Foto til Fb opslag...

Affaldscontaineren smasker sammen og begynder at gumle. 

Alle gode billeder af børn knases i høj opløsning ind til marv og ben. 

Men og hov og ups og det skal være NU!: 

TRUMP ER DUM!

SYSTEMET ER URETFÆRDIGT! 

DE STORE ER SLEMME, DE SMÅ ER GODE! 

OG SÅ ABSOLUT MED ETC! 

Nemlig! 1000+ urokkelige skråsikkerheder med sele og bælte:

4 x CAPS, Facebookformfuldfedefaktalater, svæven sindssygt roligt over vandene, fugleflygtigfilterforsikring.  

(… Linje for tæt på # 10, millimeterskepsissvigtende øjeæblemost, slubrende kedafkindnedafmatning, næste selvsigelse ufokuseret lynopkast, bulder og brægen! Og dét så omgående at for sent allerede bobler i blodskudt himmelgrød, forsinket englevingebasken uden lettelse, tyngdeafkræftet nedfaldsflugt, jamen så STOP dog parentes!) Tak…  

“Se mere” griber om struben, ikke engang panik kan trænge igennem, lakonisk fatalistisk tilfredshed i opgivelsen:

Corona og hotspots KUNNE have været med CAPS; en sikker vinder eller ihvertfald sidegevinst, men allerede så småt for småt for alle, trøstetankfuld, imorgen er der atter en.  

Afsprittede, måske endda med mundbind, med lidt held uden sprog. Ansigter uden mund i masken, eller masker med OPSLAG gennem øjenhuler og helt til marv og ben. 

De forpustede sidste “nemlig” og ‘NU!’, svimle af højden ned til bunden, stakkelsåndede svæklige afsagn, trækker forvasket trusselsskitse, lurende fare. På færde, på færd, uden fært. Lugtløse tudsehaler, hvad har vi dog til fælles med os? Falder håbløst igennem. Flygtighed med svingfjer; svitsede stier til hasten ud. EXIT med hensynende CAPS uden effekt; sikringer sprunget af toget i farten, tilbagestående ved ingen perron. Gagadumme ofre for sig selv. 

Undren før den definitive ubeslutsomhed. Gumlen på affald smager da lidt af børn. GODT det var langt under “Se mere”!

Nah, så skidt da: Så langt under bunden, blandt selvlysende covider, LAD dog børnene, thi de sidste blev aldrig de første, og dét kan enhver med ild i sjælen så tænde af på: Containeren bliver aldrig mæt! Kun stimuleret af stigmatisering. 

“Se ej mere, mærk det mærkeligste, prik øjnene ud, de vænner sig for nemt!”    

anmu00e6rkning-2020-07-25-172444-01

Dette er IKKE en fortælling, en historie. 

Der er ikke forsøg på forløb, der er gentagelser og selvmodsigelser. 

Der er fejl, hvis det ER fejl, der er forkert grammatik, der er mangler i massevis, hvis det ER mangler, hvis… 

Dette er en tilstand, en følelse. Måske stilstand. 

Det der skulle være det centrale, omdrejningspunktet i tilstanden, er der ikke. 

Dét er med vilje. 

Eller ikke, tilstanden var ikke stilstand. Virkeligheden, én af dem, gik videre. 

Og alt dette blev hurtigt fortid, blev til et øjeblik der nok ikke var så vigtigt. Er vigtigt.  

Det der kunne være væsentligt, er dog gemt. 

Og vil blive brugt. Uden nåde, brutalt. 

Men ikke her. Dette er kun en tilstand. Der var. Alt andet er løgn. 

Altså med undtagelse af det der ikke er med. Med vilje.  

———————–

Jeg er ikke Adam! Mit navn er ikke Adam! Adam er en fejl… Eller et uheld, nej en bevidst påkørsel, en uvilje! Modvilje? Modkørsel… 

Men kassen er forkert. Stillestående totalskade, forkert skævvredet. 

Hvad der så er rigtigt skævvredet, sikkert noget, ikke dette, ikke nu. 

Kassen er altid den forkerte, uanset navn, måske er jeg en Adam, jeg ved det ikke, jeg VIL helst ikke være en Adam, men jeg ved ikke hvorfor, så hvorfor ikke? Jeg ved ikke hvad en Adam er for dem der kalder mig for en Adam.

Det er ligegyldigt. Indholdet er det samme, og endnu mere forkert. 

Det kan ikke være mere forkert! Og overbevisende overtalende korrekt: 

Helt rigtigt for de fjolser der propper mig ned i den ene Adam efter den anden.

Jeg gør det samme, jeg er et fjols. 

Det er ligegyldigt, det er uden betydning. Nyttesløst. 

Pap isolerer godt, papvægge, papverden, paphoveder. 

Papir i lag. Bølger, ofte. Fastlimede, lynfrosne. 

Kulissemateriale. 

Det er helt uden bevægelse, sitren dybt under huden er ikke bevægelse, kun et signal, blodet standser sin strøm, tøvende, samler sig sammen. For at det kan glide roligt væk sammen med det sidste, alt glider væk, jeg glider væk. 

Rødt skifter, gulgrønt skyggejag, og så klar permafrossen fri bane. 

Jeg er her, kun her, jeg er intet, jeg er uden mening. 

Jeg er alene, ensom, uden at det gør nogen forskel. Forskel? 

De er så mange, der er så mange, de vil mig noget, de tager mig op af deres kasse, de kalder mig Adam og sætter mig til at samle flere kasser, de står rundt om mig og ser mig bygge kasser med indbyggede fejl der er de rigtige fejl, og altså ikke forkerte fejl men helt rigtige fejl, lige som de skal være, må være, kun kan. 

Det er venner, bekendte, familie, det er alle. 

Det er ikke mig, kun en idé om Adam, jeg er kun et navn der ikke er mit. 

De er alle så venlige, vil det bedste, det bedste er at glide stille væk, Adam hilser pænt og lægger låget på efter sig. 

Mærker kassen, millimeterryk. Benløs trippen på stedet, støv en anelse forud, kantskraberi og fejeblad. Flosset glughul, Adam kigger sig over skulderen, papøjne. 

Papmig, papfrost, frostfejl. 

Du var en åbenbaring, ekstatisk elektrisk, miraklet jeg ikke troede på. Så nær, så virkelig, så hurtigt huggende gifttænder i dig selv. Magtesløsheden slipper aldrig sit tag, omfavnelsen er evig.

Jeg er for gammel til fosterstilling. Jeg er for gammel til at være Adam, til at være, så de søger efter mig. De mener det godt, det tror de på. 

De tror så stålsat benhårdt, de foragter tro, de forlanger trofaste troende. 

Du kommer frem i drømme, igen og igen. Du er det smil der er tabt, du er den varme jeg ikke kan leve uden.

Jeg har levet i absolutte nulpunkter i århundreder, jeg kender kun luft der brænder lungerne, jeg trækker ilt ud af mine drømme, du giver mig kunstigt åndedræt. Du er min vejrtrækning. Du vil altid forsvinde i en for mig forbudt fremtid, du glemmer aldrig at give mig vished for gensyn. 

Du er så meget mere, alt er alt for lidt, allerede intet, mindre end. 

Du er et sted i verden, bare ikke din. En andens verden. Ikke Adams, aldrig! 

Ham igen, dem igen, paphoveder.

Ikke som dit. Du får mig til at græde, jeg vågner af lykke med tårer der smager af dine øjnes farve. Jeg kan ikke huske den, farven, men smagen. Og varmen, der hurtigt suges tilbage i drømmene. 

Verden er det koldeste sted et menneske kan være, men jeg mærker intet.

Jeg er koldere, eller bare uden følelse for verden, eller i en anden, men ikke endnu.

Nær nok, kanten af gletscheren. Papis, Adam lever af is.

Tænder som issyle. Bløde spidser, papmaché. 

Kunstigt forstærket, kuldegysende bidemærker, stålrøde.    

Det giver ikke mening. Der GIVES ingen mening. Jeg kan ikke mere kende forskel på kasserne, men ved det jo godt.

At meninger ikke vokser i lukkede kasser. Slet ikke for Adam, hvis jeg alligevel er ham.

Det skråner mere og mere, men helt som det skal: Uden at det mærkes, en hvilken som helst virkelighed klikker et par grader, roterer med en hastighed der er for trist til at fattes.

Jeg fatter det ikke, jeg tror jeg fatter alt. 

Jeg forstår hvorfor jeg er Adam.

Jeg giver mig selv en lille mening, blot en times tid. At sidde stille og roligt og have for mig selv. 

De banker på, alle, alle jeg nogensinde har kendt eller kender eller kommer til at kende.

Papdør, jeg bøjer hovedet over min lille mening, vil gerne have den til at få dem til at stoppe deres hamren på kassen. Det runger så hovedet gør for ondt, meningen piver og glider i ryk, det skråner lidt mere. 

RASENDE! Er de sidste rester af energi, liv, tid før drømme, tumler i kolbøtter ad skråningen, kasserne er lavinen der river mig med. ADAM! Skriger de alle, så stilhed. Sneen knirker, redningsholdet stikker stave ned, en af dem spidder min krop: FUNDET! Hjerteblod, hældes i pose, plastic, forsegling, med i kassen, ned i kassen.

Isindpakning, kasselager, andres hjerner er enorme. 

Kan nogen huske mig? Jeg var sidst men RASENDE! 

Et kort glimt, en refleks i et vindue, en lyd der stoppede før den kunne høres er ikke en lyd. Ynkelig, patetisk, mit raseri. Måske passer deres kasser. 

Mine er fyldt med ondskab, men ikke min ondskab. Deres.

Jo, de er onde, det er bare kun mig der gør ondt. 

Det gør mig rasende, RASENDE! Jeg kradser så det næsten kan ses på indersiden. 

Alt større end en diameter, hjørne til hjørne, brister som en mør elastik. 

Rasende takker af, beklager manglen på resultat, det er vilkårene.

Jeg véd det, og er forberedt på fosterstilling. 

Knækker knogler om nødvendigt. 

Toner fra tid over himlen falder som fin støvregn, blidt mod ansigtet. Der var så mange… Nogle endda med mennesker, de er væk. Tilbage er den række stumper af syn, langt over de højeste bjerge, langt over prikker som viskes ud. 

Der er tid nok, jeg lader det selv bestemme. Gaven er uendelig, og om nogle minutter mistede jeg den. Igen.

Igen og igen vil jeg høre de toner, der ikke er lyd eller musik eller kan høres.

Jeg mærker det i maven. Ikke min mave, men et sted der i mangel af bedre og af tidnød kaldes maven. 

Det gør noget, en lille ændring  i hældningen, men kun jeg føler det. 

Jeg følte, så gjorde jeg ikke, og Adam er blevet sneblind. 

Han kan ikke høre hvornår tonerne falder. 

Jeg håber jeg kan, igen og igen. 

Igen ophører også. Igen og igen, det er meningen. Den mening, ikke én. 

Tonerne er glæde, reneste form, men jeg har efterladt glad hos Adam. 

Eller bare ladet uddø. Vejen er åben. En sneplov eller isbryder… 

Der er ikke mere. Ikke igen ikke mere. Jo, der er rædsel. Rigeligt. Jeg kan pille den ned og holde den i hånden. Hælde den frem og tilbage i hænderne. Jeg kunne lade den beherske mig, det ville være langt det nemmeste. Det gør jeg så, og mærker, dén der mave igen, hvordan rædslens fingre griber om mit hovede, spænder mig ud på den pinebænk jeg kender til bogstavelig hudløshed. “Helvede på jord” er forkert, det ER helvede. 

Men jeg er den ondeste; rædslen er min. Jeg har den i snor, jeg er den døende stjerne der snart er et sort hul. Hvor rædslen suges væk, hældes i, skråningen, vinklen, lavinen… 

Adam, dem alle, kan følge efter eller ej, det er ikke mig der bestemmer. 

Jeg bestemmer, med en gammel ru håndbevægelse, at der er raseri nok tilbage. 

Lige netop, omkring kanten, til at den lille rest mening i forsvindingsøjeblikket tilhører mig. Jeg er for træt til at ændre tanken, alle må ændre sig efter det, de skriger for døve øren. 

Det er smerteligt at blive befriet fra kassernes sælsomme tryghed. 

Jeg kan ikke mere hade, men hadet selv vil altid være der. 

Vi er kun svage strømninger i en luft der bliver tyndere. 

Jeg lukker øjnene, hvad andre gør, dem alle, ser jeg ikke. 

Mon de hører tonerne? 

Jeg ønsker intet mere, men i det intet kan jeg lige nå at ønske, et sidste ønske. 

Det er for sent, stjerners fald var påklistret lågets inderside. 

Måske var dét mit ønske. Ingen ved mere, det skulle da være en Adam. 

Kasserne opløses af kærtegn. Støvregnen. 

Måske er det forkert det hele. Måske ER jeg Adam. Virkeligheden nærmer sig en cirkel, næsten 390 grader. 

Jeg véd den aldrig kan møde sig selv, der er et hul i cirklen, blot nogle brøkdele af en grad. Vi kan se os selv hen over isen, gennem vores kassers vægge. 

Toner og tårer opløser pap, men ikke afstand. 

Jeg kravler opad, måske er det lodret måske fuldstændig horisontalt, ingen mening har mere at sige om det. 

Der er ingen horisont i en kasse. 

Men man kan kravle mod den, mod alle verdenshjørner, mod himlen så højt over de højeste bjerge, kassen er grænseløs. 

Kasser er gabestokke, jeg spræller som en anden Adam. 

Jeg har mine øjeblikke, jeg er for gammel til at glemme dem. De er der, også selv om jeg ikke er.

Alle I andre har skylden. Der er ingen skyldige, kun skylden selv. 

Papparasit kan også næres af bevidstheder. Men pap mætter mest, parasitten mæsker sig i skyld, suger sig til øm nærhed, hvem kan forvente mere? 

For min skyld? 

Bevidstløs er en sikker tilstand, mine øjeblikke venter tålmodigt, mens de igen og igen fylder mine drømme, jeg drømmer ikke mere. 

Mine drømme gør. 

Adam, Adam… Lyden når ikke frem, himlen smiler som hun gjorde.

Og ét øjeblik er nok, det handler slet ikke om hukommelse eller hende og hende. 

Der er ikke mere handling. 

Der har været alt for meget. 

Uden at det betyder noget. Kun en langsom rotation. 

Og ufølsomhed over for kulde. 

Varmen i fosterstilling. 

Jeg er ikke Adam! For pokker! Endelig bliver raseriet koldt nok. Den kasse jeg skal proppes ned i, passer på ingen måde til mig! Slip mig fri! Og det gør jeg… 

Om så bare dét øjeblik med en lille rest mening, nok til nedfrysning.

Åh hvor jeg dog med vellyst og fuldt retfærdigt gør det samme med jer. Hver og en! Forsøger I at stikke af, holde lav profil, deaktivere jer selv, alle tænkelige måder at undgå det, ja så… Ganske som jeg har prøvet det: Legende let danner kasser sig selv omkring jer, uanset hvor og hvad I tror I er.

Jeres kasser er så entydige og generaliserende, at I ikke engang får lov at beholde et navn. 

I er massebetegnelser. Kald mig Adam, og jeg nedkalder bunker af hæslige mærkater jeg sætter på jer med lim, maser ned i jeres svælg, og svinebinder jer med jeres værste egenskaber. Som fremstår

MED STORE BOGSTAVER

på kassen. Alt I ikke vil vedgå jer. Jeg nyder at hakke jer til kuber, målene kender jeg kun alt for godt. 

Jeg åbner kasse efter kasse, får fremstillet flere, hopper og stamper på jer. Så I passer i dem. Som firkantede klodser, uden en millimeter mellem jer og kasse: 

Jeres kasser og I er det samme, det skal jeg nok sikre mig. I bliver aldrig andet end hvad jeg synes I er. Og det behøver ikke at være ret meget andet end noget foragteligt. Eller ligefrem ikke værd at bevare. Ikke engang i en kasse, gemt og glemt på et loft eller i et kælderrum. 

Som i gjorde med mig… Som I gør! For det ER hvad vi gør. 

Vi er hjælpeløse. Fuldt ansvarlige, med fri vilje. Indtil tapen lukker kassen. SÅ! Ja så… Ikke meget. 

Lagerstatus, kasse nummer 37.

Hvad nummer havde jeg? Svaret er forskelligt fra kasse til kasse: 

Men systemet fungerer. Uhyggeligt effektivt.  

Så sker det. 

Jeg er på stranden, den evige. Den igen, kedeligt gensyn, men eneste sted, hvis det skal være og det skal det. For det sker. 

Uden vand, sand, horisont, himmel, noget. Men du er her. Håber jeg, med til det der skal ske. Jeg tror jeg kan mærke dig. Jeg tror… 

Jeg venter på at små stykker intetsigende pap flyder i land. Langt ude fra hvor ingen horisont er en fjern væg, en front af frost, udsigten er mit vindue, som det har været alle steder jeg kan huske, jeg gør alt for ikke at huske. 

Udsigten uden noget at se. Optimalt. 

Hvad synes du? Feber, tak. Alt der luner tages imod. 

Jeg er nervøs, ryger cigaret efter cigaret. Det er farligt, for hvert sug kan jeg høre indædt skrift på væg, så nemt at tyde de lyde. Gennem bruset fra bølgerne bag… Fordømmelser og dystre adjektiver kradses, tatoveres på mig, de kasser der er om mig, Adam den Store, det er at give ammunition tværs over ingenmandsland til stramt kategoriske kategoriseringer. At ryge er et pigtrådsbeklædt strømførende geometrisk samlet bur. 

FORBANDEDE KORREKTE KASSER! 

Jeg fylder koffein på min nervøsitet, véd hvad der er ved at ske, er udmattet af den kamp jeg ikke er en del af, kun en tilskuer, træt af kassernes uforudsigelige flytten rundt på mig, træt af at flytte rundt på de kasser jeg har anbragt alle andre i, så forudsigeligt. Med Adam altid rettende til og altid sidste ord, der altid er mange og aldrig det sidste, de sidste skal blive de sidste, de sidste ER de sidste, der er altid nogle at notere noget om, som at de kommer sidst, ikke når stranden eller netop gør, forbudt område, det eksisterer ikke, er ikke en virkelighed der er virkelig, kan ikke godkendes, Adam ryster på hovedet. 

Jeg ryster af frygt for forgævesheden, Frontlinjerne må rykke sig, et sted bag udsigten, skodder og persienner og mørklægning. 

Fint sand er iskrystaller, jeg er lige ved at lade mig narre. Gnister fra nærkamp, jeg vil intet vide, må ikke. Spilder sukker ved siden af kaffen, lidt på den udtværede mening på bordet, men det er ikke det væsentlige, sukker! Og så i kaffe! Adam fryder sig, spyr koldbrand på flere kasser, sukker! 

FORBANDEDE KORREKTE KASSER! 

Og jeg sidder, ligger, står, er på stranden, ventekanten, hvor alt er for tidligt og sent, bølger ikke ombrydes, vi er kun mig. Min skrift er gengæld, men tynd og usikker, skrives ud i sandet der ikke er, løber ud i hvisken ikke visken væk, kun væk. I mærkes knap nok, jeg prøver at rette jer, kan ikke løfte en eneste kasse, Adam håner mig. Godt! 

Kan jeg holde ham hen med mine flere og flere anmærkninger, kan alle de kasser jeg er formet efter, opkaldt efter, alle dem der formulerer mig, kan jeg samle nok firkanter med blændet udsigt, kan jeg… 

Bare én gang træde ved siden af, mærke smilet i vandet der skyller små lyde op på stranden, lige i tiden før sideskridtet sætter spor, vaden og plasken ud hvor der er fast grund under intet, kan jeg nå det, nå dér. Før det skaber jubel og tilfredsstillelse: SÅ meget hans kasse! Åh hvor han ligner sin kasse. Bobler det frydefuldt fornøjet op gennem hængedyndet, det slubrende sig om munden mudder, alt det jeg selv har fyldt kasser med. 

Og forsøgt snyde med. Kan jeg vinde bare ét hjørne, som en strand med os, bare mens budbringeren henrettes, den stand-in, marionet, dukke der afleverer sit budskab med tryk på maven, den udklædte skamstøtte der på afstand lige går an, kan jeg… 

Snyde med en afledning, en anledning til en omtanke, ikke en tanke, men om. 

Så måske. Kan vi? 

Stranden, stranden, stranden… 

Strandet. Strammet ind, snævrer sig ind, bliver geometri, kasser bliver tydeligere om mig. Du er vist ved at forlade mig, men måske vender du tilbage. 

Kan krig ende uafgjort? 

Jeg har et resultat, pap ikke flydende, men måske alligevel, synker til bunds, hvor er den faste bund? Enhver kasse har. Så… Så? Såså! 

Rolig nu… NU? Nej. Så står geometrien ikke længere. Jamen så! 

Jeg ryster som en hund, smeltet tøris, hvem der bare turde, om så tårer, dem har vi, netop vi. 

Fælles fjernhed er også nærliggende, spredt ud alt dette. Over dét er måske, nu endelig, måske: 

Er det en horisont, jeg kan ikke se min udsigt, alle skyttegrave flyder over, farveløs rød. Stærk strøm, igen et ryk, jeg glider, kasser tumler, Adam vakler. 

Modvending. Mod til? Udsigten, horisonten, stranden. 

Men? Tør jeg mine kasser? Jeres! 

Jeg kan kun prøve, det kan kun gå galt. 

Det er så let at gå galt, men det ventes. Så intet galt i dét. 

Fejltrin, sidespor. Nikkehoveder. Korrekte kasser. 

Godt så, snydt, men hvem? 

Nu står solen op. 

SELVFØLGELIG GØR DEN IKKE DET! 

Men er det med svage stråler? Eller… 

Lag af rimfrost? 

På min lukkede udsigt. Noget nyt?

Noget nydt? 

Snydt? 

Sejrfejr! Slaget vundet! Og krigen og kampen er langt efter, vi HAR kasseret et forløb, bortløbet ind et punkt. 

Vi vandt, vi har vundet, jeg danser og nu ER cirkus kommet til byen, kasser bruges til elefanters fødder, til at jonglere med, til at klovne kan være hylende grinagtige, de er frygtelige og farlige, men det er noget andet, en helt anden strand.

Stranden er væk, kamppladsen forladt. 

Sådan! 

DET ER KUN ET KORT ØJEBLIK. 

Det er mere end nok, det er al den tid der er i noget univers, det er en varme der udvider, løfter, holder i den stump evighed der er uendelig: 

EN BRØKDEL EVIGHED HOLDER EVIGT! 

Tid slides hurtigt, geometrien muterer, gendanner sig i sit eget billede, jeg har travlt! Det er ikke længe jeg har jeres kasser uden selv at være i jeres. 

Triumflyn, glimt bliver det, med varmesyn som lyskaster, kassernes mere eller mindre rådne og opløste indhold smuldrer, men jeg vil nå det.

Jeg kan, og dét er kun nu. Nu er kun denne korte evighed, Adam er kun fortumlet, lammet momentant, kasserne vil blive til igen, det er lovfæstet, det er vores natur. 

Det er også mig, og sejrens sødme giver kvalme af viden, kunstigt sødestof, nej jeg har ikke plads til mere opkast, jeg er kategoriseret igen, om igen og samme om igen om sørgeligt lidt, lige om lidt. Så kort der er til lidt! 

Så længe jeg kan, vi gjorde det, du gjorde, men jeg drømmer dig, du er mig og jeg er dig.

Så banalt, så rigtigt. 

Og det var ingen drøm! 

Ikke før jeg vågner. 

Dagdrøm giver mening, men sådan en mangler jeg ikke. 

Ikke når jeg kan: 

Anførselstegn, gåseøjne, hvor skal de bruges! 

Så frit, så løst, så uansvarligt. 

Straffen bliver hård, stemplerne på kasser til evig forvaring på kort livstid, bliver ikke til at rokke. De vil være så kolde, at flugt kun er en undskyldning væk, næste forventede trin. Dybere ned i mange flere kasser, ufrit tvangsfald. 

Overfald, anfald, fældet. Men!

Først og lige netop, med SÅ megen fryd, det minder om hævn, men sådan er jeg ikke. Er jeg? 

Åh jo. 

Jeg har lært. 

Kasserne og Adam er dygtige, de danner skole. 

Jeg har flittigt lavet mine lektier. 

Kasseklasse.

Klaskeklar! 

(En brøkdel evighed viste sig ikke at ville samarbejde. Dumme evighed!) 

Nej. 

Nej, det gik ikke, går ikke, vil ikke gå. Kan ikke nå at gå. 

Trods en stump af pap, en bid evighed. 

Som et urværk, gammeldags, der skal ligge til reparation i to uger, mindst, plus det løse. Mange løse tandhjul. Pudseklud, øjelup. Flere små og mindre tandhjul, overalt, hakketrillende væk i de mindste sprækker, at samle… Tandhjul i tusindvis.

Sammenbidte. 

Til tænder knaser. 

Skuffelsesknasende nedbrudt, snydt! 

Der er tid og tid, nu er futtet af, evighed kun en kort lunte. Kassetid er en anden, er de andres. 

Synkronisering ikke mulig. 

Som at splejse analogt med digitalt. 

Som var geometri for begyndere. 

Som er Adam en fiktiv figur. 

Som er jeg og vi mere end befriende tankeløshed. 

Der ikke ejer tid. 

Jeg når ikke at brændemærke dem der brændemærker mig. Jeg når ikke at læse deres betegnelser, de stempler jeg har givet dem, som de giver mig stempler, jeg når ikke at skrige dem frem til kulden splintrer ud i forvitrede verdenshjørner, brøle min mening om deres meninger til min stemme bliver flammer der starter ildstorme. 

Ikke bare én mening. Om en mening.

Meningen om, igen. 

Tilbage til en plet på bordet, aftørret.

Knastørt. 

Papbord. 

Og åh Gud, med stort eller småt, åh gud. Din skuffelse… 

Ved alt jeg ikke tror på, dit ansigt, jeg tør ikke drømme. 

Bortvendt smag, stinkende søvn, jeg kan ikke.

Miste dig, dén kasse er for ond. Gør for ondt, jernjomfru. 

Jeg må… Kan jeg? 

Tøven bygger kasser, sætter mærkater på, Adam er i fuld vigør, de gør os til dag og nat. 

Det må ikke blive sådan, jeg vil ikke passes op og fyldes i en sæk, én kattekilling der får lov at leve i en papkasse, jeg får en lille klokke i et frostbånd om halsen, jeg kan høres inde fra min kasse, alle mine kasser, og vokser op præcis som angivet.

Prisgivet, nedsat. 

Hvor er du? 

Jeg kan mærke… Tror jeg? 

Jeg KAN! Aldeles ukontrolleret af mig selv, forsøgt styret, men undviger med barnligheder, tankeløshed, ligegyldighed og andre nyttige redskaber. 

At kalde en spade for en spade… 

Er det farligste jeg kan gøre! 

2 + 2 = 5. Nej, 2 + 2 = 17.397. Sådan. 

Uendeligt kort. 

Endegyldigt sidste hammerslag. 

Solgt! 

For enhver pris. Det var dyrt, men jeg er.

Købt.

Der er ikke så meget der skal gøres. Nogle ting, nogle få, har jeg altid været omhyggelig med. At aflevere biblioteksbøger til tiden. Aflyse faste aftaler. Det bliver nu kun et par uger frem, derefter er det nok åbenlyst hvorfor jeg ikke… 

Jeg vander også mine to planter. Det er egentlig også uden betydning, de vil nok alligevel visne væk. 

Jeg sletter såmænd også mine TV-optagelser, og sætter en auto-mail op. “Er på ferie på ubestemt tid”. Det synes jeg er lidt sjovt. Så synes jeg det er lidt trist, men hva’. Kun meget lidt og meget lidt. Der er ikke rigtig noget der når ind gennem huden, jeg er hudløs på en pansret måde. Praktisk. Jeg mærker også hele tiden kassen omkring mig, mens jeg går rundt i den kasse jeg har kaldt hjem. Og husker, uden at tænke, dengang jeg havde mistet begrebet ‘hjem’, der var absolut intet at hente dér. Det er nok lidt sådan jeg har det. Nu og igen og igen. 

Adam kan jeg også høre blive kaldt efter, uden at lytte. Det er bare i luften Og når jeg kigger ud af mine vinduer. 

Det gør jeg nok lige et par ekstra gange. Indtil jeg opdager at jeg gør det, så lader jeg være. Den udsigt har jeg for altid. Som alt andet. 

De få forberedelser er hurtigt klaret. Hvorpå jeg uforbereder så mange af dem som muligt. 

Jeg har tænkt. Dumt! Tænkt som… Ja præcis som ihvertfald en hel del af de grotesker i kasserne. Der er forvrængede forvanskede udgaver af mig, endda med et andet navn. 

At tænke er da det sidste der er værd at spilde tid på! 

Jeg klarer mig langt bedre ved at bruge sanserne. Lade dem føle, mærke, se, lytte, glide med i luften, lade mig være en del af hvad jeg sanser. 

Det er banalt, men det virker. 

Det er så simpelt det der skal gøres. Og tager ikke megen tid. Hvilket er fint, for megen tid er smuthul for påtrængende tanker, jeg kunne tænke på min alder. 

Det er overflødigt. Jeg er gammel, det er viden nok. Tal er misvisende. 

Numre er massebetegnelser. At begynde at udregne… Hvadsomhelst, er at skabe endnu en kasse. At døbe mig selv Adam, nej! 

Jeg nusser lidt rundt, piller ved tilfældige ting. 

Der er ikke mere her. 

Alt er her, det venter bare på mig. 

Jeg tørrer bordet af, hvis der er en mening dér, er den der stadig.

Når jeg er tilbage, og det er jeg før jeg er væk. 

Du har mit ja. Helt til det bliver mit, og jeg kan smile. 

Dét er ligesom hele idéen. Uden at den er gennemtænkt. 

Den er komplet og fuldendt fri for én eneste tanke. Ikke et ord er skrevet på ét eneste lille stykke pap. 

Tænker jeg ikke. 

Og er her igen. Tilbage.

Før jeg forsvinder. 

Jeg har mine øjeblikke. De stærkeste af dem har mig. 

Igen og igen. Dét er det afgørende. De ER der. Som aldrig før. 

Som aldrig før… Årene forsvinder i fosterstilling, tiden er utydelig, ikke til at tyde. 

1 år, 5 år, 20 år, jeg er gammel nok. 

Mine øjeblikke forlader mig aldrig. Jeg kan kun intet, mere og mere. 

Jeg har aldrig været Adam, jeres kasser blev snydt så verden vendte vrangen ud på sig selv. Uden at det gjorde den store forskel. En rotation i en rotation, gletcherfart, kontinentalpladers venten. Deres tid kommer, min er nu, sjældent koncentreret, nu i bevægelse, næsten komplet cirkel. 

Jeg har også været Adam, men aldrig i en kasse. Kassefri Adam.  

Pap forgår, jeg forstår, et øjeblik er nok. 

Det får jeg, og ser et glimt før redningsholdet spidder mig, uset i den lavine jeg glider sammen med. 

Et glimt er rigeligt. Hvis man lytter efter. 

Jeg hører alt. Dit smil holder om mig til jeg er væk. 

Så præcist et øjeblik, igen og igen. 

Er jeg. 

SOMMERSJOV II

Sommeren raser afsted. Som en flok rabies-befængte klaprende rævesakse. Nej, det er ikke retfærdigt. Det er ikke alle rævesakse der har rabies. Og nogle er nysmurte, så de slet ikke klaprer, men er helt lydløse. Ret skal være ret. Denne tur er en løbetur. Med joggingtøj fra ’80erne og gammeldags gummisko. De mest lydløse sakse fungerer som en fortrop, har regnet hans rute ud, før han selv aner hvilke stok og sten vil regne ned over ham. Saksene hapser akillessener, hvor mange har man af dem? Han løber videre i svuppende gummi og efterlader prægtigt røde fodspor. Hvis han brugte øjnene i nakken, ville han være helt stolt over sådan at sætte mærker fra sit liv. Men øjne i nakken har han afskrevet som noget sludder. Han er ikke altid for kløgtig, sludder er nu engang det mest troværdige. Og ikke et spørgsmål om tro, men netop værdighed. Dét er der ikke så meget tilbage af, men hans løben i alle retninger på en gang plus i cirkler, er faktisk et forsøg på at finde den rest stolthed han gemte. Engang hvor fjolset ikke vidste at den slags kun er luft. Ret varm endda. 

Hans ridt på en hellig ko der forlængst er skrumpet ind i lommeformat, en ligegyldig ulykkemønt, bliver bemærket. Ikke så meget ham, synet bærer med vinden i alle retninger, 7 milliarder mennesker kan blive blinde af ét. Ret imponerende koordinationen. Næh, det er de ræve der ikke gider være sakse, der ser hans slingrende evighedsmaskine. Med en krøllet knuget laset fjerdryssende dyne i favnen. Hvorfor ikke? Alle har brug for en sutteklud til savl og snot. Men de ræveblå ræve, får deres øgleøjne op for den kravlende hurtigløber. Forklædt som hjælpsomme aliens fra befriende langt bag himlen, (der iøvrigt stadig er rædselshvid), giver de hånd. Rettere, tager først hans ene hånd, *knæk*, så den anden, *svup* (knap så knoglefast), så den tredje, *krsst* (uheldigt revet af ved albuen), så den fjerde, *knas-knas*, (dårligt udført, kun halvdelen af hånden, rævene bliver røde af skam!). Det holder dem lidt i skak, selv om han er så tæt på mat at remis ville være billigt sluppet. Men han fortsætter sin flintren gennem en verden der er gået i stå. Det er jo ikke til at se i farten! Og vifter derfor stadig med sine tre resterende hænder, ikke så meget efter hjælp, dén kan intet give ham. Det vidste han før han blev sendt ud, en budbringer uden noget at bringe, komplet nyttesløs. 

Det er absolut rimeligt, (hvis noget er, dén er stadig til debat), at spørge hvorfor han overhovedet løber?!? Svaret er pandedaskende indlysende. Ellers ville han jo stå stille! Og stilhed er som bekendt selveste helvede. Alle tænkelige og utænkelige Guder og Fanden selv bliver til støv under stilheds tryk. Og blæser væk, bag bjergkam og horisonter der aldrig har været. Men nærmer sig som en sandstorm, fra selv den mindste ansats til horisont fra en lav kantsten eller sprækken mellem to fliser. Horisonter er skam yderst kreative.

Aarrgh! (Et grammatisk noget bøvlet udtryk) -udbryder det fra et af hans ud- og nedglidende kropshuller, nasalt så nok en forhenværende næse. Aarrgh! En stribe, bredere end benstumpelængdehop kan klare, lægger sig mageligt udstrakt foran hans løben på stederne. Et gulliggrønt monster slasker sin tunge ud som afskudt slangeskind. Selv de mindste sakse, små fine ciselerede broderisakse, kender en tøven på smagen. Og fandme (Undskyld bandeord, det er kun på skrift…) om ikke den slimede løber, ikke ham og hans blodige sneglefartsspor, men monstrets 7-dobbeltklæbende tunge med sekundlim som faldlemme på hver millimeter, synger så smuk en morgensang, at han sprængt af befriet lykke kaster sig ud på alt for dybt vand. Han kan ikke svømme, så det er heldigt at vandet er løgn. Men hvis det er løgn, hvor finder vi så sandheden? Det må være næste once-in-a-lifetime oplevelse, lige rundt om et hjørne på torvet. Hov, der dukkede det torv frem igen, himmelnedfald, flettede faldne engle. Nej, engle hører ikke rigtig hjemme mellem alt dette. Jo, de faldne selvfølgelig. Hvor ER der dog mange modsatsninger og mellemklemte værender! Sådan er naturens orden, en skam at naturligt er en gang selvdestruktivt surdej. Hvad laver en bid af en ubagt bageopskrift nu her? Det er nu ikke helt dumt, kun tåbeligt set fra et synspunkt med O’høj-klap for punktet: Den lille hellige plasticko graves op fra troens kirkegård, dén har nemlig samlet lommefnuller nok til et ildfast fad, der kan bringe ham over monstermønstret. Jojo, han støder da frontalt ind i heldigheder på hans løbebånd. De småskrammer griner vi af, når vi engang gror nye munde frem. Gør vi ikke det? Engang? Bare én gang? Ord og lyde er jo praktiske mod dén dér stilhed, der er dømt til at være værre end noget der er værre end det værste…

Nå, men det var den fiksede, uden x, skæve og høje idé om at komme tørhovedet over den galdegule flod af myldrende monsterunger, uden at være et dovent drys der bare ender som foder forbudt for fisk, børn, og frelsende glorier engros. Indskudt uden sigte: Har hans løb mon den mindste risiko for at slippe fri for alle disse ord? Hvordan kan det nogen sinde ende sørgeligt nok? (Det var egentlig to skud, nok et jagtgevær?) Koen og bageren, med en lille svovlstik til at nedtone det eventyrlystne, kommer op fra ormehullerne med et samlesæt til en ark. Ikke ét ark, kun som del af manualen. Men en ark, ikke ulig den Noah gik ned med, godt den var bedre udstyret end Scandinavian Star. Gå væk, referencer til bølgen blå! (Skud nr 3, bare ignorér.) Over den stygge flod, der ikke hedder Styx, det ville være for latterligt, kom altså mand og mus. Gryden var så smart syet sammen, at hans blødende fødder og gummirester smeltede til to faste klumpestumper, og musene muterede til ydmygt tjenende rotter. Det er ikke alle rotter der orker at slæbe rundt på et dårligt ry.

Vel i bund på den anden side, med et skuffet uhyre kun med ikke særlig mættende reality-seere, kunne det være en slutning. Specielt med så få tilbage foran skærmen, produceren burde nok lukke og slukke. Men når alle kontakter og knapper er sat på netop dét, er dét så sat fast, at 1000’ende Houdinier kun kan ruske tremmer. Det er da også ganske sjovt, specielt med ble på i en rumstation. Det kunne være en kravlegård, men trods masser af storskrald i omløb, kan babytilbehør ikke rigtig klare kapløbet. De bliver så til meteorer og stjerneskud. Babyerne hviner af fryd, men ak, vi bliver voksne og hviner i stedet som svin, med en kraftig snert af grynten. Altså, hvor pokker bringer hans stakkels åndede løb ham hen? Der synes at herske en vis forstand, den er bare bundet fast til skoven uden bare træer, og dermed sur og stædig. En følsom sjæl… Muggen og gnaven til det sidste ord er sagt. Dét bliver en ekstra dyb depression, intet ord kan løsrive sig til lydform. Stilheden igen… 

Løbeturen stopper aldrig. Alting stopper altid, tiden er ikke glad for det, men alle ting stopper al tid. Hvilket rent logisk, ellers ikke noget vi er glade for, logik er en luskepels og ikke engang ægte hverken pels eller lusk. Men med modstræbende logik smurt ud over det hele, er hans løbetur så det eneste der er. Det bliver nok en smule ensomt, men han er ret træt af mennesker og andet halvlevende. 

Altså kommer han til at løbe i et tomrum større end universet før dét blev til. Uden et Big Bang at se frem til; kosmos orker ikke én gang til. Så han har sit løb og evigheden. 

Nåjo, måske har han også lidt sommersjov. 

Jeg tænkte en del over det, før jeg holdt op med det pjat. Og jeg tror han skraldgriner lårklaskende højt. Ekkoet må få al stilhed til at flygte i rædsel. 

Det er jo sådan set en lykkelig slutning. 

SOMMER SKOV (2)

Han går en tur. Eller turen går ham, det er uden betydning. Det betyder alt, alt er ikke meget, alt for lidt. 

Himlen bliver hvidere, kommer tættere på. Presser hans skridt for skridt til krøllen asfalt op omkring hans fødder. Det er da bedre end brødkrummer, når tilbageturen skal findes. Han holder øje med et vendepunkt. Der burde være tydeligere skiltning! 

En metalgrøn hæk kvidrer som besat. Eller også er det ham, igen, besat af så mange cikaders overrumplende fælles kor. En decimal i celsius, og taktstokken slår an. Det kværner rundt i et punkt, cirkler altædende om et punkt, en knytnæve slår lyset ud af turen. 

Midt i en fortabt forgrening, rumlen fra sidegader og bag bjergkammen. 

Turen fører altid hjem, han er ikke sikker på at være med. 

Han håber at kunne stoppe på stedet, men stedet har aldrig garanteret at stoppe. Torvet blæser op, vinden flytter sig. En anden stol, men knytnæven kommer igen, ganske blidt krøller den huden af, tynde flager asfalt orker næsten ikke, turen rykker som i et plaster. 

Hvis han bare kunne fare vild. Men turen fanger. Det er også fint, hvis den ikke var så pokkers tam. 

Turen står stille, og glor med sine dumme koøjne. 

Han ser sig selv stirre tilbage, det er nok blot en refleks. Et spejl trækker øjne ud, ingen ser det i mørket. Det er mere lyst end nogensinde, himlen er for hvid. Maser ham dér et sted på turen, altid dét sted. Igen og igen, han slipper væk. Igen og igen, så skramlende en gentagelse, stilheden bag rummer alt det værste. Turen er blot smålyde. 

At komme hjem er det samme, igen og igen. Turen fortsætter med at begynde, eller han… 

Kigger sig skræmt omkring. Stilhed kan ligne en hvid himmel, en knytnæve, hudflager, koøjne, hjem igen.

Men hov! En gratis tur! Jamen altså… 

Han ER jo ikke uden håb. Håbløs, jo sikkert. Men lidt håb har han da gemt. Selv om turen rippede ham for det meste, den koøjede knytnæve! 

En ANDEN tur! Lidt som; ‘der er altid én der vinder’… 

Sådan en tur hvor stilheden jages bort af fuglekvidder. Selv stilhed har noget at frygte. De dovne hudflager lige netop gider blive på rette sted. Og ikke blot hopper på den næste vind. Bjergkammen flænser huller i den alt for lave hvide himmel. Så det sorte strømmer ud og krøller op, harmløse kruseduller. En anden tur. Dét er mere end håb, det er rendyrket held. 

To ture, hvor håbefuld kan man være? 

Han har travlt nu, eller travlt har ham. 

Hurlumhejhus, sikke en tur! 

    

EvigForårsGlad

Helt ud af det blå, kommer vores lille heltinde. (M//k selvfølgelig! Politisk Korrekset! Men hunkøn er hun altså, og glad for det.) Evigglad! Ja det er hende, undsluppet melodi og udnyttelse i talrige versioner. Men i problemer. Hun må sådan svævehoppe nogle meter ad gangen, lidt kluntet og ikke særligt yndefuldt for en mariehøne. Evigglad er ved at løbe tør for brændstof. Hoster og hakker som en gammel tocylindret Trabant. Absolut ikke kønt, og langt under forårsniveau. En støjende og usikker mariehøne, næsten som den bille hun gør så meget for ikke at være. Og langt fra brumbassens triumferende, næsten imponerende knurren på langsomme omdrejninger, en 12-cylindret motors dybe sejtræk med damphammereffekt, nej det er ikke Evigglads kravlesnubleagtige jordskrabende “running on fumes”. Tværtimod, ynkelig og desperat søgen efter en benzinstander. Eller opladestation, hvis hun er opgraderet til el. Hvad Evigglad ikke forstår, er at hendes drivkraft er blanke flader. Men det virker. Et tilfældigt zag hen over kanten af en lille sø, og hovsa! Opsuget glimt af et spejlbillede, gode gamle evigt unge Evigglad fyldes med optimisme, vinger der kan bære, glædesspredning og symbolik. Hun ved ikke helt hvordan det virker, men et par længere sving ud over sig selv, og hun fungere som hun skal: Glad, gladere, Evigglad. Muntert design, et renommé som yndig, sød, sjov, ret nær en firkløvers domæne. Evigglad på en mark af firkløvere… Dér har vi en mulig evighedsmaskine. der som bonus er evigt glad. Og fremkalder af gyldne øjeblikkes glans, photoshoppet og tilskåret, 100+ % følelsen som den var. På den mark, hvor en 6-årig lå og tabte sig op i solen, sanser åbne uden de filtre der senere bliver standard, og tanker på standby, overflødige som kun muligt præcis dét øjeblik. Det var dengang, jo, men også og lige så kraftigt eller mere, nu! Igen og igen. Lærken er en lille prik mod den evigtblå himmel. Som en af prikkerne på Evigglad. Men for meget af det gode er som bekendt for meget. For meget godt er noget værre næserynkende ildelugtende skidt, alt for meget godt smides direkte til storskrald. Marie Marie Marolle, flyv op til, -men hov, det er en anden mariehøne eller en anden remse, ikke en rigtig melodi der skal undslippes, men tilsølet i børnestemmer, og navnet Marie? Hvad er nu det? Nå og men og tja og jaja: Efter en kort identitetskrise trækker Marie Evigglad på sine imaginære skuldre. Hvor langt kom… Jo: Flyv op til vorherre og be’ om godt vejr. Altså! Hvem pokker har afgjort at Evigglad kan dét? Ret meget forlangt af en mariehøne, selv en Evigglad! Og sagt mange gange nok, er det næsten mariehøne-misbrug, en sag for de sociale myndigheder. Med alvorlige konsekvenser for Berit som Evigglad hedder, ikke Marie! -hjemme i Marollelund. De mange bønner om godt vejr er altså mere end man kan forlange udført. Turen frem og tilbage til vorherre er ikke bare et smut i Føtex, bønner på dåse, det er en pilgrimsfærd pr stedfortræder, og så skal Berit Evigglad forhandle med vorherre, der faktisk er lidt træt af al den beden om godt vejr. Det er jo også i overført betydning, “at be’ om godt vejr” har ofte alt andet end godt vejr at gøre. Det er en sag mellem mennesker, og deres langt mere gordiske verden. Evigglad, Marie Marolle, Berit er med på at have en lille rolle i dét cirkus, men så heller ikke mere! For meget af det dårlige er lige så skidt som for meget af det gode… Det ender galt for Berit, hun ER lidt for glad for at være Evigglad og Marie, med vorherre et sted over sig, endda med uafklaret magtfordeling. Udmattet af personlighedsspaltning og vrøvleord som Marolle, ender det på ubehagelig grov asfalt. Og det lige efter at være blevet fyldt helt op med drivkraft, hvor sortrandet. Nu gik det lige så fornøjeligt, søen ligger der stadig med et utal af spejlbilleder, nok til 100’vis af ture på forlangende af børn, til ihvertfald nogenlunde stabilt vejr hvis vorherre lige gider igen, tak… Det kunne være den 6-årige på marken, men dét øjeblik er igen forbi. Igen og igen, men dén pointe er vist trængt ind. Istedet… Evigglad, ikke med megen glæde eller evighed tilbage, krabber omvendt på vingerne, med en stor sko på vej ned over. Skyggen gør allerede verden dyster og skæbnesvanger. Evigglad er ligeglad med symbolikken, og får besøg, helt jordnært og tolkningstørt. Brumbassen, nåja. Den hedder ikke andet end brumbassen, men kunne da hedde Bent. Måske Bjarne? Det gør den heller ikke, men det bør den ikke spekulere på! Brumbasser kan som bekendt ikke flyve, så den flyver direkte ned men fejlbedømmer landingen. Et sekund eller tre står den stille på ingenting, vaklende mellem tyngdekraft og tro. Ren tegneserie, kig ikke ned! Til vingerne indrømmer at de ikke kan bære. Plop! En tragedie! Den overvægtige basse smasker lige ned på Evigglad, et tilfælde så usandsynligt, at det netop er et tilfælde. Og, som advaret om, næsten omgående, hurtigt sceneskift… Når Evigglad og brumbassen uden navn at se op? Ikke at flyve til vorherre, slet ikke, men det er alligevel kun relateret til vejr, så det ville ikke hjælpe. Så! -ganske som ventet. Klapper en størrelse 44 ned på dem begge. Nok kun en lille plamage set fra himlen eller alle andre steder end jordnært. Splat og slut… Nej! Det SKAL ende lykkeligt. Fokus omstilles hastigt og hektisk, før næste ‘Mariehønen Evigglad’ eller ‘Marie Marie Marolle’, (Navnet Berit og brummes manglende ditto bliver en biting, dé er ellers helt forbifløjet her.) Altså, der er, helt objektivt og fakta-baseret, rigeligt med Evigglad’er og brumbasser. Ingen grund til tårer! Ellers vedtages det, at Evigglad er fløjet op til vorherre og bliver der, bare for at sikre godt vejr i al evighed. Og brumbassen kunne ikke flyve, så dén er blevet meget klogere. Og det er også altid godt. Hvis det ikke er nok til en glad slutning: Lærken over den 6-åriges mark hænger stadig under himlen. Det gør den nu. Og igen og igen. Sådan. 

%d bloggers like this: