Arkiv

Monthly Archives: marts 2020

FIKTION

(“Mod Kernen” note 2…)

Nu siver vi gennem glasset. Forbavsende let, begge lag hjælper lidt til. Skubber blødt på. Ikke noget med at splintres eller hvad vinduer plejer. Et øjeblik hænger vi, lige udenfor, med ryggen mod det bløde glas, intet at holde fast i. Vi kigger ned fra sjette sal på fliser og beton, mærker næsten faldet begynde. Før billedet af vores kvaste kroppe når at blive til, mærker vi at luften er til at gå på. Det synes langt mere naturligt end at falde, selvom vi kan se flokkene af fugle i luften som den plejer at være. De dykker og glider på vinden, ned gennem den luft der bærer os. Verden er altså sjov idag. Men de ord og sætninger fuglene skriver med deres synkronsvævning, er stadig ikke til at tyde. Det er vigtigt, det ved vi. Men lige idag kan de væsentlige beskeder i luften vente til imorgen. Selv mågernes ellers stive skræmmende øjne er erstattet af et venligt glimt. Idags anledning. Fuglenæb kan smile, opdager vi også. Vi tager hinanden i hånden, eller har gjort det før vinduet blev blødt eller lang tid før. Så går vi i udsigten. Der er nok ret så langt, mange kilometer, men selvfølgelig ikke denne dag. Vi går præcis et passende stykke tid. Så et par skridt over én horisont, så hen over forstæder, små søde legehuse, så er vi på landet, mark og skov står smukt gyldent og grønt, bølgende i vinden under os. Her hvor vi går, er der kun en lun brise. Det er også helt naturligt, idag er ikke for ingenting idag. Vi kan godt mærke, at igår og imorgen raser over at være blevet så fuldstændig sat ud af spillet. Som ikke er et spil, det er bare noget man siger. Helt i tavshed, vi opdager også at ord er overflødige, faktisk lidt til grin. Ihvertfald kun et smil værd, men smil er meget værd idag, man kunne købe alt med smil, hvis der var noget at købe. Det er der nok dernede, men her hvor alt kan ses og intet synes nødvendigt, giver vi smilene til hinanden. Det er en god byttehandel. Nogle landskaber borte, kan vi nu se havet. Et par skridt, og stranden er lige under vores fødder. Vi kan høre at bølgerne med stor forsigtighed ruller i vandkanten. Kærtegner hvert sandkorn. Sludrer om vejr og vind med det sand der vaskes skinnende rent. Det er så idyllisk, at det næsten er løgn. Men idag er der meget langt fra næsten løgn til usandt. Længere end vi har gået. Når vi kigger bagud, kan vi se ikke bare vores egne spor, men tusindvis andre fra tusindvis af blinkende uknuste vinduer. Det ser lidt sjovt ud, perspektiv og vinkler vender og drejer sig efter behov. Så vi er nok ikke alene her ved havet, men der er ikke andre at se. Måske er der, lige idag, horisonter med strand og vand til alle der vil. Det er nok forklaringen, og det er nok alle der vil. Alle må ihvertfald, uanset hvem de er. Det er storsindet. Men ikke underligt. Vores sind føles også rummelige. Faktisk kan de rumme alt, også det der ikke kunne være der igår. Og det, der ikke får adgang imorgen. Hvis der kommer et imorgen og hvis igår var. Det synes helt forkert idag, men kun intet varer evigt. Måske er idag intet, det håber vi på. Det er alt, nemlig! Sandet under vores bare fødder er fint, rent, rart at gå i. Solen genspejles i havet, der er mere blåt end muligt. Men hva’, det er heller ikke muligt at svæve oppe på luften og gå i sandet samtidig, så havet er bare umuligt blåt. Det har det sikkert glæde ved, og hvem vil spolere glæde en dag ved stranden? Nej vel? Indbydende er det også, vandet. Selvfølgelig går vi ud i det. Det former sig om vores fødder, blidt, ømt og varmt, og vi tager nogle skridt videre ud. Stadig hånd i hånd. Allesammen. Vi véd godt at idag forsvinder hvis vi slipper. Sådan er det med den slags dage, der hverken er igår eller imorgen. Så jeg holder alle hænder, også dem der ikke er der. De kan alligevel holdes. Vandet bliver til noget andet, og mine fødder bliver mindre. Det havde jeg vist regnet med. Ja, det er meningen med idag, min mening, alle har deres, sådan er idag. Aldeles naturligt er det nu saftigt grønt græs jeg går på. Nej, mine små barnefødder løber igennem det, om et hjørne, til den anden side. Det gjorde de engang, det ved idag. Før der var igår og imorgen. Nu er der kun idag igen. Igen er det kun idag. Jeg tripper rundt hjørnet, ind i endnu en fantastisk kun idag. Ligesom igår var en idag, og imorgen vil være det. Intet kan ændre på det. Kun alt, men ikke endnu. Ikke endnu. Græsset er grønnere end grønt, men det må det godt være.

For hænder er til at holde, ikke fastholde. Derfor. Det er da logisk.

Idag bliver vinduerne bløde igen om mange år.

Det er godt. Ikke at vide.  

%d bloggers like this: