GAMLE MÆND GLEMMER MEGET BEDRE

Afsnit 2.

Delvist til flg festival, 

-Hvor ikke kun gamle mænd vil vise

sig fra mange sider. 

1… 2… Mange! 

Lyd & Vildt Festival AMOK 2.0

Rosenkrantzgade 1B, 8000 Aarhus C, Danmark

Fredag 31/7 & Lørdag 1/8; Kl 15 – 23

https://fb.me/e/5ZUkV2BRo

Undertegnede aka MentalMantel

i al mangel på beskedenhed

fredag d.31. kl.16. 

Når det stadig hedder ‘mænd’ og ‘han’ og helt uden hunkøn, så har det to primære logiske årsager. Sikkert flere, men småtterier er jo kvinders område. 

Dels er det fordi identifikation bliver bekvemt nemt. For mig. Jeg skal ikke lave mig om til hverken et andet køn eller bruge sådan nogle besværlige omskrivninger, der gør alt til noget neutralt hverken eller. Jeg er gammel, en mand, gnaven og gal. Så er det ret meget lettere at bruge ham som mig eller mig som ham eller den blanding det bliver. Blandet hankøn.  

Dels er der, selv i år 2026, forskel på mænd og kvinder. Det er ikke ment som… Noget! Slet ikke! Kvinder er bedre end mænd! Meget bedre! Nå ikke det, heller ikke? Det er også mandschauvinistisk? Jovel… Jaså.  

Så er det heldigt at gamle mennesker ikke i så voldsom grad skal være ‘opdaterede’. På adskillige områder, ikke mindst det politisk korrekte. Til en vis grad dog, en af grænserne er benævnelsen ‘gamle gris!’ Så må børn og børnebørn gøre noget ved det. 

Men en smutter eller tre er tilladt. 

‘Det er svært at få ham til at forstå, at han har været helt forkert på den i mere end 50 år. At de roller han og vores mor udfyldte så uhyrligt, ikke hører til blandt oplyste mennesker. Han kan sidde og nikke og forstå og sige at det skal han nok huske, og at det da også kun er rimeligt og rigtigt… Og så går der to minutter og hans indgroede verdenssyn skubber det hele væk. Det gør det forfærdeligt at have ham med nogen steder, hans bemærkninger og bare måden han glor på… Så kender jeg ham ikke! Det er jeg efterhånden blevet ret god til.’

Den lidt gamle måske gris er nødt til at give den som småslumrende småsavlende sammensunken i den stol andre har besluttet han foretrækker. Med ansigtet gemt væk, dels ned mod brystet dels i de irriterende puder der altid bliver proppet rundt om ham. Han har stor øvelse, men det hænder stadig at han har svært ved ikke at lade sin indre boblen komme ud i lange latterbrøl. 

Han har det på ingen måde dårligt med at være i en forfatning og en tilstand meget anderledes end hvad alle tror. Det er ganske enkelt morsomt at være ham. Og dét ville der ikke blive set på med milde øjne, hvis det blev opdaget. 

Gammel og gnaven, jo det går an. Men at grine, og endda ofte ad verden, Uha

Vi glemmer mere og vi glemmer meget mere og vi er udmærket klar over hvor langt vi kan glemme ad dén smarte smutvej. Og hvor længe, den forsvinder i hælene på os, bliver glemt hen ad sig selv.  

Så hiver vi sådan en rar positiv erindring frem, en god- og anerkendt fælles oplevelse, den slags der binder en familie sammen.  

Vi pudser og retter mindet en smule hver gang vi genåbner det. Og bruger tricks. Som at få andre til at være den der husker, en simpel manipulation. Så meget nemmere når vi gamle jo knap ved hvad det betyder, ‘at manipulere’. Som erindringer så hiver frem i billeder der næsten er for perfekte til at være sande. Mens gamlingen sidder og er gamlere, nikker og sukker og mumler.

‘Altså så I hvor meget det rørte bedstefar? Hvor var det godt at få genopfrisket, bedstefar havde vist helt glemt…’ Hvem ved? Og hvem får lige rettet erindringen ind, hvis den kommer for tæt på at være selvmodsigende.

Eller, og det er en fælde der kan dukke op tilfældigt, så det kan være svært at bevare overblikket. Selv for en gammel gnaven. En erindring flyder ind i en anden, måske endda den samme bid hukommelse, eroderet og omformet hver for sig til to forskellige. Der nu bare ikke KAN passe sammen, overlapningen rumler som tektoniske plader der frastøder hinanden. 

Det hele, der er alt andet end helt, bliver frastødende i enhver hukommelse.  

Vi er så gode til at glemme, at vi har mulighed for at glemme en masse på andres vegne.

Det er en evne der er både nødvendig og forhindrer en lynhurtig ophobning, tilstopning, jernplader hvor nitter plopper ud med dræbende fart, vores verdener ville eksplodere og blive til hjernedød hurtigere end en virkelighed kunne genoprettes. Og det er ellers hurtigt, faktisk har ingen eller intet til nu kunnet overhale en virkelighed. 

Nok også fordi den tanke, bevidst eller ej, har været igennem hjernen, som har gjort den til en del af virkeligheden…

Det lyder ret forvrøvlet, ja. Som så meget andet ingen helt forstår. 

Der er kun en ting at gøre, hvis alt ikke skal blive kogepunkter og ustabile partikler. 

At lade være med at tro på en forklaring, og da slet ikke prøve at finde en.

Det bliver til noget der kunne stå i gamle dages børneværelser.   

Kæpheste, de vrinskende stolte gangere og galoppere fra prærien, med en solnedgang bag den yndige indianerpige der har det fint som 17-årig med en gammel krumbøjet smårådden gnavende mand, der knap er hankøn mere.

Kæphesten parkeres op ad den tipi eller wigwam eller totempæl eller hvad vi får blandet sammen i en forvirring af lige dén barndomsverden vi stadig kan bruge, og kæphesten moderniseres til en holdning eller mening med styrke bag, digitale kredsløb gør vores personlige AI lige så idiosynkratisk og selvmodsigende som den der koder den. 

Og og og, kæphesten er et kosteskaft som onkel Egon har sat noget farvet papir og noget snor som manke på, men den er for altid en prægtig mandig hingst stejlende mod horisonten, og det er jo nok mig selv der gerne ville stejle og være noget i silhuet mod en horisont. 

-Ville en frejdig ungdommelig psykolog med 17 tillægsuddannelser nok finde frem til. Med et beroligende og venskabsoprettende indøvet smil, en sikker bedrevidende hånd på mit knæ fordi fysisk kontakt også er et bindemiddel. Som jeg iøvrigt hader på linje med de evindelige kram til højre og venstre. 

De bliver heldigvis færre og færre jo mere jeg er en vrissen olding. Måske viftende lidt for voldsomt med en stok. En stok er en fornøjelse, så kan jeg lade mine andre våben få et hvil. ‘Andre våben’, det er så voldsomt… Jeg er jo ikke specielt aggressiv. Det er nok mest fordi det (også) er sjovt. Sådan en svækling som mig, så skrøbelig og forsvarsløs at de fleste lader mig være. Men de få der begynder at genere mig, et sted hvor der ikke lige er andre mennesker, ja det bliver hurtigt dem der håber på andre menneskers indblanding. Det er såmænd så nemt. 

Det er som med så meget andet. 

Hvad andre ser, hvad jeg “er” og ikke, er rent gætværk. 

Som det også er når jeg ser på et menneske og tror at jeg har en slags superkraft. At jeg har røntgenøjne der kan se ind bag tøj og hud, ihvertfald bedre end andre. 

Det vrøvl fordamper på et øjeblik, bare ved at se mig selv i et spejl. 

Jeg er jo ikke engang sikker på at det er mig, og skal helst ha’ det fortalt. 

Jeg kan så vende spejlet. Engang var det for at se mig bagfra. Én gang. Spejle ser forskellige ud på bagsiden, men når jeg vender et spejl er der en ting der går igen. 

Hvor mit baghovede ville være, sådan omtrent og hvis og såfremt, er der én sætning: 

Du er da virkelig dum i nakken!

Jeg er holdt op med at tabe spejlet. De første gange af forskrækkelse, de næste af forbløffelse. Man kan vænne sig til at være dum i nakken. Eller bare ikke tro på alt man læser. Men jeg har da vist sparet en hel del 7 års ulykke sammen. 

Hvis jeg troede på den slags. Alt det med år og ordnet rækkefølge og tid som en lineal. 

Vi gamle i alle aldre er nok dumme i nakken…  

Aber

Dabei 

GAMLE GNAVNE MÆND ER GLADERE.

Afsnit 1.

ABER DABEI.

Udledning, forvikling, afgange til begyndelser, almindelig snublen over linjer i labyrinter for at finde vejen ind, mus i hvirvlende forsøg på at fange deres egen hale, hunde i halsende piv og vuf og logren med manglende hale i hjulet hvor godbiden er én pote mere væk…

-Kommer i andre afsnit. Måske. Og hvis andre afsnit gider. 

Tja, hvem ved… 

Mere følger i måske næste afsnit også her, på Fb https://www.facebook.com/sdaniel.mantel og så til den fantastiske festival på AMOK 2.0:

https://fb.me/e/5ZUkV2BRo

Lige nu og her ‘i skrivende stund’ som det hedder, selvom ‘Sigurd’ eller ‘Signe” ville være bedre navne, er der kun ét at sige altså skrive: 

Også med caps eller versaler eller majuskler:

ABER DABEI!

Linjen lægges med ordet ‘majuskler’. Hvor stor en %-del der læser det, ved hvad det betyder? At det er til at gætte sig frem til grundet de forudgående ord, lægger bare linjen hårdere og mere nådesløs: Den gamle gnavne mand kan være den rædsel af en knokkelmand der ventede som ekstern bøddel ved eksaminer, der stadig er en bestanddel af mareridt og står prentet på noget papir. Der dukker frem igen lige meget hvor mange gange det er blevet brændt. Nissen flytter med, det ’00’ på gammelt gulnet papir ligger på loftet eller i kælderen hvor end du så får adresse, du har opgivet og ved at det er sådan. Den mørkeste plet i den hjerne er yderst reel og venter på dig lige så længe du lever. I al den tid der aldrig går i de 30 sekunder med ‘Majuskler:

Definér, anvend i 3 sætninger, find 5 synonymer, og selvfølgelig oprindelse og historiske kilder. Og husk de obligatoriske oversættelser til de 3 af 5 sprog du ikke har tilvalgt. Og… Væsenet sænkede sin gnækken til hvislen, for at slutte: ‘-men det ved du vel du skal have med for ikke at dumpe, helt automatisk? Det gør du såmænd nok alligevel, dumhed fylder dit barnefjæs, åh hvor ville jeg dog gerne give andet end 0 og 03, men det bliver næppe nu, vel?’ Tiden begynder nu, du har 30 sekunder, nej 29, nej… Og vi er langt før noget internet så glem den tingest du har i baglommen, der går et par tiår før der er et signal. Og nu er der 23 sekunder tilbage. De tynde arme og ben på ondskaben selv snoede sig sammen i sitrende knuder af forventning, vanskabte hænder voksede til kløer der om kort tid kunne kradse dit ansigt til blods, reptiløjnene voksede til at fylde og sluge alt ind i de tynde sprækker, du så dig selv som lillebitte spejling i åbningen mellem et klasseværelse og helvede.

Sekunderne gik aldrig mere, og var for længst gået. 

Fyldt med ét enkelt ord. Majuskler. 

De andre der også brød sammen, fik selvfølgelig andre ord. 

Et enkelt ord kan forfølge et menneske med ned i graven eller endda give det sidste diskrete puf. 

Mareridtet var ikke en drøm. Et minde der selvfølgelig er en smule overdrevet. Men ikke meget! Det er et stykke ægte erindring, bekræftet af mange andre ofre for den gamle gennem alle tider omrejsende repræsentant for fanden.

Aber… Dabei! 

Det stammer ikke fra de tysk-timer i gymnasiet, der ellers var dummere end næsten muligt; kun undergået af fransk der ikke gav andet end et fuldstændigt udtryksløst uforstående ansigt efter 3½ års undervisning. Undervisning? Måske, den nåede i så fald kun ca 20 cm fra lærerens mund, allerede i forfald hen over katederet, i en luft der åbenbart opfattede fransk som luftstridige forkerte små bevægelser, noget der skulle opløses til atomer hurtigst muligt. 

Eller noget i den retning, franske ord nåede aldrig frem til mig, så om der var tale om undervisning? 

Ihvertfald ikke på fransk! Eller tysk… 

Mit ansigt med så manglende udtryk at det kunne betvivles som kun tomt, med aldeles tomme øjne, indsatte glaskugler hvor lidt farve var klattet på i sidste øjeblik. Den eneste tanke der med lidt god eller ikke, vilje kunne plantes på det genskin fra to hullers fyld, er:

‘øh… hvor blev alle andre tanker af?

Det kunne ikke ses udefra, og idag kan jeg tvivle på om det ikke er en eftertanke, og der næppe var blot antydningen af en tankes tøven og så trækken sig fra et håbløst hovede. Var det mon sådan? Tja, hvem…

Men det er at spørge dumt, tankerne himler før de overhovedet får et spørgsmålstegn: 

Aber Dabei! 

Gad vide om der er nogen mening med det udtryk, altså for andre end mig selv, eller sådan som andet end bogstaver tilfældigt klumpet sammen? Er der en mening for andre? En ‘mening’. Åh, træthed og hovedpine er allerede parat, træk i ansigtet er modtræk og så sprækker fjæset på et tidspunkt, mange små revner med en kedelig sløv knitren, skal ‘meningen’ virkelig hives frem endnu engang? Stakkels mening. Fordummelse, ditto dømmelse, knusende luft mod hud der kryber og kryber og kravler rundt på kroppen. Hovedbrudshyletone, en sirene i komplet sindssygt larmende lydløshed, mit hovede i en skruestik, og *plop*! En mening kan skrabes op fra gulvet. Sammen med andet ligegyldigt, kun lige det og intet andet. Måske med en bismag af dumhed, jojo. 

Topfbiegung! 

Stik lige dén! 

Der er skam lærdom i tysk grammatik! Ligesom man kan blive klog af skade! Og brændt barn skyr ilden! (Hvad gør en voksen? Brænder sig tilbage til barndom?). Og den slags livskloge dybe vendinger, der enten bare er latterlige eller indeholder visdom så det oversvømmer og bliver til træden vande i eget savl. 

Hov, det var noget ganske andet. måske, måske ikke, det kommer an på hvad jeg kan få til at hænge sammen. Og det er ikke så lidt, faktisk er jeg endnu ikke stødt på noget der ikke hænger sammen med noget. For mig, ofte med mig. Eller da sig selv, og det er noget ganske andet; det samme er aldrig det samme. Ikke som jeg ser det, og hvis det er en smule selvoptaget, ja så er det en brøkdel af andres galimatias-kolossale ego’er. 

Mener jeg i al fredsommelige rasende iltre vrede, der får latteren til at bryde ud som 1000 vulkaner på klodens fjæs. 

Det kræver en smule uddybelse, eller bare fordybelse, en mangelvare i denne tid og fremover en decideret uddød evne. 

Det er så igen en sammenhæng der for andre og svagere begavelser kræver at blive skåret ud i pap. 

Den slags kan gamle gnavne mænd tillade sig at ikke kun tænke men både sige og skrive højt! 

Men tysk. Alle de der bøjninger af køkkenredskaber kunne jeg bare ikke få ned: 

Trods grundig gumlen og endda lidt tanker som krydderi, så forblev bulede kasseroller og ovnfaste fade ufordøjelige. 

Tysk gav mig adskillige kæbebrud og knuste tænder, men dén er der ingen der tror på. 

Der var jeg gammel og gnaven som elev i folkeskolen.

Dette kommer også til at dreje sig om alt muligt andet. Gnavne gamle mænd og deres glæde over galskab er udgangspunktet. 

Hvis der udøves maksimalt pres, kunne en dråbe erkendelse måske dryppe lige præcis her: 

Personligheden gammel, gnaven, glad, gal, gakgak og genial, er nok et filter der gør det nemmere. Hvad? Tja, at være alt muligt andet er så meget, så en god stereotyp simplificerer. (Hvad? Og så videre, men netop): Den gamle mand lukker øjnene og ræven bag øret bugsnorker og efterligner et par kropslyde. Andre tilstedeværende skynder sig at kigge på punkter i luften der ikke har den ringeste grund til at blive betragtet. De er lidt trætte af kun at blive brugt som en slags forlegenhedens holdeplads. 

Der er ikke så mange ræve der kan gemme sig bag et menneskeøre, endnu færre der gider, og næppe nogen der kan medvirke her. Medmindre betalingen er derefter, men der er ingen aftaler med ræve om lønnen for sådanne afvigende personligheder, og nåja, ræves rævelighed skal så justeres til at være menneskelig, og allerede der sætter enhver ræv foden ned. Trækker en streg i sandet. Forstærker modviljen ved at slå en streg, afpisse territoriet, alle de forsamlede ræve står stejlt med armene over kors på brystet, en positur der tydeligt viser her til og ikke længere! Vi er ikke ulve… Der må være en grænse! Var vi måske ikke med både ved Dybbøl og som sabotører under besættelsen? Det er svært at benægte fakta, og fakta er optaget af at lede efter noget at have sig selv i, eller blot en håndfuld 7-tommersøm at slå sig fast med, bare midlertidigt.

Fakta er langt ude i en skov der er usynlig af bare træer. 

Og så er der den gamle strid om at rævepoter bruges som en slags talisman og hænges om halsen på mennesker, ræve har altid protesteret mod den uskik. 

Enkelte rabiate muligvis rabies-smittede og fundamentalistiske ræve har åbenlyst gået med menneskefødder som smykker og som galoscher. Noget provokerende, men  sådan er der så meget, som Gud og hvermand siger, hvoraf en stor del er mellem himmel og jord. Muligvis, de mængder er modsat mørkt stof og energi ikke udregnet. Nogle ting bør nok ikke opmåles eller vejes, ikke alt tåler at blive set efter i sømmene. Og at blive vejet og fundet for let, jamen der går sjældent røg af et bål uden ild! Og når man flyver for tæt ved solen, kan man svide sin fjerdragt og så er det højt at flyve, dybt at falde. Næh, at bevare jordforbindelsen, og at have begge fødder på den, og man skal veje sine ord! 

En ordvægt? Så er det da med at spytte ud, ellers bliver munden en tung byrde. Og hvis man har noget på hjerte… Eller for mange ord i hovedet, det kan nok klares med et par Pamoler.  

Man skal veje sine ord. Og holde øje med sine legemsdele. Specielt når der er mange ellers tilsyneladende harmløse ræve omkring, sådan tilfældigt hængende på gadehjørner.   

De fleste ræve har nemlig blot samlet bunker af menneskets fødder, hænder, og hvilke lemmer der nu er til at bide af. Gemt i huler med så mange udgange der konstant bliver flere, at ingen er den rigtige. De desperate legemsdele der stadig kan krabbe, krybe, eller kradse sig afsted, søger og søger og glemmer til sidst efter hvad.

Hertil og ikke længere… 

Og således kom slutningen til at være en begyndelse:   

ABER DABEI! 

Den gamle mand er en smule træt, rygraden lidt øm, det er tid til en lun plaid og en lur. Uden noget bag ørerne eller andet der er sjovt at lege med. Eller at være legetøj for. 

At den gamle mand er uden alder og iøvrigt ikke nødvendigvis er en mand, burde være indlysende. Ligesom meningen med dette afsnit kun er at vise, at der ikke er mening i galskaben: 

Rettere, der er masser af mening, og noget skal nok pible frem af utætheder i den konstruktion der er os. 

Det er rart at kunne være ubekymret ved begreber som i sidste ende ender i ‘bevidsthed’ og ‘sjæl’ og dermed liv og død. 

Eller blot træt af at være bekymret. Og hvor vidunderligt!: Det gør hverken fra eller til, så hvorfor spilde den begrænsede tid med at tænke over hvor begrænset den er. Det giver ikke ét eneste ekstra sekund. Orker ikke mere spekuleren; alt og intet er det samme, og hvorfor gøre noget stort postyr ud af det? 

Det er underholdende at lege med, og det er fint at alle generationer har nogle der ikke vil være den generation på den måde, eller hvordan det formuleres, det er ikke den gamle der skal blande sig i det. 

Det så lidt meget løgn, men kun fordi det nogle gange er sjovt at blande sig. 

At hugge en andens kæphest og ride ud over prærien igen, som 7-årig med knaldperlevåben og en fortabt flok indianere der ikke er meget bevendt uden deres kæphest… 

Fortiden er proppet med alt tænkeligt og en del utænkeligt, en mere end rodet rodebutik, en butik der i sig selv er bygget af ting og sager fra fortiden. 

Den gamle hiver en torsk i land og morer sig over al det løgn og latin der også er fortiden og dermed fremtiden. 

Og det latterlige nu, der er en gang fup men umådeligt vigtigt. 

Jaja, slutningen er begyndelsen og omvendt, alt imellem er på vej til eller fra, og det er fantastisk som det bare er det samme. 

Jo, det er squ sjovt at være gnaven og gal, flere skulle prøve. 

Det var så det afsnit, der skulle have været noget helt andet, men hva’. 

Flere afsnit følger,

men hvad angår

indhold… Hvem ved?

Og en rækkefølge, den der kronologi. Latterlig lille lineal. 

Aber…

var det dabei? 

Nej, det var med majuskler! 

ABER DABEI! 

Perfekte Fejl.

Det er en fejl. Eller mere korrekt, det skyldes en fejl. At dette også bliver digitalt. At jeg er her. Bogstaveligt talt, eller er det binært talt? Digitalt fortalt. Digifortalt? Nej den går ikke, understreger stavekontrollen med rødt. Det er så ligegyldigt. Indtil den dag hvor “ignorer” pludselig ikke er der mere. Alle små fejl rettes automatisk, og forresten indtales ordene, de skrives alligevel ikke mere. I en fremtid, hvilken en det så er, vil der ikke være flere fejl at finde. Kun fortidens. Måske får de lov til at uddø af sig selv. Som en slags kuriøsiteter i et lukket område. Bag firewalls kan de så betragtes, selvfølgelig ikke berøres. Fodring strengt forbudt. Men det er ikke helt nu. Det er heller ikke sikkert, at fejl bare vil finde sig i at være forhenværende. De vil nok insistere på at dét er en fejl. Eller at de ikke er, det vil vise sig. Men tilbage til lige før. Til hvorfor jeg også må tage mit ‘some’-jeg på. Og smutte rundt fra platform til platform, pakke og udpakke de 0’er og 1’ere der så eksisterer i nanosekunder nok. Til at være her nu. Engang, igen.

En dag var der en fejl på himlen. Klart og tydeligt. Klar og tydelig, alligevel var det vist kun mig der så den. Ellers ville alle stå og glo måbende op. Det var kun de sædvanlige få der gjorde det, ganske som få altid gør. Himlen er en yderst kompliceret affære, og det må være mere end fast arbejde for den. At vise sig for enhver der lige måtte kigge op. Der er virkelig noget at holde styr på. Med så mange detaljer, der endda forventes at være konstant skiftende. Synet på himlen er mange slags syn. Og den skal være klar og parat og fiks og færdig, uanset hvad der rettes mod den. Lige fra et hurtigt overfladisk tjek; regn eller solskin? Til langvarig indgående granskning. Som naturens overvældende kunstværk eller et videnskabeligt overflødighedshorn. Himlen har bare at være der og præstere sit ypperste, den kan ikke tillade sig den mindste pause eller at slække lidt på den himmelske standard. Det gjorde den altså lige den dag. Mit syn blev nærmest suget op og ind i den fejl, og jeg plejer da ellers at være rimelig hvad angår fejl. Det er jeg nødt til, med mine fejl, men ikke dem nu. Ikke endnu. De skal nok trænge sig på, og så skal de være hjerteligt velkomne. Men altså, ikke lige den dag. Jeg var noget forbløffet, der går rigtig mange andre dage uden sådan en skødesløshed fra himlens side. Jeg tog endda et fotografi af himlen den dag, som det ses herover eller under eller hvor det ender. Mest for at åbne andres øjne. Men hvem tror mere på et foto? Det kan manipuleres næsten lige så meget som hvad det påstår at vise. Udtrykket ‘ikke at tro sine egne øjne’ handler nu ikke om det. Øjne har aldrig været en pålidelig måde at se noget på. Dén fejl på himlen kunne selv mine mest misvisende øjne dog ikke afvise. 

Det er kun menneskeligt at fejle. Himlen er måske menneskelig, men nok mere til for at mennesket har noget over sig. Specielt for de mennesker der ikke lige har en paraply, en Gud, en chef, en leder, en lynafleder, en idé, en filosofi, en fortælling, en ét eller andet der kan beskytte og bestemme. De fleste vil gerne give køb på noget selvbestemmelse, mod en grad af beskyttelse. Om det så er dem selv de sætter over sig selv, hvad der end fungerer. Det er også kun menneskeligt. Men selveste himlen, det store hvælv, skal helst være der også. Omskiftelig ja, men så sandelig ikke med graverende synlige fejl. Jeg synes og syntes det var himmelråbende åbenlyst. Som om himlen bare ikke gad! En lille fejl, en enkelt død pixel, det kan gå an. Men der kan og bør ikke bæres over med en fejl som den jeg så. Ja, det vover jeg at mene, trods min nødvendige rimelighed. Jeg tillod mig, med ydmyghed selvsagt, at være sikker i min sag: Himlen var ikke hvad den burde være! 

Selvfølgelig prøvede jeg at få andre til at se. At få dem til at se hvad der umuligt kunne overses. Det var besynderligt svært. Jeg begyndte at tvivle. Det gør jeg nu næsten altid, men så tvivler jeg på min tvivl, og så er dén klaret. Det er jeg ret god til, nok en fejl, men ikke nu. Var der overhovedet andre, der havde øjnene åbne? Eller gik de bare rundt og lod som om? Jeg nåede at blive forarget. Sådan at gå blinde gennem verden. Hvad var det de ikke ville risikere at se? Se ind i sig selv var der jo ikke tale om. Ikke tale om! Den himmelske fejl var så dominerende, at jeg blev ligeglad med alt andet. Det var måske, hvis jeg kunne se baglæns, lige dumdristigt nok. Tæt på at være en fejl i sig selv. Altså min. Men en fra eller til, desuden kommer og går fejl som var de mennesker. Jeg blev næsten ligeglad med, om den store fejl deroppe kun var for mig at se. Eller om alle andre havde en hemmelig grund til at lade som ingenting. Til at være ligeglade. Eller var de bange? Det var da ikke deres fejl? Jeg gav min tvivl til tvivl, lod spekulationer være spekulationer. De kunne klare sig uden mig. Nu bliver det en smule urealistisk. Men mon ikke det går? En vis overdrivelse fremmer forståelsen. Kan jeg lige tilføje, men faktisk er jeg nødt til at underdrive. Ellers kommer der alvorlige pletter på troværdigheden. Også på min. At være flintrende ligeglad med resten af verden, er ganske ordinært, mere end realistisk. Næh, det var hvad jeg så gjorde, der nok kan give en betænkelighed eller to. Ved hele min, indrømmet betænkelige, stillen mig frem her. Jeg er stadig tøvende, men der er ingen vej tilbage. Så! 

Der er altid en vej tilbage. Eller uden om, neden om, hen over, en anden retning. Ellers kan den laves, hvor svært kan det være? Det kommer an på, hvor mange forsøg der er. Før der dømmes fejl. Men fejlen på himlen ville kun tillade en vej i et forsøg, ingen små afstikkere eller udflugter. Én vej eller ingen. Det er logisk, og dermed realistisk. For hænger man et sted langt oppe over skyer og flyvere og den slags, og mister grebet… Uha! Men som virkeligheden kan vise sig meget nemmere end den ser ud. Jamen! Det var ikke andet end en ren leg. En lille hyggelig udflugt. Jeg gik bare mere og mere opad i stedet for langs jorden. Stille og roligt, slentrende. En spadseretur. 

Jeg gik bare. Ud i det blå, som blev op mod. Jeg kom da nærmere og nærmere himlen. Og dens fejl, der ikke voksede selv om jeg kom tættere og tættere på. Fejl bliver større når afstanden mindskes. Det er logik. Bare se hvor altdækkende og opslugende en partners fejl kan blive. Det var mindre underligt end det kan lyde. Ihvertfald betydeligt mindre underligt end så meget der er underligt. De sidste mange kilometer var jeg helt oppe under selve himlen. Jeg skulle blot række hånden op, så kunne jeg mærke alt det vi kun plejer at kunne se. De sidste par gange cirklen rundt og op, måtte jeg endda gå en smule sammenbøjet. Simpelthen for ikke at få buler i hovedet. Der var ikke højt til loftet, og faktisk var det lige ved at blive en smule klaustrofobisk. Også selv om jorden var en svimlende forsvinden under mig. Her er der så noget med tiden der halter. Altså ikke at tiden haltede eller humpede eller havde en sten i skoen. Det var min lille smuttur op til himlen der gav tiden problemer. Og gør, nu hvor det skal fortælles og stadig være sandsynligt. Forklaringen er så simpel, at den næsten er triviel. Det er nemlig sådan, at jo tættere man går på himlen, og jo fjernere fra jorden, ja så bliver ikke kun luften tyndere. Også tiden. Der dermed kan glides igennem næsten uden modstand. På den måde kan et minut på et ur smutte afsted som både timer og dage. Og jeg så smutte med. Derfor. Kunne jeg gå så mange kilometer på så kort tid. Der er også noget med netop tynd luft og vejrtrækning og lunger og en menneskekrop; at gå så langt så højt og så noget andet, en del mere. Men der er ingen grund til at begynde at lyve. Det må bare være som det var. Uden videre udlægning. Omsvøb er overflødige. Og så videre, det sidste stykke skal lægges præcist. Den sidste strækning, der nu blot var lige ud og direkte mod fejlen. Det var ret spændende. Det ER ikke hver dag, den mulighed opstår. At skulle klare en fejl i samarbejde med selveste himlen. Jo, mine intentioner var udelukkende gode. At hjælpe en himmel der tydeligvis havde behov for det. Fejlen var, som såmænd også menneskeligt, et nødråb. Og hvem var lige mand for at klare dén opgave? Jeps, jeg var også lidt stolt. 

Højt at flyve… Eller at gå. Jeg skal da love for, at jeg kom ned på jorden igen. Det var ikke et vildt og vanvittigt fald. Det var ikke engang et fald. Jeg havde været helt oppe under himlens enorme kuppel. Målt i enheder der er almindeligt anerkendt, var det vel mellem omkring 30 og op mod 1000 km. Sådan ca., mere eller mindre, plus og minus. Det kunne ikke måles efter nogle af de gængse systemer. De er i øvrigt også mest kendt for at være usikre, varierende, og individuelle. Bare tænk på en time en dag hvor den varer mindst 5. Og en anden time der er væk på 10 minutter. Himmelhvælvet og dets afstand til jorden er lige så skiftende som himlen selv, hvilket ikke gør det nemmere. Det er alligevel sørgeligt ligegyldigt. Om en afstand kan måles og sættes på tal. Hvis jeg havde været oppe under himlen, ja så var det en dag hvor den lå fladt på jorden. Det sker ikke så tit. Faktisk aldrig. Når det kan minde en smule om det, som ved en tåge der ligger netop tæt ned til jorden, ja så siger vi noget i retning af: ‘På et tidspunkt brænder solen igennem, så får vi himlen at se’. Så hvor blev det forventede fald af? Et dramatisk styrt fra mit livs personlige højeste tinde, var det ikke det mindste jeg kunne kræve? Efter en så ihærdig og iøvrigt uegennyttig indsats? Det nytter ikke at trække det ud. Jeg kan være harm på egne vegne, hvem skulle ellers være det, det var jo kun mig der havde set fejlen. Mere udsættelse af indrømmelse, jaja, også en klassisk mig-fejl, helst ikke nu, lavpunktet er dybt nok uden de sten i lommerne også. Der var nok ingen stor fejl på himlen. Der var ingen fejl på himlen. Kun min. Dén var der da godtnok også noget så eftertrykkeligt. Der havde ikke været en forunderlig vandretur op i det blå. Jeg ville lige på det tidspunkt, hvor jeg forbløffende ikke faldt, endda stædigt påstå, at der (sgu!) slet ikke var en himmel! Næh, jeg faldt ikke fysisk, ikke det mindste lille bump. Men jeg blev gul og blå på selvværd og rester af sjæl. Med et sind så sort som den kælder jeg var nede under. Næsten bogstaveligt. Ha! (Det skal læses og høres som et bittert og indebrændt ‘ha’, ikke i nærheden af latter.) Så bogstavelig en kælder som himlen med dens fejl! Ha! (Og igen…) 

Hvad havde det været? En af mine også fejlfyldte og hyppige udflugter i meget fjerne verdener, der havde forvekslet sig med forestillingen om virkeligheden? De plejer nu at aflevere mig igen på en mere blid og behagelig måde. Udflugten til himlen var altså foregået i forestillingen om virkeligheden. Det var jeg ret så sikker på. Og så ret så usikker, men alligevel. Det var ikke noget amatør-pjat, som at have drømt eller den slags. Det har jeg styr på. Siger jeg tit til mig selv. ‘Det har jeg styr på!’. Og gentager det indtil jeg har styr på det eller bliver træt af at gentage mig selv. Der skal en pæn stor del gentagelser til. Et motto jeg også gentager tit: Selvsagt er velsagt! Som man ihvertfald jeg siger. Men. Hvordan kommer jeg videre? Altså nu med min some-uniform på, men uden at have noget at fylde den ud med. Andet end det sædvanlige normale mig, og det er knap en platform værdigt. Nåda. Det var en overraskende ærlig bedømmelse af mit mig. Måske lidt hårdt dømt, nu jeg selv skal sige det. Men hellere selv banke mig i hovedet end at blive banket i hovedet. Vist. Nok. Tomgang truer, hvad skete der så, dengang, tilbage for at se efter lidt brugbart. Noget, bare lidt  efter alt det der ikke var. Og nu er det svært at genskabe dengang, som at tage et foto af intet eller mindre. Drøm eller såkaldt dag-ditto, nej. Hallucination? Sådan kørende en lang ubrudt film? Vel at mærke uden at jeg på mindste måde tror at det er en sådan? Tja, det er vel definitionen på en hallucination. Men de vil alligevel komme til at afsløre sig selv som det sansebedrag de er, før eller siden. Eller, det ved jeg strengt taget ikke. Der er nok en hel del hallucinationer i omløb, også snedigt forklædt som dele af forestillingen om virkeligheden. Ja, jeg væver og spinder, lettere desperat. Lettere? Tungt. Alligevel kan det hverken briste eller bære. Der er ikke noget der kan noget, og jeg er en og i en sammensunken sæk med enkelte nyttesløse 0’er og 1’ere som sløve fluer. Jeg kan da hæve mig lidt, men det minder for meget om det store fald der aldrig faldt. Lige en smule over den jord der aldrig havde en vej op til himlen og en fejl der ikke var min. Hvor var det uretfærdigt! Og det vil det være så længe jeg vil. Selvmedlidenhed er en undervurderet empati. Ja, jeg har absolut ondt af mig selv. Jeg bruger mine some-pjalter som trøsteklud. 

Han sidder der sikkert stadig. I sin indbildte sæk. Med alle sine mange andre indbildninger. Det ER da synd for ham. Bare ikke af de grunde han tror. Eller netop på grund af dem: Sygeligt selvoptaget. Forhåbentlig er han ikke altid helt så slem. Når han kan undgå at blande himmel og fejl og en tur op i det blå sammen til en megalomanisk overdreven meta-fortælling. Der dybest set skal fremhæve ham selv. Det er vist mest bare latterligt. Om han virkelig så en himmel med en stor fejl, tja. Hvem ved. Udover ham selv. Hans viden er bare komplet umulig at regne med. Uberegnelig og uvidende, så er det ikke viden. Højst pseudo-eller-værre viden. Eller bare umulig viden. Men måske. Oplevede han noget han kunne udlægge så vrøvlende. Det ER ligegyldigt. Lad ham bare sidde der. Med alle hans flagrende fagter, fægtende mod indbildte fjender. Også når han sidder helt stille. Han er en urolig og ufokuseret klump af alt for meget. Mest af ham selv. Så ja. Han er bedst ladt tilbage, efterladt er passende.

Så kan den egentlige mening komme frem. Det drejer sig om alle hans fejl. Der har spændt ben for hans spæde forsøg på, ja hvadsomhelst. Han har svigtet og brændt ned og destrueret og og og. Bare læs negativer på. Så lidt fremkaldervæske. Snart er han et herligt varmende bål. Den mest anvendelige form han nogen sinde har været: Brændende ned til lidt aske. Det er, med en af hans vendinger, at dømme lidt hårdt. Men det har han selv gjort. Fejl på fejl. Han har lovet, at han engang vil gøre det godt. Han ved for pokker ikke engang hvad han har gjort så galt. Så er det ikke let at gøre godt. At gøre noget som helst godt. Slet ikke igen. 

Det er ikke desto mindre hans påstand. Og jo, han har sikkert en intention om noget i den retning. Det vil vise sig. Hvad det bliver til. At undskylde på hans vegne er overflødigt. Han er en åbenlys undskyldning for sig selv. Han er den eneste der ikke ved det. Så han undskylder… 

På et tidspunkt retter han sig måske lidt op. Bare nok til at kunne se ud over sig selv. Og husker at han skulle gøre en masse godt. Det skal ses meget tydeligt. Før det er til at tro. 

Men indtil hans næste kapitel, og ja: Sådan et har han på vej. Siger han, så… Måske. Til da, lad nogle kloge ord slutte hans vrøvl. Med denne lille påmindelse om, hvem der er tale om. Nok omtale, han har fået rigeligt. 

Han lover og lover.

Og der er da en sygelig logik i at love alt til alle, og igen og igen: Før eller siden opfylder tilfældet hvad han har lovet. Ihvertfald én gang. 

Det er vist også den eneste måde logikken er på hans side. 

Men for nu at komme til en slutning med vægt.

Her følger lidt ægte logik. Med en fejl eller to:

En fejl venter på en bus. Det skulle måske være et andet stoppested, men det nytter ikke for en fejl at få sådan en tanke. Så er det måske også den forkerte rute, den forkerte by, den forkerte verden. Fejlen kan såmænd have en fin bil stående, men en fejl bag rattet kan være fatal. Det ved den. Og kører aldrig med en anden fejl.

Så kommer en bus. Det er endda den helt rigtige. 

Fejlen nikker tilfreds.

Og går hjem. 

En erfaren fejl hopper ikke på den første den bedste. 

Da slet ikke hvis den første ser ud som den bedste! Hellere vente på den næste.

Fejlen har statistikken på sin side. Hvis der kører mange busser nok forbi, må det ske før eller siden. 

Den ubetingede fejl af en bus kommer.  

Hvis Himlen…

Hvis himlen var et bygningsværk, ville det sandsynligvis brase sammen. Så ville vi vade rundt i et tyk lag af blå splinter og trevler fra noget vat.
Og der ville blive indledt undersøgelser: Hvem kan drages til ansvar? Hvem beordrede den himmel bygget? Fulgte arkitekter og bygherrer de almindeligt kendte beregninger for en hvælvet struktur? Og budgettet bør nok også granskes, der nedsættes udvalg og kommissioner.
Imens kan vi kigge op, og se hvad ellers kun astronauter får at se. Små lysende prikker der bliver mindre og mindre jo dybere vi ser i en sorthed, ikke en smuk hvælving men den nådesløse uendelighed. Så vi enten hvirvler hjælpeløse væk ud i fortiden, eller mærker mørkets kulde presse os flade mod jorden.
Sagligheden siger, at det blot er atmosfæren der er væk.
Det er så måske at se ind i fremtiden, men det dog for dystert. Selv de mest pessimistiske modeller bevarer en vis atmosfære, og nu var det jo også blot en tanke.
At himlen er en bygget hvælving. En ret så stor af slagsen, Pantheon og Firenzes domkirke er knap Lego til sammenligning, og selvfølgelig er Sphere i Las Vegas amerikansk stor, men himmelkuplen er næsten naturstridig enorm.
Rettere var. Den kollapsede jo.

Godt det bare var en tanke, en kort fantasi. Det var det! Også selv om jeg nu kan se adskillige tynde metalliske teleskoparme forlænge sig op, svingende i buer ikke langt under himlens blå. De skyder op i timer hvor ikke mange lægger mærke til det, næsten kun jeg i mit tårn. Der ikke er af elfenben, men beton og elementer der kan skiftes ud omkring mig, uden at jeg bemærker det. Det er vist slet ikke et tårn, og hvis der er noget der ligner elfenben, er det garanteret af plastic. Ligemeget, det er himlen det drejer sig om.
Måske er jeg for bekymret for den store kuppel. Som, skal jeg minde mig selv om, kun er skrøbelig inde i min egen lille kuppel. Der nok er den mest skrøbelige, jeg ved snart hverken ud eller ind.
Og så ender jeg igen der. Hverken ude eller inde.

Om natten har de nu snesevis af opskydende tentakler ekstra fart på, og jeg kan høre de længste lige netop skrabe mod himlen.
Men mon ikke det eneste der kan ske, er at lidt blå flager kradses af? Ikke engang det. Man må gå ud fra, at himlens farve er lagt på med mange lag. Eller simpelthen er konstrueret med blåt materiale, hvad der så end er brugt. Bare bygherren ikke har haft et overskredet budget, eller været håbløst bagud. Presset til billige løsninger der ikke er en himmel værdig.
Jeg begynder at spekulere på, hvem der er kommet på idéen. Vi skal da bygge en himmel! Mon der er taget patent på himlen? Ejes den i al diskretion af et firma eller en nation? Er det bare en tanke, eller er konstruktionen en gang byggesjusk?
Jeg har aldrig været god til den slags, jeg ved intet om hvordan man bygger noget. Hvis jeg bare vidste bedre…
Jeg håber jeg drømmer.
Så jeg ikke vågner.
Dækket af stumper fra en sammenfaldet himmel.

DAGEN.

Det var egentlig en ret ordinær dag. Vinter, men ikke noget ekstremt. Morgenen havde lagt et slør over udsigten, en blanding af støvregn og tåge i lette gardiner. 

Fra jeg vågnede, nok også før, var jeg en smule melankolsk. Men det er ikke noget nyt, og kunne være så meget værre. Det var den slags vemod der også varmer og er meget rar at nusse lidt om. 

Når jeg sætter mig lidt op i sengen, kan jeg se ud. Lige netop, det er mest himmel jeg ser, og så en horisont der har det med at glide sammen med det nederste af vinduet. Det har jeg vænnet mig til, og er holdt op med at skelne. 

Den dag lå jeg nok lidt længere end jeg ellers gør. Fuglene gled hen over udsigten i linjer og med sving, enkeltvis eller i pludselige flokke. I mange år prøvede jeg at finde ud af hvad det var for et mønster de tegnede. Nu har jeg lavet en aftale med dem. Hvis jeg bare lader dem flyve, stige, falde, svæve som de vil, og ikke prøver at tænke mønstre frem, så garanterer de at der ikke er nogle mønstre at finde. 

Det er en lettelse, selvom jeg har dem mistænkt for at snyde. 

Det er ok, jeg snyder nok også lidt. 

Ikke denne dag, jeg lod tankerne sove videre. De havde hårdt brug for deres skønhedssøvn, de stakkels tanker. 

Jeg ville ikke få ret meget brug for dem den dag. Det var lige ved at det lykkedes mig at snige mig ud af sengen uden at vække dem. 

Men det er svært at bevæge sig uden at komme til at forstyrre bare én, og straks er de alle parate, vælter hovedløst frem og skubber til hinanden. 

De vil så gerne så meget, men kan ikke tænke at det måske er alt for meget. 

Denne dag ville de ikke få meget ud af, de ville ikke få en chance til at bide hånden der fodrer dem. Fodrede, datid. 

Gad vide om tanker bliver kede af ikke at blive tænkt? Hov, der var lige en enkelt der var snu, men jeg faldt ikke i fælden. 

Det var en ret ordinær dag, bare en ud af mange. Men jeg vidste udmærket at den ville komme, havde vel regnet med det i lang tid. Eller til tider gennem mange tider, og så var den der. 

Uden varsel men uden at overraske, ikke det mindste. 

Jeg havde ikke travlt, dagen ville nå præcis hvad den skulle. Det hjalp nok at jeg var helt med på den, syntes endda at det var en nydelse. For én gangs skyld, som undtagelsen fra reglen, at overlade en dag til sig selv. Rettere, at overlade mig til den, så kunne den gøre hvad den ville. Det var kun rart. At slippe. 

Jeg har altid bildt mig ind at jeg er et vane-menneske, med rutiner og daglige ritualer. Og, lidt absurd i det rod der er mig, at jeg er et ordens-menneske. Men lige den dag var jeg ret omhyggelig med morgenkaffen, brusebadet, tjekke nyheder, den slags. Rydde en smule op, vaske kaffekoppen af, stillede den op i skabet…

Og så kom jeg til at se mig selv. Var lige ved at se hvor latterligt det var. 

Af alle dage… 

Men hvis det var sådan dagen ville have det, ja så værsgo’. 

Egentlig kan dagen overtage herfra, der er ikke så meget brug for ‘jeg’. Jo, det er i høj grad mig der netop er brug for, men ikke som ‘jeg’. Det er dagen der kører showet, og selvom jeg har en hovedrolle, er det ikke mig der instruerer. Eller har skrevet drejebogen, men dét er lidt som med fuglene. 

Måske har dagen snydt lidt. 

Og ladet mig skrive en del af manuskriptet. 

Så snyder jeg vel også? 

Jeg eller dagen ryster mit hovede lidt, der er krøbet et par tanker ind, og de gør hvad de kan for at påstå at de er mine. Det gør de kun for at kunne overtage og være mig. Tanker er nogle gange nogle små egoistiske bæster. 

Men også sølle, de aner ikke hvad der venter dem. Nu, idag.  

Det er næsten synd, men også kun næsten. 

Hvordan siger jeg farvel til mine tanker? 

Han kan måske selv mærke det, eller ikke. Der er en overgang, et slags mellemstykke. Hvor han nok stadig tror der er forskel på ham og dagen. Han vil prøve at forklare sig og det, forklare sig selv, men vil ret hurtigt falde til ro. Det er så enkelt. 

Han har ønsket sig denne dag længere end han ved, det har været hans mål at vågne til præcis denne dag. 

Det undrer ham da heller ikke det mindste at han sætter kaffekoppen på plads, vender sig, og går direkte ud ad vinduet. Gennem det, og hen over sin udsigt. Han ser ned på vejene, stierne, den enlige figur, alt bliver langsomt mindre, han går skråt opad. Horisonten bliver fjernere og fjernere, vejret og vinteren er snart under ham. Han ser det hele, og ser det så forsvinde. 

Ganske enkelt. 

Selvfølgelig er der lavet en mængde kulisser. Selvfølgelig ser det ikke ud, som om en person siver gennem sit vindue på 5.sal og træder ud på luften. Selvfølgelig ser det ikke ud som om der pludselig spadserer en person højt oppe under himlen, som det naturligste i verden. Selvfølgelig ser det ikke ud som om han på få minutter når længere ud end nogen horisont og højere op end nogen flyver. 

Måske er det lidt snyd, men der ændres lige en del på hvad der kan ses på sådan en ellers ordinær dag. 

Måske er enhver ordinær dag en slags snyd. 

Han kommer hen mod den bænk han vidste ville dukke op. Hvad der er omkring ham betyder ikke noget, han skal hen til den bænk. Som han ved det har været meningen med dagen. Og dagen har været den eneste mening i meget lang tid. Som han nærmer sig, synes det at have været målet hele hans liv. Sætte sig, og så… 

Han glædes over at den anden allerede sidder der. 

Han kommer hen til bænken bagfra, men den anden har mærket ham være på vej og giver lidt plads og hilser velkommen uden at bevæge sig eller sige et ord. 

Det er overflødigt, egentlig er resten af dagen overflødig. De ved hvad de vil se, de ved hvem hinanden er, de ved mere og mere og snart alt. 

Han har vist kendt den dag til mindste detalje. År før, og før endnu. 

Han ved det bare først nu. 

Dagen vil fortsætte, et sekund eller en evighed, der er ikke den store forskel. Men den kan begynde at trække sig tilbage fra de to på bænken. Den har gjort som han ønskede. En ordinær dag. 

Måske er det også lidt snyd, måske er det ikke dagen der begynder at fjerne sig. Måske er det bænken og de to der flimrer sig mindre og mindre ud i noget, mod noget. Før de to og bænken glider sammen i én figur, åbner sig en verden større end nogen verden foran dem. 

Alt hvad de har set og oplevet og levet og endnu mere, og alt det de aldrig så eller oplevede eller levede og mere, ligger foran dem. 

De kan se det hele på en gang, og alle tider samlet som en. 

Og det er endda yderst enkelt.  

Bænken er nu næsten kun en prik i noget andet, men har for altid alt foran sig. 

Og der, i det alt foran dem, er de selvfølgelig også selv.  

Det er da en bænk med udsigt! 

Dagen har gjort sit. Der er nogle praktiske ting der skal ordnes tilbage hvor han satte koppen ind i et skab. Lidt flere selvfølgeligheder skal udføres. 

Det er måske ved at være aften, men det er dog stadig en ordinær dag, og sådan skal det se ud. For alle andre. 

Snyd eller synd, det er næsten det samme. Kun et par bogstavers forskel. 

De to på bænken, der i alle andre dimensioner eller hvad det kaldes, er blevet til en der er blevet til ingen, på en bænk der ikke er, foran det hele og alt på én gang, ja de to udvekslede faktisk et par ord. 

Det var langt senere, måske er det ikke sket endnu. 

Eller sker igen og igen, hvis det er sådan, eller noget syvende, det er ligemeget og enkelt, ihvertfald: 

Han, eller den anden, de var selvfølgelig den samme, man skal vist møde sig selv, hvis det ikke er noget for jordnært tankespind.

Men en af dem spurgte den anden: 

Hvorfor er du her? 

For at du ikke skal være alene med alle de mange vi er.