Arkiv

Monthly Archives: maj 2019

Det er heldigt. At kun jeg læser dette. Heldigt, fordi der mangler indlæg fra februar til nu, maj. Kun jeg lægger mærke til at kæden er brudt… Og som jeg da ellers har prøvet ihærdigt, siden 2013! At lægge noget op, bare NOGET! Men at gøre det HVER eneste måned; mindst én eller anden slags tekst, uanset hvor dårlig, om så blot… Noget. Litterær inflation. Kvantitet / kvalitet. Men PRINCIPPET! At have en ubrudt række til højre på start-siden, fra ’13 og så med HVER måned noteret. Uden undtagelse. Det kan man roligt kalde form frem for indhold. Uden undtagelse, og hvis, så er det tilfældigt.

Den kom så nu. Den brudte kæde. De manglende led. Heldigt at det kun er mig der bemærker det. Det kan lyde som en anelse bittert, sådan i afdelingen for ‘overset ufortjent’ og ‘Hrmpf’!… Men selv mit store ego kramper sammen over det. Der er intet ‘overset’ og det er ikke ‘ufortjent’. Hvilket kan læses som en vag selvmodsigelse, men det kan vi tillade os. At være selvmodsigende, idiosynkratiske, på almindeligt sprog; halvtumbede forvirrede. Øhbøhbuh… Vi, og se hvordan jeg lige putter mig ind i et fællesskab, ‘vi’… Underforstået / indforstået er jeg blevet et eksklusivt mindretal af kreativitet. Dét er måske ufortjent. Og bør måske blot overses. Ignoreres… Hvorpå jeg vil tænke indædt, bittert; ‘Ignoranter’!

Men ikke nu. Hvor der mangler noget. ‘Noget’, der nok kun bemærkes af ego’et selv. Men er langt alvorligere end formen. Det der ikke er… Kunne endda være meget mere. Siden august ’18 og til nu, altså inklusive adskillige måneder; august til februar, over et halvt år, har været tvangstanker. Om at bare prøve. Endeligt opgivet, linjen slaskende derpå opløst. Ædt væk, ætset bort, og flere æhbæh… Heldigt at det kun er mig.

Ret så uheldigt at det er mig. Der har været den manglende form. Så lidt eller ubehageligt indhold, at ingen form er blevet til bare én måned. For en gangs skyld, og hvilken skyld! Så bliver det derefter. Jeg blev derefter. Jeg er ikke bare bagefter, ude i siden. Jeg er ulykkeligvis fanget i et mig, et jeg der ikke vil sig selv.

Det er med dybe spor, revner og udrevet rygrad, at jeg prøver. At genstarte. Det er kun mig der opdager det. DÉT er heldigt! Ingen ser og da slet ikke læser, den person der har valget mellem at give op, fuldt og helt, definitivt. Eller at vække mareridtet, der i mangel af form er mig. Et jeg der ikke vil. Og genstarten, forsøget, er en pine som aldrig oplevet før. 

Heldigt for alle andre! Men… Altså:

oznor_vivid

 

Det er aldrig for sent!

(Siges det. Om ‘det’?)

DÉT er aldrig for sent.

Det ER aldrig for sent.

Det er ALDRIG for sent.

Det er aldrig FOR sent…

Det er aldrig for… Sent?

Variant:

Det er aldrig!

Det er… Noget andet.

Det der aldrig er for sent, er altid noget andet:

Det ER for sent, men så er altid noget andet der aldrig er…

Og så virkeligheden:

(Pause, kunst-såkaldt kaldet…)

Og så Det Andet:

Altid og aldrig er flyttet sammen. Et fornufts-bofællesskab. Men som det så ofte går, det siges det ihvertfald, vinder de hinanden ved nærmere bekendtskab. Altid og aldrig var noget skeptiske ved at skulle dele tid og plads. “En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt”. Eller hvordan det ordret siges. “En ven er en fremmed du mødt”, -er mere passende på deres 112 m2. Altid og aldrig har mere end de første par indledende bogstaver til fælles. Under dække af alle deres mange alias’er, varianter ved siden af dem selv, og gradbøjninger lige fra ‘hyppigt’ og ‘sjældent’, til lidt over hhv under 50/50, er de ofte stødt sammen. De er ikke fremmede for hinanden, de har så sandelig mødt hinanden, men venner er de kun i sjældne tilfælde. Når aldrig bliver altid eller altid aldrig, når der er 2 søndage i ugen, når grise kan flyve, når… Meningen er vist så klar som… Desuden, og de blev formildende omstændigheder, skulle nu og her handle omgående: Der skulle slås til før det var for sent, (Det er aldrig…). Ellers var lejligheden forpasset. Taberen blev selvoptagede ‘Det er alligevel for sent’. Der også har brugt navne som ‘det er aldrig mig’ og ‘det er altid mig’. En sammenfiltring af begreber; numerologi med snyd i ærmet, ikke en man vil betro en nøgle… Nu og her kom med. Øjeblikkeligt og på stedet. Ikke noget pjat med dem: Bofæller som aldrig og altid kunne bruge når og hvis… Som iøvrigt også var kandidater til et af værelserne, der altid kunne skilles til flere, selvom der aldrig vil være nok. Når og hvis, alles alt for gode bekendte, står på den lille interne venteliste: Nu og her var og er først i rette række, og selv aldrig og altid var enige: Når og hvis er de bedst tænkelig at have i baghånden, men nu og her… Er hverken aldrig for sent eller altid et andet sted eller noget i den retning, heller ikke dét. Dér er her, så smart er det skruet sammen. Det blev et bofællesskab der gik over i historien. Et kollektiv, selvom det ord har fået en dårlig smag, med så mange fælles historier, at kun den overordnede fortælling rigtig lever videre. En overlevering, hvor det kan være svært at udrede trådene. Måske er der ikke noget at udrede; eller mere i ånden fra det oprindelige aldrig og altid: Hvis noget skal bære byrden af at kaldes sandheden, kan sådan en vægt kun måles ved hjælp af løgn. Som i denne sags tjeneste, ved denne lejlighed og med dens berømte beboere, bliver til halve sandheder, hvidvaskede løgne, efter bedste erindring, forståelige hukommelseshuller, som jeg og vi og de nu husker det, og det ER jo lang tid siden… Men direkte løgn… Var ret langt nede på listen over mulige beboere. Kun overvejet i det skjulte, og de  mange penge under bordet kun brugt med den dårligste samvittighed. Og til gode formål. Dårlig samvittighed og gode formål blev iøvrigt hurtigt men høfligt taget af ventelisten: Det er aldrig godt med etablerede par i et fællesskab af ellers fremmede. Der skal til at lære hinanden at kende, måske ligefrem blive venner. Løgn må nu nok, såvidt det huskes og af hvem og hvornår, men til tider, nu og da, med en protest fra et aldrende og mærket af tiden nu, have overnattet på sofaen… Ingen, hele den samlede flok beboere, husker hvordan det skete: Aldrig gentager blot sig selv, som var og er det altid. Det er aldrig for sent… At blive mindre løgnagtig. Har den der åbnede døren måske tænkt. Og så overladt det til dårlig samvittighed, der også lige, tilfældigvis her og nu, som må være, var eller bliver der og da, men for tidslinjens skyld, dén er i forvejen ved at være spændt til horisontens bristepunkt, og kun ingen husker ganske tydeligt hvem der havde værelset med udsigt til andet… Nu forsvandt, ikke nu men jo, det var løgn. Og dårlig samvittighed der var overnattende gæster, én sofa på én nat, det giver mening. At gnide øjne over den maltrakterede sandhed om det fællesskab der… Startede med altid og aldrig, og altid påberåber sig, siger aldrig, at de fandt hvad de søgte. Lejligheden er overladt til hvem der vil. Opdelt nu af spekulerende i overskud, innovation til fornavn. Historien er der, også selv om tiden har besat den ruin der står tilbage. Der skal, før eller siden, hyppige gæster, bygges nyt. Så tiden bor kun i fortællingen på lån, med sig selv som sikkerhed. En sikkerhed der opsluges af løgn, forklædt som endeligt retsgyldigt referat. Der kan siges og bliver sikkert sagt, før, nu, og hvad der kommer, at intet er så godt at det ikke er skidt. Noget eller nogen vil ikke være med, så det bliver med skidt som punktum. Dog… Og så sikkert som alt der trygt er glemt, ja så er det aldrig for sent. Hvem ved? Det kan ske, med lidt indblanden fra den altid skarpe tilfældighed, at den smuldrende linje endelig skæres over. Horisonten gnistrer og flammer op, alle har boet sammen, er lyset fra solen, der slet ikke har kastet én eneste skygge. Eller var der et rum mere? Løgn kan læne sig tilbage, behøver slet ikke at flytte sig fra sofaen. Der er kun erindringer uden ejere, fortalt som fortællinger der krumbøjede vakler ind på et forkert værelse. Aldrig og altid deles om fjernkontrollen på plejehjemmet. Når mørket falder på… Det gør det uden ophør, døgnet rundt, gennem al tid. I to ord; ikke altid. De to er for trætte til at se hinanden som fremmede. Det er krævende… Altid at skulle mødes, igen og igen, mens mørket falder på. Men aldrig bliver de venner. De ved kun intet. Der besøger dem, hjulpet af løgns visen vej. Egentlig overflødigt, men for gamle dages skyld. Skyld ja. Det er aldrig… DÉT er aldrig! Tanken, og dén har været der lige siden her og nu og i alle vennerne før, at det er en tanke, og kun det, passer som et møbel der lige netop får fundamentet til at vise tænder, tanken, bestemt formet og absolut definitivt ensidig. Som en mørkere markering i skyggen i et af værelserne, nu hvor solen tillader mørket at falde… På sig og her og der. Tanken er blot en ligegyldig lille forhistorie, der med tid som løgn, og som ligeværdige lejere uden kontrakt, blev til en bygning. Selvfølgelig har der aldrig været en altid der aldrig har boet sammen. Bare tanken… Derfor er der kun, og det er rigeligt, spøgelser, skygger og silhuetter. Alt dette er intet, som det nok mest konkrete. Man kan måske forestille sig en lejlighed, en tanke om en fælles bolig. Det er blot spild af tid og tanke: En udmattende gentagelse af noget mindre end intet. Mørket falder og falder, udflydende tyndt væv af skygger fylder… Verden vender sig ubemærket til vandret. En flade i hvile. Uden andet. Det er så trist, at kun intet og ingen hulker dæmpet, Virkeligheden samler sig, ikke en tanke, ikke én lades tilbage, der kan bygges nyt… Det er aldrig for sent. Det er forbandelsen. Hovednøglen, der smækker alle døre. Tanker holdes inde. Som man kan holde en ballon oppustet. Med en nål igennem. Den uendelige flade, der er verden, der flyder på tårer, vipper en smule. Det er en umulighed. At intet er mere end andet, og tilbage er en svag vind langs den glatte overflade. Så stopper også den.

Det er ikke noget. Intet andet, eller noget.

Det har ingen betydning, om alt dette giver mening.

Det er ligegyldigt om der var en lejlighed, og om de lidt for søgte ‘begreber’ dækker over mennesker med navne.

Det kan med rette indvendes, at der bruges en pokkers masse ord… Uden at der egentlig sker noget. ‘Handling’ blev hurtigt kradset væk fra den venteliste der ikke var. Som kunne være blevet, hvis handling… Men nej; altid aldrig har de sidste ord. Måske ER de de sidste to, men så ville teksten være endnu mere dræbende kedsommelig:

Altid aldrig, aldrig altid, altid altid og aldrig.

(MED snyd; komma’er og et. Punktum…)

At der er en mængde overflødige gentagelser, eller varianter af det samme, igen og igen, til bevidstløshed. Gør alt dette gabende ligegyldigt.

Det hænger ikke sammen, ganske enkelt. Ikke på nogen måde.

Som skrift er det en afart af sludren tankeløst, uden mål og med… Nej.

Kun uden. Nej.

Kun uden kun.

KUN

 

Det er sådan det er.

Det er som det er.

KUN

  

%d bloggers like this: