MANIFEST 2.

MANIFESTO No 2.

Godt nytår! / Feliz Ano Novo!

(Tudo traduzido para o português abaixo. Além de uma saudação especial.)  

Vi strømmede ud af byerne. På de første dage i et nyt år. Uden at det var aftalt, eller på anden måde koordineret. Lidt lemminge-agtigt, men næsten ikke. Ingen panik, en jævn og rolig strøm. At det var i et års allerførste dage, var så tilfældigt som tilfælde er. Det var ikke en beslutning, det skete bare. For alle, som en pludselig indskydelse. Knap nok en tanke. Da vi kom ud og kunne se at vi alle ville det samme, var det ikke overraskende. Egentlig ikke engang af betydning. Det var ikke noget særligt… De første dage i et nyt år, som så mange tidligere. Intet specielt ved dét. Vi strømmede altså alle ud af byerne. Samledes først i flokke, en smule spændte, med en anelse forventninger. På sådan en halv-hyggelig udflugts-måde. Nogle, de fleste, havde aldrig før været uden for. Kun de helt gamle kunne erindre og fortælle om en verden der ikke var by. Hvor meget der var falmede feriebilleder fra deres oldeforældre eller endnu ældre, og hvor meget der var fantaseren over en for længst glemt længsel, ja det betød mindre. Eventyr fra verdener der ikke var by, var altid fascinerende i al deres uvirkelighed. I hundredvis, op til flere tusinde, trak vi sammen på byernes mange pladser og brede allé’er. Stimlede sammen i hver vores del af hver vores by, med øjnene allerede indstillet på forundring. Noget andet end byernes rette vinkler og skarpe kanter, med en vigende bleg himmel klemt ned bag. Men det var kun nogle få der ikke var vant til dét, og endnu færre der overhovedet troede at huske andet. Flokkene blev ved med at vokse, pladserne og gaderne op til blev så tæt pakkede, at det begyndte helt af sig selv. For ikke at blive klemt og mast, begyndte strømmen at få fart på. Vi blev presset ud mod byernes forstæder, og var snart længere fra vores dele af byerne end vi nogensinde havde været. De talløse floder af mennesker gennem fremmede gader, var som mangearmede dyr der ikke kan styre lemmerne. Og snart var byerne en sammenfiltring af muntert vækvandrende menneskekæder. Med pladser og torve stadig fyldt med tålmodigt ventende, vi har lært at en kø, en rækkefølge, kan være en klump uden begyndelse eller slutning. Men alle mærkede vi, hvordan de yderstes viklen sig ind og ud af andre yderste, lige netop gav plads til at en længsel kunne ånde. Ud af byerne… En ret fantastisk tanke, der virkelig krævede forestillingsevne. Og ingen af os turde gætte på hvad der var derude. Andet end ikke-by. De ældstes beretninger blev nu mødt med en blanding af håb og overbærenhed: Vi var jo på vej til selv at se! De prøvede at fortælle om store vandrette flader, vinkelfri former vi havde svært ved at se for os: At kunne lade øjet vandre længere end benene kunne bære. Jo, vi kunne måske forstå det sådan intellektuelt, teoretisk. Som en idé… Vi vidste ikke hvordan øjet ville reagere. Hvordan det ville føles. Så vi strømmede! Først til og sammen. Og så ud… Vi kom gennem aldeles fremmedartet by, sådan måtte det være. Helt anderledes end vore egne byer. men stadig by, stadig strømmende på veje ud. Vi var alle fælles og enige. Vi var jo alle en del af strømmen. Vi lod os rive med, vi red på bølgerne, vi var helt euforiske. Ved forestillingen om det, vi ikke kunne forestille os. Det måtte være så fantastisk, at fantasien måtte fejle.

Selvfølgelig kom vi aldrig ud af byerne. Selvfølgelig var der ikke noget ikke-by. Og hvis der var, kunne selv de stærkeste strømme aldrig nå til det måske derude. Kun i drømme. Nej, heller ikke der. De ældste, der havde hørt deres ældste fortælle om de ældstes fortællinger om der hvor byerne blev tyndere, lavere, lidt mindre by og så lidt mere mindre, til øjnene kunne ane glimt af syn. Der rakte længere og dybere end nogen gade, umulige afstande, selv målt med fantasien. Hvordan det var at skulle fokusere på næsten uendeligt. Det lød mere og mere som en skuffende løgn, og det gjorde ondt. Uden rigtig at mærke hvor, var smerten synlig på bygningerne vi stadig strømmede omkring. Tydeligst i alle andres og vores egne tørre øjne, reflekteret i vinduernes alt for præcise visen os endeløs mangel på noget, det andet. Alle lukkede derfor omgående øjnene. Det gik som en sitren gennem alle byerne, en strøm gennem strømmen, øjne blev lukket fast i for al tid. Og lukket for tiders mulige kommen med fantasier så grusomme, at de aldrig kan forestilles, derfor en ondskab større og værre end noget menneskeskabt. Intet ville aldrig kunne blive andet, til andet, til noget. Det der ikke kan forestilles. Så hellere undgå ikke at se hvad der ikke kan ses. Nogle var så bitre, at de stak øjne ud på sig selv. Så ville de da aldrig igen kunne håbe på at se noget andet! Byen sad for altid fast som eneste syn. Om så en fantasi en dag, engang, et år, et helt nyt år, blev dygtig nok til at fremvise en idé om noget andet, som noget, ja så kunne det ikke ses. At stikke øjnene ud på hinanden, var en venlig og barmhjertig gerning. Det blev gjort som udtryk for venskab, og blandt den nærmeste familie. De skulle skånes for håbets håbløshed. Andre holdt blot øjne lukkede resten af livet, gennem hele strømmens omvenden. Det var en meget langsom bevægelse, som et skift i kontinenters drift. En centimeter, måske to, på hundrede år. Før strømmen tilbage blev som det, der senere aldrig, ikke én eneste gang, blev nævnt eller blot tænkt som Den Store Sorg. Strømmen stivnede da endelig, mere end stift og langsommere end dét. Som usikkert tøvende lava. Der ikke vil risikere noget, ikke det mindste. En ny type vise mænd viste den nye vej. At lukke øjnene for håb, udelukker også håbløshed. Det giver en mere tryg og sikker virkelighed. Mørkemænd blev de kaldt. Det var en positiv betegnelse, Mørket blev det nye lys. Ikke for kraftigt, ikke for meget, ikke for noget. Slet ikke andet. Nogle nåede aldrig til det der havde været deres hjem før håbet, nogle ville ikke tilbage efter håbet. De slog sig ned blandt fremmede i fremmede byer.  

Det kaldes en demografisk ændring. 

Som den dag i dag kan mystificere forskere og videnskabsmænd. 

Hvad var det dog der pludselig skete? 

Eller ikke? 

——————————–

(Uma saudação especial a Portugal e aos meus amigos):

Os meus amigos de Lisboa e de Castelo de Vide: Desejo-lhe a si e à sua família e amigos um feliz ano novo! Espero tudo de bom para você, e espero que a pandemia acabe logo: vê-lo novamente e vivenciar sua terra maravilhosa é uma saudade tão grande que é quase insuportável! Penso em você e em suas belas cidades quase todos os dias e oro para que você supere a crise sem mais / grandes perdas. E onde, no entanto, espero aterrar no aeroporto de Lisboa; novamente esteja onde minha verdadeira casa é! Agora já faz quase 4 anos, não funciona de jeito nenhum! Desejo e espero … E mandar os melhores pensamentos para você. Até logo! 🙂 

——————————–

(E a história traduzida para o português, o erro é do Google Translate!):

Saímos das cidades. Nos primeiros dias de um novo ano. Sem que seja acordado ou coordenado de outra forma. Um pouco como um lemingue, mas dificilmente. Sem pânico, um fluxo constante e calmo. O fato de ter acontecido nos primeiros dias do ano foi tão casual quanto o acaso. Não foi uma decisão, simplesmente aconteceu. Para todos, como um impulso repentino. Apenas um pensamento. Quando saímos e pudemos ver que todos queríamos a mesma coisa, não foi surpresa. Não é realmente importante. Não foi nada especial … Os primeiros dias de um novo ano, como tantos antes. Nada de especial nisso. Então, todos nós saímos das cidades. Reunidos primeiro em bandos, um pouco entusiasmados, com alguma expectativa. De uma forma de excursão semi-aconchegante. Alguns, a maioria, nunca tinham saído antes. Só os muito velhos podiam lembrar e falar sobre um mundo que não era uma cidade. Quanto havia fotos de férias desbotadas de seus avós ou até mais velhas, e quanto havia a fantasia de um desejo há muito esquecido, sim, significava menos. As aventuras de mundos não urbanos sempre foram fascinantes em toda a sua irrealidade. Às centenas, até vários milhares, nos reunimos nas muitas praças e largas avenidas das cidades. Aglomerados em cada uma das nossas partes de cada nossa cidade, com os olhos já postos no espanto. Algo diferente dos ângulos retos e bordas afiadas das cidades, com um céu pálido recuando espremido atrás. Mas havia apenas alguns que não estavam acostumados com isso, e menos ainda que pensaram em se lembrar de qualquer outra coisa. Os rebanhos continuaram crescendo, as praças e ruas estavam tão densamente apinhadas que tudo começou sozinho. Para não ser espremida e mastrada, a corrente começou a ganhar velocidade. Fomos empurrados para os subúrbios das cidades, e logo estávamos mais longe de nossas partes das cidades do que nunca. Os inúmeros rios de pessoas por ruas estrangeiras, eram como animais de muitos braços que não conseguem controlar os membros. E logo as cidades eram um emaranhado de correntes humanas errantes alegremente. Com quadrados e quadrados ainda cheios de espera pacientemente, aprendemos que uma fila, uma ordem, pode ser um caroço sem começo nem fim. Mas todos nós sentimos como o emaranhado dos extremos dentro e fora de outros extremos apenas abriu espaço para o desejo de respirar. Fora das cidades… Um pensamento incrível que realmente exigiu imaginação. E nenhum de nós ousou adivinhar o que estava lá fora. Diferente de não cidade. As histórias dos anciãos eram agora recebidas com uma mistura de esperança e tolerância: Estávamos a caminho para ver por nós mesmos! Eles tentaram nos falar sobre grandes superfícies horizontais, formas sem ângulos que dificilmente imaginávamos: sermos capazes de deixar o olho vagar por mais tempo do que as pernas podiam suportar. Bem, talvez pudéssemos entender isso intelectualmente, teoricamente. Como ideia … Não sabíamos como o olho reagiria. Como seria. Então, nós transmitimos! Em primeiro lugar. E assim fora … Viemos por uma cidade totalmente estrangeira, era assim que tinha que ser. Completamente diferente de nossas próprias cidades, mas ainda cidade, ainda fluindo nas estradas. Todos concordamos e concordamos. Todos fazíamos parte do riacho. Nós nos empolgamos, surfamos as ondas, estávamos completamente eufóricos. Pela noção do que não poderíamos imaginar. Deve ser tão incrível que a imaginação falha.

Claro que nunca saímos das cidades. Claro, não havia nenhuma cidade não. E se houvesse, mesmo as correntes mais fortes nunca poderiam alcançá-lo, talvez lá fora. Apenas em sonhos. Não, também não. Os anciãos que ouviram seus anciãos contar as histórias dos anciãos de onde as cidades se tornaram mais estreitas, mais baixas, uma cidade um pouco menor e então um pouco mais menor, até que os olhos pudessem vislumbrar vislumbres de vista. Lá se estendia mais longe e mais fundo do que qualquer rua, distâncias impossíveis, mesmo medidas pela imaginação. Como era ter que se concentrar quase indefinidamente. Parecia cada vez mais uma mentira decepcionante e doía. Sem realmente perceber onde, a dor era visível nos prédios que ainda circulavam. Mais claramente nos olhos secos de todos os outros e em nossos próprios olhos, refletidos na exibição excessivamente precisa das janelas – nossa falta infinita de algo, o outro. Todos, portanto, imediatamente fecharam os olhos. Foi como uma aljava por todas as cidades, um riacho pelo riacho, os olhos estavam fechados para sempre. E fechado ao possível advento dos tempos com fantasias tão cruéis que jamais poderão ser imaginadas, portanto um mal maior e pior do que qualquer coisa feita pelo homem. Nada poderia se tornar outra coisa, algo mais, algo. Aquilo que não pode ser imaginado. Portanto, é melhor evitar não ver o que não pode ser visto. Alguns eram tão amargos que se encaravam. Então, eles nunca mais teriam a esperança de ver outra coisa! A cidade ficou para sempre presa como a única visão. Se, então, uma fantasia um dia, uma vez, um ano, um ano totalmente novo, se tornasse habilidosa o suficiente para apresentar uma ideia de outra coisa, como algo, bem, então isso não poderia ser visto. Colocar os olhos um no outro foi uma forma amigável e ação misericordiosa. Foi feito como uma expressão de amizade e entre a família imediata. Eles deveriam ser poupados da desesperança da esperança. Outros apenas mantiveram os olhos fechados pelo resto de suas vidas, ao contrário da corrente. Foi um movimento muito lento, como uma mudança no funcionamento dos continentes. Um centímetro, talvez dois, em cem anos. Antes que o fluxo de volta se tornasse o que mais tarde nunca, nem uma vez, foi mencionado ou simplesmente pensado como a Grande Tristeza. A corrente então finalmente se solidificou, mais do que rígida e mais lenta do que isso. Como lava hesitante e incerta. Não haverá risco, pelo menos. Um novo tipo de sábios mostrou o novo caminho. Fechar os olhos para a esperança também exclui a desesperança. Ele fornece uma realidade mais segura e protegida. Eles foram chamados de homens escuros. Foi uma designação positiva, Darkness tornou-se a nova luz. Não muito alto, não muito, não muito. Absolutamente nada mais. Alguns nunca alcançaram o que tinha sido seu lar antes da esperança, alguns não voltariam depois da esperança. Eles se estabeleceram entre estranhos em cidades estrangeiras.

Isso é chamado de mudança demográfica.

Que até hoje pode mistificar cientistas e cientistas.

Mas o que aconteceu de repente?

Ou não?

Glædelig jul til dig og dine. 

Feliz Natal para você, sua família e amigos. (Em portugues no fundo)

Livet vender tilbage. 

Dagene får lige lidt mere lys, et sekund eller to, men så går det hurtigt. 

Og pludselig er det forår, igen. Før vi får set os om og nydt det, laver det sit sædvanlige nummer. Så siger vi “Hov, hvor blev det af?”. Igen. 

Der er også en vaccine lige om hjørnet. På trapperne, banker på, stik mig! 

Måske bliver ’21, i løbet af året, en tilbagevenden til det savnede ‘normale’. Jeg er ikke specielt vild med “normal”, og mere interesseret i, hvad vi så lærte af pandemien. Sikkert ikke meget, eller måske endda noget dårligt. Afstand, afstand, afstand… Og digitale platforme som socialt samvær. Som det blev sagt i et digitaliserings-begejstret program i TV: “Så slipper vi for at bevæge os ud!” Jamen hurra da… 

Der er også muligheden af mutationer, så dette års indskrænkninger og stigende grader af fysisk såvel som mental isolation bliver normen. 

Til vi en dag synes at dét er normal hverdag. Uden at tænke nærmere over hvordan det var. Engang. Før… Dér i en fortid. 

Så er jeg ved det jeg egentlig vil: 

Det der er udgangspunktet for den fortælling, historien om dig, jer, alle, og mig. Rettere, alle de mig der fylder godt op gennem tider før nu. Hvor du og I og jer alle også er at finde. Både for mig og for hvem der vil. Eller kan. Hvis tidligere tider ikke er blevet til “corrupted data, unable to recover.” Med eller uden vilje. Som min PC er død; “No harddisk found / Reconnect or insert new…”. Heldigvis er mine fortider ikke lagret digitalt: De befinder sig et helt andet sted. Hvor dét er, ja det er et spørgsmål om… Tro? Ihvertfald er det analogt, og kan ikke hackes eller proppes i et USB eller findes i en digital sky. Måske en anden sky, eller over eller bag, men det er et spørgsmål… Nok om dét. 

Udgangspunktet er nogenlunde som følger: 

LIVET VENDER TILBAGE

EFTERHÅNDEN SOM FORTIDEN

-IGEN!

GRIBER IND. 

I min version, min verden, er der mange fortider, og de både griber fat i nu- og fremtid. Med samme kraft som de engang blev oplevet. Det er dé altafgørende punkter i hver enkelts liv, der er stærke nok til at mærkes igen og igen. Med uformindsket styrke. Selve ‘handlingen’, forløbet eller øjeblikket, kan være tåget af tid og slid på hukommelsen. Men følelsen er så stærk som nogensinde. Det hænder, ved en duft, et syn i øjenkrogen, en lyd, små sansninger, i sig selv næsten uden betydning. At en gemt eller glemt følelse fra engang genkaldes. Bogstaveligt, kaldes frem igen. For på godt og ondt at forme nu og det næste: 

LIVET VENDER TILBAGE

GENNEM AT GRIBE OG BEGRIBE LIVET SOM DET VAR.

HVAD DER VAR, ER HVAD VI ER.

OG KAN BLIVE.

HAR VI MISTET TIDEN OP TIL NU,

JA SÅ ER ETHVERT NU EN KONSTRUKTION UDEN FREMTID:

NU’ETS UMIDDELBARE NÆRVÆR BLIVER ET FÆNGSEL.

UDEN TREMMER, MURE, ELLER LÅSE: STILSTAND.

EN ØRKENVANDRING MED SKRIDT KUN PÅ STEDET. 

LIVET ER IKKE ‘CARPE DIEM’.

DÉT ER AT GRIBE UD OG FANGE INTET.

DER ER KUN NOGET AT GRIBE OG HOLDE FAST VED,

NÅR DAGENE TÆLLES OP OG FÅR LOV AT FORTÆLLE.

NÅR VI MÆRKER HVAD VI KNAP HUSKER!

MÆRKER IGEN OG IGEN,

LIGE SÅ VÆGTIGT ELLER MED MERE OG MERE TYNGDE. 

NÅR LIVET VENDER TILBAGE… 

ER DET FORTIDEN DER SKAL TAKKES.

FOR GODT OG ONDT: ALT DER BRUGES TIL AT VÆRE…

“JEG ER”.

KAN KUN LADE SIG GØRE

GENNEM ALT DER VAR. 

Det er banalt. Ja meget. Banaliteter er ofte sandheder der er så overlegne, at de skydes ned som værende… For banale. 

Banalt eller ej: 

FREMTIDEN ER LIGE TIL AT RÆKKE BAGUD EFTER.

DET DER SKAL VÆRE OG SKAL BLIVE, HAR VÆRET OG ER IGEN OG IGEN. 

TID KOMMER AF SIG SELV.

OG TID FØR NÅR FREM I TIDE TIL NU.

HVER GANG.

IGEN OG IGEN. 

MÆRK SELV… TÆNK IKKE FOR MEGET.

TANKELØSHED ER BEFORDRENDE.

FOR MANGE TANKER FORDÆRVER TIDEN. 

KUN MED FORTIDEN ER FREMTIDEN! 

Så er det vist skåret ud i pap? Unødvendigt at udpensle yderligere. Hvis nogle virkelig ikke har forstået pointen… Har de nok for travlt med at gribe dagen. Uden at begribe, at den kun kan nuppes med fortiden. Ligesom fremtiden venter på at blive til, samlet af før og da og glimt af glemt og gemt. For at blive fuldendt. For at eksistere. Med tiden, med alle tider.  

Så simpelt. Så godt. 

Hvis man har tid. Sin tid. 

ALT DER VAR ER HVAD DU ER. 

OG LIGE NU… BLIVER ENDNU EN TID DER VAR. 

FOR AT DU KAN VÆRE. 

NU. 

OG LIGE OM ET ØJEBLIK… 

————————————————–

E em português:

Feliz Natal para você, sua família e amigos.

A vida retorna.

Os dias ficam um pouco mais claros, um ou dois segundos, mas depois passa rápido.

E de repente é primavera, de novo. Antes de olharmos ao redor e se divertir, ele faz seu número normal. Então dizemos “Uau, para onde foi?”. Novamente. Também existe uma vacina ao virar da esquina. Na escada, bata, me apunhale! Talvez 21, durante o ano, seja um retorno ao que faltava ‘normal’. Não gosto muito de “normal” e estou mais interessado no que aprendemos com a pandemia. Provavelmente não muito, ou talvez até algo ruim. Distância, distância, distância … E plataformas digitais como socialização. Como foi dito em um programa entusiasta da digitalização na TV: “Então não teremos que sair!” Que maravilha … Também existe a possibilidade de mutações, portanto, as restrições e os graus crescentes de isolamento físico e mental deste ano se tornarão a norma. Até que um dia pensamos que é o dia a dia normal. Sem pensar em como foi. Um tempo. Antes … Lá no passado. Então eu sei o que realmente quero: Esse é o ponto de partida para essa narrativa, a história de você, você, todos e eu. Em vez disso, todos aqueles que me preenchem bem através dos tempos anteriores. Onde você e você e todos vocês também podem ser encontrados. Tanto pra mim quanto pra quem quiser. Ou pode. Se os tempos passados ​​não se transformaram em “dados corrompidos, incapazes de recuperar”. Com ou sem vontade. Como meu PC está morto; “Nenhum disco rígido encontrado / Reconecte ou insira um novo…”. Felizmente, meu passado não é armazenado digitalmente: eles estão em um lugar completamente diferente. Onde esta, sim, é uma questão de … Fé? De qualquer forma, é analógico e não pode ser hackeado ou conectado a um USB ou encontrado em uma nuvem digital. Talvez outra nuvem, ou acima ou atrás, mas isso é uma pergunta … Chega disso. O ponto de partida é aproximadamente o seguinte:

RETORNO DE VIDA

GRADUALMENTE GOSTEI DO PASSADO

-NOVAMENTE!

INTERFERIR.

Em minha versão, meu mundo, há muitos passados ​​e ambos compreendem o presente e o futuro. Com o mesmo poder de antes. São os pontos cruciais na vida de cada indivíduo que são fortes o suficiente para serem sentidos repetidamente. Com força inalterada. A “ação” real, o curso ou o momento, pode ser nebulosa com o tempo e o desgaste da memória. Mas a sensação é mais forte do que nunca. Acontece, por um cheiro, uma visão no canto do olho, um som, pequenas sensações, em si quase sem sentido. Que um sentimento escondido ou esquecido de uma vez é lembrado. Literalmente, gritou novamente. Para melhor ou pior, moldar agora e no próximo:

RETORNO DE VIDA

ATRAVÉS DE PEGAR E ENTENDER A VIDA COMO ERA.

O QUE HAVIA É O QUE SOMOS.

E PODE FICAR.

PERDEMOS TEMPO ATÉ AGORA,

SIM, TUDO AGORA É UMA CONSTRUÇÃO SEM FUTURO:

A PRESENÇA IMEDIATA DO AGORA TORNA-SE UMA PRISÃO.

SEM TRIM, PAREDES OU FECHAS: AINDA.

CAMINHADA NO DESERTO COM PASSOS APENAS NO SITE.

A VIDA NÃO É ‘CARPE DIEM’.

É SAIR E NÃO PEGAR NADA.

HÁ SOMENTE ALGO PARA SEGURAR E SEGURAR,

QUANDO OS DIAS CONTINUAM E PODEM-SE DIZER.

QUANDO SENTIMOS O QUE APENAS LEMBRAMOS!

MARCAS DE NOVO E DE NOVO,

APENAS COMO PESO OU COM MAIS E MAIS PESO.

QUANDO A VIDA VOLTA …

É ESSE PASSADO A SER OBRIGADO.

PARA O BEM E O MAL: TUDO costumava ser …

“EU SOU”.

SÓ PODE SER FEITO

ATRAVÉS DE TUDO EXISTE.

É banal. Sim muito. Banalidades são frequentemente verdades tão superiores que são rebatidas como sendo … Banais demais. Banal ou não:

O FUTURO É APENAS CHEGAR DE VOLTA.

O QUE DEVE SER E DEVE SER, FOI E É OUTRA VEZ.

O TEMPO VEM POR SI MESMO.

E TEMPO ANTES DE ALCANÇAR NO TEMPO ATÉ AGORA.

TODA VEZ.

REPETIDAMENTE.

SINTA-SE … NÃO PENSE MUITO.

A INCIDÊNCIA ESTÁ PROMOVENDO.

MUITOS PENSAMENTOS PERDEM TEMPO.

SÓ COM O PASSADO ESTÁ O FUTURO!

Provavelmente é feito de papelão? Nem é preciso retocar mais. Se alguns realmente não entenderam o ponto … Eles provavelmente estão ocupados demais para aproveitar o dia. Sem perceber que só pode ser adulterado pelo passado. Assim como o futuro está esperando para ser criado, reunido pelo passado e pelo presente e vislumbres do esquecido e oculto. Para ser concluído. Existir. Com o tempo, com todos os tempos. Tão simples. Tão bom. Se você tem tempo. Está na hora.

TUDO O QUE FOI O QUE VOCÊ É.

E AGORA … AINDA SERÁ UMA HORA QUE FOI.

ASSIM VOCÊ PODE SER.

AGORA.

E APENAS EM UM MOMENTO … 

Når verden bare bliver rystet, gerne helt vendt på hovedet, ja så daler ned små stykker plastik så yndigt. Smukkere end sne. Uden unødig hvirvlen tilfældigt omkring, den tyktflydende luft er for træg. Hver vind er nedlagt, fladtrykt, med sammenklappede lunger. Den svageste brise er komplet lammet fra top til tå. Selv en stolt god gammel vinterstorm viger for idyllen. For det er resultatet: Julestemning! Verden er godtnok ikke så stor, men det er kun hyggeligt at rykke tæt sammen. Inde i varmen, vekslende mellem lunken, lunere, hedeslående og hysterisk flammende rørstrømsk ildløssluppen hyggeri med heftig pynt. Det der ét eller andet udenfor er helst ikke, og da slet ikke værd at bemærke. Højst et uheldigt sidebensudslip, hurtigt skjult af guirlander piercet fra øre til læbe, så mundvigene trækkes op helt af sig selv. Hvor praktisk! En meget rummelig julehygsomhed, med præcis plads til den rette opmålte rette stemning. Det hviler i sig selv, og ikke én millimeter ude eller ved siden af det selv, en dejlig fælles bevidstfrihed. Julehjertejubel og stjernestrimmelvrimmel. Fred og fryd og funklen, med lyslevende led-pærer og pebernøddespray. Funktionen ‘At Ryste’ kræver lidt mere, det klarer dedikerede nisser, en klat dåserisengrød giver et par vendinger i timen. Engle skæres ud i pap, Disney streames i et loop der næsten ligner en glorie. Kan det blive meget bedre? Klokkerne i den lydisolerede unikke singularitet, lyder som kanetursbjælder. Eller endda kirkeklokker til julens opblussende midlertidige barnetro på et barn. Vi gyser ved tanken om synet derude, ikke så meget fordi enhver vissen pind er besat af affaldsfugle, men de dunkle øreblødende afgrundsklokkers banken på steder der var engang varsler ilde. En vanartet væmmelig virkelighed med en masse før dinglende i syndig uorden. Vi samler os tættere ind mod verdens trygge centrum, men mærker med ubehag den stirrende kølighed gennem den heldigvis helstøbte skal. Og en overskrålet salme får lænkehunden i aktion, vogter et øjebliks åbenhed: Nu kan han komme! Julemanden! Som en overvægtig Peter Pan uden de androgyne træk, smutter han fra Nordpolen eller Grønland eller hvor han nu har bygget sin bunker, ind i boblen og med sit “Hoho” bringer gaver til store og små og alle i varmen. Mens den forkølede ansigtsfortrukne center-julemand, vi lige netop kan skimte på sikker afstand, er hyret på timebasis uden tjek af straffeattest. En del forældre synes han er mere befamlende end favnende. Det er absolut langt fra vores hovedpine, og iøvrigt er konfekten tilsat alle former for smertestillere og julehumørsforstærkere. Vi juler som gale, hidsigt hysterisk hyggeligt, som det kun er tilladt netop i julen i vores verden. Udenfor, blandt den anonyme masse af amatører, skærer iskrystaller tilfældige skiver af nu og der, uden at nogen eller nogens fortid gider gribe ind. Her i vores sammenbidte indædte professionelle julehygge, hænges udvalgte krystaller op til inspiration; deres unikke mønstre i grel kontrast til affaldsfuglenes kradsen krimskrams ind i overfladen. Der for os blot er lidt snavs på udsigten, slasket snesjap der vaskes overlegent væk, pletfrie højtider tager vi højtideligt. Vi er ikke usikre begyndere, vores jul er raffineret og forfinet, vi er håndplukkede kransekagefigurer. Vi pynter med permafrosne fraktaler, bruger dobbeltklæbende tape, betonsøm og glitterlim, bløde blide fnug på blussende kinder, vi er inde i varmen. Vi ER varmen. Kaminilden er ikke en skærm, selv ikke med HD-højopløsning, pixel-plasma-udjævning og random-funktion, der gør flammerne som levende. Nænej, helt ægte brændeknuder der gløder, blusser op og sender den fineste stråle røg op ad en skorsten, også så ægte så det næsten er løgn. Det er så virkeligt som var det på en skærm! Vi gør det jo for jeres skyld. Og forventer kun, som ved enhver publikumssport, brølende bifald og nissehuer kastet begejstret besejret op i luften. Udenfor-himlen selvfølgelig, den tyndt og sløset bemalede, hvor affaldsfuglene nupper en hue eller to, efterlader røde klatter i deres kølvand, hvor understrømmen hersker og ingen bølge vover at kamme over. Klatmaleri med tøvende penselstrøg der aldrig føres færdig, intet vovemod, ingen vaskeægte julehygge, gråt i gråt med de få røde pletter… Så: Ryst verden! Endnu engang smukt, ja smukkere, herinde. Stereotyper er velkomne. Kun finalister selvfølgelig, ikke de første runders nedrykkere og medrivende nedenom og hjem. Forudsigelighed er trygt imprægneret i krystalkugler, og selvfølgelig kan de også rystes. Fremtiden har præcis de træk og egenskaber der kan spejles. Ellers justeres der med en specialiseret rysten, behændighed og hårfin balance hurtigere end øjet, helt uden at ryste på hænderne. Flagrende fri bevægelighed. Øvelse gør mester, podieplads er år efter år med omhyggelig hygge. Talenter er der i dusinvis, metervare på overskudslager. Nogle bliver nisser, andre lever kun i fortiden uden at have den med. Men de underholder i deres fumlen forvirret rundt med deres talent, bundfald i gløggen, billedskift, rammegenbrug, figurkarikaturer, alt viser blot hvor stor distance der er. Hvor langt de aldrig når. Der udenfor, i en virkelighed så flad som jorden. Vi ruller videre, hopper og danser om træet. Det lille jesusbarn selv tilpasses den prægtige krybbe, kun det bedste er godt nok til de bedste! Stegen så delikat at tænder løber på tåspidser, duften høres som vellystige grynt når svinebørster kildrer ganen. Udenfor æder de sylte, eller hvad der kan skrabes op fra affaldsfuglenes beskidte streger. Luftsluser tillader gode gerninger, de kastes ud til souvenir- og autograf-jægere og samlere, skrog samler skrog. Det luner og morer når en foragtelig hånd klippes med empati, de ved jo ikke bedre, julehjælp er ikke det mindste ydmygende, hvad tror de dog de er? At snappe efter den afsky der fodrer dem… Vi ryster kun let på hovedet, udefra set er vi bundsolidt forankret med forsikringer om fribilletter. Som om julen er en gavebod eller en gratis fornøjelse. De ved jo ikke, men hvad tror de dog? Ikke at vi spilder tider på dét, vores glas er ikke blot altid halvt fyldt, de løber over, utallige uudtømmelige kilder. Genererer et selvkørende lukket system, vi kan genstarte igen og igen, der er altid bundløshed nok. Vi kan såmænd nøjes med at skøjte på og skimme skummet fra den blikstille tomhed. Som, og det skal skyndsomt understreges, ikke er den slags tomhed uden indhold der dominerer derude. Vores dybe intet er fyldt med hvad vi mener hører jul og hygge til. Og herinde er vi evigtglade, vi er rystet så grundigt sammen at vi kun er en. Og vi er da ikke altid enige. Skal englevinger for eksempel gives til os alle? Ét par er alligevel også en risiko. Vi kunne, på lang afstand af den passende virkelighed, blive forvekslet med en affaldsfugl. Og er synet elendigt forvrænget eller bare vrængende, er blindflyvning en usikker faktor. Engle kan også tvinges ud af kurs, måske nødes til at nødlande. Totalskadet, eller ihvertfald ude af drift gennem lange tider. Værre endnu, frygtskabende forfærdeligt, helt forsvinde fra radaren. *Blip*… *Blip*… / -Hov? Så skal gps’en, den sorte kasse, reddes, flyvemønstret gentegnes. Det er ikke specielt julehygsomt. Selv om vi rystes ekstra voldsomt, lurer en revne på muligheden for at blive en indgang. Eller udgang, tankerne er til tider svævende i den tykke luft. Og træge. Vi er da ikke den 100% perfekte verden. Tæt på, dybt professionelle, ekstrem-hyggere, med speciale i jul. Men vi kan altid blive bedre. Det kan altid blive værre. Usikkerhed kan sive direkte gennem det forstærkede og af tid hærdede plexiglas. Næsten som magi, trænge ind i spejlet og bag det. Vi kan blive forurenede af det store udenfor, så kommer forvirring også ind i spillet. Dem og vi, vores verden og deres, de andre og andres, og hvor er hvad hvornår? Virkeligheden er måske ikke kun to. Måske er der mange, og nu også indenfor. Vi tror det ikke, tanken er for grotesk og ikke spor i julens tradition. Men forureningen, usikkerheden, forvirringen, har med sine klamme fuglekløer grebet om trygheden og julehyggen. Fra at være en verden i perfekt isolation, med et skarpt defineret skel mellem professionelle og amatører, er vi blevet mere flaksende og forsigtige. Vi kan stadig rystes, men klangen er anderledes. Fra at være dæmpet, indstillet på ‘dækket af hvid sne’, til noget metallisk raslende. Tidens tandhjul hakker i det, i sig selv, sylespidse fuglenæb, og bobleplast brister. *Plop!* *Plop!* *Plop!*… Vendinger er mindre beskyttede, ikke så pænt pakket ind. Grimhed lægger sig som et lag slimet gråt slud, kun tyndt, jaja, men der kan komme mere. Og det ulyksalige: Verdens rysten er nu en del af problemet. Nisserne fyres, vi prøver selv. Og opdager at vi er alt for specialiserede. Vi er for unikke. Vi kan overmåde meget, nærmest alt, men kun på ét meget lille punkt. Nu imploderer vores selvsikkerhed. Hyggen, julen, Jesusbarn og krybbe og hele spillet flagrer rundt, blindt, uden retningssans, ikke noget inde eller ude, dømt til hverken eller. Ja, selvfølgelig, også det. Blæsten fejer hen over resterne, skaber opdrift til affaldsfuglene. Modvinden er for hård til at englevinger kan bære. Det brister, er hvad der så er tilbage. Ikke engang det. Ikke én gang. *Blip*… *Blip*…  

QUIZ MED TYNDT LITTERÆRT LAG FERNIS.

Her er 3 tekster. 3 påstande, relativt kortfattede. Én hører til det viste foto. De 2 andre har et fiktivt forhold til billedet; ren løgn. Tre tekster, selvstændige eller afsnit fra noget andet. Hvoraf de 2 altså er misvisende. De kan høre til noget andet, eller ikke. Det er uvedkommende. Yderligere påstande har intet med dette at gøre, skulle de snige sig ind. 

Opgaven, “quiz’en”, består selvfølgelig i at vurdere hvilken påstand der er ægte. Og dermed hvilke 2 der ikke har forbindelse med det anvendte foto. 

Påstand 1 / Fortsættelse af uskrevet tekst: 

Der var kun gået få minutter, skiftet var brutalt. Naturen er nådesløs. Det føltes som et sug, et undertryk, et vakuum. Så hurtigt fra gylden storslået solnedgang til kuldslået ondsindet hvidt med gråt drivende omkring, som lurende lyseslukkere omkring det nemme offer. De nemme ofre, allerede kun skygger. Guldgraverne igang igen efter den korte drømmende sekvens, med vanligt slukkede ører. Tilbage til arbejdet, med skuffelse og lukkede masker. Det er egentlig uretfærdigt. Sådan en sort-hvid sidste transmission har sin egen skønhed. Som kan nydes. Efter en sommerdag, hvor solen er varm og dagslyset strutter af virilitet og gå-på-mod. Eller tidligt på foråret, med løfter om en fornyet virkelighed, tro på at lige dette år, ja måske allerede imorgen, om en uge, ihvertfald inden for en måned, stensikkert før to eller tre. Dette forår bliver anderledes! Bedre! Men det ER hverken forår eller sommer, det er udslukte matte øjne. I et tiltagende mørke der klæber men ikke kan tage sig sammen, klistret ubeslutsomhed, det smitter og der er smitte… Nej! Enkelte holder en fane højt mens de skråler og graver guld samtidig: Det er levende lys og hygge, det er også jul og måske sne og klar frost, høj himmel og røde kinder og raske ture og nytår med så meget godt i vente. Alt den slags. En serie velkendte glansbilleder der er en anelse mere trætte i farverne, for hver gang de befamles af håbefulde blikke. Og noget andet, lidt foruroligende, hvis ellers det når frem til de allerede nedslåede øjne og bortvendte rygge. Farver kan have en spydig spottende klang. Som om de ved bedre… Tilbage er indholdet, gå aldrig tilbage til en fuser. Men sådan er det jo ikke. Der er ingen lunte der kan antændes, med spændt forventning om udbrud “Næh!” og “Ih!” og “Åh!”. De snusfornuftige er vinderne. Årstider er naturens cyklus, og trods menneskets graven efter guld og andre forstyrrelser, er ‘det store billede’ intakt: Alt går sin naturlige gang. Og det er som det skal være. Stop med det selvmedlidende klynkeri og vær ydmyg. Men tilfreds! Der er noget der er større end dig selv. Du er blot et støvkorn på et støvkorn i en lille del af det kosmiske støv. Alligevel får du chancen for at finde dit eget guld. Dét er storheden i et mønster du knap fatter! Jo, det ved de fleste vel, og præsenteret på den måde, ja, så skidt da med det, desuden er et foto blot et foto, så hvorfor stirre sig blind på det, rettere undgå at se, og en dag kommer jo den gyldne solnedgang igen, sådan i virkeligheden, naturens gang, årstider og dét der, så… Og man kan grave i mørke, faktisk kan netop mørket gøre at man er tættere på guldet, det er jo ikke til at se! Drømmen om guldet kan blive virkelighed. Det er et meget, meget stort støvkorn. Hvis det ikke blæser væk i en sky.  

Påstand 2 / En banal kliché: 

Det er mindst 7. gang jeg prøver at skrive dette. Hvor svært kan det være? At spytte en kliché ud? Når sandheden skal frem, hvis jeg skal være ærlig, gider jeg slet ikke den opgave jeg har stillet mig selv. At lave en opgave, der egentlig er ligegyldig. Hvis den havde min egen interesse, var der da et incitament. Helt egoistisk, men det er der ikke. Hvorfor pokker jeg overhovedet kom på den idé, mangelfuld og brugt som den er, ved jeg godt. Årsagen til at jeg et øjeblik tænkte ‘Jamen så kan jeg jo…’ og næsten omgående ‘…nah, hvorfor dog, gider ikke…’, var og er rent plagiat. Med ‘mit’ lag af noget halvstuderet halvlitterært bare gennemført gennemgående halvt smurt ud over. Det hele er noget vås. Udelukkende min ligegyldige minimale forfængelighed: At ‘være’ noget. Gennem dette nu kun trælse tasten mig frem til en “quiz”. Der sikkert ender på et ‘socialt medie’. At ‘vise’ at ‘være’… Det er da en kliché! Så sjældent jeg gider den slags, så sjældent jeg egentlig gider ret meget. Eller bare noget. Er en kliché i sig selv. Det er det eneste der ikke er mangel på. Klichéer. Og banaliteter. Som de 2 andre påstande her, der følgelig er ren fiktion. Hvorimod dette er sandt. Så sandt som at en kliché er en banalitet, der er en sandhed gentaget så ofte, at den er tømt for indhold. “Tømt for indhold” er vist en fuldstændig korrekt beskrivelse. Ikke af det foto der skulle være udgangspunktet, men den tilhørende sande tekst. Og iøvrigt, hvad der vist er klart som det blæk der ikke bruges, også gældende for den der skriver dette. Som ikke gider, slet ikke en 8. gang, så derfor hakkes et afsluttende punktum ned lige præcis her. 

Påstand 3 / Rent vrøvl, grundløse ord: 

Alle gode gange 3 endda. Alle? Næh, der menes vist at 2 gange er lige til at kassere, og SÅ kommer den gode tredje gang. Som denne påstand nr 3. Hvilket ikke rimer særlig godt med noget andet der siges: Et skridt frem og to tilbage. 1 frem + 2 tilbage er 3, hvorved det sidste tilbageskridt er godt, ifølge første sætning. Det er nok ikke værd at hænge sig i, man må springe over hvor gærdet er lavest. At holde lav profil, for husk at højt at flyve, så falder profilen til jorden, ved dén at blive… Så der er intet i vejen for at stå med begge ben solidt plantet, man skal kende sine rødder, og kravle før man kan gå. Når bare målet helliger midlet, og man er på forkant, har man sagt A må man også sige B. Det rimer stadig ikke, men det skal ikke tages bogstaveligt. Urimeligt er retfærdigt, sålænge det hænger sammen på den anden side. Der er jo altid mindst to sider af en sag. Livet ruller sig ud, og der er hurtigt punkter nok til at trække en streg i sandet. En tidslinje, stort set altid med fødsel og død som rebets længde. Nogle laver en cirkel ud af det, nogle påstår at det er uendeligt, det meste er bare usynligt. Hvad man ser er hvad man får… Eller ønsker. At se? Hvor stort skal man se på tingene? Overblik er bedre end tilbageblik, og perspektiv kan lægges alt efter behov og øjemål. Vinkling er et ord, ikke et væsen som en særling. “En vimsende vinkling”. Dette bevæger sig ud ad en tangent… Tilbage til at tage skridtet fuldt ud. Men tøv en kende! Små skridt, et ad gangen, balancegang, nuanceret tilgang til at alt er relativt, bare ikke i for små sko. At kravle før man går et sted på linjen gennem sandet. Symbolsk selvfølgelig, ligesom man lærer så længe man lever. Man skal bare ikke gøre sig klogere end man er. Og stregen er trukket ud med tidevandet, eller er det badevandet? Det må briste eller bære. Lad falde hvad ej kan stå, men fald ikke for den første den bedste. Der er for mange tangenter… Tilbage til den tredje gode gang. Mange gange små. Giver en brusende labyrint, fyldt med runde hjørnebølger. Det rimer næsten på hjernebølger, men narrer ikke fjenden. Sløve knive i skuffen, og dybe tallerkener der ikke er opfundet. Bag skyerne er himlen altid blå. Det rimer da! Uden at lyde ens, det skal være muligt at skelne. Linen er løbet ud, så er det godt at hver en sky har grønnere græs på den anden side. På den anden side ER bladet vendt, et ubeskrevet endda. Spild af papir… Og nye døre åbner sig når gamle gange styrter sammen. Beviset er gråt i gråt, en hylen fra en himmel bag hegnet: Gråt er ikke ordet! Efter sol kommer regn, det ved enhver. Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget, er en ret brugt tangent. To dråber vand er ikke ens, og så siger man minsandten at to er som to dråber vand! Hvad kan det ikke ende med? Tre dråber vand? Nok tangent, men når bare enden er god… Det bliver den så: Alle gode gange 3!   

Påstand 4 / Udenfor Konkurrence… 

Jeg har disse få takter af en sang eller to. Det synes patetisk, men det er det eneste der holder sammen på mig. Sangene er sikkert også patetiske, men er hvad jeg har. Det er ikke sikkert sangene er sange, måske skabes resonansen i mig af noget andet. En duft der forsvinder, et syn der er væk før det er set, et billede der ikke helt viser sig. Den slags ufokuserede og tilfældige ubetydeligheder, der betyder meget mere end alt. Det eneste jeg ved med sikkerhed: Jeg bliver ved med at vende tilbage. Til det sted i tid og rum hvor de toner, eller hvad det er, kalder mig til. Et foto, et billede er intet i sig selv. Men den måde lyset falder et kort sekund på væggen, udenfor noget billede, kan give den nødvendige klang. Som er adgang, omgående, til det sted jeg ikke ved hvor er. Men vender tilbage til igen og igen. Og ikke kan undvære. Jeg véd jeg deler det med andre, men vi er alle helt for os selv, alene. Vores tavshed er mættet med både alt tabt og alt der er værd at komme tilbage til. Det gør ondt og det gør uendeligt godt. Alle har sådan et sted. Det er en påstand, men det er forbavsende så mange jeg møder der. Vi samles om det, hver for sig. Det holder sammen på os. Det er det eneste. Alle, hver for sig. Der kan vi rumme det, vi ellers ikke kan. 

MULIGHED 1.: 

Fuglen, mågen, silhuetten, er altid på vej væk. Eller har for længst forladt billedet. Også altid. Den eller det, formen, fastholdes kun som indre syn, ligesom solen bliver ved med at gå ned. Uden at komme en millimeter nærmere den nederste kant. Forsvinden, stirret fast med lukkede øjne. Er en konstant; det passer på en eller anden måde ind i mønstret. Så. Sådan er det. Så. Det er hverken rart eller ikke, holdbart næppe i længden, men nødvendigt. Solen kan gå ned, fuglen flyve væk, men først når øjet blinker. Eller glimter, som en mindre direkte måde. Og, vigtigt, glimt er bag både øjenlåg og billede, kan ikke bemærkes udefra af selv den mest opmærksomme. Der er mange meget opmærksomme. Der håber på netop den mindste lille bevægelse. Studerer intenst maske og instrumenters målinger. Vogter specielt på øjne, mund, hænder. Prøver at gætte, tolke, besværliggjort af beskyttelse. Den obligatoriske for alles skyld desinficering af udtryk for at undgå aftryk der giver overtryk, med hvæsende undertryk i observationsboblen, krystalklar duftløs spritforstøvning og engangsfladeerstatning, alt er midlertidig kronisk minimalberøring. Det gør det ikke nemmere, men er ved at være så tilvænnet en virkelighed at det er vilkår uden vaklen eller undren. Men hvad der er umuligt at se, er den med symbolfugl og solnedgang fastgjorte indvendige øjenlågsbeklædning. En væg med et tapet på den anden side, fra dén anden side er det en flig af et mønster, et hjørne af et puslespil. Hvis et puslespil er stort eller vanskeligt, starter man ofte med at finde hjørnerne. Det er vanskeligt med store stykker af samme farve, blåt, sort, rødt, skyer, solnedgang, skåret ud i tusinde tilsyneladende tilfældigheder. Så bygges der ud fra hjørnesten og tilbage mod op, eller på de steder i rummet hvor en nuance måske er et knudepunkt. Forsigtigt! På tåspidser rundt i kroppens årringe. Facadepudsning kan dække over små justeringer, men ellers er det synd at blotlægge bare et par små krusninger, bobler imploderer alligevel lige under huden, skal bortforklares, de opmærksomme, fuldtidsansatte på skiftehold, er skarpere end knive. Dissekerer mere end de ved eller vil være ved, over enhver afstand og måske, bare måske, har de en fugls flugt frosset fast i genskæret fra visir og andre værn mod gældende virkelighed. Nogle har, frygtløst og fantasiforladt, sat konturer af vingefang på store vinduer. Om det har en virkning eller hvilken, er usikkert. Så kunne det siges, at usikkerhed er en af de eneste overlapninger der er sikre at følge. Men det er en afart af snyd, som at tro der er huller i mønstret. Straks skifter optikken, fangstnet strammer så alarmer kalder og hyler i kor med skræk, forstyrrende larmende toner kaldes musik, genklang kun i gange der ender i en selvopmalet krog, for dybt for tidligt. Billedet risikerer at tørre ud, og det må lukkede øjnes tårer ikke afsløre. Eller sløre, men gråd er en tvetydighed, og nu er ikke tiden. Ikke endnu. Hvornår er nu er en optrapning, det holder tiden ikke til! Nu er hvornår, aldrig omvendt. 

MULIGHED 2.:  

At blive talt til. Det siges at hjælpe. Det betyder mindre hvad der snakkes om, hvilke ord der samles i rummet, det er selve det at høre stemmer. At høre stemmer skulle gøre godt. Jævnligt, tiltalt mindst en gang om dagen, udover de professionelles konstante baggrundspludren. Tiltalt giver mindelser om et retssystem. Mindelser er af det gode, så lad der bare være en dommer, en jury, en forsvarer og en anklager, og selvfølgelig en anklage, en tiltale mod en tiltalt. Det passer også ind, selvom der aldrig kan afsiges dom. Isåfald ville det også være in absentia. Så fraværende som en dømt overhovedet kan tænkes. Hvis en dom kan tænkes, vil den under alle omstændigheder blive appelleret. Men det bliver for tænkt, der er vigtigere steder at bruge tanker, de få der er nødvendige, men altså, at høre stemmer skulle have en positiv effekt. Solnedgangen er et slags bekvemmelighedsflag. En beklædning af indersiden, klistret fast som erstatning for en udsigt. Det er den slags solnedgange og for den sags skyld solopgange altid er anvendelige til. Lidt som et tapet eller en af 1970’ernes fløjlsplakater. Som baggrund altid en fornøjelse, en sikker vinder over enhver sofa. Eller på indersiden af lukkede øjenlåg. Og bliver det trods alt for banalt, er rullen med øjnene tilladt, når bare ikke det tolkes som liv. Men det sker næppe, foran, forrest, så langt fremme at det er for alvor, for alvorligt. Helt inde i øjets lige netop glødende lille kerne, er det faste mønster. Brændt ind gennem pupiller og hornhinde, lige præcis hvor det skal være. Præcision som væren. Det flyder ud, men det kan det ikke. At blive talt til, én gang til er smerte, så velment. Meget små skrig, endnu mindre end tanken om. Modstræbende vending blafrer slapt, svag modstrøm, sløv kortslutning, ved siden af. Dæmpet, fordampet. Baggrund, kun for de talende, komma og.    

MULIGHED 3.: 

Mønstret er det gamle motiv. Velkendt, uanset hvordan det ser ud. Uanset hvordan det ses på. Forskellige fugle trækker streger i luften, flokke væver synkrone tråde på himlen. Soloflugtende silhuetter understreger, store sammenføjninger er hvor de vender igen og igen. Det ændrer sig så konstant, at det er konstant. Det samme mønster på tusinde måder. Sådan som alle har deres mønster at bryde. For at skabe et hul ud. Om det så er tilbage, dybt tilbage, er det den eneste vej frem. Frem er ud. At åbne øjnenene, at få åbnet for så mange steder i tider før nu, at det blænder, brænder gåden, ethvert hvorfor eller hvordan eller hvornår futtes af til der kun er små sorte forkullede pletter i øjenkrogene. Der kan fjernes med lidt blinken, tårer der tørrer tavler rene, plakater krøller sammen, puttes i rør med direkte udsugning mod rette sted til rette tid. Tiden falder til ro. Det er ikke til at tro. Men endelig, meget langt om længe og så fjernt fra undren at det er ordinært, er det ikke et spørgsmål om tro. Der er kun spørgsmål der har svar. Mønstret er blevet en gammel bekendt, et par blink en sjælden gang er rigeligt. Under alle de om- og indviklede advarsler og råben op, de nu latterlige lag af dårlig fernis og flader med hoppende løssluppen lamslåethed, er stramt optrukkent grin. Lyd bryder også frem, det må den. Vi, ja et vi, et hold spiller bold med mønstret på indersiden af øjenlågene. Vi ser hvad vi vil, vi kan se lige hvad vi vil. Vi kan være stemmerne eller lytte. Vi kan begge dele på en gang, vi kan alt. Intet mindre, men intet under. Alt over, ikke kun . Det er ikke for sjov, kun sjovt. Nej. Det er for sjov, hvis det er hvad vi vil. Vi! Det er så nemt… Jamen altså, så simpelt, kun simpelt. Et knips med fingrene. Dine eller mine? Vores? Lyden af tusinde fingre der knipser et renset ekko, flintrer ud i yderste bane om kloden. Spil i særklasse. Elegante giganter, tyngdekraft som trylleri, mageløs munter magi. Bolden er Torneroses hovede, til forveksling. Gæt og grimasser. Gæt! Vi tager imod ethvert svar. Vi godtager en masse. 

%d bloggers like this: