Arkiv

Monthly Archives: maj 2018

FEJLSPEJL

Fb-farvel # 1. Ud af ?… (-Og andet på høje tid om ikke for sent…)

Så står du altså i den famøse tunnel. Og ser lyset for enden. Det skal man som bekendt gå imod, hvilket du så gør. Det er nu også det mest logiske, uanset hvorfor og hvordan du er endt i en mørk tunnel med et lys for enden. Først er det som om du ingen vegne kommer, og tanken om et godt gammeldags mareridt er lige ved at overtage. Den klassiske model med at bevæge sig uden at komme ud af stedet. Men før du begynder at vende og dreje dig uroligt og prøver at vågne, er lyset for enden blevet en smule mere klart, en anelse større. Så er den god nok, og du sætter tempoet op. Hvem vil ikke gerne ud i lyset? For enden af en mørk tunnel, hvad den end består af. Snart fylder udgangen eller indgangen eller hvad det er næsten hele billedet. Du ser at det ikke blot er lys, men også en person og skygger og bevægelse. Det kræver kun et par skridt mere, så går det op for dig. Lyset for enden af tunnelen er en refleksion. Du vender dig og ser lyset for enden af tunnelen. Og ved at det også er en refleksion. Du begynder at føle dig urolig og på en eller anden måde snydt. Et par gange går du lidt frem og tilbage. Indtil du i hver ende er sikker på at du kun ser lyset fra den modsatte. Og dig selv på vej mod dig selv. Der er ingen grund til at søge efter en udgang, det ved du. Ganske som du ved at det ikke er muligt at vågne, for du sover ikke. Du stopper dig selv, før du begynder at spekulere på det. Hvordan du er endt mellem spejlbilleder af dig selv. Forklædt som lys for enden af en lukket tunnel. Tid er ikke mere en faktor, så du står i noget nær en evighed ved den ene ende, så den anden. Når du ser digselv over skulderen, ind i spejlbilledet, kan du se digselv langt væk i det andet billede. Hvor du ser dig selv over skulderen. Det siger sig selv. Hvis spejlene er vinklet korrekt. Dit billede bliver en del af den også klassisk spejl-i-spejl effekt. Du trækker på skuldrene; det var jo til at forudse. Begge ender af tunnelen viser dig trække på skuldrene. Sådan bliver det ved. Heldigt at tiden er stoppet, ellers var det da til at blive helt skør af.

Der er sikkert én eller anden morale i ovenstående. Afhængig af hvem du er. Hvilken type person du bliver opfattet som. Og ikke mindst synes du selv er. At være fanget i sit eget billede, vil forskellige mennesker reagere forskelligt på. Nogle har det fint med at være kun sit billede. En hel del af dem vil hurtigt fylde spejlbillederne med en masse passive andre personer. Det er der så også en morale i, eller også er det ligegyldigt. Det hele er jo et lukket system uden tid. Andre ville føle sig frygteligt ensomme, overladt til sig selv. De ville måske også kunne sætte et par ansigter ind i billederne, men det ville være som et savn, et tab, en sorg. For dem er det en regulær velsignelse, at minutter, timer, dage, uger, år, er opløst i en tid der ikke bevæger sig. Bevægelsen mod lyset, opdagelsen af det der for nogle er en slags bedrag, bliver en del af tidløsheden. Det kan ikke rigtig afgøres hvem eller hvad der har sådan en magt over tid. Måske er det ikke magt, men et i nogle mennesker så nødvendigt selvforsvar, at det faktisk er muligt at bearbejde tid. Det kan selvfølgelig også være en højere magt, hvad den så ellers kaldes, der skammer sig lidt over at udsætte mennesker for den spejllukkede tunnel. Når nu så mange forventer noget andet og bedre. Måske er det sådan tiden standses, eller ihvertfald sænkes til en hastighed nær evighed. Tid har ikke svært ved at føles som en evighed. Det kan de fleste, uanset hvordan de ser dem selv, vist blive enige om. Der kan også være situationer hvor tiden går alt for hurtigt. Men de øjeblikke, gode eller dårlige, er for det meste væk på næsten ingen tid. Så hastigt, at der opstår et vakuum, et hul som ikke engang tanker kan nå at udfylde. Så suges erindringer og minder ind; også en slags selvforsvar. Nogle gange selvbedrag, men i bedste mening. For den bedragne. Og spejlbillederne der hører til. Uanset hvem de tilhører.

Så er vi tilbage i den tunnel med spejleffekt. Der ender alle vist, om de så opdager det eller ej. Om det egentlig betyder noget eller ej. Fornemmelsen, ikke kun min, er at det ikke er værd at beskæftige sig særligt meget med. Det er noget der kommer når det kommer, og bliver nogle overraskede, er de blot dårligt forberedt. Kan hænde at de har brugt for megen tid på deres mange og ofte flotte spejlbilleder. På den anden side er det nok også dem, der hurtigst opbygger en ny spejlverden når de ender i tunnelen. Og dem der finder det sværere at kapere, ja de får miraklet med tiden der stopper. Eller skaber det selv, om det er det ene eller andet, er det barmhjertige resultat det samme. Det synes at være ret gennemgående. Hvad, hvordan, hvornår, hvorfor… Spiller ikke så stor en rolle. Det afgørende er at det SKER. Det gælder næsten for alle. Ind i tunnelen med lyset. Reaktioner, meget forskellige, på refleksionerne. Dem selv gentaget i det næsten uendelige billede. En anden verden; en anden tilstand. Men for mange overraskende lig den de kom fra. Og uden den store panik. Det er trods alt kun spejlbilleder. Mener nogle. For andre er det heldigvis med spejlbillederne bevaret. Den forskel er selvfølgelig ikke skarpt opdelt; de fleste er faktisk blandinger af dem selv og deres billede. Hvad der så er hvad. Overordnet er det ikke så vigtigt. Jo, der kunne, som tidligere nævnt, sikkert moraliseres en del. Men selv det synes… Ligegyldigt. Det er nok en lidt mangelfuld konklusion, hvis det altså er en konklusion, men der er ikke rigtig noget. At konkludere. Der kunne gås mere i dybden med de forskellige personer. Deres billeder af dem selv. Både før og inde i tunnelen. Og efter, hvis et ‘efter’ yderst overraskende skulle dukke op. SÅ ville der være noget at væve videre på. Foreløbig stopper det her. Med dén tunnel, en stribe mennesker der kunne beskrives langt mere detaljeret, og så de endnu flere spejlbilleder. Der på én eller anden måde kommer til at betyde noget, en hel del endda. Men nu og her er, på en lidt sær overfladisk måde, mere ligegyldig end noget andet der kan beskrive det. Ligegyldig ja. Måske overflødig? Også det. Tiden får det sidste ord i denne omgang: “Jeg skal nok komme efter det. Og dem. De mange der behøver mere tid til at se sig selv. Og stoppe op ved de tanker der fortjener en større plads end et øjeblik. Om det så er en erindring, om det er nu’et lige nu og lige før og efter og hvornår det er nu at det er nu, tidsnok er nok til tiden, også til dem der der har brug for et dybere kig på tidens snoretræk. For at justere billedet i spejlet. Eller spejlet eller hele kabinettet eller personerne selv. Men hvad har det med tiden at gøre? Ikke meget. Intet eller alting. Som for tiden blot er… Nærmest det samme. For tiden og midt i den. Hvem der vil, får al den tid der er i hele verden. Til at se sig selv dybt i øjnene. Og måske et blik over skulderen. Eller ej: Tiden holder sig for sig selv. Selv når den står i en tunnel med lys for enderne. Så står den stille. Og lytter måske efter et tog. Den slags har det med at komme brusende, specielt i tunneler. Ofte til tiden. Eller før. Men hva’, måske kan et solidt lokomotiv knuse et billede eller to. Der er nok af dem. Alt for mange, hvis tiden skulle bestemme. Det gider den nu ikke. Tiden arbejder for sig selv. Og er ret ligeglad med alt andet. Egoistisk? Tja. Tiden har set det meste. Og har, om nogen, lidt fornemmelse for fremtiden. Ingen kan spå, men tiden har fingeren på pulsen. Sin egen. Hvis den gad måle, og kunne se for bare spejlbilleder, ville den kun komme frem til hvilepuls. Tiden tager det roligt. Uanset hvad andre påstår. Uanset plaprende spejle og skinner der vibrerer. Tiden kender sig selv. Den tager det hele som det kommer. Og er mest ligeglad. Den er, hvis den skal være ærlig og den kan ikke være andet, egentlig dødtræt af mennesker. Og deres evindelige spejlinger. Det er som om de bygger sig selv inde i mørke rør, blot for at kunne lyse så meget kraftigere. Tiden sukker for sig selv: Den mindste ridse i overfladen, og menneskene råber straks alarm og spejler sig hektisk. Tiden strækker sig og lukker øjnene. Som så mange andre. En sagte snorken slører billederne. Imorgen er der atter en dag. Tiden har sine anelser. Atter en dag. Tiden mærker alderen. Det er ikke al tid der har det morsomt med at være evig.” Sådan fortsætter tiden. Om det så er i søvne eller vågen. Tiden er sin egen herre. Og finder aldrig sig selv i en tunnel. Eller blot som et billede på sig selv. Tiden er ikke just typisk for tiden. Måske skulle tiden ikke have haft de sidste ord. Det vil vise sig. Med tiden. Hvis der ikke kommer tog. Eller andet der kan splintre udgange. Der også er indgange, måske. Tunnel, tid, og så alle de skiftende spejlinger.

Det var så første farvel til Fb og den slags. Jeg ved ikke om det er besværet værd. Det forekommer mere og mere ligegyldigt. Nej, det er ikke helt korrekt. Det ER mere og mere ligegyldigt. Men har man sagt A må man også sige 2. Eller omvendt. Det forekommer også uden den store betydning. Tunnel, tid og spejlinger. Jajo… Nogle gange spekulerer jeg på hvad der egentlig har en mening. Giver noget der er værd at tale om. Nedskrive. Noget der er værdigt at afspejle. Og ikke kun i lidt for praktiske skifterammer.

%d bloggers like this: