Den Definitive Lykke.

LYKKE # 1. 

Øjeblikke der var, ikke er, selvfølgelig, med kirurgisk præcision skåret fra, den skarpeste skalpel ført med uendelig ømhed, glædestårer gennem blotlagte blodårer.
Strømmen af summen af alt og intet mindre, ledes ud i et bundløst oceans brølende søsygdom, skalkeskjul eller kalket grav.
Vrangvendt tom, vasker huden væk, skraber overfladen, river af i flager, flagrer langs jorden, små behårede flag blafrer.
En række toner slipper fri og gemmer sig i støj, genopstår som glimt på overfladen, nyudtrukket til smertegrænsen.
Det store røde flyder over, glider ned bag øjnene, blændet er blot smagen af syner tilbage.
Kroppen krænges af, hverdag foldes pænt sammen til affaldssortering, hurtigt og sikkert fortjent nuppet af hvem der mangler en sådan eller bedre.
Ud i det der vil stivne, en forvasket morgen støbt inde, fastudtørret form, imorgen.
Bobler når ikke op, men på den dybde hvor lys og mørke bytter plads, glimter de vidunderlige øjeblikke…
Adskillige perler. (… Og så?!?)
Afkald og opgiven er lige så indlysende selvsigende, som verden og en del virkelighed er usagt sortklædt.
Formummet i automuml, at befinde sig, at betvinge sig og sådan, at finde sig i som fattigt svar som givet. Eller at fange spørgsmålet før det gråner ud mod grimet slidt beskidt, sløvede grin og skjulende gab, og mennesker, ja! Pakket ind i næste skridt, i hver dag, genbrugt, tramp på skinner i takt, lyn og torden kulisserabalder, skvattet vattet skræppen op, mod imod, effektiv effekt.
Nøgent håb.
-Usandt dobbeltklæbende, tøvende småligt syndefald.
(-Hvæsende vejrtrækning…)
Det lidt mere end, kun, at rejse hovedet i strid mod vinden, det afsporende eneste.
Måske, bare måske, helt bart, er der en dag, et sted, en flimren i luften, et fokus der forstummer, dét lille inderligt ønskede ekko.
Der rykker forhænget en smule til side, de faste billeder tøver, en lille lokal rystelse i pupiller der lytter.
Den reneste lykke blinker sit signal, øjeblikkene venter, de er der. Dér, som i nu.
Så er det et spørgsmål om uendelig ømhed, ja den igen.
Og kirurgisk præcision.
(…*svælgen*)
Snittet følger. Kæbelinje, hårgrænse, horisonten rundt, soklen kroppen står og tripper på. Én behændig beåndet bevægelse, tidslinjer kommer på tværs, skæres skråt ud som støv fejes sammen til vinden, lader sine håndflader glide over det ubegribelige land.
Diskrete stille men distinkte toner ser med klare øjne, op, glidende rummeligt videre, på himlens skiftende harmonier og drivende skalaer.
Dér hviler og venter de, og, ja…
Tålmodighed væltes ned ad stolen, skub i ryggen, skarpe skulderblade, sparkes ud, rudesplinter fryses op mod muren, dunkende skruetvunget hovede afkræves sammenhæng.
Ord der kan skrives under på.
Afgjort!
Selveste en genopstand,                        ellers…
               

Men.
                                         …Selvfølgelig.
                                                                                                 Er alt. Så! 
         —Snydt igen.