Arkiv

Monthly Archives: november 2018

BAGKLOGSKABT

 

Sanserne er jaget vildt. Specielt øjnene er udsatte. Sæsonen er åben for anskydninger og vingeklip, camoufleret som lystige glimt og genskin. Solen har ubemærket taget sin venlige maske på, overvældende blændende jovial, kammeratlig, en rigtig guttermand. Det er utænkeligt at den skulle være en lusket djævel. Sådan nogle rare gule stråler. Det er først når den brænder sig ind i hovedskallen som et hylende lyn, at forræderiet åbner de største faldlemme. Det voksende klaprende ekko varsler de mørkeste hulers ufattelige størrelse. Kun i korte øjeblikke brydes den dybe brølen af en ren hvid tone. Der fortvivlende direkte skærer skiver af i et hvinende tempo. Glammende gnister flintrer i skyggerne, hvor solen ikke kan nå. Selv om den vrider og vender sig for at finde bytte i de fjerneste kroge og hjørner. Der er ikke mange kroge og hjørner inde i kraniets hvælving. Og hvad solen ikke får nedlagt, overlades til fodfolket. Der ikke er folk eller noget der ligner, men noget der ikke ligner noget. De eller det skraber og kradser efter bedste evne under huden; blodårer betændes og nervebaner skrælles op. Alle sanser krymper sig, flytter sig forvirret i krampagtige ryk. Men sæsonen er lang, og jægerne har en godmodig tålmodighed. Afsøger roligt tiden for øjeblikke der er værd at ofre. Et øjeblik på; bytte-bytte-købmand… Hvis de store huler var bjørnegrotter, kunne der være gemmesteder mellem de mange lag af bundtet skind. Desværre: Modløse sanser må slæbe sig over afstande de ikke forstår, nervøst tegnet skarpt mod det klæbrige mørke. Og hvert øjeblik kan de ende i gabet på en uendelighed. En skæbne kun den værste fjende ønsker. Der trænger det uforståelige igennem, trampende så trommehinder sprænges. Stupidt hensynsløst, med et grin så bredt som den længste solstråle. Eller den længste dag, der altid kan blive længere. Øjeblikke kan strækkes så det må være løgn, opspændt på vanvittig virkelige trofæjægeres vægge. Det uforståelige igen: De ondt stinkende vægge er de samme som hovedskallens stadionstore loft. Hvis det ikke ville se smådumt ud, kunne man hilse med den hængslede kranietop, toupébeklædt eller ej. Det er ikke spor dumt, men en smart manøvre sat igang af jagthorns metalsmag, fine små næsten nuttede revner er resultatet. Himlen bliver brugt som hat, og sansernes selvforgiftning går i selvsving. På få sekunder, et eller 1000 øjeblikke, danser de bevidstløst i en tilfældig solstråle. For at blive plukket ned, latterligt nemme mål, spredhagl og halesvirpende hundeafhentning. Tilbage i knurrende gab og sejt slim i øjenkrogene. Sæsonen slutter aldrig. Det måtte gerne være løgn, men uden sanser er vægtskålene endelig frie og hvirvler frenetisk rundt, intet skal vejes og findes for let. Bestemt ikke intet. Ikke et eneste øjeblik.

 

Set udefra er det ikke til at forstå. Der er da fred og ro i det ansigt. Det er mit. Næsten udtryksløst, og hvis bare små bevægelser omkring øjne og mund, ja så må det da være optræk til et smil i harmoni med verden: Det siger vi så. Sådan er det bedst, sådan er det nemmest. Jeg gør som det nu engang er mest bekvemt for verdener og virkeligheder, med deres menneskelignende fyld. Mit ansigt nyder varmen et rart sted under solen på en skyfri himmel. Og alt idyller til; der fyldes bløde filtre og sunde farver på. Omhyggeligt og hyggeligt ud i billedets hjørner og bag ethvert øjeblik. Lige til mit ansigt ikke kan andet end at stivne i acceptabel nydelse. Skruetvingerne er usynlige. Alt ånder fred og ingen fare. Jeg holder masken. Hvor forkert et udsagn! Masken holder mig. Sådan får vi et øjeblik under en varm sol på en blå himmel, et rart sted. Sådan… Mit ansigt, et øjeblik mere. Hvis jeg ikke blinker. Vrøvl. Masken har ikke den funktion.

 

Nok! Jeg lukker ned; lader mig blive lukket ned. Er lukket og slukket. Sæsonen er ikke forbi, men jeg røber ikke mere. Nu må det blive som det må. Glas og spejle! Så velkendt og gennemprøvet. Bag glas, lag på lag, spejling-i-spejling, dén slags. Jeg opgiver ikke, men holder ikke sæsonen ud. Jægerne er for dygtige; mine sanser kan kun overleve bag og gennem glas, og som refleksion i spejle. Tykt glas, fejlfri spejlinger. Intet andet. Nu er nu, og det er det også om et øjeblik: Nu.

 

Der ER ikke mere:

Genskær af glasøjeblik, ufatteligt ondt, lige i øjet, tiden rådner i den dobbelte hule, bagbundet, indespærret, skramlende skodder, metalluft, huler er huller er det samme, er afspærrede gerningssteder, er forladt og forlader, er runde vægge med døde lyde og syn fasttømret, er indgang udgang og engang, kun én, er forreste hul i en serie ind til ikke en vanvidsvision eller en hallucination, men dét øjeblik af virkelighed der får tid til at se sig selv og klappe sammen som punkterede lunger, rive skodderne af, vakle et skridt dybere ind, umuligt for muren af iltfattigdom og usikkerhed som betingelse: Lyset klistrer væk… Tid går i sort. Spejler sig i sådanne øjeblikke. En rød detalje bryder billedet, om så blod er det håb. Det er bare at holde fast i navlestrengen med alle sanser ædende hinanden til løgn i de evindelige glemte huller eller huler. Ildelugten trækker tråde til tremmer, øjeblikkelige parfumerede tårer går med bort, hånd i hånd, kunstighedens klamme overhånd. Bag mørket venter bevidsthedens blændende lys.

Kun et tyndt lag hud som skillevæg. Kun tilsyneladende. Kun ladende til syne. Kun til…

Glasøjeblikket… -Så vrangvendt, intet i blinde vinkler, sanser fejl og mangler sanser, og nu igen nok. Mere end.

 

Et forkert bygget øjeblik.

 

Jeg venter med at åbne øjnene.

%d bloggers like this: