum ikke, set udefra. De kan slet ikke ses, uanset hvor tydelige de er. Alt det med “VR-program” er bare for at illustrere hvordan det foregår inde i vores rum. Det sker, eller kan ihvertfald ske, helt uden den mindste bevægelse. Men bevæget bliver man! Vi bevæges… Nogle gange kan det ses, nogle gange ikke. Det kommer også an på om man ser efter. Det kommer også an på hvad vi ser. 

Efter vi er gået gennem døren ind til rummet, der selvfølgelig ikke er en dør. Det ville være underligt hvis noget var lige til, en klar og utvetydig tur snorlige ud ad en landevej. Det er ikke engang en dør der ikke er der. Kun så billedligt og symbolsk at billedet og symbolet selv synes det er for billedligt eller bare billigt, og så symbolsk at det ikke er et symbol på noget eller på for meget. Igen for mange ord og for lidt de siger. Eller lyver. Det gør ord aldeles frejdigt, der er alligevel ikke en der tager dem for pålydende. Måske lige en, den der siger dem. Nej, så snart de er sagt, skrevet, hørt, læst, er de ikke til at regne med. Heller ikke talord. Eller tal, cifre, fx 5 og 3709. De er også suspekte, uberegnelige, har ingen fast mening. Men hvem har også det? De rum! Videre, ind ad den dør der ikke er, hvis det overhovedet er ind. Ud i vores rum? Så lyder det lidt som om vi er astronauter, men det er en lige så gyldig betegnelse som så mange andre. Ned i vores rum… Kælder? Krybe-ditto bare? Eller underjordisk i overjordisk forstand? Op? Himmelsk er det ikke, højest i glimt. Retninger er også bare misvisende, i bedste fald vildledende, i værste ødelæggende. Hvorfor? Sådan er det bare. Og dét er svaret på alle de forvirrede påstande fra ordene der nødigt vil stoppe. 

For at lægge et snit i en del af hjernen. Det kan være en genvej. Lyder det farligt? Det er mere farligt ikke at gøre det. Så kan dén del gå i forrådnelse, blive betændt, og sprænge sin materie ud i resten af hjernen, også den del vi bruger lige nu! Det er med at få det gjort før den tikkende bombe holder op med at tikke. Igen er det noget med tid. Som at lade tiden gå i stå. Rettere bare lade den gå… Den går sine egne veje. Ikke som en kat, selv om den tid der går også kan efterlade et grin hængende i luften. Forbigået tid: Om den selv er passeret lige for øjnene eller det er øjnene der skubber den afsted, er ligemeget. Forresten kan der meget vel være en kat i den del der skal skæres i, det er ikke til at vide. Det ved du selv med sikkerhed, og så er det med at få den sluppet løs! Før den bliver til lige dén killing du husker. Som er nødt til at kradse sig ud, for ikke at drukne sammen med alle de andre ting. I det der nu er en sæk. En sæk i et hjørne af hjernen. Det er næsten for dumt et billede. Ethvert billede er gyldigt. Specielt når det gælder. 

Tid som visere på et gammeldags ur. Hvor viserne er afbrændte tændstikker. For hvert sekund smuldrer de og efterlader kun lidt sort støv. Så forsvinder sekundernes tikken. Lyden af tid er vigtig. Vi kan alle høre om en stilhed er som den digitale udgave af minutter: Statisk skift, fra :54 til :55 uden det mindste til eller et høfligt tak. Ja, et hvilket som helst billede på noget der ikke kan illustreres med et billede. Eller kan, men kun lige dét billede for dén person. Som så må stikke hænderne ind i en tæt røg. Uden helt at vide om de får fat i noget glødende om nælderne brændes. Eller der er en skov af brændenælder. Måske gør man bare i dem, nælderne. Nu er dét ord blevet til en klump af gummi, tygge tygge, mund og kinder revner. Så bruger vi dette foto istedet. Det fungerer måske for nogle, hvis de kan holde vejret længe nok. Som under vand.  Der går som bekendt ikke røg af en uden ild. Måske svitses håndfladerne når noget vil gribes om og lægger sig selv i hænderne på os selv. Det har vi været omkring. Igen de ord, som kviksand. Måske er der en bund, og under det kvikke ligger så det der ledes efter. Måske er det blot lokkemad til en dobbeltbund, udstyret med faldlem eller frit fald, måske frit valg, det er den eneste mulighed. At der er alle muligheder. Tilbage i ilden. Tilbage i tid, at gå på gløder eller tøris-røgdykning. Dét kræver at vi tager os sammen og kaster os ud i det. 

NU! Er det nok. Hvis det ikke ER trængt ind, er det ligegyldigt. Grundsætning og udgangspunkt: Hvad der ikke må glemmes, skal nok huske på sig selv!. Som om det er den eneste. Der er plagsomt mange. Det er fortiden der driver os frem, noget fra igår, dagen før, lige dén ting eller dé, der for en uge eller måned siden allerede nu er det der skubber os afsted i vores NU og NU og… NU er det rigeligt; både skåret ud i pap og sløret ind i røg og andre tricks. Ser vi os udefra, er vi alligevel væk. Hvis vi IKKE er det, forlængst forsvundet fremad, knirker tiden i fugerne, og vi vågner igen og igen. Nej, vi vækkes igen og igen uden at vågne, aldrig! Og dét er det værste. 

Mareridt, det alt for virkelige, det der fryser os inde i os selv og får os til at ryste af noget der ikke er kulde, og vi ikke kan flytte fødderne eller bare sige noget, hvor er ordene lige i dét nu? At stå fast er at syde hjælpeløst i vores eget fedt. Der hurtigt stivner, så vi står til grin på en pande, tåbelige statuer på et tilspruttet komfur. At fare vild i et nu der så klapper sammen. Fordi fremdrift kun kan lade sig gøre gennem lokomotiver koblet bagpå. Fordi den uendeligt lange togstamme, endnu en omgang ord med tvivlsom symbolik, kun kan blive på sporet hvis skinnerne bag ikke krøller op og skrottes. Nu er det virkelig kun trætte slappe ord og slatne sætninger, der gabes dybt og fryses af almindelig udmattelse ved hver station, ja selv ubevogtede overskæringer bliver sløve og uopmærksomme: Find da selv ud af det! Og dét er endnu en komplet overflødig opfordring. Det finder ud af sig selv! Vi, som bare er mig med en fiks idé om at vide noget der enten er almen viden eller uden betydning eller begge dele, vi behøver ikke alt det vrøvl. “Vi” er en udflydende unøjagtig størrelse. Men vores “rum” eksisterer. Hvad enten vi bruger det eller ej. Det synes jeg så er ret vigtigt! Hvor blev vi af? Men måske det bare er mig. Måske er jeg håbløst bagefter? Måske er jeg mit eget røgslør, og har absolut ingen idé om hvor min tid er. Var eller ikke vil være. Og når jeg tror jeg skimter lyset, indbilder mig noget, som vi, er det bare glimmer. Der er klistret på indersiden af lukkede øjenlåg. Og den svage prikken er ikke sandkorn eller søvn, men tidens trin der lister bort uden at vække. De lister tilbage i rummet, bliver til de kube-agtige dimser der er til at række ud efter. Fyldt med forskellig fortid. Nogle husker på sig selv, andre huskes nemt. Alle er vigtige, alle er hvad og hvem vi er. Også dem der kommer bagfra med et ondt kvælertag, de er der altid, igen. Igen og igen, flugtforsøg. 

Og jeg er ude af rummet, vores vi er gået hver til sit. Måske, bare måske, er en lille del af os blevet klogere. Ja? Næ! Sikkert ikke. Meget usandsynligt; dette er bare ord. Dette er bare nogle klatmalerier af ord, mislykkede skulpturer af sætninger, og et enkelt foto. Der kan ligne hvadsomhelst, og slet ikke det rum hvori vores tid bor. Men hva’, det var et forsøg værd. Nu er der ikke flere kaniner i hatten. Men dét rum er der. Dér bliver vi klogere. Og det aldeles geniale: Man kan ikke være for dum! Til at blive klogere. Man kan tro sig for klog, og begynde at vrøvle om det indlysende: Vi er kun gennem alle vores tider før. Nu er altid skabt af før, det er simpelt, ikke? Og alligevel så pokkers svært. Dét er det egentligt mystiske, resten er billige tricks og cirkus trasker videre imorgen. Hvorfor det er svært… Fordi vi tror at tid kan spildes. Den skal squ nok samle sig selv op! Og placere sig komfortabelt i dét der rum. Sammen med ALT andet der er før. Hvadenten vi, eller bare jeg, vil eller ej. OG så videre… Til det der ligner vores nu, jo, et tjek på tiden siger at nu er nu. 

Er det altid allerede før, og dét er hverken godt eller skidt, det er alle tiders! Rummet summer af liv, også det der ikke er mere. Det er ikke billig magi, det er er bare behageligt. 

Forbi. 

Hov, undskyld. Der var lige et slip, et sug i maven, en bid afstand, en mundfuld tomhed. Et rum imellem eller et hul i rummet. Som en gammel radios vaklen mellem to stationer. Den svage knitren eller susen eller hvem der hørte det hvordan, var lyden af en hurtig men holdbar sammensvejsning. Eller en zappen fra en stor finger, sådan stikkende ned fra en sky på en skyfri himmel, det må man gerne tro. Det vigtigste: At få lappet hullet, lagt den smalle kløft hen under en bro, få vognen spændt for hesten, slutningen trukket hen over begyndelsen, hvordan det end dækkes til med klumper af ord: Det blev gjort så skånsomt at det næsten ikke blev gjort. Men det blev det! Et stearinlys der netop er pustet ud, har et kort øjeblik en lille glød på vægen. Dét hastigt svindende lyspunkt sender en tynd stribe op, et signal. Der siger at lyset er slukket. Men også at det kan tændes igen, uden at være gået HELT ud. Altså at samme flamme kan genskabes, hvis man er hurtig. Jaja, man kan altid tænde lyset igen, men så er det anden flamme. En ny og anderledes, ikke den der var. Uanset hvor meget den anstrenger sig for at ligne, og mange lader sig narre. Er man kvik, kan samme flamme gentændes, og måske var det hvad der skete. Eller noget andet, som den guddommelige pegefinger, eller hvad man vælger at se. Eller-eller, det betyder mindre hvordan: Det er nu igen muligt at huske i alle retninger. Uden at gå lige ind i en endevæg eller skvatte over en startlinje. Undskyldningen er nu overflødig, er kun for sig selv, en skygge. Det allerede engang huskede går, næsten uden at snuble, over i det der skal huskes. Engang. Så vi husker. Heldigvis. Alt det der ikke må glemmes, skal såmænd nok huske på sig selv. Men det er en generalisering, og lige dette lys (eller hvilken genstand, hvilket ord; vælg selv!), er yderst konkret. Derfor den perfekte lappeløsning, der fjerner lapperne efter at være lappet. Hvis det var alle begyndelser og alle slutninger der begyndte at fremvise deres sprækker eller blive til gløder med nødsignal… Uha! Men lige dette hukommelsessvigt… Er nu glemt. Så det kan huskes. Når det så gør ondt, og det er meningen, det er bedst at det kan mærkes, er det endda kun en begyndelse. Ja. Det hænger sammen, den lille ‘glitch’ nåede ikke at gøre permanent skade. Fremtidens uforudsigelighed er helstøbt, kaos venter i nydelig orden. Detaljer står så skarpt, at de skærer ind til marv og ben, vi husker flydende. Vi sætter endda navn på savn. Som kunne vi sproget. Som var ord til at huske med. Vi husker, vi er heldige. 

%d bloggers like this: