DAGEN.

Det var egentlig en ret ordinær dag. Vinter, men ikke noget ekstremt. Morgenen havde lagt et slør over udsigten, en blanding af støvregn og tåge i lette gardiner. 

Fra jeg vågnede, nok også før, var jeg en smule melankolsk. Men det er ikke noget nyt, og kunne være så meget værre. Det var den slags vemod der også varmer og er meget rar at nusse lidt om. 

Når jeg sætter mig lidt op i sengen, kan jeg se ud. Lige netop, det er mest himmel jeg ser, og så en horisont der har det med at glide sammen med det nederste af vinduet. Det har jeg vænnet mig til, og er holdt op med at skelne. 

Den dag lå jeg nok lidt længere end jeg ellers gør. Fuglene gled hen over udsigten i linjer og med sving, enkeltvis eller i pludselige flokke. I mange år prøvede jeg at finde ud af hvad det var for et mønster de tegnede. Nu har jeg lavet en aftale med dem. Hvis jeg bare lader dem flyve, stige, falde, svæve som de vil, og ikke prøver at tænke mønstre frem, så garanterer de at der ikke er nogle mønstre at finde. 

Det er en lettelse, selvom jeg har dem mistænkt for at snyde. 

Det er ok, jeg snyder nok også lidt. 

Ikke denne dag, jeg lod tankerne sove videre. De havde hårdt brug for deres skønhedssøvn, de stakkels tanker. 

Jeg ville ikke få ret meget brug for dem den dag. Det var lige ved at det lykkedes mig at snige mig ud af sengen uden at vække dem. 

Men det er svært at bevæge sig uden at komme til at forstyrre bare én, og straks er de alle parate, vælter hovedløst frem og skubber til hinanden. 

De vil så gerne så meget, men kan ikke tænke at det måske er alt for meget. 

Denne dag ville de ikke få meget ud af, de ville ikke få en chance til at bide hånden der fodrer dem. Fodrede, datid. 

Gad vide om tanker bliver kede af ikke at blive tænkt? Hov, der var lige en enkelt der var snu, men jeg faldt ikke i fælden. 

Det var en ret ordinær dag, bare en ud af mange. Men jeg vidste udmærket at den ville komme, havde vel regnet med det i lang tid. Eller til tider gennem mange tider, og så var den der. 

Uden varsel men uden at overraske, ikke det mindste. 

Jeg havde ikke travlt, dagen ville nå præcis hvad den skulle. Det hjalp nok at jeg var helt med på den, syntes endda at det var en nydelse. For én gangs skyld, som undtagelsen fra reglen, at overlade en dag til sig selv. Rettere, at overlade mig til den, så kunne den gøre hvad den ville. Det var kun rart. At slippe. 

Jeg har altid bildt mig ind at jeg er et vane-menneske, med rutiner og daglige ritualer. Og, lidt absurd i det rod der er mig, at jeg er et ordens-menneske. Men lige den dag var jeg ret omhyggelig med morgenkaffen, brusebadet, tjekke nyheder, den slags. Rydde en smule op, vaske kaffekoppen af, stillede den op i skabet…

Og så kom jeg til at se mig selv. Var lige ved at se hvor latterligt det var. 

Af alle dage… 

Men hvis det var sådan dagen ville have det, ja så værsgo’. 

Egentlig kan dagen overtage herfra, der er ikke så meget brug for ‘jeg’. Jo, det er i høj grad mig der netop er brug for, men ikke som ‘jeg’. Det er dagen der kører showet, og selvom jeg har en hovedrolle, er det ikke mig der instruerer. Eller har skrevet drejebogen, men dét er lidt som med fuglene. 

Måske har dagen snydt lidt. 

Og ladet mig skrive en del af manuskriptet. 

Så snyder jeg vel også? 

Jeg eller dagen ryster mit hovede lidt, der er krøbet et par tanker ind, og de gør hvad de kan for at påstå at de er mine. Det gør de kun for at kunne overtage og være mig. Tanker er nogle gange nogle små egoistiske bæster. 

Men også sølle, de aner ikke hvad der venter dem. Nu, idag.  

Det er næsten synd, men også kun næsten. 

Hvordan siger jeg farvel til mine tanker? 

Han kan måske selv mærke det, eller ikke. Der er en overgang, et slags mellemstykke. Hvor han nok stadig tror der er forskel på ham og dagen. Han vil prøve at forklare sig og det, forklare sig selv, men vil ret hurtigt falde til ro. Det er så enkelt. 

Han har ønsket sig denne dag længere end han ved, det har været hans mål at vågne til præcis denne dag. 

Det undrer ham da heller ikke det mindste at han sætter kaffekoppen på plads, vender sig, og går direkte ud ad vinduet. Gennem det, og hen over sin udsigt. Han ser ned på vejene, stierne, den enlige figur, alt bliver langsomt mindre, han går skråt opad. Horisonten bliver fjernere og fjernere, vejret og vinteren er snart under ham. Han ser det hele, og ser det så forsvinde. 

Ganske enkelt. 

Selvfølgelig er der lavet en mængde kulisser. Selvfølgelig ser det ikke ud, som om en person siver gennem sit vindue på 5.sal og træder ud på luften. Selvfølgelig ser det ikke ud som om der pludselig spadserer en person højt oppe under himlen, som det naturligste i verden. Selvfølgelig ser det ikke ud som om han på få minutter når længere ud end nogen horisont og højere op end nogen flyver. 

Måske er det lidt snyd, men der ændres lige en del på hvad der kan ses på sådan en ellers ordinær dag. 

Måske er enhver ordinær dag en slags snyd. 

Han kommer hen mod den bænk han vidste ville dukke op. Hvad der er omkring ham betyder ikke noget, han skal hen til den bænk. Som han ved det har været meningen med dagen. Og dagen har været den eneste mening i meget lang tid. Som han nærmer sig, synes det at have været målet hele hans liv. Sætte sig, og så… 

Han glædes over at den anden allerede sidder der. 

Han kommer hen til bænken bagfra, men den anden har mærket ham være på vej og giver lidt plads og hilser velkommen uden at bevæge sig eller sige et ord. 

Det er overflødigt, egentlig er resten af dagen overflødig. De ved hvad de vil se, de ved hvem hinanden er, de ved mere og mere og snart alt. 

Han har vist kendt den dag til mindste detalje. År før, og før endnu. 

Han ved det bare først nu. 

Dagen vil fortsætte, et sekund eller en evighed, der er ikke den store forskel. Men den kan begynde at trække sig tilbage fra de to på bænken. Den har gjort som han ønskede. En ordinær dag. 

Måske er det også lidt snyd, måske er det ikke dagen der begynder at fjerne sig. Måske er det bænken og de to der flimrer sig mindre og mindre ud i noget, mod noget. Før de to og bænken glider sammen i én figur, åbner sig en verden større end nogen verden foran dem. 

Alt hvad de har set og oplevet og levet og endnu mere, og alt det de aldrig så eller oplevede eller levede og mere, ligger foran dem. 

De kan se det hele på en gang, og alle tider samlet som en. 

Og det er endda yderst enkelt.  

Bænken er nu næsten kun en prik i noget andet, men har for altid alt foran sig. 

Og der, i det alt foran dem, er de selvfølgelig også selv.  

Det er da en bænk med udsigt! 

Dagen har gjort sit. Der er nogle praktiske ting der skal ordnes tilbage hvor han satte koppen ind i et skab. Lidt flere selvfølgeligheder skal udføres. 

Det er måske ved at være aften, men det er dog stadig en ordinær dag, og sådan skal det se ud. For alle andre. 

Snyd eller synd, det er næsten det samme. Kun et par bogstavers forskel. 

De to på bænken, der i alle andre dimensioner eller hvad det kaldes, er blevet til en der er blevet til ingen, på en bænk der ikke er, foran det hele og alt på én gang, ja de to udvekslede faktisk et par ord. 

Det var langt senere, måske er det ikke sket endnu. 

Eller sker igen og igen, hvis det er sådan, eller noget syvende, det er ligemeget og enkelt, ihvertfald: 

Han, eller den anden, de var selvfølgelig den samme, man skal vist møde sig selv, hvis det ikke er noget for jordnært tankespind.

Men en af dem spurgte den anden: 

Hvorfor er du her? 

For at du ikke skal være alene med alle de mange vi er.